Niels Hansen Jacobsen, Skyggen og H. C. Andersen Hvordan modellerer man noget så flygtigt som en skygge? Lettest ville det være blot at male den på gulvet, men som billedhugger skal den stå tredimensionelt i det fugtige ler. Hansen Jacobsen vælger at tage afsæt i den, der kaster skyggen, mennesket. Han gengiver kroppen så langt nede mod jorden som muligt, lige før den blot bliver til en uformelig klat. Han ser bort fra anatomisk nøjagtighed, og trækker alle legemsdele til det yderste. Hovedet bliver ovenfra set til en oval, hagen til en spydspids, albuerne til flammer. Skulpturens højdepunkt bliver den bageste fod, der står som en anatomisk umulig spændt bue. Fjedringen kommer til at understrege bevægelse, for der er ingen tvivl om, at det næste øjebliksbillede vil være, at foden lettes, så skyggen kan stryge videre i sin evige bevægelse i sin herres fodspor. Mekaniske, bevægelige skulpturer bliver først i 1960’erne og 70’erne for alvor en del af den moderne kunst, men Hansen Jacobsen har forsøgt at lægge dynamik ind i skulpturen. Noget så stationært som en tegneseriefigur kan nemt angives at være i bevægelse – det aflæses på antallet af fartstriber. På Skyggen angives bevægelse ved en blødt organisk svungen bue, der smyger sig om figurens ben. ”Et løst draperi” siger den meget konkrete beskuer. Men her er netop tale om forsøget på at gengive luften, der strømmer omkring figuren. I hånden holder Skyggen et timeglas, et ældgammelt forgængelighedssymbol – en antydning af, at vores levetid rinder ud. Ser man på Skyggens ansigt ligger det i et overgangsstadie mellem kranie og åsyn. Til skulpturen har Hansen Jacobsen føjet nogle ord, der gør budskabet helt tydeligt: Døden, snart er den usynlig gjemmer sig i Vejens Støv men indhenter og dukker op igen naar vi mindst venter det snigende sig stadig i vort Fodspor umulig at undfly. Skulpturen står som et memento mori – et minde om, at døden er alle vegne. I hånden kunne han alligevel have holdt en sommerfugl, blomster eller et stearinlys. Alle er de i tidens løb blevet brugt som billeder på livets forgængelighed. Om skulpturen skriver Hansen Jacobsen i 1901 til brygger Carl Jacobsen: ”At jeg i »Skyggen« har naaet min opgave at fremstille den plastisk, haaber jeg maa have Deres Anerkendelse. Jeg har villet fremstille Døden ved Skyggens fantastiske og jordbundne Udseende, dette forekommer mig mere berettiget end at ville benytte den absolut menneskelige Form; det er jo ikke alene Mennesket, men alt i Universet, der er underkastet Forgængelighed”. Skyggens forening af to af 1890’ernes strømninger – symbolismen og den dekorative stil, art nouveau’en, gjorde den år 2000 selvskreven til en plads på den store udstilling ”Europa 1900”, som Musée d’Orsay arrangerede i Grand Palais i hjertet af Paris. Dér stod den omgivet af materiale om Antonio Gaudis huse i Barcelona og Hector Guimards organiske Pariserbyggerier. På tværs af de tre kunstneres meget forskellige resultater var en klar fælles forståelse af tidsånden. Kigger man i registeret til en samling af H. C. Andersens eventyr støder man på titlen Skyggen. Den dækker over en uhyggelig beretning, hvor skyggen tager herrens plads, og til slut sender skyggen sin herre i graven uden sin rigtige skygge! Mon ikke denne uhyggelige fortælling har været en vigtig inspiration for Niels Hansen Jacobsen?