Den tapre skrædder

 Grimms eventyr

 En sommermorgen sad en lille spinkel skrædder på sit bord ved vinduet, han var i godt humør og syede af alle kræfter. Så kom der en bondekone hen ad gaden og råbte: ”God marmelade, god marmelade at købe!” Det lød lifligt i skrædderens ører, han stak hovedet ud ad vinduet og råbte: ”Kom herop, gode kone, her kan hun komme af med sin vare.” Konen steg med sin tunge kurv de tre etager op til skrædderen og måtte åbne alle sine krukker for ham. Han så på dem, løftede dem op og holdt næsen hen til dem og sagde til sidst: ”Den marmelade er vist god; tag og vej 125 gram af til mig, gode kone, og bli’r det et kvart pund, gør det ingen forskel.”  Konen, der havde håbet på en god handel, gav ham hvad han forlangte, men gik ærgerlig og brummende derfra. ”Så! det skal blive en gudsvelsignet marmelade mad der skal give mig kraft og styrke,,” råbte skrædderen og tog brød frem fra skabet, skar sig en hel skive og smurte marmelade på. ”Det vil sikkert ikke smage så dårligt,,” sagde han, ”men først vil jeg gøre den jakke færdig, før jeg sætter tænderne i det.” Han lagde brødet ved siden af sig, syede videre og gjorde af glæde større og større sting. Imidlertid steg duften af den søde marmelade op langs væggen, hvor fluerne sad i stort tal, så at de blev lokket til og slog sig ned på den i hele flokke. ”Nåda, hvem har indbudt jer?” spurgte skrædderen og jog de ubudne gæster væk. Men fluerne, der ikke forstod tysk, lod sig ikke sådan afvise, men kom tilbage og var efterhånden et større selskab. Da blev skrædderen omsider, som man siger gal i skralden, han langede ud efter en tøjlap i sin kludekasse og - ”vent, nu skal I få!” – slog ubarmhjertigt løs på dem. Da han løftede lappen og talte efter, lå der ikke færre end syv døde fluer og strakte ben for ham. ”Er jeg sådan en skrap fyr?” sagde han og kunne ikke lade være med at beundre sin egen tapperhed, ”det skal hele byen få at vide.” Og i huj og hast skar han et bælte til og syede det, og broderede med store bogstaver på det ”Syv med ét slag!” – ”Sagde jeg hele byen?” vedblev han, ”nej, hele verden skal få det at vide,” og hans hjerte dikkede af glæde som en lille lammehale.

Skrædderen bandt sit bælte om livet og ville ud i verden, for han mente at værkstedet var for lille til hans tapperhed. Før han gik, ledte han i hele huset om der ikke var noget han kunne tage med, men han fandt ikke andet end en gammel ost, som han stak i lommen. Uden for porten så han en fugl der var blevet hængende i buskadset; den måtte ned i lommen til osten. Nu tog han tappert vejen mellem benene, og da han var let til bens, følte han ingen træthed. Vejen førte ham op ad et bjerg, og da han havde nået den højeste top, sad der en vældig kæmpe og så sig omkring i al magelighed. Skrædderen gik modigt hen til ham og sagde: ”God dag, kammerat; nå der sidder du og ser på hele den udstrakte verden? Jeg er netop på vej derhen og vil prøve min lykke. Har du lyst til at gå med?” Kæmpen så med foragt på skrædderen og sagde: ”Sådan en pjalt, sådan en ynkelig fyr!” – ”Nå, så det tror du?” sagde skrædderen og knappede sin frakke op og viste kæmpen sit bælte: ”Her kan du læse hvad slags mand jeg er.” Kæmpen læste ”Syv med ét slag”, og fordi han troede at det var mennesker skrædderen havde fældet, fik han en smule respekt for den lille fyr. Dog ville han først sætte ham på prøve: tog en sten i hånden og klemte den sammen så at vandet dryppede ud. ”Gør mig det efter,” sagde kæmpen, ”hvis du er så stærk.” – ”Ikke andet?” sagde skrædderen, ”det er ren børneleg for os andre,” og han tog den bløde ost op af lommen og klemte den, så at saften drev. ”Ikke også?” sagde han, ”det var ikke så værst?” Kæmpen vidste ikke hvad han skulle tro og kunne ikke tiltro den lille mand noget sådant; han tog da en sten og kastede den så højt op i luften at man næppe kunne se den med øjnene: ”Nå, din hanekylling, gør mig det efter.” – ”Godt kastet,” sagde skrædderen, ”men stenen er lige godt faldet til jorden igen, jeg skal kaste en der slet ikke falder ned,” og han greb fuglen i sin lomme og smed den op i luften. Fuglen sted, glad over sin frihed, hurtigt til vejrs, fløj væk og kom ikke tilbage. ”Hvad siger du til det, kammerat?” spurgte skrædderen. ”Kaste kan du jo nok,” sagde kæmpen, ”men nu vil vi se om du er i stand til at tage ordentlige byrder på dig.”  Han førte skrædderen hen til et vældigt egetræ der lå fældet på jorden, og sagde: ”Hvis du er stærk nok, så hjælp mig med at bære det træ ud af skoven.”  - ”Gerne,” svarede den lille mand, ”tag du bare stammen på skulderen, jeg vil løfte grenene med alt løvværket, det er jo det tungeste.” Kæmpen tog stammen på skulderen, men skrædderen satte sig på en gren, og kæmpen, der ikke kunne vende sig om, måtte bære hele træet og skrædderen oven i købet. Han var vældig lystig og munter dér bagved og fløjtede visen ”Der red tre skræd’re ad porten ud”, som var det barnemad at bære det træ. Da kæmpen havde slæbt den tunge byrde et stykke vej, kunne han ikke længere og råbte: ”Hør, jeg må slippe træet.” Skrædderen sprang rask ned, greb om træet med begge arme som om han havde båret det, og sagde til kæmpen: ”Du er sådan en stor fyr og kan ikke engang bære et træ.”

De gik videre sammen, og da de gik forbi et kirsebærtræ, tog kæmpen om træets krone, hvor de modneste frugter hang, bøjede den ned og lod skrædderen holde den og sagde at han skulle spise af bærrene. Men skrædderen var alt for svag til at holde træet, og da kæmpen slap, svingede træet op, og skrædderen blev slynget med op i luften. Da han var faldet ned uden at have taget skade, sagde kæmpen: ”Hvad er den af? Har du ikke kraft til at holde den stump kvist?” – ”Kraft har jeg nok af,” svarede skrædderen, ”tror du det var noget at tale om for en der har fældet syv med ét slag? Nej, jeg sprang over træet, fordi jægerne dernede skyder ind i buskadset. Spring efter, hvis du kan.” Kæmpen gjorde et forsøg, men kunne ikke komme over træet; han blev hængende i grenene, så at skrædderen også her gik af med sejren.

Kæmpen sagde: ”Når du er så tapper, så kom med ned i vores hule og overnat hos os.” Skrædderen var parat og fulgte med. Da de kom ned i hulen, sad der flere andre kæmper ved ilden, og hver af dem havde et stegt får i hånden og spiste af det. Skrædderen så sig om og tænkte: ”Her er noget mere vidtstrakt end i mit værksted.” Kæmpen anviste ham en seng og sagde at han skulle lægge sig og få udsovet. Men sengen var alt for stor til skrædderen, han lagde sig ikke i den, men krøb sammen i en krog. Da det var midnat og kæmpen troede at skrædderen lå i dyb søvn, stod han op, tog en lang jernstand og slog med ét slag sengen midt over; sådan fik han, troede han, gjort det af med den vindspiller. Tidligt om morgenen gik kæmperne til skovs og havde glemt alt om skrædderen, så kom han pludselig gående, nok så munter og kæk. Kæmperne blev forskrækkede, de frygtede at han ville slå dem alle sammen ihjel og kom af sted i en fart.

Skrædderen drog videre, altid lige efter sin spidse næse. Da han havde vandret i lang tid, kom han ind i gården til et kongeligt palads, og da han følte sig træt, lagde han sig i græsset og faldt i søvn. Mens han lå og sov, kom der folk til, de betragtede ham fra alle sider og læste på bæltet ”Syv med ét slag”. ”Ov,” sagde de, ”hvad vil mon den store krigshelt her i fredstid? Det må være en meget mægtig mand.” De gik og meldte kongen det og mente at hvis der udbrød krig, ville det være en vigtig og nyttig mand som man ikke for nogen pris måtte lade fare. Kongen syntes at det var et godt råd og sendte en af sine hofmænd hen til skrædderen: han skulle, når han vågnede, tilbyde ham krigstjeneste. Hofmanden blev stående ved den sovende skrædder og ventede til han begyndte at strække lemmerne og slog øjnene op. Så kom han frem med kongens tilbud. ”Det er lige præcis derfor jeg er kommet,” svarede han, ”jeg er rede til at træde i kongens tjeneste.” Altså blev han ærefuldt modtaget og fik anvist en særlig bolig.

Men krigsknægtene var skrædderen ilde stemt og ønskede ham tusinde mile væk. ”Hvad skal det ende med?” sagde de til hinanden, ”hvis vi kommer i klammeri med ham og han slår til, så falder der syv med ét slag. Det kan vi andre ikke klare.” Så tog de en beslutning, gik alle som én til kongen og bad om deres afsked. ”Vi er ikke skabt,” sagde de, ”til at stå os ved siden af en mand der slår syv med ét slag.” Kongen var ked af at skulle miste alle sine tro tjenere for den ene mands skyld, han ønskede at han aldrig havde set ham for sine øjne og ville gerne af med ham igen. Men han turde ikke afskedige ham af frygt for at han kunne slå ham selv og hans folk ihjel og sætte sig på den kongelige trone. Han tænkte længe frem og tilbage, og endelig fandt han på råd. Han sendte bud til skrædderen og lod ham vide at eftersom han var så stor en krigshelt, ville han gøre ham et tilbud. I en af landets skove var der to kæmper der huserede: de røvede og myrdede og skændte og brændte og anrettede stor skade, og ingen kunne nærme sig dem uden at sætte livet på spil. Hvis han overvandt og dræbte disse to kæmper, så ville han give ham sin eneste datter til kone og det halve kongerige som udstyr; tillige skulle hundrede ryttere drage med og yde ham bistand. ”Det ville lige være noget for sådan en mand som mig,” tænkte skrædderen, ”en smuk kongedatter og et halvt kongerige er ikke noget man får tilbudt hver dag.” – ”Ja, godt,” gav han til svar, ”kæmperne skal jeg nok få bugt med, og jeg har ikke brug for de hundrede ryttere; den der rammer syv med ét slag, behøver ikke at være bange for to.”

Skrædderen drog af sted, og de hundrede ryttere fulgte ham. Da han kom til skovbrynet, sagde han til sine ledsagere: ”Bliv bare her, jeg skal nok alene gøre det af med kæmperne.” Så sprang han ind i skoven og kiggede sig om til højre og til venstre. Inden længe fik han øje på begge kæmperne: de lå og sov under et træ og snorkede så højt at grenene vippede op og ned. Skrædderen spildte ikke tiden, han fyldte begge sine lommer med sten og klatrede op i træet. Da han var kommet halvt op, lod han sig glide ud på en gren, så at han kom til at sidde lige oppe over de sovende kæmper, og lod den ene sten efter den anden dumpe ned på brystet af den ene af kæmperne. Det varede længe før kæmpen mærkede noget, men så vågnede han endelig op, stødte til sin kammerat og sagde: "Hvad slår du for?” – ”Det er noget du har drømt,” sagde den anden, ”jeg slår ikke.” De lagde sig igen til at sove; så lod skrædderen en sten dumpe ned på den anden kæmpe. ”Hvad skal det til?” råbte han, ”hvorfor kaster du med sten?” – ”Jeg kaster ikke med sten,” svarede den første og brummede. Det skændtes de om et stykke tid, men da de var trætte, lod de det være godt, og søvnen overmandede dem igen. Så fortsatte skrædderen sit spil: han fandt den største sten frem og smed den af al kraft ned på brystet af den første kæmpe. ”Det er for galt!” brølede han, sprang op som en vanvittig og stødte sin kammerat ind mod træet så det rystede. Den anden betalte igen med samme mønt, og de gerådede i et sådant raseri at de rev træer op med rode og slog løs på hinanden, indtil de begge faldt døde til jorden på én gang. Nu sprang skrædderen ned. ”Sikke et held,” sagde han, ”at de ikke også rev træet jeg sad i op med rode; ellers måtte jeg som et egern være sprunget over på et andet; nå, vi forstår at rappe os.” Han drog sit sværd og gav dem begge et par dygtige hug i brystet, så gik han ud til rytterne og sagde: ”Færdigt arbejde, jeg har ekspederet dem, men det gik hårdt til; i deres kvide rev de træer op med rode og værgede for sig, men det forslår ikke meget, når der kommer en som mig der slår syv med ét slag.” – ”Er De da ikke såret?” spurgte rytterne. – ”Ikke det der ligner,” svarede skrædderen, ”de har ikke krummet et hår på mit hoved.” Rytterne ville ikke tro ham og red ind i skoven; dér fandt de kæmperne svømmende i deres blod, og rundt omkring lå de væltede træer.

Skrædderen forlangte nu den belønning kongen havde lovet ham, men kongen fortrød sit løfte og spekulerede igen på hvordan han kunne skaffe sig helten fra halsen. ”Før du får min datter og det halve rige,” sagde han til ham, ”må du udføre endnu en heltedåd. Inde i skoven er der en enhjørning, der anretter stor skade, den må du først fange.” – ”En enhjørning kan endnu mindre skræmme mig end to kæmper; syv med ét slag, det er min facon.” Han tog en strikke og en økse med, gik ind i skoven og lod også denne gang folkene, han havde med, vente udenfor. Han behøvede ikke at lede længe, enhjørningen kom snart til syne og for ligefrem løs på skrædderen, som ville den uden videre spidde ham. ”Rolig, rolig,” sagde han, ”så glat går det ikke,” og blev stående og ventede til dyret var ganske nær, så sprang han rapt om bag et træ. Enhjørningen løb af al magt hen mod træet og fik boret sit horn så fast i stammen, at den ikke havde kræfter til at trække det ud igen, og så var den fanget. ”Nu har jeg fuglen i hånden,” sagde skrædderen der kom frem fra sit skjul og lagde strikken om halsen på enhjørningen; så huggede han med øksen hornet fri af træet, førte dyret væk og gik til kongen med det.

Men kongen ville stadig ikke lade ham få den lovede belønning og stillede et tredje krav. Skrædderen skulle før brylluppet fange et vildsvin der gjorde stor skade i skoven; jægerne skulle stå ham bi. ”Med fornøjelse,” sagde skrædderen, ”det er barnemad.” Jægerne tog han ikke med ind i skoven, og det var de kun glade for; vildsvinet havde nemlig flere gange givet dem en så varm modtagelse, at de ikke havde lyst til ligefrem at opsøge det. Da vildsvinet fik øje på skrædderen, styrtede det hen imod ham med frådende mund og blottede tænder og ville slå ham omkuld; men den rappe helt sprang ind i et kapel, der var i nærheden, og ud igen gennem et vindue i næste øjeblik. Vildsvinet var løbet efter ham, men skrædderen hoppede hen og smækkede døren i efter det; så var det rasende fyr fanget og alt for tungt og klodset til at springe ud ad vinduet. Skrædderen kaldte jægerne til: de skulle med egne øjne se det fangne dyr, men helten selv begav sig til kongen, der nu, om han syntes om det eller ej, måtte holde sit løfte og gav ham sin datter og det halve kongerige. Havde han vidst at det ikke var en krigshelt, men en skrædder han havde for sig, ville han have taget sig det endnu mere nær. Brylluppet blev altså fejret med megen pragt og liden glæde, og en skrædder var blevet til en konge.

Der gik ikke lang tid, før kongedatteren en nat hørte sin mand snakke i søvne: ”Dreng, se så at få lavet den jakke og lappet de bukser; eller du får en over nakken.” Da indså hun hvilket stræde den unge herre var født i, og næste morgen klagede hun sin nød for sin far; han måtte hjælpe hende af med den mand der ikke var andet end en skrædder. Kongen trøstede hende og sagde: ”I nat skal du lade din sovekammer dør stå åben, mine tjenere vil så stå udenfor og gå ind, når han er faldet i søvn, og binde ham og bære ham om bord på et skib, der sejler pokker i vold.” Kongedatteren var indforstået, men den unge konges våbendrager, der havde hørt det hele, var sin herre venligt stemt og røbede komplottet for ham. ”Det skal jeg nok få forpurret,” sagde skrædderen. Om aftenen gik han til sædvanlig tid til ro sammen med sin kone; da hun troede at han var faldet i søvn, stod hun op og åbnede døren og gik så i seng igen. Skrædderen, der kun lod som om han sov, begyndte at råbe med høj og klar stemme: ”Dreng, se at få lavet den jakke og lappet de bukser, eller du får en over nakken! Jeg har fældet syv med ét slag, dræbt to kæmper, bundet en enhjørning og fanget et vildsvin, skulle jeg så være bange for dem der står dér uden for døren!” Da de hørte skrædderen tale således, blev de rædselsslagne, de løb som om hele den vilde hær var i hælene på dem, og der var efter den dag ingen der turde binde an med ham. Altså var og blev skrædderen konge så længe han levede.

 Kilde: Grimms Eventyr oversat af Villy Sørensen