Af Teresa Nielsen, museumsleder. Gennemredigering af en artikel, der januar 2010 blev trykt i museets blad ”Kunst omkring Trolden” 2010. Tak til Linda Klitmøller for de gamle s/h fotos fra Lokalhistorisk Arkiv, Vejen.


På Museumspladsen i Vejen afsluttedes i foråret 1940 byggeriet af det hus, der i dag rummer Vejen Kunstmuseums to særudstillingssale, Publikumsrummet, Billedskoleloftet og i den høje kælder: Keramiksamlingen, magasiner og værksted. I skyggen af den tyske besættelse blev byens nye, topmoderne bibliotek slet ikke fejret. Til gengæld blev det samme år grundigt og rosende omtalt af biblioteksdirektør Robert L. Hansen i ”Bogens Verden – Tidsskrift for dansk Biblioteksvæsen”.
Forløberne for nybyggeriet var læsekredse, sognebogsamlingen og biblioteksforeningen, hvor Kaja Hansen Jacobsen i årene 1923-26 var formand. Det var dog en anden af byens borgere, storkøbmand Peder Lauridsen, der for alvor prægede bibliotekets udvikling. Med sin hustru så han i 1909 ”Mønsterbiblioteket” på Landsudstillingen i Århus. Oplevelsen førte til at de - for at fejre hans 25-års jubilæum som købmand - i 1916 skænkede byen et 2000 binds håndbibliotek. I gavebrevet står der: ”Giverens Formaal med denne Gave er igennem gode Bøger at sprede Oplysning og derved vække gode Interesser ude i Befolkningen, saaledes at de kommende Slægter kan blive godt udrustede til at optage et samfundsnyttigt Arbejde, samt at særligt de Unge kan have et Tilholdssted, hvor de kan tilbringe deres Fritid paa en Maade, der senere kan komme dem til gode.” Ægteparret bekostede møbler og andet inventar forudsat kommunen garanterede, at biblioteket ”altid er anbragt i gode, hyggelige Lokaler med Læsestuer.” Biblioteket fungerede som læsested uden egentligt udlån. Det blev indviet den 30. september 1916 og havde til huse i en hvid-kalket villa, der lå i Søndergade lige syd for viadukten under togbanen.


Dér holdt Danmarks Biblioteksforening i 1920 sit første årsmøde, og Robert L. Hansen mindedes, at ”de hyggelige Stuer og de særprægede Bondemøbler vakte almindelig Beundring.” I 1921 blev Sognebogssamlingen indlemmet i bibliotekets bogbestand, og fra da af var det også muligt at hjemlåne bøger.


Her er gengivet et gammelt foto af villaens ”Læsestuen for Dagblade”. Nogle af ”særpræ-gede Bondemøbler” findes fortsat i Vejen Kunstmuseums magasin og på Lokalhistorisk Arkiv. Imødekommende tog stuen imod nysgerrige læsere. For gæster med interesse for kunst var der også noget at hente. På væggen til venstre for døren ses ”Ved Slettestrand” malet i 1909 af Jens Vige (1864-1912). Ifølge samlingsregistreringen kom det i 1934 til museet som gave fra Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn. Som Hansen Jacobsen var også Jens Vige blandt de kunstnere, der var knyttet til og havde hus i Hammer Bakker. Hvis billedet i sin tid blev købt hos kunstneren er det tænkeligt, at billedhuggeren måske har peget på sin gode ven. Hansen Jacobsen udførte Viges markante grav-sten, der står på Garnisons Kirkegård i København.
Til venstre i læsestuen ses ”Ved Fanø Strand” malet i 1911 af Johan Rohde (1856-1935). I museets bestandskatalog fra 1991 står, at det var en gave fra kunstforeningen i forbindelse med Vejen Kunstmuseums indvielse i 1924. Kan det tænkes, at maleriet kom til gennem en familieforbindelse? Hansen Jacobsens først hustru, Anna Gabriele, var født Rohde. Det er oplagt, at hendes internationalt velorienterede slægtning, den alsidigt begavede kunstner Johan Rohde, sporede ægteparret ind på, hvad de skulle se på deres dannelses-rejse gennem 1890’ernes Europa. Mon de af ham fik/købte Fanø-maleriet, der siden blev ophængt i ”Læsestuen for Dagblade”?


Den hvide villa rummede også en studiesal. Der var pulte, hvor man kunne sidde koncentreret sammen med andre og lave lektier eller læse. Til adspredelse hang på væggene maleren F. C. Lunds skildringer af de danske folkedragter – måske et udvalg af dem, som han i 1861 udgav som litografiske tryk. Midt på væggen hang ”Moderen” fra 1904-05 malet af Johannes Glob (1882-1955). Det var i 1905 hans debutarbejde på Charlottenborgs forårsudstilling, hvor det blev købt af den nystiftede Museums- og Kunstforening for Vejen og Omegn, og siden indgik som en del af Vejen Kunstmuseums samling.


Stationsbyen voksede, og over årene blev det hyggelige bibliotek for trangt. Efter nogle års diskussion blev det i 1939 besluttet, at opføre et nyt bibliotek ”helt og holdent for Kommunens Regning.” Den nye bygning blev taget i brug den 20. maj 1940, og er i store træk bevaret. Der er dog disponeret lidt om i den høje stueetage, hvor museet i dag har tre rum – de to særudstillingssale og det populære Publikumsrum til pause for store og små gæster... hyggeligt i samme ånd som ”Læsestuen for Dagblade”!


I dag kommer museets gæster til ”Det gamle Bibliotek” ad en trætrappe for enden af Gallerigangen. Tydeligt ses det, at det ikke er den oprindelige adgang, men en gennembrydningsløsning, som blev lavet i 1983. Da fik museet til skiftende udstillinger overdraget den oprindelige læsesal i stueetagen samt den underliggende avislæsesal, der blev til kombineret værksted og magasin - funktioner som ingen havde tænkt på, da man i 1924 opførte Vejen Kunstmuseum.




Den høje stueetage rummede oprindelig bibliotekets hovedindgang (1), entré (2), trappe op til første sal (3) skrankeareal (4), udlånssal (5), depotrum (6), lille kontor (7) og læsesalen (8). Væggen mellem skrankerummet og det lille kontor blev revet ned år 2000 for at give plads til et samlet Publikumsrum - samtidig blev kældertrappen fjernet.

For at forstå rumlogikken i ”Det gamle Bibliotek” skal man forestille sig, at man fra Museumspladsen gik ind i huset gennem døren oven for trappen (1 på grundplanen) – den indgang, som i dag bruges af de 70-80 ugentlige elever på Billedskoleloftet. Med afsæt i Robert L. Hansens artikel fra 1940 følger her en beskrivelse af rummene, da de fungerede som bibliotek. Entréen omtaler han som ”en Forstue, hvorpaa der kun ringe Plads er ofret (2). Til venstre er Trapperum (3) med opgang til Studiekredslokaler i Tagetagen (i dag Billedskoleloftet) og Nedgang til Toiletter i Kælderen. Ligefor er Indgangen til Udlaanssalen. Denne meget smukke Sal bestaar af et Skrankerum (4) samt af det egentlige Udlaansrum (5).”
Frem til museet i 2000 overtog hele Det gl. Bibliotek, havde resten af huset fungeret som aktivitetshus. Det, der i dag er henholdsvis den bageste udstillingssal og Publikums-rummet, var kun adskilt af en interimistisk væg. På overdragelsestidspunktet havde museet murer Max Hundebøl som militærnægter. Under renoveringen opmurede han åbningen mellem de to sale. Efter arkitekt Steffen Søndergaards anvisninger blev der i stueetagen etableret symmetri ved i husets øst-vest akse at indsætte de to dobbeltdøre, som tømrer Nels Fihl fra Bække udførte som tro kopier af de to, der er i Publikummets nordvæg.


Robert L. Hansens beskrivelse sætter ord på de gamle fotos af salene. Om den bageste skrev han: ”Midt i Rummet er placeret et stort Bord og fire svære Lænestole (fra det gamle Bibliotek). Over disse Møbler ser man ned imellem de bag 2 Bærepiller anbragte Børnebogsreoler og i Salens Baggrund Indgangen til et Nærmagasin (6). I øvrigt er kun Pladsen under de højtsiddende Vinduer udnyttet til Reolplads, saa der er en udmærket Rumvirkning over Salen. Skranken er ny, Reolerne dels nye, dels gamle, alt i mørkbejdset Træ. Men Rummet er lyst.” Det eneste spor, der i dag er af skranken, der stod midt i det, der i dag er Publikumsrummet, er et boret hul i gulvet. Igennem det førtes de nødvendige ledninger til lys m.m. ”Bag Skrankerummet findes et lille Bibliotekskontor (7).” I forbindelse med renoveringen i 2000 blev væggen til kontoret revet ned og Publikumsrummet fik sin nuværende form - og fuld glæde af det store vindue ud mod Lindegade.


”Læsesalen (8) ligger i Husets østlige Ende og faar Lys gennem højtsiddende Vinduer i Siderne samt gennem 3 almindelige Vinduer i Østgavlen. Den rummer 36 Pladser ved 3 dobbeltsidige Borde. Midterbordet er specielt beregnet til Skolearbejde. Den er helt forsynet med nyt Inventar, udført i mørkbejdset Bøgetræ. Bordene er belagt med grønt Linoleum, stolesæderne med grønt Læder.”


”I Kælderetagen er hele Grunden udgravet, men kun i ringe Dybde. Der findes her under Udlaanet 2 Magasiner (i dag museets værksted) samt et fortrinligt Rum beregnet til Børnebibliotek, men endnu umonteret (siden en tid legestue, og i dag museets magasin). Der er hertil særlig Indgang gennem en Forstue til højre for Hoveddøren. I den østlige Ende af Kælderetagen, under Læsesalen, findes en fortrinlig Avislæsestue (i dag Keramiksamlingen) med særlig Indgang gennem Forstue til venstre for Hovedtrappen. Den er møbleret med Møblerne fra det gamle Biblioteks Læsestue og tør vist betegnes som den hyggeligste Avislæsestue her i Landet. (Man plejer jo ikke at kæle videre for dem, Kolding dog undtaget.) Der er direkte Nedgang dertil fra Skrankerummet.” Trappen er fjernet i forbindelse med 2000-renoveringen. ”Endelig findes der paa første Sal (Tagetagen) 3 Studiekredslokaler, hvor det midterste er møbleret med de gamle Møbler fra Tidsskriftstuen i det gamle Bibliotek. Her er lyst og hyggeligt i sjælden Grad. Selv Nyborgs morsomme Studiekredslokaler kan ikke maale sig dermed.”
Artiklen om Vejen Bibliotek afsluttede Robert L. Hansen med store roser: ”Arkitekten og Biblioteksforeningens nuværende Formand, Sogneraadsformand, Skolebestyrer P. Hauge samt Bibliotekaren, Hans Drewsen, kan roligt modtage danske Biblioteksfolks Komplimenter. Folkebiblioteket for Stationsbyen paa 3000-4000 Indbyggere har fundet sin rigtige Form og Størrelse. Og det var retfærdigt, at det blev i Vejen.”
Inden havde han afrundet bygningsgennemgangen med et flot kompliment til husets arkitekt, Frands Dahl Nielsen (1902-1984), ”der fortjener den største Anerkendelse for sin fremragende Udnyttelse af Arealet og for sin Økonomi, der dog intetsteds giver Indtryk af billigt Arbejde, tværtimod. Det er fortrinligt Gjort.” Det kan der i dag fortsat skrives under på, for huset har over årene holdt til god brug!