Niels Hansen Jacobsen, Dryaden og H. C. Andersen

Den 185 cm. høje kvindefigur udstillede Hansen Jacobsen for første gang i 1918 i gips på Den frie Udstilling i København. Året efter præsenteredes hun sammesteds, men da i bronze – et eksemplar, som vi i dag ikke ved noget om. Gipsoriginalen har vi heldigvis i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum, hvor hun står sammen med en tro kopi af en statuetteudgave. Faktisk findes hun i privateje i dette lille format også i glaseret stentøj. 

I 1935 fik Hansen Jacobsen besøg af Gallerikommissionen. Det højtidelige navn dækker det udvalg, der stod for indkøb til Statens Museum for Kunst. I årene 1917-23 havde vores billedhugger fra Vejen selv været blandt dem, der havde det ærefulde hverv … som nok kunne give en del bryske kommentarer fra ikke tilgodesete kolleger! Resultatet af Gallerikommissionens besøg blev støbningen af det bronzeeksemplar af Dryaden, der i dag tilhører Statens Museum for Kunst, der også ejer en bronze udgave af Skyggen og originalgipsen til Døden og Moderen.

Men hvem er hun, denne dryade? Ifølge den græske mytologi er hun en skovånd, der antager forførende kvindeskikkelse. Hansen Jacobsen har fremstillet hende som en nøgen kvinde, der holder hænderne på brystet, og løfter ansigtet mod himlen mens hun støtter sig til en træstub.

Da billedhuggeren præsenterede skulpturen i 1918, lod han den i kataloget følge af et digt af Georg Bachmann. Det angives at være oversat til dansk af Thor Lange – ikke en hvem som helst i forhold til Hansen Jacobsen og egnen omkring Vejen: Han  var manden, der bekostede opstillingen af et hovedværk i dansk skulpturhistorie, Magnusstenen i Skibelund Krat. Digtet Dryade lyder:       
 
Menneskers Ord falde tung og tæt
paa mit bryst som tyngende Stene
ud vil jeg ud at aande let
indaande Skovbundens Aandedræt
hos en Alf bag gyngende Grene

Men, i H. C. Andersen året er det et godt spørgsmål, om historien ender her? For har man fat i en af de fyldige eventyroversigter, kan man finde den knap så kendte fortælling: Dryaden, Journalistisk lægger H. C. Andersen ud: ”Vi reise til Udstillingen i Paris. Nu ere vi der! det var en Flugt, en Fart, aldeles uden Troldom; vi gik med Damp i Fartøi og paa Landevei. Vor Tid er Eventyrets Tid.”

I fortællingen bruger han træets ånd, Dryaden, til at beskrive storstaden Paris. Ude i skoven vokser hendes træ op, fra børn og dyr hører hun om alt ude i den store verden. En dag kommer fuglene med en mægtig nyhed, i Paris er Verdensudstillingen ved at tage form:

”En Kunstens og Industriens Pragtblomst er skudt frem paa Marsmarkens planteløse Sand; en kæmpestor Solsikke, af hvis Blade man kan lære Geographi, Statistik, faae Oldermands Kundskab, løftes op i Konst og Poesi, kjende Landenes Størrelse og Storhed. … Konstværker i Metal, i Steen, i Vævning forkynde det Aandens Liv, der rører sig i Verdens Lande; Billedsale, Blomsterpragt, Alt hvad Aand og Haand kan skabe i Haandværkerens Værksted er her stillet til Skue; selv Oldtids Minder fra gamle Slotte og Tørvemoser have givet Møde. … Her stod Ægyptens Kongeslot, her Ørkenlandets karavanserai; Beduinen paa sin Kameel, kommende fra sit Solland, jog forbi; her bredte sig russiske Stalde med ildfulde, prægtige Heste fra Stepperne; det lille straatækkede danske Bondehuus stod med sit Danebrogs Flag nær Gustav Vasas prægtigt i Træ skaarne Huus fra Dalarne; amerikanske Hytter, engelske Cottager, franske Pavilloner, Kiosker, Kirker og Theatre laae forunderligt strøede omkring, og mellem alt Dette, det friske grønne Græssvær, det klare, rindende Vand, blomstrende Buske, sjeldne Træer, Glashuse, hvor man maatte troe sig i de tropiske Skove; hele Rosenhaver, som hentede fra Damascus, prangede under Tag; hvilke Farver, hvilken Duft!”
Denne eventyrlige verden drømmer Dryaden om at komme til at se. Og en dag åbenbarer en fe sig for hende med en profeti – det gode og det onde på samme tid:

”Du skal komme derind i Fortryllelsens Stad, Du skal der fæste Rod, fornemme de susende Strømninger, Luften og Solskinnet der. Men din Levetid vil da forkortes … Du vil forlade dit Hylster, forlade din Natur, flyve ud og blande Dig mellem Menneskene, og da ere dine Aar svundne ind til Døgnfluens halve Levetid, en eneste Nat kun; dit Liv pustes ud, Træets Blade visne og veire hen, komme aldrig igjen.”

Profetien går i opfyldelse. Dryadens kastanjetræ graves op og udplantes på et lille torv i Paris. Længselsfuldt står hun der – måske netop som Hansen Jacobsen viser hende. Endelig gøres hun fri, én eneste nat stryger hun restløs som en døgnflue gennem byen for at se nogle af de mange vidundere. Som Den lille Havfrue forsvinder Dryaden ved morgengry som en sæbeboble, der brister.

H. C. Andersen slutter med ordene: ”Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets store vidunderlige Tid.”

Ordene kunne have været Niels Hansen Jacobsens, og jeg er sikker på, at han har nydt at læse hele eventyret, hvor der har været meget, som han kunne genkende. Selv var han som udstiller og gæst med på den store Verdensudstilling i Paris 1900, hvor han bl.a. solgte et keramisk portræthoved til Kunstindustrimuseet i Frankfurt!

Her ses Dryaden som den stod i sin tid i Hansen Jacobsens atelier/museum ved Skibelund Krat - det er den grønne sal, der i dag står i den sydlige ende af museet. Se hvordan de simple sokler består af et træstativ, som der er trukket groft stof henover.