brev2

Mange tak for Deres elskværdige og rare brev, og den række af Deres værker, De sendte mig, for længst skulde De have haft en hjertelig tak for bøgerne, men jeg hører til Dem, som ikke med min gode vilje griber til pennen, som man i gamle dage begyndte et brev med; jeg laver hellere en byste, men min egentlige grund var dog nok den, at jeg gjerne vilde have læst nogle af Deres bøger.[1]

Jeg har nu læst Peder Guldgraver, 3 gamle Kvinder og ”mens Aarene gaar”.[2]

De er alle bøger med levende skildringer af mennesker fra landet, navnlig synes jeg bogen 3 gamle kvinder mig en meget betydelig bog, som kommer op i højde med en en Dødsnat.

Den første ”Christense” er en ypperlig skildring af en type som nu snart er forsvunden, hun er haard og stejl til det yderste udad, men kan tøes op ved alvorlige begivenheder og er da blød som voks.

Hun minder mig ikke så lidt om min fader, han var streng og moder blid, så de balangserede hinanden af, jeg husker jeg som barn blev så forbavset over så mild fader var mod mig engang jeg var syg.[3]

Hanne ved Højen er ogsaa en smuk skildring af en almuekvinde levende og godhjertet som ogsa findes herude på landet. Skildringen af Hanne fra Blidegaarden glimrende, hvorledes et menneske kan forstenes mere og mere under fremmede forhold og ved siden af den ækle mand hun bliver gift med.

Peder Guldgraver er en smuk skildring af en naiv og godtroende sjæl, som landsbyen misbruger, og først savner når han er død.

Hvad jeg (snarere jo?) også hjælper til at gjøre Deres figurer så sandru er at de er så godt indvævet i natur skildringerne, ja hvor De kjender de jyske bakker og udsyn godt.

Ja når jeg nu engang kommer til at brænde igjen, skal De få sendt en ting fra mig, det var alt for ringe en byttehandel De gjorde med mig. ja nu til slutning tak fordi De kom ned hos os den aften.

Ja! Hjertelig Tak for Bögerne, kære Fru Bregendahl, vi er lykkelig for dem – og tager dem med os, naar vi nu snart skal op i det lille Hedehus. – [4]

Vedlagt brevet sendte ægteparret et foto af mindestenen for Per Odgaard. Den huggede Niels Hansen Jacobsen til indvielse i Tastum Plantage den 25. maj 1925. Både Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl har nok haft en finger med i spillet omkring denne bestilling. Læs meget mere her på hjemmesiden ved at vælge NHJ midt i øverste tværmenu > NHJ grav- og mindesten.

[1] I reolerne i billedhuggerens stue i den nordlige ende af Vejen Kunstmuseum står ”Peter Guldgraver” med dedikation fra Marie Bregendahl den 18.5.1925 – den tidligste af bogsamlingens dedikationer.

[2] ”Peter Guldgraver” udkom i 1917, ”Tre gamle Kvinder” i 1918 og ”mens Aarene gaar” i 1922.

[3] I et brev af 4.1.1931 til maler-vennen Axel Hou mindedes Hansen Jacobsen faderens reaktion tilbage i 1903-04 på et portræt, som han var ved at modellere af ham: ”Den bliver jo længer jo ringer”, hvorefter den gamle mand gik ud og flyttede sine får (citeret fra side 154 i Niels Th. Mortensens 1945-biografi om billedhuggeren). Moderen derimod samlede, hvad hun havde af småindtægter på gården, så hun kunne støtte ham mens han gik på Kunstakademiet.

[4] ”det lille Hedehus” dækker over Kaja og Niels Hansen Jacobsens sommerhus i Hammer Bakker, ”Højhuset”, som Marie Bregendahl lånte, da hun i sensommeren 1926 skulle have fred og ro til at skrive. Det er uvist præcist, hvornår det blev erhvervet, men omkring 1924 omtales det i bevarede breve. Her nævner Kaja Hansen Jacobsen det endnu heller ikke med det navn, som de gav stedet, fordi det lå relativt højt i det bakkede landskab nord for Ålborg.

[5] Bemærk forskellen i ægtefællernes retskrivning. Niels Hansen Jacobsen gjorde allerede meget tidligt –og til tider ret inkonsekvent – brug af højskolens og grundtvigianernes moderne retskrivning, mens Kaja Hansen Jacobsen holdt sig til tidens brug af fx aa for å og store bogstaver ved navneord samt ö i stedet for ø.

Se originalbrevet her