|
Stenenes
kendetegn
Grav- og mindesten udførte
billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) mange af – fortegnelsen
giver sig på ingen måde ud for at være komplet, og nye oplysninger modtages
gerne. Arbejdet med at hugge bladranker og indskrifter i markens sten
fortsatte billedhuggeren med til langt op i 1930'erne, hvor han selv for
længst havde passeret de 70 år. Størsteparten af hans sten står naturligvis
på Vejen-egnen. Her valgte mange at sætte en gravsten præget af den lokale
billedhuggers markante og personlige stil i både udsmykning og skrifttyper.
Men takket være et sindrigt net af kontakter findes hans karakteristiske
sten fordelt ud over det meste af Danmark. |
|
Det særlige ved Hansen
Jacobsens sten kan være de karakteristiske udsmykninger som kraftfulde
båndslyng, egeranker og livstræer. De kan variere fra meget enkle ristede
antydninger til en fuldstændig gennembearbejdning af stenens form til et
organisk hele, hvor træer, blomster og løv synes at gro i det hårde
materiale.
|
Et
meget fint eksempel udgør gravstenen på Eltang kirkegård, hvor blad- og
blomsterornamenterne omslutter hele stenen. Gravmindet gør indtryk af
frodighed, og man forventer næsten at se fugle og andre dyr gemt i det
tætte løv. Et lignende eksempel er mindet over de tre druknede drenge
fra Læborg, hvor den hårde granit er blevet forvandlet til et levende
træ.
|
|
|
Nært
beslægtet er også Hans Peter og Maren Andersens gravsten, der rejser sig
som et fint og fast formet træ. Som træerne langs marker og veje skyder
stenen ryg mod vinden på den højtliggende og forblæste kirkegård ved
Brørup gamle kirke.
Historiker Knud Krogh,
Nationalmuseet, har overfor Agner Frandsen sammenlignet en af Hansen
Jacobsens gravsten på Malt kirkegård med Jellingestenen – koblingen
fortæller noget om den stil billedhuggeren benyttede til mange af stenene.
Ofte forenklede Hansen Jacobsen grene og kviste, så de fremstod som flade
ornamenter, der slyngede sig ud og ind imellem hinanden som
vikingetidens ornamentik. |
Med
en enkelt slynget streg kunne han tegne et træs omrids fra rod til top.
Ornamenterne var ofte blot ristede ind i stenen og blev under tiden
malet op med sort eller hvidt, så mønsteret trådte konturagtigt frem.
Andre gange fremstod slyngornamenterne i relief - Peter Skaus mindesten
på Fjelstrup kirkegård er et godt eksempel på, hvor frodigt dette kan
tage sig ud. |
|
Andre sten fremviser stort
mådehold, uden dog at glemme det legende element. Her finder man enkle
blomster, syngende fugle og i et enkelt tilfælde også sommerfugle. Stilen
synes glad og ligefrem som i en børnetegning, således f.eks. Anna Henriette
Burchardi Jensens gravsten i mindelunden ved Udstrupgård, Sønder Nissum. Her titter solen frem under en skys bølgede kant og
sender sine stråler ned over en fugl på flagrende vinger, Anna Henriettes
navn og tre små blomster ved stenens fod.
Den typografi, som Hansen
Jacobsen benyttede på sine grav- og mindesten, er ofte lige så let
genkendelig som udsmykningen. Karakteristiske er:
- De små s'er og g'er, der
ofte står blandet tekstlinjernes store typer
- T'er som i runeskrift
- De noget krøllede tal,
hvor det kan være vanskeligt at skelne 1- og 7-taller, der begge nederst er
forsynet med en fiskekrogsagtig buning.
Indskriftens stil kan skifte
fra linje til linje. Også hvor inskriptionerne står med store typer, virker
de legende og levende. |
|
Man kan opsummerende sige,
at Niels Hansen Jacobsens sten er ligesom hans keramik: personlig, ’skæv’ og
langt fra det almindelige og maskinelle. |
Mindesten
med portrætrelieffer
Hansen Jacobsens sten
veksler fra simple marksten med en enkel inskription over overdådigt
gennemarbejdede sten omsluttede af bladranker, til en udsmykning bestående
af et portrætrelief i bronze nedfældet i markstenen |
Mindesten med
portrætrelieffer var kostbare at fremstille. Først skulle der udfærdiges et
portræt i ler, der skulle laves en form og arbejdet blev gjort færdigt på et
bronzestøberi, inden relieffet kunne monteres på stenen. I Skibelund Krat er
der en lang række eksempler på Hansen Jacobsens kunne på dette felt – se
nedenfor afsnittet om stenene i Krattet.
Hansen Jacobsens
portrætrelieffer har et meget personligt præg. Han behandlede nok ikke altid
forlægget lige flatterende. Personerne blev ofte gengivet i en lidt abrupt
eller skæv vinkel, og man har på fornemmelsen, at de individuelle
ansigtstræk blev understreget, nogle gange måske grænsende til det
karikerede.
Det har da også resulteret
i, at Hansen Jacobsens skitser - i hvert fald i et enkelt tilfælde - blev
forkastet af bestillerne. Det drejer sig om valgmenighedsrådet i Gørlev, som
ikke kunne godkende udkastet til en mindeplade for deres præst Carl Kock, da
man mente, at det var "meget uheldigt og lignede meget lidt Pastor Koch".
Hansen Jacobsen udførte i stedet en mindeplade i sandsten uden dikkedarer,
som blev godkendt og sat op i kirken. |
Læs mere om Carl Koch stenen
i artiklen ”Fra Gørlevkredsens protokoller 1929” i bogen Ubberup
Valgmenighed, Kalundborg 1973, side 81.
I et tilfælde fra Ribe
formodes det ligeledes, at bestillerne i længden ikke var glade for Hansen
Jacobsens portræt. Det drejer sig om mindestenen over folketingsmanden Hans
Jacob Sørensen på Ribe kirkegård.
|
|
|
|
Blandt Hansen Jacobsens gamle glaspladenegativer finder man denne sten
udstyret med et relief, som museet desuden har en gipsmodel af. Sammenligner
man det oprindelige portræt med det, der er monteret på stenen i dag, ser
man tydeligt, at det nye nok har et noget mere maskulint udtryk, er lidt
mere heltagtigt, end Hansens Jacobsens. Hvilken af de to fremstillinger, der
kommer den portrætteredes væsen nærmest, kan man gøre sig et indtryk af ved
at sammenligne med fotografiet af Hans Jacob Sørensen i Victor Elberlings
bog "Rigsdagens Medlemmer gennem 100 Aar", side 232. Hvad der er blevet af
det oprindelige relief vides ikke - det kan være blevet smeltet om, eller
måske hænger det i en stue et sted på Ribe-egnen? |
De første
mindesten
Ved billedhuggeren Niels
Hansen Jacobsen død i 1941 blev alle hans private papirer brændt. Da han
ikke havde nogen direkte arvinger, var det hans ønske, at ingen skulle
belemres med dem – nok snare beskedenhed end hemmelighedskrammeri.
Det gør imidlertid, at man
ofte står uden forklaring på eksempelvis baggrunden for og dateringen af de
mange grav- og mindesten. Noget kan man gætte sig til ud fra sammenhængen og
ofte er der avisartikler og andet skriveri, der kan hjælpe på vej. |
Thomas
Nielsen stenen i Herning
Så vidt vides blev den
første større mindesten rejst i Herning. Det drejer sig om Hansen Jacobsens
monument over Thomas Nielsen. Det blev afsløret i efteråret 1900. Han havde
været landstingspolitiker, ejer af Vejle Amts Folkeblad samt stifter af
Herning Folkeblad. |
|
Hvordan man var kommet på,
at Hansen Jacobsen skulle udføre mindesmærket vides ikke med sikkerhed.
Billedhuggeren boede på det tidspunkt i Paris, hvor han havde været bosat
siden 1892. Den interesse og anerkendelse, som hans skulpturer og keramik
vakte på den franske kunstscene, nåede også Danmark. Hansen Jacobsen havde
desuden næsten årligt udstillet på Charlottenborg, og i 1899
havde han solgt sin første
skulptur til Nationalgalleriet, det nuværende Statens Museum for Kunst.
Samme år havde Mylius-Erichsens begejstrede artikel om Hansen Jacobsen været
bragt i tidsskriftet ”Vagten”. Til at udføre mindestenen over Thomas Nielsen
hyrede man altså en kunstner, der var godt på vej i sin karriere.
Thomas Nielsens portræt er
udført i granit med en glidende overgang til en særpræget men dekorativ
piedestal, af hvis masse portrættet nærmest synes at vokse ud. Hansen
Jacobsen havde tilsyneladende et ønske om at styrke denne effekt. Han valgte
at placere stenen på en lille høj med en dekorativ opstilling af meget
forskellige marksten, der i radierende stråler udgik fra mindestenen og
sluttede i en cirkel. Dertil blev der plantet efeu for mindestenens fod til
at understege fornemmelsen af vækst.
Ved en senere flytning er
placeringen ændret, så forhøjningen er gået tabt. Men der vokser dog i dag
fortsat efeu ved stenens fod.
Mylius-Erichsens artikel om
Hansen Jacobsen kan læses i tidsskriftet Vagten, 1899-1900 side 387-402. I
Herning Folkeblad står der den 14. september 1900 på side 2 om afsløringen
af Thomas Nielsen monumentet. |
Modersmålet
|
|
En helt særlig rolle i
rækken af mindesten spiller Modersmålet, som blev afsløret i 1903 i
Skibelund Krat nær ved Askov. Dér havde man siden 1865 holdt folkelige
forsamlinger og grundlovsmøder. Dertil begyndte stedet fra 1869 også at
blive en mindelund for den danske sag og Sønderjyllands forkæmpere, hvoraf
mange havde tilknytning til den nærliggende Askov Højskole og dens start i
Rødding.
Bankdirektør Heide,
København, havde ytret ønske om at hædre sønderjyderne, historikeren A. D.
Jørgensen og digteren E. Lembcke, med en mindesten. På opfordring af
nationalbankdirektør Johannes Lauridsen, Vejen, henvendte han sig til Hansen
Jacobsen. I "Modersmålet" forenede billedhuggeren de tos portrætter med en
personificering af det danske sprog: Den centralt placerede unge og stærke
kvinde. Hun er den levende part - arven efter dem, der via deres arbejde og
tanker kæmpede for Sønderjylland - faste i troen som den sten, de er hugget
ud af. Den idealisme, der drev de to mænd frem i deres gerning, er
symboliseret ved ornamentale slyng, der sammen med en strofe fra Edvard
Lembckes sang forener personerne i kærligheden til det fælles sprog, til
modersmålet, selve fædrelandets kalfatring. Læs
om "Modersmålet" her
Særligt ”Modersmålet” og
siden Troldespringvandet i Vejen var med til at udbrede kendskabet til
Hansen Jacobsens virke og førte til mange forskellige bestillinger. |
I hvilken
sammenhæng findes stenene?
Som nævnt blev Hansen
Jacobsens sten ikke blot rejst på hans hjemegn, men over det meste af
Danmark. Man finder mindesten i Sønderborg og Arrild i syd, i Klim og
Hjørring i vest, på Fyn, i København og ved Stevns på Sjælland i øst. Denne
spredning er langt fra vilkårlig. Ud over de mange sten, der er rejst over
borgere i Vejen-området, kan de fleste af Hansen Jacobsens sten indskrives i
nogle større sammenhæng, der giver fem kategorier:
1)
Sten rejst over billedhuggerens
nærmeste 2)
Sten opsat på grund af tilknytning
til Vendsyssel 3)
Sten rejst på baggrund af
tilknytningen til højskolekredse – det være sig via Askov til Rødding, og
Skibelund Krat eller via Falkenstjernes Højskole til Vestbirk og Slagelse.
4)
Sten opsat til minde i det
sønderjyske 5)
Sten opsat til minde om
skovrejsningsprojekter
Dertil er der forbindelser,
der går på kryds og tværs af kategorierne. Et godt eksempel er apoteker
Mikkelsens gravsten, der står som en enlig svale midt på Fyn - men så viser
det sig, at han var dybt involveret i Aalund Plantage og derigennem er
knyttet kontakten til Hansen Jacobsen.
|
Sten rejst
over billedhuggerens nærmeste
Blandt de mange sten på
Vejen kirkegård findes tre, der er rejst over familien: En over
billedhuggerens forældre, en over hans elskede søster Maren og dennes
ægtemand samt stenen, som billedhuggeren satte over sin anden hustru Kaja og
hvorunder han siden selv blev stedt til hvile. |
I Holbæk er der tre
gravminder, der er sat af personlige årsager. Med skulpturen "Morgenrøden"
rejste billedhuggeren et flot minde over sin første hustru Anna Gabriele,
født Rohde. Hun havde fulgt han fra Akademi-tiden og gennem deres knap ti år
lange ophold i Paris. Ved siden af den knælende engel med udstrakte vinger
ligger to gravplader over Hansen Jacobsens svigerinder Margrethe og Maria
Rohde samt svogeren Georg Arntz. |
Skulpturen lod Hansen Jacobsen siden støbe i endnu et
eksemplar – denne gang til opstilling på hans anden hustru Kaja, født
Jørgensen, families gravsted i Vamdrup. |
Sten i
Vendsyssel
Hansen Jacobsen synes at
have været god til at knytte venskaber på tværs af større geografiske
afstande – eller har måske netop trofast holdt ved gamle venskaber, der har
ført hans bekendte rundt om i landet. Tilknytningen til Vendsyssel kan der
kun gisnes om, og der er da flere forklaringer. Kendsgerninger er det dog,
at gravstenen over Christopher Olesen blev rejst på Vrensted Kirkegård i
1906 og at Ahlmann monumentet ved Langholt blev afsløret i 1907. |
|
|
Ser man midt på Jylland – et
godt stykke nord for Vejen - blev stenen over Thomas Nielsen rejst i Herning
allerede år 1900. Sommeren 1919 var der indvielse af Hohøjstenen ved
Mariager og kort efter leverede Hansen Jacobsen genforeningsstenen til
Rødding i Salling: Det er nærliggende, at hans gode ven fra ungdomsårene,
skribenten Jeppe Aakjær, har haft en finger med i spillet, da bestillingerne
tilfaldt Hansen Jacobsen. Andre kontakter var f.eks. apotekeren i Nibe.
Rettes blikket længere mod nord, synes den centrale indgang til Vendsyssel
at være Ahlmann monumentet. |
Ahlmann
monumentet
Som nævnt gjorde
opstillingen af "Modersmålet" Hansen Jacobsen kendt i hele landet. Det havde
som nationalmonument vakt stor opmærksomhed og blev flittigt gengivet på
postkort. Hansen Jacobsen bemærkede i et interview fra 1931, at "Hvis jeg
selv havde faaet de Penge, der er kommet ind ved Salg af »Modersmaalet« paa
Postkort, saa havde jeg nu været en holden Mand".
Da man ved godset Langholt i
Vendsyssel ønskede at rejse et minde over godsejer Malte Ahlmann
(1844-1902), pegede hans søster netop på "Modersmålets” skaber. Sommeren
1904 stod skitsen færdigt i Hansen Jacobsens atelier på Østerbro i
København. Skulpturen blev efterfølgende hugget i granit hos brødrene
Villefrance i Nørresundby. Mindesmærket blev dog først afsløret i 1907 - 5
år efter Malte Ahlmanns død.
|
|
Hansen Jacobsens udformning
af Ahlmann monumentet må siges at være et utraditionelt bud på et minde over
en mand med en vis økonomisk pondus og et agtet virke. Godsejeren Malte
Ahlmann er skildret i hel figur med en stok i den ene hånd. Den anden hånd
hviler på et hestehoved, der bag ham dukker frem af stenen. På den anden
side af Ahlmann ses hovedet af en ko, der slikker sin kalv, mens grantoppene
vejrer over dem. Ahlmann er skildret uprætentiøst. Han er iført en jakke,
der hænger lidt om hans krop, som kom han direkte fra arbejdet i stalden.
Alt i alt synes stenen at symbolisere den samhørighed, der havde været
mellem Ahlmann og hans liv og arbejde som opdrætter af jyske heste og
malkekvæg - og som forkæmper for plantesagen. |
Portrættet ligger langt fra
datidens øvrige mindesten og hyldester til store og velhavende mænd. Et
portræt, der virkelig står i kontrast til Ahlmann-stenen, og dermed
understreger de virkemidler, Hansen Jacobsen benyttede sig af, er kollegaen
Kai Nielsens statue fra 1912-14 af fabrikant Mads Rasmussen, grundlæggeren
af Faaborg Museum. Skulpturen står i bogstaveligste forstand som en
uomgængelig figur i museets indgangsakse. Stor og mægtig er skulpturen med
sine runde former og den sorte, blankpolerede sten. Man fornemmer her, at
Mads Rasmussens indflydelse må have været proportional med hans omfang.
Monumentet over Ahlmann, derimod, udstråler jævnbyrdighed, samhørighed og
respekt for de dyr og den natur som han arbejdede med og stod midt i.
Læs mere om Ahlmann
monumentet i Illustreret Tidende nr. 38, 19.6.1904 side 637.
|
Hammer
Bakker
Den ovenfor omtalte gravsten
over Christopher Olesen blev bestilt af dennes bror, sagfører Anders Olesen.
Det er nærliggende at forestille sig, at sagføreren – der havde sin praksis
i Nørresundby - kom i kontakt med Hansen Jacobsen, da denne var i byen i
forbindelse med forberedelserne til Ahlmann monumentet, eller måske opstod
forbindelsen gennem kunstnerparret Marianne og Jens Vige, der var bosat i
Hammer Bakker. Bestillingen på gravstenen til Vrensted Kirkegaard førte i
hvert fald til et langvarigt venskab og en hel del opgaver.
Gennem sagførerkontoret
skabte Anders Olesen sig en givtig forretning. Såvel det personlige som det
økonomiske overskud synes han at have helliget Hammer Bakker og Vodskov.
Bakkerne var et naturskønt, kuperet hedelandskab ikke langt fra Aalborg,
uberørt af den industrielle udvikling og landbrugets udbygning. Her fandt
Olesen et helle, som han ville sikre og forme efter sit eget hoved. Han
opkøbte jorden af de fattige husmænd i området - ofte fik de et tilbud, som
de ikke formåede at sige nej til, hvorefter jorden blev plantet til med
graner. |
Hansen Jacobsen erhvervede
et lille hus i Hammer Bakker, som blev kaldt "Højhuset" – vel på grund af
beliggenheden på en bakke og dertil det høje tag. Her tilbragte han gerne et
par måneder om sommeren – fem til 1928 sammen med hustruen Kaja. De kunne
her iagttage, hvordan landskabet stille og roligt skiftede karakter fra et
åbent hedelandskab til en grøn skov. Ikke alle var begejstrede for denne
udvikling, der af nogle blev omtalt som "den grønne pest".
Hvor sagfører Olesen ikke
altid var lige populær, var der dog et godt forhold mellem ham og Hansen
Jacobsen. Blandt de opgaver, som billedhuggeren fik af sagføreren, er både
en portrætbuste af broderen Christopher og af sagføreren selv. Sagføreren
erhvervede i anden halvdel af 1920’erne hos Hansen Jacobsen et springvand
med en grotesk, gotisk havfrue og dennes haletudseagtige unger udført i en
rå granitblok. Det blev opstillet i haven ved villa Møgelbjerg, og er siden
blevet opstillet ianlægget i Bække, ca. 10 km fra Vejen.
|
Da Anders Olesen døde i 1929
udførte Hansen Jacobsen hans gravsten. Den er smykket med drivende
skyer, spæde graner og en bikube, der klart symboliserer sagførerens
driftige liv og arbejde for Hammer Bakker og Vodskov. I 1934 rejstes
mindestenen over Anders Olesen i hjertet af Hammer Bakker - i dag er den
ikke længere synlig fra vejen på grund af de tætvoksende, høje graner.
|
|
Yderligere to sten i Hammer
Bakker menes at være udført af Hansen Jacobsen. Broby Johansen har i sin
bog om Vendsyssel og Hanherrederne omtalt "Stjernestenen", der står ved
indkørslen til området, når man kommer dertil fra Vodskov. Stenen er
uden anden udsmykning end syv stjerner, der tilsammen danner
stjernebilledet Karlsvognen. Den blev angiveligt udført som hyldest til
digteren og stjernekiggeren Thøger Larsen, der var en del af
kunstnerkolonien i Hammer Bakker. |
Lidt længere inde ad vejen,
ved "Porten" til bakkerne, står en anden sten, som med stor sandsynlighed
også er udført af Hansen Jacobsen, om end der ikke findes belæg for det.
Sagfører Anders Olesen, der ejede store områder i bakkerne, lod stenen drage
frem af jorden ved fundstedet i Storedal og opstille her ved porten til det
naturskønne område. Stedet, tidspunktet, indskriftens stil, ordlyden og den
Blicher'ske lærke peger på, at den er udført af Hansen Jacobsen. Stenen er
prydet med verset:
PORTEN HER
FOR OS OG VORE FÆDRE
STAA DENNE STEN HAMMER
BAKKER
AT HÆDRE
A D 1926
|
|
Der er udgivet flere bøger
om Anders Olesen og Hammer Bakker. Den første, ”Hammer Bakker – et
Mindeskrift”, var forfattet af Niels Hedin på opfordring af Anders Olesen.
En liden smigrende omtale blev indirekte sagføreren til del, da nevøen,
Thomas Olesen Løkken, i 1943 udgav romanen ”Sagfører Sigerslet” – en
ondsindet parodi på Anders Olesens virke. Senest er sagførerens liv og virke
i 1998 skildret i mere nuanceret form i Ole Berghs biografi ”Sagføreren,
kongen af Hammer Bakker”. |
N. C.
Nielsens gravsten i Brønderslev og mindet i København over maleren Jens Vige
Endnu en opgave knytter også
an til Hammer Bakker: Bestillingen i slutningen af 1920’erne på en gravsten
til opstilling på Brønderslev kirkegård til minde om højskoleforstander N.
C. Nielsen. |
Stenen var med stor sandsynlighed
bestilt af højskoleforstanderens datter, Marianne Vige. Hun havde været gift
med maleren Jens Vige (1864-1912). Ægteparret var en del af kunstnerkolonien
i Hammer Bakker og de kendte Hansen Jacobsen fra København. Af gamle
fotografier fremgår det, at Marianne Vige solgte billedhuggerens keramiske
arbejder i sin Kunsthandel på Højbro Plads i København. Da Jens Vige døde i
1916, skabte Hansen Jacobsen hans gravminde, der står på Garnisons Kirkegård
i København. Det er udformet i Skønvirkestil. |
|
Jens Viges gravsten er
omtalt og gengivet på side 148 i Meddelelser for Dekorativ Kunst 1916. |
Tilknytningen til højskolekredsene og Skibelund Krat
Hansen Jacobsen løste mange
opgaver indenfor grundtvigianske fri- og valgmenighedskredse og blandt
højskolefolk med stærk tilknytning til "den grundtvigske hovedstad", Askov.
Denne forbindelse forklarer blandt andre stenene i de fra Vejen fjernt
liggende steder Klim og Stevns
Askov Højskole, der ligger
få kilometer fra Vejen, var et kraftcenter, der tiltrak både lærere og
elever fra store dele af landet, og som engagerede mange af de lokale
beboere på egnen. Askov Højskole var en fortsættelse af Rødding Højskole,
der havde været landets første, grundlagt i 1844. |
|
Højskolen byggede på N.F.S.
Grundtvigs tanker om "skolen for livet". Baseret på det levende ord sigtede
den mod den brede befolkning og særligt landbefolkningens uddannelse og
oplysning. Her gik det åndelige og den kristne forkyndelse hånd i hånd med
en mere praktisk orienteret undervisning, der omfattede grundlæggende
kundskaber til brug i livets verdslige gøremål. Da Sønderjylland blev
underlagt Preussen efter nederlaget i 1864, måtte højskolen i Rødding lukke
og forlægge sine aktiviteter til Askov. Højskolen kom til at ligge som en
grænsepost ikke mange kilometer nord for Kongeåen, der dengang dannede den
nye grænse mellem de to riger.
Hansen Jacobsen lod i årene
1913-14 et atelier opføre endnu tættere ved grænsen – lige ved indgangen til
Skibelund Krat, der ligger et par kilometer syd for Askov Højskole.
Placering har været upraktisk, hvis man ser den i forhold til transporten af
materialer og skulpturer. Men Hansen Jacobsen har sandsynligvis tænkt den
ind i den samme symbolske sammenhæng som mindestenen "Modersmålet" og
mindelunden i Skibelund. De var en hyldest til den frie forfatnings
fortalere og til kampen for sønderjydernes ret til en egen national
identitet. At atelieret blev påbegyndt ved optakten til 1. verdenskrig,
understregede symbolikken og den politiske aktualitet. |
|
|
Beliggenheden ved Skibelund
Krat var heller ikke så afsides, som man umiddelbart kunne forestille sig.
Elever og mødedeltagere fra Askov Højskole tog ofte på udflugt dertil. Ved
de store folkemøder samt indvielser af mindesten var der ofte mange tusinde
mennesker forsamlet til fællessang og taler. Man kunne besigtige
mindestenene, mindes personerne og deres store tanker, nyde udsigten, samles
på festpladsen og bagefter måske i atelieret træffe billedhuggeren, der
havde udført "Modersmålet". Hansen Jacobsens navn blev således tæt knyttet
til både til den grundtvigske højskolebevægelse og til den sønderjyske sag.
Det har derfor været oplagt både for grundtvigianske kredse og for
sønderjyder at benytte billedhuggeren fra Skibelund, når der skulle rejses
en sten over en af deres egne. |
Cornelius
Appel
I 1905 - to år efter
afsløringen af "Modersmålet" - blev Hansen Jacobsens minde over præsten for
Rødding frimenighed, Cornelius Appel, føjet til rækken af sten omkring
festpladsen i Skibelund. Samme år blev Appel i Rødding hyldet med en af
Hansen Jacobsens mest specielle mindesten. Den blev opstillet på stien
mellem Rødding Højskole og Frimenighedskirken. Appel havde kæmpet for
Grundtvigs ideer og forsøgt at holde liv i skoledriften i Rødding, efter at
de preussiske myndigheder havde lukket skolen for undervisning. Dansksindede
sønderjyder forsøgte at holde en folkekirkelig tradition i hævd ved at
afholde kirkelige møder i stuerne på Kloppenborgs gård i Københoved. Disse
møder blev grundlaget for stiftelsen af den første grundtvigske frimenighed,
hvis åndelige leder var Cornelius Appel, som blev ordineret
frimenighedspræst i 1876. |
Appels mindesten i Skibelund
er udsmykket med et bronzeportræt af hans karakteristiske profil. Til
mindestenen i Rødding valgte Hansen Jacobsen en helt anden løsning. Appel er
dér skildret i granit i hel figur i ikke særlig højt relief på baggrund af
flammeornamenter i Jugendstil. Han bærer sit samtidige tøj og knytter dermed
an til en række driftige ’buksemænd’, der blev foreviget i granit – se bl.a.
billedhugger Anders Bundgaards Dalgas-støtte ved Hjøllund Søgaard eller hans
Holger Petersen statue ved Baldersbæk. På bagsiden af Appel-stenen er der en
lang indskrift med dekorativt svungne bogstaver. Ved placeringen midt mellem
Højskolen og Frimenighedskirken er det som om Appel er på vej fra sin
gerning på skolen over til kirken, mens flammeformerne omkring ham virker
som en aura af tankevirksomhed. |
Skibelund
Krat
Hansen Jacobsen kom med
tiden til at udføre 10 af de i alt 22 sten, der blev rejst i Skibelund Krat.
I 1906 blev kredsen om festpladsen udvidet med et minde over "Danmarks
lærdeste Bonde", N. J. Termansen, der var landmand, landstingspolitiker og
en hyppigt benyttet taler rundt om på landets højskoler. |
|
Der er meget at læse om Poul
la Cour og hans museum i Askov på hjemmesiden:
www.poullacour.dk |
Genforeningsstenen i Skibelund Krat
I 1920 fik Hansen Jacobsen
på bestilling fra nationalbankdirektør, grundlæggeren af Alfa Margarine
fabrikken i Vejen, Johannes Lauridsen, til opgave at udføre anlæggets
Genforeningssten. Sådan én skulle der også være i den lange række af
mindesten for sønderjydernes og den frie forfatnings forkæmpere. Hansen
Jacobsen valgte en høj bautasten, og udsmykkede den med sine dekorative
skrifttyper, der blev omkranset af brede bånd, der snoede, bugtede sig og
knyttedes sammen. De bærer tydelige referencer til vikingetidens
slyngornamentik.
|
Med Genforeningsstenen kunne
der endelig sættes punktum for den lange, seje kamp, som det havde været at
få et dansksindet Sønderjylland tilbage til kongeriget. Hvor "Modersmålet"
havde været en politisk manifestation, der selvsikkert og provokerende
skuede sydover, ned over den dansk-preussiske grænse, kunne der med
Genforeningsstenen ligeledes anskueliggøres, at striden var forbi. Den blev
nok placeret synligt på en opkastet høj på bakkedraget, men den vendte en
nøgen side mod det genvundne Sønderjylland mens der mod vest var indhugget
et vers af Kai Hoffmann:
Sværdtid er endt.
Det er plovtid paany,
Vennetid, Frændetid
Grotid og Gry.
Mod øst indhuggede Hansen
Jacobsen sin egen hyldest til de mænd, der havde sat deres liv ind på at
føre Sønderjylland tilbage til Danmark:
Mænd fra Vesterhavets kyster
til det stille Ocean
har kæmpet for, at ret bør
være magt.
Vi mindes disse helte.
I vor saga skal det stå:
De frelste hjem til Danmark
vor brødre Sønden å.
|
Thor Lange
I 1925 fik Hansen Jacobsen
af Dansk Forfatterforening til opgave at udføre en sten med portræt af Thor
Lange. Den skulle opstilles i Skibelund Krat lige bag Niels Skovgaards
Magnussten, som Thor Lange havde ladet opstille i 1898.
Trods et dybfølt engagement
i den danske sag, havde Thor Lange levet det meste af sit liv i Rusland og
havde giftet sig ind i den russiske adel. Hansen Jacobsen havde læst flere
af Langes fortællinger og søgte at give stenen et særligt udtryk, der stemte
overens med forfatteren. I et brev til vennen og digteren Jeppe Aakjær skrev
Hansen Jacobsen i julen 1925 om afsløringen og bemærkede om stenen: "Jeg
synes det er sådan en ejendommelig sten, der er noget russisk over det."
Stenen, der er anbragt med spidsen opad, gennemskæres af en meget tydelig
kvartsåre, der skinner hvidt midt i den grå-sorte masse. For at få den op i
højde, byggede Hansen Jacobsen en base af mindre og meget forskellige
marksten, hvoraf nogle er meget ådrede og furede, og som understreger den
store stens træk.
Ved indvielsen den 22.
november 1925 var bl.a. Thor Langes enke, Natalie de Protopopoff, på besøg i
Skibelund Krat. Dér blev hun fotograferet ved siden af Magnusstenen.
|
Hansen
Jacobsens øvrige sten i Krattet
.
Den 4. juli 1926 kunne
Skibelundforeningen afsløre stenen over højskolelæreren og musikeren
Heinrich Nutzhorn, hvis virke Hansen Jacobsen illustrerede med en harpe over
indskriften. I 1938, da Hansen Jacobsen var 77 år gammel, blev stenen over
forstanderparret fra Skibelund Efterskole, Knud H. Pedersen og Georgia la
Cour, opstillet. Det var den sidste sten, som billedhuggeren fra Vejen selv
stod for udførte til Skibelund Krat. |
|
I
1957 besluttede man at rejse en mindesten over de elever fra Skibelund
Efterskolen, som var faldet i de to verdenskrige. Man har sandsynligvis
valgt at fortsætte traditionen med Hansen Jacobsen sten og udpegede en
af de sten, som han nåede at udhuggede, men som ikke havde fundet en
aftager, inden han døde som 80-årig i 1941. Inskriptionen har en helt anden stil – mere monoton end
billedhuggerens ’håndholdte’ stil. |
Over flere af lærerne ved
Askov Højskole blev der sat et gravminde udført af Hansen Jacobsen, blandt
andre la Cour familiens medlemmer. Hansen Jacobsen stod på venskabelig fod
med bl.a. teologen, folkemindeforskeren, sprogmanden H. F. Feilberg
(1831-1921). Billedhuggeren udførte en portrætbuste, der viser Feilberg som
en mild og venlig person med sin karakteristiske kalot på hovedet.
Portrættet findes i gips på Vejen Kunstmuseum og i marmor på Ribe
Kunstmuseum. Senere huggede Hansen Jacobsen sprogforskerens gravsten, der
står opstillet på Askov kirkegård. |
|
|
Fra
Falkenstjernes Højskole til Vestbirk og Liselund
Hansen Jacobsens var i
vinteren 1884/85 indskrevet på Falkenstjernes Højskole i København. Ligesom
højskolerne på landet ønskede at nå ud landbefolkningen, var den nyoprettede Falkenstjernes Højskole blevet grundlagt ud fra ønsket om også at nå byens
arbejderklasse. Det er vanskeligt at sige, hvorvidt der kan have ligget et
bevidst politisk motiv i dette valg af højskole, men Hansen Jacobsen skulle
her knytte venskabsbånd, der holdt det meste af livet.
Ved Vestbirk Højskole blev
der opstillet en mindesten med portrætrelief over forstander Grønvald
Nielsen. Det skete i 1932, året efter hans død. Stenen er
Hansen Jacobsens' hyldest til den gode lærer, som han i sin ungdom havde
mødt på højskolen i København. Teksten på stenen er formodentlig
billedhuggerens egen – stilen virker i alt fald beslægtet.
FOLKEHØJSKOLENS YDMYGE
TJENER
OG ILDFULDE TALSMAND
DET LIFLIGSTE SOLSKIN
FRA VUGGEN TIL BAAREN
ER SMIL GJENNEM TAAREN
|
Niels Dael var en af Hansen Jacobsens andre bekendtskaber fra Falkenstjernes
Højskole. Han grundlagde senere menighedsskolen Liselund ved Slagelse.
Venskabet førte til flere opgaver, ikke mindst for Liselunds lærere. Tre,
der havde været med til at grundlægge skolen, blev mindet med hver deres
sten opstillet i menighedsskolens have.
Da
Niels Daels datter Ingeborg døde i en alt for ung alder, blev hun begravet i
mindelunden under en sandstensplade udført af Hansen Jacobsen og udsmykket
med Liselund-skolens vartegn, Iona-korset. Korset symboliserer den samme
troens og ordets kraft, som engang var udgået fra den irske ø Iona, og havde
spredt det kristne budskab til store dele af Nordeuropa. Korset går igen på
alle mindestenene i Liselunds have. |
|
På
Liselund var Grundtvigs ideer om det talte ord og den levende forkyndelse
grundlaget for skolens virksomhed. På lignende måde som Askov blev også
Liselund et mødested for grundtvigianere fra hele landet, der holdt
gæsteforelæsninger for hinanden og de unge præsteaspiranter. Skolen var tæt
knyttet til både til Askov og til de nærliggende højskolemiljøer i Ubberup
og Vallekilde samt til valgmenighedskredsene.
Også
her har man uden tvivl betragtet Hansen Jacobsen som en af sine egne, der ad
denne vej blev tildelt flere opgaver. Så sent som i 1930’erne udførte Hansen
Jacobsen en personlig opgave for Niels Dael. Billedhuggeren lavede et
portrætrelief i bronze af Daels mor. Det er ophængt i forrummet til
Liselunds store foredragssal.
Vil
man vide mere om højskolernes historie henvises til tobindsværket ”Den
danske folkehøjskole gennem 100 år” redigeret 1939 af Ernst J. Borup og
Fred. Nørgaard.
|
Sten opsat
til minde i det sønderjyske
Opstillingen af Modersmålet
ved den daværende dansk-preussiske grænse var i høj grad med til at danne
grundlag for Hansen Jacobsens mange bestillinger på mindesten over hele
Sønderjylland.
Første Verdenskrig
Første
verdenskrig var en prøvelse for mange sønderjyske familier, hvor mandlige
medlemmer blev kaldt ind til krigstjeneste under den preussiske fane. En
stor del nægtede at kæmpe for Tyskland og drog nord for Kongeåen, hvor
sympatiserende familier åbnede deres hjem for dem. Da Sønderjylland i 1920
atter blev en del af Danmark, hyldede man både de unge der faldt under
første Verdenskrig og Genforeningen med opsætningen af mindesten. På de
sønderjyske kirkegårde blev der også rejst markante minder for sognenes
tabte.
|
|
Efter
første verdenskrig rejste Mikael Steffensens familie på Hammelev et
minde over den døde søn. I sine breve hjem havde han
beskrevet et stigende mismod og følelse af meningsløshed efterhånden, som
krigen skred frem – minder som siden er offentliggjort i flere
publikationer. På gravstenen udførte Hansen Jacobsen et relief af en
fortvivlet, sammenkrøben drengeskikkelse. Hans stilling synes at sammenfatte
de følelser både sønnen og familien havde været igennem. Et gipseksemplar af
relieffeltet er udstillet på Vejen Kunstmuseum.
Vil
man læse videre i Mikael Steffensens breve, er de bl.a. udgivet i: Leif
Ingvorsen: "Fortællinger af Sønderjyllands Historie", Sarup og Rørdam:
"Sønderjyden Mikael Steffensen - en af de Faldne", 1917, Sønderjyske
Soldaterbreve" af Harald Nielsen, udgivet 1915. |
Hansen Jacobsen fik en række opgaver både på mindesten over faldne
sønderjyske soldater (Arrild, Gram, Skibelund og Skodborg) og på
genforeningssten, der blev opstillet i Rødding i Salling, Agerskov,
Rødding og Skodborg i Sønderjylland, samt naturligvis Genforeningsstenen i
Skibelund Krat i det sydlige Jylland.
Efter
krigen var det oplagt at mindes nogle af de store personligheder, der havde
kæmpet for sønderjydernes ret og ligestilling der, hvor de hørte hjemme, i
Sønderjylland. Den første sten blev sat over Peder Skau på Fjelstrup
kirkegård. Han var som dansksindet sønderjyde valgt ind i Slesvigs Kredsdag
og Provinslandsdagen. Den monumentale sten blev udsmykket med kraftigt
slyngede bånd, der leder tankerne hen på vikingetidens ornamentik.
|
|
|
Den
næste sten blev afsløret året efter i Sønderborg. Den står til minde om
slagtermester og vælgerforeningens formand Peter Reimers.
Indenfor rammerne af en trekløverform udførte Hansen Jacobsen et
reliefportræt af Peter Reimer. Portrættet blev indfældet i en granitsten.
Samme opbyning går igen ved portrættet af Grønvald Nielsen, Vestbirk
Højskole (1932).
Billedhuggeren forsynede Reimers sten med svungne Jugendstilsornamenter, som
man genfinder på ”Modersmålet” (1903) og Cornelius Appels mindesten i
Rødding (1905). Måske genoptog Hansen Jacobsen bevidst denne over 20 år
gamle ornamentik netop for at knytte an til de to sten, der ligeledes
hyldede fremtrædende sønderjyder. |
Et slag
for skovrejsningen og den gode sag
Stenene til sagfører Olesen
i Hammer Bakker hyldede det private initiativ og den enkeltes engagement i
landets udvikling. Olesen var optaget af plantningssagen, grundlagde den
store anstalt for mentalt handicappede i Vodskov, var byggematador og
kunstmæcen. Den driftighed, som sagfører Olesen lagde for dagen, var ikke
enestående. Mange af hans samtidige - der skabte rigdom og vækst igennem
beplantning af hedearealer, udvikling af landbruget og grundlæggelse af
virksomheder - brugte hyppigt overskuddet til institutioner, eksempelvis i
form af skoler og forsorg, der kunne komme både ubemidlede og almindelige
borgere til gode. Mindestenene i Hobro, Skive, Lemvig og Herning blev sat
som en ihukommelse og værdsættelse af enkeltpersoners overskud og ildhu.
|
Den jyske hede var både højt
besunget for sin barske skønhed, og kendt for den karrige jords fattige
udbytte. Enrico Dalgas formulerede det, der skulle blive gentaget som et
mantra og særligt ad Hærvejens rute langs den jyske højderyg fra nord til
syd: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Med base ved Vorbasse, hvor han
indrettede planteskole, var han drivkraften bag grundlæggelsen af en lang
række beplantningsselskaber. De havde som mål at genskabe Jyllands fordums
skovrigdom, om end gran var en fremmed vækst blandt landets oprindelige,
løvfældende træer.
Skovrejsningen og
grundlæggelsen af plantager førte til mange bestillinger hos Hansen
Jacobsen, der fik til opgave at lave mindesten, som skulle hylle
grundlæggernes bedrift. Hans sten tegner et bælte, der strækker sig fra
Langebjerg Plantage ved Gesten, over Staushede ved Vejen, Langeskov ved
Brørup, Ålund og Stilde ved Holsted, Letbæk ved Tistrup og slutter ved
Aktieplantagen ved Ølgod.
Sidst men ikke mindst blev
en række sten bestilt hos Hansen Jacobsen, fordi han som billedhugger havde
helt sin egen kunstneriske stil og vilje. Med stor indlevelsesevne kunne han
arbejdede grav- og mindestenen frem af markstenenes naturlige former.
|
|