En Bocciaspiller, der ser efter sit Kast
1891

Gips 1891.
Mål 162 x 90 x 110 cm.

Tilhører Statens Museum for Kunst, købt 1891.
Deponeret på Vejen Kunstmuseum 1955.

Udstillinger
Charlottenborg 1891.
Paris 1892.
Separatudstilling i Den frie Udstillings bygning 1901.

Klik her for at bladre i 1901 kataloget

Skulpturens motiv
Hansen Jacobsen har skildret en ung, nøgen atlet. Motivet virker umiddelbart klassisk, men udformningen er naturalistisk. Der er gjort nøje rede for musklernes forløb. Figuren er et øjebliksbillede, et snapshot, der standser spillerens bevægelse, lige efter at han har sluppet sin kugle. Figurens blik er intenst rettet frem. Man kan levende forestille sig banen foran ham og hans koncentration om kuglen.

Udstilling i Paris
»En Bocciaspiller, der ser efter sit Kast« blev udstillet på Charlottenborg i 1891 og købt af Statens Museum for Kunst. Hansen Jacobsen har tilsyneladende derefter bragt den med sig til Paris, hvor han var bosat sammen med sin hustru Gabriele (f. Rohde) i årene omkring 1892-1902. Af en fransk anmeldelse fremgår det, at figuren 1892 udstilledes på en af de store saloner - enten Société des Artistes Français eller Salon Nationale des Beaux-Arts. Skulpturen gav Hansen Jacobsen den første udenlandske kritik. Anmelderen bemærkede figurens lighed med Myrons »Diskoskasteren« og det stærkt akademiske i nøgenfremstillingen af figuren.

Hansen Jacobsen har formodentlig på sine studieture på Ny Carlsberg Glyptotek passeret »Bocciaspilleren« (1857) af G. C. Freund (1821-1900). Denne figur blev i 1885 foreviget i bronze på brygger Carl Jacobsens foranledning.

  I Botanisk Have står en bronzekopi af den antikke skulptur »Diskoskasteren« af Myron som ses på billedet. Denne kopi var ligeledes bekostet af Carl Jacobsen.