BILLEDHUGGERENS KERAMISKE KØKKENMØDDING

 

Af Teresa Nielsen, museumsleder 


Et udvalg af de fundne sager vises i Malerisalen på museet.

For snart mange år siden overdrog Grethe Skov mig nogle stentøjsskærver med besked om, at der var meget mere, hvor de kom fra. Hun boede til leje i Niels Hansen Jacobsens hus Hytten – beskevet i sidste nummer af bladet. Keramikken havde hendes søn fundet under havearbejde. Som Danmarks storkespecialist dukker Hans Skov jævnligt op i medierne, og dertil er han arkæolog på Moesgaard. Adspurgt, om han ville lede en udgravning ved billedhuggerens bolig, bad han mig i stedet tage kontakt til Egnsmuseet Sønderskov. På bestilling har arkæolog Scott Dollar organiseret og afrapportrer siden på en udgravning udført af de to frivillige arkæologer Vera Gejl og Karen Thygesen.

Som dansker i udlandet bliver man ofte spurgt om Borgen og hygge. I retspraksis bruges vores ord Forbrugerombudsmand internationalt og i arkæologien taler man om Køkkenmødding/kokkenmodding også i udenlandske tekster. Begrebet er opstået i arbejdet med  affaldsdynger fra stenalderen. Forskningen handler om, hvad det efterladte kan fortælle os om vores forefædres liv. Første Køkkenmøddingkommission blev nedsat i 1848, den anden i 1893-95. Arkælogiske udgravninger plejer at handle om jagten på ældgamle fund. I Vejen er gjort en exceptionel undtagelse, da der i sommer blev gravet efter knap 100 år gammelt materiale – en endevending af ”køkkenmøddingen” ved Niels Hansen Jacobsens værksted.

Hen over en måneds tid i sommer har Vera Gejl og Karen Thygesen udgravet 23 m2 og fundet over 150 kilo stentøjsstykker, afhuggede granitskærver, affaldsglas og porcelæn samt spor af kunstnerens arbejdsprocesser. Efter endt dokumentation felt for felt med vejning af alle fundne materialer blev stentøjet sorteret efter form, farve og stoflighed. Hen over sommeren har de to været i gang med det vildeste puslespil, hvor der desværre ikke er garanti for, at alle brikker er bevaret. Med stor ihærdighed og tålmodighed har de samlet store dele af en gruppe krukker, en portion masker og andre skulpturelle værker.

Desværre er kun meget lidt bevaret om kunstnerens arbejdesprocesser, men det kan ”køkkenmøddingen” være med til at råde bod på. Sinders har han fyret med, og de to arkæologer har fundet undredvis af spurs – de små toppe, der ses på bladets forside. Der er også mængder af håndmodellerede treben og ”eiffeltårne” til at støtte keramikken under brændingen er. Små ovnpladerester har fascinerende glasurløb og stofligheder, der minder om keramik af Erik Nyholm (1911-1990). Ansporet af Asger Jorn skrev han sig i 1970’erne forsøgsvis ind på billedhuggerens keramik, testede nogle af hans efterladte materialer og ville havde været jublende ved at se udgravningens resultater.

Udgravningen er delvist foregået blandt mindre bøgetræer, hvoraf en del har ladet livet. Det er hårdt at grave, klippe og save sig frem, men der har været god ”belønningen”. Super fund et dukket op midt i det tætteste spind af rødder. Her lå fx et par kollapsede statuetter. Varmen i ovnen må være blevet for høj, og figurerne havde lagt sig – to havde han forsøgt med. En tredje variant findes i museets samling, men den valgte han at lade stå uglaseret… vel af frygt for endnu et kollaps.

  For dem, der tror, at billedhuggerens keramik blot har været hændelige tilfældigheder, har udgravningen vist, at han gjorde brug af traditionelle hjælpemidler som Seger-kegler, der uden pyrometer viser kunstneren, hvilken varme ovnen er nået op på.

EN KYNDIG TEKNIKERS ØJNE
Karen Thygesen er i sin tid uddannet keramiker og har undervejs jævnligt skældt billedhuggeren ud: ”Hvorfor bad han ikke om gode råd hos keramikerne?” Havde han fulgt de faglige forskrifter, havde hans svindprocent nok været mindre. Men det særlige ved Niels Hansen Jacobsens keramik er jo netop det eksperimenterende og grænseoverskridende. Han går egne veje med på verdensplan unikke løsninger som tin/blyindfattet keramik, tilførsel af slagger, restglas, knuste Segerkegler og andre materialer, som først for alvor blev en del af det eksperimenternde keramik i 1960’erne Amerika, hvor man tilførste bildæk, radioer og andet for at afprøve effekterne.

De udgravede skærver viser, at Hansen Jacobsen brugte adskillige lertyper – lejlighedsvis sammenblandede og med en del urenheder. Æltning gjorde han ikke meget ud af. Det har givet kalkspringere, luftlommer og en del sprængninger i ovnen. Det fremgår også af dele, der er så skæve, at de er umuligt at samle. Forarget og dog med stor fornøjelse præsenterer Karen Thygesen keramikstykker, hvor skærvtykkelsen og glasurlaget kan variere fra en halv til adskillige centimeter.

STENTØJ – BILLEDHUGGERENS FARVERIGE SKULPTURER
Sit arbejde med keramikken indledte Hansen Jacobsen omkring midten af 1890’erne. Der er endnu ikke fundet kilder, der kan fortælle, hvem der lærte ham de keramiske processer, som han siden selv udførte. Som billedhugger var farven og formen ham vigtigere end teknisk perfektion.

I et 1927-interview i Højskolebladet fortalte Hansen Jacobsen: ”Midt i Halvfemserne eksperimenterede jeg med Keramik i Paris. Dernede var den Gang stor Efterspørgsel efter kinesisk og japansk Keramik. I Europa fremstillede man egentlig kun saltglaserede Ting. I Frankrig var der hele smaa Pottemagerbyer ... Men jeg fik lavet mig en Ovn i en af de smaa Forstader, og her brændte jeg løs.”

I 1898 udstillede han for første gang sin keramik i afdelingen for ”Objets d’art” på Champ-de-Mars-salonen. Ifølge kataloget viste han en trekantet vase samt en vase med sokkel og låg af tin. Hele 16 ”objets en grès” viste han i 1899. Måske viste han ”Forårsmasken” og ”Den italienske dreng”, der på specialfremstillede, skulpturelle træsokler i december 1899 blev gengivet i en fransk artikel. På Verdensudstillingen 1900 solgte han to stykker keramik til den franske stat. Enkeltværker gik til tyske museer i Berlin, Leipzig, Frankfurt og Hamborg. I 1901 præsenterede Hansen Jacobsen en vitrine med fem værker i stentøj og tin. Det følgnede år viste han 15 stykker keramik og rundede af i 1903 tolv ”objets en grès”.

Omkring 1902-1903 flyttede han hjem til en delt tilværelse, hvor han om vinteren havde boede og arbejdede i København, mens han havde sommerbolig i Vejen. På Den Frie viste han stort set årligt ”En Vitrine med Keramik”. I Vejen byggede han en keramikovn omkring 1907. I november skrev han til vennen Jeppe Aakjær: ”Jeg brænder keramik med lidenskab, har efterhånden fået nogle kjønne ting ud, men hvor må man kæmpe med ilden, før den giver noget fra sig. Når jeg skulle ønske de gamle sataner af professorer i billedhuggerkunst noget ondt, da skulde det være at prøve en keramikers skuffelser.” Han har nok været i gang med sin ”Julebagning”. Over årene blev der tradition for, at man i Bruun Møllers Boghandel i Vejen ved juletid kunne købe af hans skæve og anderledes keramik. Imponerende, at man lokalt havde sans for hans utraditionelle værker og købte dem som gave ved fester og højtider.


Det kunne ligne Studenterbrød, men sæt endelig ikke tænderne i dette stykke glaseret ovnplade!










Midt i udgravningen står Karen Thygesen og Vera Gejl (t.v.).
Hun holder en af billedhuggerens kollapsede stentøjsfigurer.










Under udgravningen er der fundet talrige "Eiffeltårne" – stivere til at støttet keramikken.









Der er også fundet hjemmegjorte treben, som sættes under krukkerne, så glasuren kan flyde frit. En rod er vokset omkring en af dem.