Et udvalg af de fundne sager vises i Malerisalen på
museet.
For snart mange år siden overdrog Grethe Skov mig nogle
stentøjsskærver med besked om, at der var meget mere, hvor de
kom fra. Hun boede til leje i Niels Hansen Jacobsens hus Hytten
– beskevet i sidste nummer af bladet. Keramikken havde hendes
søn fundet under havearbejde. Som Danmarks storkespecialist
dukker Hans Skov jævnligt op i medierne, og dertil er han
arkæolog på Moesgaard. Adspurgt, om han ville lede en udgravning
ved billedhuggerens bolig, bad han mig i stedet tage kontakt til
Egnsmuseet Sønderskov. På bestilling har arkæolog Scott Dollar
organiseret og afrapportrer siden på en udgravning udført af de
to frivillige arkæologer Vera Gejl
og Karen Thygesen.
Som dansker i udlandet bliver man ofte spurgt om Borgen og
hygge. I retspraksis bruges vores ord Forbrugerombudsmand
internationalt og i arkæologien taler man om
Køkkenmødding/kokkenmodding også i udenlandske tekster. Begrebet
er opstået i arbejdet med
affaldsdynger fra stenalderen. Forskningen handler om,
hvad det efterladte kan fortælle os om vores forefædres liv.
Første Køkkenmøddingkommission blev nedsat i 1848, den anden i
1893-95. Arkælogiske udgravninger plejer at handle om jagten på
ældgamle fund. I Vejen er gjort en exceptionel undtagelse, da
der i sommer blev gravet efter knap 100 år gammelt materiale –
en endevending af ”køkkenmøddingen” ved Niels Hansen Jacobsens
værksted.
Hen over en måneds tid i sommer har Vera Gejl
og Karen Thygesen udgravet 23 m2 og fundet
over 150 kilo stentøjsstykker, afhuggede granitskærver,
affaldsglas og porcelæn samt spor af kunstnerens
arbejdsprocesser. Efter endt dokumentation felt for felt med
vejning af alle fundne materialer blev stentøjet sorteret efter
form, farve og stoflighed. Hen over sommeren har de to været i
gang med det vildeste puslespil, hvor der desværre ikke er
garanti for, at alle brikker er bevaret. Med stor ihærdighed og
tålmodighed har de samlet store dele af en gruppe krukker, en
portion masker og andre skulpturelle værker.
Desværre er kun meget lidt bevaret om kunstnerens
arbejdesprocesser, men det kan ”køkkenmøddingen” være med til at
råde bod på. Sinders har han fyret med, og de to arkæologer har
fundet undredvis af spurs – de små toppe, der ses på bladets
forside. Der er også mængder af håndmodellerede treben og
”eiffeltårne” til at støtte keramikken under brændingen er. Små
ovnpladerester har fascinerende glasurløb og stofligheder, der
minder om keramik af Erik Nyholm (1911-1990). Ansporet af Asger
Jorn skrev han sig i 1970’erne forsøgsvis ind på billedhuggerens
keramik, testede nogle af hans efterladte materialer og ville
havde været jublende ved at se udgravningens resultater.
Udgravningen er delvist foregået blandt mindre bøgetræer, hvoraf
en del har ladet livet. Det er hårdt at grave, klippe og save
sig frem, men der har været god ”belønningen”. Super fund et
dukket op midt i det tætteste spind af rødder. Her lå fx et par
kollapsede statuetter. Varmen i ovnen må være blevet for høj, og
figurerne havde lagt sig – to havde han forsøgt med. En tredje
variant findes i museets samling, men den valgte han at lade stå
uglaseret… vel af frygt for endnu et kollaps.
 |
|
For dem, der tror, at billedhuggerens keramik
blot har været hændelige tilfældigheder, har udgravningen vist, at han
gjorde brug af traditionelle hjælpemidler som Seger-kegler, der uden
pyrometer viser kunstneren, hvilken varme ovnen er nået op på.
|
EN KYNDIG TEKNIKERS ØJNE
Karen Thygesen er i
sin tid uddannet keramiker og har undervejs jævnligt skældt
billedhuggeren ud: ”Hvorfor bad han ikke om gode råd hos
keramikerne?” Havde han fulgt de faglige forskrifter, havde hans
svindprocent nok været mindre. Men det særlige ved Niels Hansen
Jacobsens keramik er jo netop det eksperimenterende og
grænseoverskridende. Han går egne veje med på verdensplan unikke
løsninger som tin/blyindfattet keramik, tilførsel af slagger,
restglas, knuste Segerkegler og andre materialer, som først for
alvor blev en del af det eksperimenternde keramik i 1960’erne
Amerika, hvor man tilførste bildæk, radioer og andet for at
afprøve effekterne.
De udgravede skærver viser, at Hansen Jacobsen brugte adskillige
lertyper – lejlighedsvis sammenblandede og med en del urenheder.
Æltning gjorde han ikke meget ud af. Det har givet
kalkspringere, luftlommer og en del sprængninger i ovnen. Det
fremgår også af dele, der er så skæve, at de er umuligt at
samle. Forarget og dog med stor fornøjelse præsenterer Karen
Thygesen keramikstykker, hvor skærvtykkelsen og glasurlaget kan
variere fra en halv til adskillige centimeter.
STENTØJ – BILLEDHUGGERENS FARVERIGE SKULPTURER
Sit arbejde med keramikken indledte Hansen Jacobsen omkring
midten af 1890’erne. Der er endnu ikke fundet kilder, der kan
fortælle, hvem der lærte ham de keramiske processer, som han
siden selv udførte. Som billedhugger var farven og formen ham
vigtigere end teknisk perfektion.
I et 1927-interview i Højskolebladet fortalte Hansen Jacobsen: ”Midt i Halvfemserne eksperimenterede jeg med Keramik i
Paris. Dernede var den Gang stor Efterspørgsel efter kinesisk og
japansk Keramik. I Europa fremstillede man egentlig kun
saltglaserede Ting. I Frankrig var der hele smaa Pottemagerbyer
... Men jeg fik lavet mig en Ovn i en af de smaa Forstader, og
her brændte jeg løs.”
I 1898 udstillede han for første gang sin keramik i afdelingen
for ”Objets d’art” på Champ-de-Mars-salonen. Ifølge kataloget
viste han en trekantet vase samt en vase med sokkel og låg af
tin. Hele 16 ”objets en grès” viste han i 1899. Måske viste han
”Forårsmasken” og ”Den italienske dreng”, der på
specialfremstillede, skulpturelle træsokler i december 1899 blev
gengivet i en fransk artikel. På Verdensudstillingen 1900 solgte
han to stykker keramik til den franske stat. Enkeltværker gik
til tyske museer i Berlin, Leipzig, Frankfurt og Hamborg. I 1901
præsenterede Hansen Jacobsen en vitrine med fem værker i stentøj
og tin. Det følgnede år viste han 15 stykker keramik og rundede
af i 1903 tolv ”objets en grès”.
Omkring 1902-1903 flyttede han hjem til en delt tilværelse, hvor
han om vinteren havde boede og arbejdede i København, mens han
havde sommerbolig i Vejen. På Den Frie viste han stort set
årligt ”En Vitrine med Keramik”. I Vejen byggede han en
keramikovn omkring 1907. I november skrev han til vennen Jeppe
Aakjær: ”Jeg brænder keramik med lidenskab, har efterhånden
fået nogle kjønne ting ud, men hvor må man kæmpe med ilden, før
den giver noget fra sig. Når jeg skulle ønske de gamle sataner
af professorer i billedhuggerkunst noget ondt, da skulde det
være at prøve en keramikers skuffelser.” Han har nok været i
gang med sin ”Julebagning”. Over årene blev der tradition for,
at man i Bruun Møllers Boghandel i Vejen ved juletid kunne købe
af hans skæve og anderledes keramik. Imponerende, at man lokalt
havde sans for hans utraditionelle værker og købte dem som gave
ved fester og højtider.
