Lördag den 4 Septem

1926

Kjære Fru Bregendahl.

Först vil jeg sige Dem Tak for Deres breve, det var svært hyggelig når vi kunde se Deres håndskrift så fik man dog et ordentlig brev, - og det har virkelig glædet mig at vide, De sad i dette lille Höjhus, hvor der er en udsigt så skjön som ikke så mange steder i Danmark, og hvis De kan, skulde De blive der så længe det dog er godt vejr, der er næsten smukkest i September deroppe og hvis der bliver koldt om aftenen må De endelig fyre i Kaminen. De skal ikke være bange om det blusser ordentlig op der er ingen fare derved og der er Træ nok ude i rummet ved siden af atelieret, til höjre når man kommer ind af yder dören. De må sandelig ikke sidde og fryse med pennen i hånden. Det er jo ensom deroppe, men der er en arbejdsfred som ikke mange steder.

Jeg har haft et arbejde, som slet ikke var så let jeg skulde lave en byste efter fotografi for en svensk fru af hendes mand, som er död for en aarstid siden.[1] Det er ikke nemt, hun var en meget forstandig dame, der heldigvis kunde sige mig rigtig besked om de svage punkter i bysten, så jeg virkelig fik et menneske ud af ham, og han kom virkelig til at ligne en svensker.

Det er godt jeg nu er i Træning med at lave de döde, jeg skal til at lave Reimers[2] i Sönderborg, han var Vælgerforenings formand en udmærket dansk mand med et prægtig hoved og heldigvis er det kun relief, sa jeg haaber det gaaer, men man vilde unægtelig hellere have modeleret ham, mens han levede.

Ja, skade at der er så langt op til Dem ellers skulde vi nok have aflagt Dem et besög, men jeg har som sagt Reimers på min samvittighed og monumentet skal stå i Sönderborg den  20 November.

Ja nu er det vist bedst jeg tier stille, jeg er jo på en måde på glatis jeg vil jo nödig forstyrre  en digter i sin virksomhed men derimod glæder jeg mig til at læse Deres Julefortælling.

Med mange venlige hilsener

         Deres hengivne

         N. Hansen Jacobsen