En ukjendt Stjerne ca. 1893 Bronze. Mål 119,5 x 86 x 50 cm. Tilhører Statens Museum for Kunst, arv 1905 efter isenkræmmer J. G. Rohde og hustru. Deponeret på Vejen Kunstmuseum 1955. Granitsokkel fremstillet 1996 efter et gammelt arkivfoto. Udstillinger Charlottenborg 1895. Société Nationale des Beaux-Arts 1898. Separatudstilling i Den frie Udstillings bygning 1901. Klik her for at bladre i 1901 kataloget Følgetekst til skulpturen Ensomt fjernt ude i Universet, hvor intet menneskeligt Øje naaer hen, findes en Stjerne, hvis Lys ikke vil naa Jorden, før efter at den selv er slukt. Trykt i kataloget til Charlottenborgs forårsudstilling 1895. Skulpturens motiv Denne figur har ikke noget kendt litterært eller kunstnerisk forlæg. »Den ukendte Stjerne« er personificeret ved en ung pige, stående mellem en svanes vinger. I hver hånd holder hun en stjerne. På hovedet bærer hun en påfugledekoration. Der er desværre øvet hærværk mod figuren, mens den en tid var opstillet i Vejen Anlæg. Påfuglehovedet er knækket af. Brugskunst Det hævdes, at statuetten har fungeret som lampe på Christiansborg. De to stjerner må have dannet forbindelse til lyskilderne.Det var i samtiden meget almindeligt at bruge kvindekroppen som dekorativt element. Niels Hansen Jacobsens nære ven, billedhuggeren Rudolph Tegner (1873 - 1950) udførte i samme ånd dørgreb og andre brugsgenstande med udgangspunkt i sammenslyngede menneskekroppe. Fra 1892 åbnedes på Société Nationale des Beaux-Arts i Paris en særlig afdeling for dekorativ kunst, og den hjemlige Charlottenborgudstilling fulgte snart trop. |
|