Georg Brandes, Shakespeare og historien om en statuette af Niels Hansen Jacobsen Af Teresa Nielsen, museumsleder I Paris på Salon National des Beaux Arts viste billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) i 1902 et gipsportræt af Georg Brandes (1842-1927). Klik her for at læse mere om portrættet, som han siden udførte i en brunglaseret keramik-udgave til Brandes’ arbejdsværelse, der i dag tilhører Nationalmuseet, Kbh. I gips står busten blandt andet på Vejen Kunstmuseum, hvor der også er et giftiggrønt glaseret keramisk Brandes-portræt. Hansen Jacobsen udstillede det på Den Frie i 1912 – i tiåret for, at det oprindelige portræt blev til. Det grønne portræt er lavet i en gipsform taget over portrættet fra 1902. Hansen Jacobsen har dog valgt kun at gengive ansigtet, der bliver en dramatisk maske. Georg Brandes og kunstnerne Særlig indflydelse på den symbolistiske strømning fik Brandes’ artikel "Aristokratisk Radikalisme", der i 1888 blev trykt i datidens toneangivende tidsskrift Tilskueren. Her fremlagde han de tanker, som Friedrich Nietzsche (1844-1900) havde gjort sig om, at datidens samfund var blevet nihilistisk, fordi gudstroen ikke længere spillede nogen central rolle i folks liv. Brandes gjorde sig til fortaler for tanken om ”det store Menneske” i religionens sted. ”Det store Menneske” er én, der er hævet over den almindelige hob, som med sit væsen eller skaberkraft gør sig til kulturens bærer. Denne tanke fik stor betydning for symbolisterne, der kunne identificere sig med kunstneren som et ganske særligt menneske, en séer. I det guddommeliges fravær måtte kunsten træde i religionens sted ved at give sanselig form til verdens åndelige dimension, og dermed give det moderne menneske rum for fordybelse og erkendelse. I 1870’erne og videre frem mod århundredeskiftet var de unge kunstnere levende optaget af Brandes’ ord og tanker. De fulgte hans agiteren for en realistisk kunst, der kunne sætte problemer under debat, og fulgte hans drejning mod den symbolistiske kunst. Indsigtsfuldt havde Brandes et skarpt blik ud i Europa og skrev eksempelvis meget tidligt om den tyske kunstner Max Klinger (1857-1920), der er et vigtigt bindeled i overgangen mellem realisme og symbolisme. I samlingen på Vejen Kunstmuseum findes Klingers store radering, ”Toteninsel” efter Arnold Böcklins maleri, og fra Kunstmuseet i Tønder er inddeponeret blade fra Klingers grafikmappe ”Amor og Psyche”. I 1895-96 udkom Georg Brandes store biografi om William Shakespeare. Den engelske litterat var én i en række udvalgte historiske eksponent for Brandes’ tanker om de store enere – dertil beskrev han i biografiske bøger bl.a. Goethe, Cæsar og Michelangelo. Brandes’ bog om Shakespeare kom til at præge mange danske billedkunstnere, og en del Shakespeare-værker findes i dag i samlingen på museet i Vejen. Jens Lund og Georg Brandes’ Shakespeare På Vejen Kunstmuseum findes det håndskrevne manuskript, hvor tegneren og maleren Jens Lund (1871-1924) præsenterer baggrunden for de tre illustrationer, som han i 1896 udførte til Georg Brandes’ Shakespeare-biografi: ”Ungdom”, ”Mandom” og ”Sidste Leveaar”. De tre billeder ser ud til at være lavet som titelblade. Trods ihærdig søgning tilbage i midten af 1990’erne – gennem alle de udgaver af bogværket, der fandtes i samlingen på Det kgl. Bibliotek – var det dengang umuligt at finde dem i en trykt version. Men først på året 2017 opdagede bogsamleren Jan Buch, at de i 1912 blev trykt i den udgave af trebindsværket, der udkom i ”den Gyldendalske Boghandel på Nordisk Forlag i Kjøbenhavn og Kristiania”. Bogen er en kulturhistorisk illustreret udgave med ”Titelbladet tegnet, Billedstoffet samlet og ordnet af R. Christiansen. De tre farvetrykte Kompositioner foran 1ste, 2den og 3die Del er udført af Jens Lund.” Femten til seksten år efter, at de var udført, blev Jens Lunds motiver trykt i den helt rette kontekst! Motiverne havde han dog selv ladet trykke, endog i farver, tilbage i 1899 i sin liebhaverpublikation ”Forvandlede Blomster”. I bogen ledsages tegningerne af hans egen fortælling: Under læsningen af Georg Brandes’ Shakespeare saa jeg en sælsom Blomst vokse ud af Bogens Blade: en saftfuld Plante med Blomster i Knop, lig Faner, i blaa festlige Farver og med runde, uregelmæssige takkede Blade, svulmende af Renæssancetidens Livskraft, - og om den stod Skoven i Vaarens lysegrønne Pragt. Jeg kaldte den Shakespeares Ungdom. Den udviskedes, men i stedet traadte en fuldt udsprungen Blomst, hvis Støvdragere dannede en Krone, en fantastisk Fyrstekrone, og Blomsten steg opad, baaren af to mægtige Blade, - omgiven af Sommerens dybe grønne. Jeg kaldte den Shakespeares Manddom. Saa svandt den bort og frem gled, lig en Svane, den sidste Blomst i brusende, herlig Stolthed; den gled for udbredte Vinger, med halvt lukkede Blomsterblade, ind mod Udødelighedens Land i Skær af Høstskovens brogede Glans. Den blev mig et Symbol på det ubøjelige, stolte Genis, den ensomme, uforstaaede Shakespeares sidste Aar.” Jens Lunds tre Shakespeare-motiver er udført i begyndelsen af den tid, årene 1896-99, da han var bosat i Paris for bl.a. at gå til undervisning på Academie Julian. I storbyen var han en hyppig gæst hos billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, hvis atelier blev mødested for en lille gruppe symbolister, der i sin inderste kerne – ud over disse to – også talte billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950) og tegneren Johannes Holbek (1872-1903). Rudoph Tegner og Shakespeare Ser man efter i deres produktion, viser der sig en række Shakespeare motiver. Hos Rudolph Tegner dukker de dog først i 1937-38, da han modellerede Hamlet, Ofelia (begge opstillet i bronze ved Danserindebrønden i Helsingør) og en gigantisk Shakespeare-figur, der findes i gips på hans museum ved Dronningmølle. I 1922 udførte Tegner et portræt af Georg Brandes, der i oktober 1915 havde været blandt hans fortalere ved præsentationen i Rådhushallen af skulpturgruppen ”Livets Spil”. Johannes Holbek og Shakespeare Tilbage i 1971 erhvervede Vejen Kunstmuseums daværende kunsthistoriske konsulent, grafikeren Jørgen Rømer, et ret usædvanligt Johannes Holbek-værk (inv. VKV 0648). På en anseelig bund af sort papir (380 x 500 mm) har han i gouache skildret Kong Lear og narren på heden i et fællesskab, der minder meget om det, som Niels Hansen Jacobsen modellerede, se nedenfor. Værket er dateret 1902 – året inden Holbek dør på Kommunehospitalet i København. I Den kongelige Kobberstikssamling på Statens Museum for Kunst, SMK, findes en udateret og ligeledes ganske stor tegning (347 x 472 mm) i blyant, pen, tusch, farvekridt og akvarel af samme motiv, inv. KKS15895. Den kom i 1944 til museet som gave fra kunstnerens søster, Elisabeth Holbek. Niels Hansen Jacobsen og Shakespeare Billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) har udført en række keramiske statuetter, der knytter an til nogle af Shakespeares fortællinger. Som størsteparten af billedhuggerens keramik er ingen af dem daterede, men de formodes at være fra tiden omkring 1905. Et par af statuetterne har Lady Macbeth som motiv (inv. VKV 0243 og VKV 1312), og i 2003 modtog museet en beslægtet statuette, der ser ud til at være lavet i samme fase, og kunne knytte an til enten Lady Macbeth temaet, eller måske er hun snarere en sky Ofelia (inv. VKV 1437)? Hansen Jacobsen har også modelleret en keramisk gruppe (inv. VKV 0930), der stilistisk set synes at knytte an til de øvrige statuetter. Den er købt på auktion, og har desværre ikke en bevaret titel. Kan denne fristelsesscene - den unge mand, der lokkes af den susende ånd - måske være hentet fra en tekst af Shakespeare? Med sikkerhed ved vi, at Hansen Jacobsen i 1905 på De frie Billedhuggeres første udstilling i stort format viste sin ”Kong Lear”, der i gips kan ses i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum. I samlingen findes der to statuetteudgaver af figuren. Den ene (inv. VKV 0209) er i hele sin form nært beslægtet med det endelige værk. Denne statuette blev i 2004 afstøbt af gipskonservator Jørgen Bau. Lige siden har den stået i en hærdet gultonet gips i en afformning på en sokkel i Skulptursalen, så skitse og færdigt værk kan ses sammen. Den anden statuette (inv. VKV 0242) har samme motiv som Johannes Holbeks gouache, altså Kong Lear og narren. Med en fascinerende hvid og rosa glasur ses den ludende konge. I mange år – og mindst siden 1941, da boet blev delt ved billedhuggerens død – har han stået alene. Et fragmentet af et ben og spor af en fod gjorde det dog klart, at der oprindelig havde været én ved hans side – en figur, som billedhuggeren i den endelige, store version bortvalgte for at forstærke fokus på hovedpersonen, Kong Lear alene. Ved det, der kunne ligne et mirakel, dukkede den anden del af statuetten op i 2007 – altså mindst 65 år efter, at de to dele blev skilt ad. På besøg hos en af billedhuggerens fjerne slægtninge stod jeg og kiggede ind i en vitrine. Pludselig fangedes blikket af en hvid-rosa glasur. ”Hov, der er jo narren”, røg det ud af mig. ”Hvilken nar?” spurgte ejeren og tilføjede: ”Sådan har den altid set ud.” Omhyggeligt monteret på en træsokkel stod dér et fragment af en lille figur, der i sin tid enten er brækket af kompositionen af en ihærdig billedhugger, der ville se effekten af at lade hovedpersonen stå alene, eller måske er narren ganske enkelt slået af ved et hændeligt uheld? Kigger man nærmere, står det klart, at han har været udsat for lidt af hvert, for begge hans arme er limet, og har været brækket af. Efter en snak om museets amputerede figur blev aftalen straks, at figurfragmentet skulle med hjem til Vejen (inv. VKV 1595). Takket være konservator Lizzie Thamdrups tålmodige trylleri har de to dele med henholdsvis inventar nummer 0242 fra den gamle bestand, som museet arvede efter billedhuggeren, og erhvervelsen fra foråret 2007, inv. 1595, siden det tidlige efterår 2007 været forenet til den oprindelige figurgruppe. Og se, de passede sammen på nær en benstump, der desværre er gået til, og som vi næppe finder igen, men det kan også være det samme. Som statuetten står nu, kan man fint opleve båndene mellem kongen og hans skattede nar. Forrådt af to af sine døtre, frakendt sit følge og kun hjulpet af få, bliver narren Kong Lears trofaste følgesvend, mens han raver vanvittig om på heden. I fortællingen beskriver Shakespeare forholdet mellem de to. Han fortæller om narren, der på sin egen vis imiterende, drillende forvrænger ordene og tonefaldet i kongens tale. I narrens let tilbagekastede holdning og den teatralske håndstilling er det som om han – i det vi som læsere ved er dyb kærlighed – gør nar af kongens patetiske holdning. Hvorfor var det – af alle de mulige Shakespeare motiver – netop Kong Lear, som Niels Hansen Jacobsen valgte at føre op i stort format? Den passage fra 3. akt, som han i kataloget i 1905 valgte skulle følge figuren, siger det hele: ”Men Stormen i min Sjæl har taget bort al anden Følelse fra mine Sanser undtagen den, som banker her i Hjertet”. I forlængelse af, at han i 1902 havde mistet sin højt elskede hustru, Gabriele – af de øvrige venner fra tiden i Paris blot kaldt ”Madame” – har han formodentlig følt en identifikation med Kong Lear, der i sine følelsers vold ravede rundt som gal. Slutteligt, som i ethvert lykkeligt afrundet eventyr, følger en lille morale: Vi skal huske at takke den betænksomme person, der tog vare på det keramiske fragment, så det mange år senere kunne komme tilbage på sin plads. Og dertil er det helt afgørende, at der oparbejdes og bevares indgående kendskab til værkerne i museets samling, for ellers havde denne genforening ikke kunnet finde sted. So much for connoisseurship! Artiklen er første gang trykt i tidsskriftet Billedkunsten 11. årgang nr. 1, april 2008. Siden blev den lagt ud her på museets hjemmeside og er senest revideret i maj 2017.