Fortællingen om Lokes straf kommer i fortsættelse af fortællingen om Balders død. Lad os først se på, hvem Loke og Balder er:

LOKE er af ren jætteslægt, men han har på et tidspunkt blandet blod med Odin og regnes derefter blandt aserne og bor sammen med dem i Asgård. Han er repræsentant for løgn, sladder og upålidelighed og har på den måde bragt aserne i den ene knibe efter den anden. Men det hører med i billedet, at det også er ham, som i den sidste ende kan klare vanskelighederne, netop ved et eller andet snedigt påfund. Han er selv smuk og (selvfølgelig) veltalende; hans kone hedder Sigyn og deres søn Narve.

BALDER er søn af Odin og Frigg, og om ham er der kun godt at sige. Han er så smuk og lys, at det næsten stråler af ham. Han er en af de klogeste og mest veltalende, og han vil kun det bedste, men han tror for godt om folk, så de domme, han fælder, kan ikke rigtig stå ved magt. Han er gift med Nanna og bor på Breidablik; deres søn hedder Forsete, og han er til gengæld den viseste dommer, der findes. Alle, som kommer til ham med en sag, går forligte bort.

Balders død

En morgen vågnede Balder og klagede over, at han havde haft stygge drømme om blod og onde varsler. Det lød så alvorligt, at alle aserne og asynjerne samledes på tinge for at drøfte sagen, og til sidst måtte Odin selv sadle Sleipner og drage ud for at skaffe at vide, hvad de drømme skulle betyde.
Han red ned – og ned – til Niflheim, forbi Helvedeshunden, hvis fråde er som det røde blod, lige til han nåede Hels egen gård med de høje gærder. Her vidste Odin, at en spåkvinde lå begravet lige østen for porten, og det var hende, han nu ville mane op af jorden. Hun klagede sig og ville kun nødig forstyrres i sin grav, men Odins trylleord var de stærkeste!
Hun ønskede ikke at svare på spørgsmål og sagde hele tiden, at nu ville hun ikke sige mere, men til sidst fik Odin da halet ud af hende, at der var gjort klar til Balder i Hel (Dødsriget), at han skulle dø for Høders hånd, men siden blive hævnet af Vale, Rinds søn. Og det skulle Vale udføre, endnu inden han var en dag gammel!
Men da Odin kom hjem med dette ulykkesbudskab, nægtede aserne at bøje sig for skæbnen. Frigg drog selv personlig ud og tog hver eneste ting i ed på, at ingen ville skade Balder, og det gjaldt både ild og vand, sten og jern, alle planter og dyr. Da guderne nu troede at være på den sikre side, fandt de på at skyde til måls efter Balder; det var jo ganske ufarligt! Nogle brugte bue og pil, andre kastede med spyd eller sten efter ham, nogle prøvede at hugge til ham med sværd, men lige meget hvad de prøvede, så tog Balder ingen skade.
Men Loke stod i yderkredsen af aserne og blev mere og mere misundelig på Balder, og så skabte han sig om til en kvinde og nærmede sig Frigg, der netop kom hen for at se på asernes leg. Da hun hørte, at de skød og huggede efter Balder, lo hun og sagde, at hverken malm eller sten, træ eller noget levende kunne såre Balder, for det havde hun fået løfte om fra alle ting. Men Loke spurgte hende ud, om det virkelig var alting her i verden, hun havde fået det løfte af. Først svarede Frigg ja, men så huskede hun, at den lille mistelten, der voksede på et træ lige uden for Valhal, havde hun ikke taget i ed, fordi den var så lille, at den ingen skade kunne føre.
Da Loke havde fået det at vide, gik han hen og plukkede misteltenen og spurgte så den blinde Høder om, hvorfor han ikke var med i gudernes leg, ja, han tilbød både at lægge pilen på strengen og sigte for ham. Det ville Høder gerne prøve, ligesom alle de andre; Loke lagde misteltenen på strengen, og Høder spændte buen og skød i den retning, som Loke sagde, og pilen gennemborede den lyse Balder, så han faldt død om med det samme!
Først forstod aserne ikke, hvad der var sket, men snart blev de stumme af sorg, og deres hænder hang slapt ned, mens de stod tavse og så fortvivlede på hinanden, indtil gråden brød frem fra deres struber!
Da aserne var kommet til sig selv, spurgte Frigg, hvem af dem der ville ride til Hel på hendes vegne og byde løsepenge for Balder. Den, som ville gøre det for hende, ville være hendes ven for alle tider. Så rejste Odins søn Hermod sig og sagde, at han gerne skulle ride til Hel både for Friggs og for Balders egen skyld.
Men først tog aserne Balders lig og bar det ned til stranden for at give ham en bålfærd. Balder havde ejet et herligt skib, der hed Ringhorn, som guderne ville bruge til hans sidste rejse, men da de ville sætte det i søen, kunne de ikke få det til at glide på rullestokkene; uanset hvor meget de gjorde, så var det ikke til at rokke. De måtte så sende bud efter troldkvinden Hyrrokin, som kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme; da hun sprang af dyret, satte Odin fire af sine bersærker til at holde det, men det lykkedes ikke for dem, før de fik sparket benene væk under ulven. Hyrrokin gik lige hen til skibet, tog fat i forstavnen og trak til med ét ryk, så skibet for af sted, og der slog ild ud fra rullerne, og hele Jorden rystede! Tor blev så vred over, at den led troldkælling havde flere kræfter end han, så han havde nær slået hende for panden, hvis ikke aserne alle sammen havde bedt ham lade være.
Så lagde de Balders lig på skjold og bar ham ud til skibet, men da Balders hustru Nanna så det, brast hendes hjerte af sorg. Så lagde de også hendes lig på skibet ved siden af hendes mand og satte ild til bålet. Tor indviede skibet ved at svinge sin hammer over det, og mens han stod dér, var der en dværg – Litr hed han – som løb ind mellem benene på ham, så Tor sparkede ham ind i ilden, og han brændte med!
De kom fra alle sider til den bålfærd, og i stort antal! Odin var der med Frigg og valkyrierne og sine to ravne; Frejr kom kørende i sin kærre med Gyldenbørste for, Heimdal red på sin hest Guldtop, og Freja kørte med sine katte. Også rimturser og bjergriser var med. Så blev Balders hest ført op på bålet, og øverst lagde Odin sin ring Draupner, som Brok og Sindre havde smedet.
Imens var Hermod på vej til dødsriget, og selv om han havde lånt sin faders hest Sleipner, tog det ham alligevel ni nætter gennem skumle, mørke dat, hvor han intet kunne se i mørket, før han endelig nåede frem til øen Gjød og derfra kom ud på Gjallarbroen, der er brolagt med det lysende guld.
Modgun hedder den kvinde, som vogter broen! Hun råbte ham an og ville vide hans navn og hvad slægt, han dog var kommen af, for dagen før var fem fylker døde mænd redet over broen, men alligevel havde broen ikke gungret så meget som nu under ham ene mand. Han var heller ikke dødbleg som de andre, så hun ville gerne vide, hvad ærinde han havde her. Hermod svarede, at han var på vej for at finde Balder, og fik at vide, at hans broder ganske rigtig var redet over Gjallarbroen og nu sad bænket i hallen hos Hel; men hvis han virkelig ville vove sig derhen, så skulle han følge vejen mod nord!
Så red Hermod videre, indtil han nåede det høje gærde om Hels gård; han stod af, strammede buggjorden et hul eller to, satte sig op og gav hesten af sporerne! Og Sleipner sprang lige over leddet, endda så ikke én af de otte hove slog imod. Han red helt op til døren, og da han var steget af hesten og gik indenfor, så han Balder sidde i højsædet. Dér blev Hermod så om natten.
Næste morgen fortalte han Hel, hvad han var kommet for, og hvor meget både aserne og mennesker sørgede over Balders død, og bad på Friggs vegne, om hun ville lade Balder tage med hjem til Asgård. Men Hel stillede som betingelse, at alt i verden, både levende og dødt, skulle græde for Balder; så kunne han få lov at vende hjem; men hvis blot én eneste sagde nej, så skulle han blive hos hende.
Så måtte Hermod tilbage med den besked, men Balder fulgte ham ud af hallen og gav ham ringen Draupner med tilbage som en gave til Odin, og Nanna gav ham et slør til Frigg og en fingerring til hendes terne Fulla.
Da aserne hørte Hels svar, sendte de bud til alt og alle i hele verden, både levende og dødt, og bad dem græde Balder ud af Hel. Og alle lovede de det, dyr og mennesker, træ og jord, malm og sten. Men da gudernes sendebud var på vej hjem, traf de en gammel kælling, der sad i en hule. Hun sagde, at hun hed Tøk, og da de bad hende være med til at græde over Balder, svarede hun: ”Tøk skal græde tørre tårer over Balders død! Lad Hel beholde, hvad hun har!”

Lokes straf

Da guderne nu hørte, at alle ville græde for Balder undtagen Tøk, kunne de jo nok gætte, at der havde været tale om Loke i forklædning, ligesom de godt vidste, at det egentlig var ham, som havde fået slået Balder ihjel.
Loke var godt klar over, at han var gennemskuet, og gemte sig derfor ude i fjeldene, hvor ingen kunne finde ham, og hvor han havde bygget sig en hytte med fire vinduer, ét i hvert verdenshjørne, så han altid kunne se, hvis nogen nærmede sig. Om dagen skabte han sig om til en laks og gemte sig i Franangsfossen.
Men han var bange for, at de skulle fange ham alligevel, og om aftenen når han sad i hytten, kom han ligesom i tanker til at knytte masker på en tråd, han sad med i hånden, og det blev efterhånden til det første fiskenet.
Imens havde Odin sat sig i Lidskjalv og opdaget, hvor Loke gemte sig! Da Loke nu så aserne komme op mod hytten, gik det op for ham, at det garn, han sad med, kunne blive hans egen ulykke, så han skyndte sig at kaste det på ilden og sprang så i fossen. Det var Kvaser, som trængte ind i hytten som den første, og da han så den hvide aske, som lå på ildstedet, forstod han straks, hvad den kunne bruges til, og så gik alle guderne i gang med at knytte et net efter det mønster, som lå på ilden.
Da det var færdigt, kastede de det ud og begyndte at trække det igennem fossen; Tor holdt i den ene ende og alle de andre i den anden. Men Loke klemte sig helt ned mod bunden mellem to sten, så nettet gik hen over ham. Aserne mærkede godt nok, at der var noget levende under nettet, så næste gang bandt de noget i underkanten, så nettet hele tiden fulgte bunden. Loke svømmede hele tiden foran nettet, men da de var ved at drive ham ud i havet og det salte vand, slog han et slag med halen og sprang højt op over garnet tilbage i elven igen.
Nu vidste guderne, hvor de havde ham, så de trak garnet gennem elven endnu en gang, men nu gik Tor midt ude i strømmen, mens de andre holdt i hver ende af nettet. Og da Loke sprang over garnet for anden gang, greb Tor ham i luften; men fisken var ved at smutte fra ham, så han fik først fat langt nede – det er derfor, at en laks er så slank ved halen.
Nu tog de Loke og bandt ham til tre store sten, den ene satte de under skuldrene på ham, den anden under lænderne og den sidste under knæene. De tog hans ene søn Narve og skabte ham om til en ulv, der så sønderrev hans anden søn Nare. Nares tarme brugte de til at binde Loke til stenene med, og tarmene blev straks til jern.
Skade tog en giftslange og bandt den op over Loke, så giften drypper ham i øjnene; men hans hustru Sigyn holder en skål under og samler giften op i den. Kun når skålen er fuld, og hun må vende sig for at tømme den, rammer giften Loke. Og da vrider han sig sådan i smerte, at landene rystes af jordskælv.

Kilde: ”Nordiske Gude- og Heltesagn”, Fortalt af Niels Saxtorph, s. 21, 24 og 55-60