Den 14/3 1906

Jeg er fortiden i færd med at modellere en skitse til Hørups[1] monument, som jo er udbudt til almindelig konkurence.

Da jeg forleden aften læser i Deres digtsamling Fri Felt[2], finder jeg i Deres smukke digt om Hørup nogle linjer i sidste vers, som jeg gjerne vilde bede Dem om lov til at sætte på monumentet, hvis bestillingen skulde ramme mig, og comiteen vise sig at hade fordum og muggen tradition om hvorledes et monument bør se ud.

Men jeg troer vi i øvrigt kan tage sagen med ro, min skitse vil sikkert virke på comiteen, som edder og forgift fanden og hans oldemoder, så de ser nødig ad den kant. hvor den star, men indsendes skal den alligevel.

Det vilde glæde mig meget, hvis De havde tid og lyst til at kikke ud på mit atelier og se skitsen.

Max Müllersvej nr. 3 bag ved villaen[3], man tager med sporvognen ad Strandvejen indtil Nygardsvej, går ned ad den indtil Max Müllersvej kommer på venstre hånd.

De er nok så elskværdig ikke at omtale sagen, jeg vilde nødig have det i bladene

[1] Viggo Hørup (født 1841 - død 1902) var jurist, journalist, redaktør, pacifist og politiker.

Monumentet over Viggo Hørup blev udført af J. F. Willumsen og blev opstillet i Kongens Have i 1908.

Det nuværende monument er en genstøbning af det oprindelige monument, der blev sprængt i luften i 1945, kort før befrielsen. Leila og Torben Krogh udgav i 1980 hos Gyldendal bogen ”Et politisk monument – Willumsen og Hørup”. Der omtales Hansen Jacobsen dog ikke.

[2] Aakjærs digtsamling ”Fri Felt” kan man se, at Hansen Jacobsen modtog fra forfatteren i 1905. Han takkede for den i brev af 1. juni. Under overskrifen MÆND OG MENNINGER tryktes Aakjærs 1902 digt med overskriften Redaktør Viggo Hørup:

Grøn staar Vinterrugen

ind mod snelagt Gaard;

tung og bred i Smugen

Sjællands Bonde staar;

skyet Panden luder,

Øjet graadfyldt ser.

Aa! saa har han spurgt det:

Hørup er ej mer!

Runden af vor stærke,

sejge Bonderod

bar han Folkets Mærke

paa sin Herde god.

Folket gjaldt hans Tanke,

Folket rundt vor Sø,

Folket, hvor det vender

Furen under Ø.

Kornets Sus og Sange

leged i hans Stil,

Sol fra Vig og Vange

tindred i hans Smil;

Skalkeblinket lyned,

kom du ham for nær,

som en Dolk, der vendes

brat i Solens Skær.

Landets Bøgedale

hvisker end hans Lov;

aldrig bedre Tale

klang i Sjællands Skov;

Bøgen stod og lytted

med sit fine Blad,

Folkets tyve Tusind

jubled hjærteglad.

Med den danske Sommer

var hans Aand i Pagt,

Sprogets Bær og Blommer

ved hans Haand blev lagt.

Som en Valmukrone

over Nælders Top

over Vrøvlet op.

Hørups Manddoms-Tanker

— Høst af bedste Tægt —

blev som Redningsplanker

for en kæntret Slægt.

Dumt at tro, han skjæmted,

blot fordi han lo;

Alvor stod bag Spøgen

med sin Bondetro.

Snart de høje Bøge

grønnes om hans Gaard,

der hvor brune Høge

ned fra Luften slaar.

Han var Høgens Frænde,

Frihed var hans Krav;

Sjælland var hans Vugge,

og er nu hans Grav.

[3] Da Hansen Jacobsen omkring 1902 flyttede hjem til Danmark levede han en delt tilværelse, hvor han om sommeren boede i Vejen i ”Hytten” og om vinteren hos slægtninge i København. Fra 1904 nævnes han i Charlottenborg-katalogerne med adresse på Max Müllersvej på det dengang alleryderste Østerbro. Der er en stribe bevarede atelierfotos, der må være taget i atelieret på Max Müllersvej. Det ser ud til at han først boede mere fast i Vejen efter 1908-brylluppet med sin anden hustru, Kaja født Jørgensen.