Axel Hous portrætter af billedhugger Niels Hansen Jacobsen Af Teresa Nielsen, museumsleder, Vejen Kunstmuseum, redigeret april 2012 Maleren og grafikeren Axel Hou var en nær ven af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. De fulgtes livet igennem. I et brev til billedhuggerens 70-års dag i 1931 skrev Hou: ”Jeg mindes Dig saa tydeligt fra den Gang, da vi tegnede Gipsafstøbninger hos Vermehren paa Akademiet. Du lignede ikke de andre Elever…” … ”Du har været min allerbedste Model de mange Gange jeg har malet, tegnet og raderet Dig. Jeg … vilde male Dig, forfra og bagfra, til alle Døgnets Tider, dog navnlig naar Du som Troldmand roder med din Pottemagerovn og graver Dine Skatte ud af den.” [1] Helt centralt i Vejen Kunstmuseums faste samling står de tre portrætter, som Hou udførte af Hansen Jacobsen med syv års mellemrum – i 1892, 1899 og 1906. 1892-portrættet af Niels Hansen Jacobsen ”Paris 1892” står der for neden til højre på et monumentalt portræt holdt i nuancer af brun, grøn og grå.[2]  Hou har besøgt sin ven i atelieret på 65, Boulevard Arago, hvor billedhuggeren ses i det spartanske rum med træbeklædt væg. Han sidder i næsten fuld figur på en beskeden stol iført rødbrune sutsko og arbejdskittel. Tydeligt skinner vielsesringen. Den 12. august 1891 havde Hansen Jacobsen i København holdt bryllup med sin Anna Gabriele (født Rohde, 1862-1902). Under det korte, viltre hår er billedhuggerens udtryk tænksomt. Blikket er afventende rettet ud mod beskueren. Bag ham ses en solid kavalet af mægtige træbjælker. Ovenpå anes en del af den skulptur, som i 1893 blev hans gennembrud på salonen i Paris, ”Døden og Moderen” frit efter H.C. Andersens ”Historien om en Moder”. Skulpturen står i dag i bronze både ved Petri Kirke i København og på Museumspladsen i Vejen. Den er beskåret, så man kun ser moderen, der ligger sammenkrøbet på jorden. Modellen var kunstnerens hustru i sit hverdagstøj, som det så ud i 1892. Med denne viden kan maleriet læses som et ”skjult” dobbeltportræt.   ”Døden og Moderen” modellerede Hansen Jacobsen i 1892 – her fotograferet en gang inden 1924 i billedhuggerens atelier i Skibe-lund Krat. Den står i gips på Statens Museum for Kunst og i bronze både ved Petri Kirke i København og på pladsen foran Vejen Kunstmuseum. Axel Hou (t.h.) er fotograferet i Skulp-tursalen på Vejen Kunstmuseum sammen med Niels Hansen Jacobsen. De står ved ”Døden og Moderen”, der indgår i Hous 1892-portræt af billedhuggeren. Glasplade-negativ, Vejen Kunstmuseum. Det fortælles, at H.C. Andersen skrev ”Historien om en Moder” efter at have talt med et par af sine venner, der netop havde mistet et barn. Hansen Jacobsen og Anna Gabriele fik ingen børn. Måske havde H.C. Andersens beretning om tabet af et barn en særlig betydning for det unge ægtepar i Paris. Baggrunden for emnevalget og for at hustruen agerede model kan meget vel have været en identifikation med forløbet i den gribende fortælling – en sammenhæng, som Hou måske var bekendt med og netop derfor har ladet den udvalgte del af skulpturen indgå i maleriet, så billedhuggeren på den raffinerede, indirekte måde fik selskab af sin hustru. Desværre er der ingen bevarede breve fra denne periode, så tankerne kan kun stå som rene hypoteser. 1899-portrættet af Niels Hansen Jacobsen Et sammenslynget HAH og 1899 ses på Axel Hous hovedværk som grafiker – det symbolistiske portræt af Hansen Jacobsen.[3]  Centralt sidder billedhuggeren i kittel med en stor kunstnersløjfe som afløser for det forrige portræts beskedne slipseknude. Blikket er nu indadvendt, tænksomt og fjernt. En høj pande understreges af det lange hår, der er redt tilbage som hos tidens kunstneridol, Beethoven. Venstre hånd er knyttet. Spændtheden antyder en vilje til at bryde nye veje. Ved billedhuggerens 70-års dag den 10. september 1931 forærede Hou ham et forarbejde til portrættet. Kultegningen er alene et omhyggeligt portrætstudie af modellen. Den er nøjagtigt dateret 17.-18.-19. Juli 1899.[4]       Axel Hous grafiske hovedværk er dette symbolistiske 1899-portæt af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Med indsigt og beundring karakteriserer Hou sin ven ved hjælp af to markante skulpturer – dengang helt nye og moderne. Bag Hansen Jacobsens hoved ses den stærkt politiske ”Friheden i Aarhundredets Slutning”, som han udstillede i Paris i 1897. Skulpturen stod i billedhuggerens levetid i "Skulptursalen" i gips som en pendant til "Døden og Moderen". Symmetrisk var de anbragt på hver sin side af "Militarismen". I dag står skulpturen i bronze i anlægget udenfor Vejen Kunstmuseum. "Friheden i Aarhundredets Slutning" kan læses som kunstnerens politiske kommentar til den situation, som Estrup i 1880’erne bragte Danmark i. Ved at lede gennem dekreter, satte han for en tid demokratiet ud af spil. I den udslidte mands potentielle styrt signalerer billedhuggeren i et symbolistisk formsprog, at friheden har det skidt. Den kendsgerning bekræftedes for kunstnerne i 1890’ernes Paris, når de oplevede, hvordan der blev slået ned på anarkisternes demonstrationer.   I 1892 udførte Axel Hou i Paris det første af de tre markante portrætter af billedhugger Niels Han-sen Jacobsen Tilhører Vejen Kunstmuseum. Juli 1899 udførte Axel Hou denne portrættegning af Niels Hansen Jacobsen. Tilhører Vejen Kunstmuseum.   ”Skyggen” er for mange år siden fotograferet i anlægget foran Statens Museum for Kunst, hvor den i dag står i en salene. Den er også opstillet i bronze på pladsen foran Vejen Kunstmuseum. Nederst har Hou indsat Hansen Jacobsens "Skyggen", der i 1898 præsenteredes på salonen i Paris. Det er påfaldende, at Hou allerede i 1899 kunne se, at det var med netop dette værk, at han kunne indfange essensen af Hansen Jacobsens virke. Over årene har det klart vist sig, at "Skyggen" er billedhuggerens absolutte hovedværk og et markant nybrud i dansk skulpturhistorie.[5]  Værket er en enestående fusion mellem det symbolistiske indhold, det evigt aktuelle forgængelighedstema, og tidens dekorative stil, den slyngede art nouveau. Hou fremhæver og ophøjer skulpturen i et dekorativt, fortællende felt, der minder om dem, som også Edv. Munch og Max Klinger gjorde brug af i deres samtidige raderinger. Gennem syntesen af portrættet og de to skulpturer bliver raderingen Hous stærke hyldest til sin vens store evner.   Niels Hansen Jacobsen er her fotograferet på Den Frie i 1901. Han er ved at samle originalgipsen af ”Friheden i Aarhundredets Slutning” fra 1896-97. Den står i bronze på Museumspladsen i Vejen.   1906-portrættet af Niels Hansen Jacobsen  ”A. Hou 1906” står der med sort maling på en lodret rød bogryg yderst til højre i reolen, som danner baggrund i endnu et Hansen Jacobsen portræt. Maleriet skænkede Hou i 1920 til ”Kunstnergaven til Sønderjylland”. Det har i mange år været deponeret på Vejen Kunstmuseum – tak for det, for netop dér giver det god mening! Motivet kan dateres endnu mere præcist, for i 1993 modtog museet som gave fra Charlotte Bruun Møller Hous kultegnet portrætstudie af billedhuggeren. Det er dateret 5. april 1906. Det hænger til hverdag i et hjørne af billedhuggerens stuer i den nordlige ende af museet.[6] I 1906 udførte Hou det tredje portræt af Hansen Jacobsen. Maleriet tilhører Museum Sønderjylland, men har med god mening i årevis været deponeret på Vejen Kunstmuseum. Tak for det! Det malede portræt hang i 1906 på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Det må være kommet i 11. time, for det står som nr. 680 i katalogtillægget: ”Portræt af Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, Lampelys”. Titlen forklarer billedets varme, gullige skær. Hidtil har det været formodet, at billedhuggeren sidder i sin stue. Under besøg januar 2012 hos Hous barnebarn i Vancouver lå der blandt malerens papirer et gammelt s/h foto af maleriet. Bagpå har Hou skrevet: ”…malet i mit Hjem om Aftenen ved Lampelys. To af hans Krukker (den lille tilhører mig) staar foran Boghylden.” Det må være i Hous hjem på Ndr. Frihavnsvej 58.[7]  I baggrunden ses altså et udvalg af de specialfremstillede bogindbindinger, som Hou selv lavede, og hvor han skabte bidrag på et højt kunstnerisk niveau. På udstillingen i Vejen vises et fint udvalg af disse bogbind, der er kommet til samlingen som gaver fra hans barnebarn. De kan også ses ved her på hjemmesiden at vælge afsnittet om Hous arbejde med bøger.   Det ses, at Hou gjorde sine omhyggelige forarbejder. Her er Hous 1906-kultegning af den tænksomme billedhugger. Tilhører Vejen Kunstmuseum.   Iført den lyse arbejdskittel kunne modellen teoretisk set lige vel have været en mejerist eller dyrlæge, der tog et hvil i privat’en. Intet afslører modellens profession som billedhugger… og dog: På reolen ses prøver på Niels Hansen Jacobsens keramik. Den lille vase har med sikkerhed tilhørt Axel Hou. Den ses på et s/h foto af et 1906-maleri – en opstilling med bøger, en kludedukke, en abefigur og forrest den lille vase med en orkidé.[8] I 1906-portrættet har Hou malet to stykker keramik - en lille krukke, som han selv ejede og ”Ugle-vasen”. Den er stentøjsbrændt og muligvis udført i 1898, mens Hansen Jacobsen endnu boede i Paris. Den er smykket både med en øgleagtig figur, som dem han mange år senere i 1923 modellerede omkring Trolden i springvandet på Museumspladsen, og et stiliseret ugleansigt – visdommens fugl.     Foran bøgerne er også malet en større vase med en skulpturel øgle - et motiv som Hansen Jacobsen i 1923 atter gjorde brug af, da han modellerede figurerne omkring Troldespringvandet. Vasen står på Vejen Kunstmuseum, og vender man den om, viser det sig, at den på den anden side har ugletræk.[9] Uglen er symbol på visdom og følger f.eks. Athene/Minerva, visdommens gudinde. Selvfølgelig står den her ved reolen og suger lærdom af bøgerne! Hansen Jacobsen sidder med et ganske særligt hæfte i hånden. Det dekorative element viser sig at være titelbladet på det toneangivende tidsskrift ”Tilskueren”. Dér skrev Georg Brandes i 1889 om Fr. Nietzsche under overskriften ”Aristokratisk Radikalisme”. Han var optaget af de store enere som bærere af vores kultur – en tanke som kunstnerne fint kunne identificere sig med. I forbindelse med Niels Hansen Jacobsens separatudstilling på Den Frie i 1901 trykte ”Tilskueren” Francis Becketts artikel om billedhuggeren. Den tekst kunne kunstneren med rette være stolt af. Mon ikke det er netop det hæfte, han sidder med her? Niels Hansen Jacobsen som Nikodemus Ud over disse tre portrætter udførte Hou i 1904 et pastelportræt af Niels Hansen Jacobsen.[10] Årstallet står også på et lille oliemalet portræt, bag på hvilket en lap fortæller, at Hou brugte Hansen Jacobsen som ”Studiehoved til Altertavle i Sct. Olaikirken i Hjørring som Apostlen Nikodemus”. I Hous album med s/h fotos af sine værker findes dertil en gengivelse fra 1905 af en kultegning af det samlede motiv.[11]  Der er ingen tvivl om, at 1904-studierne er forløbere for den store komposition, hvor Hou dog har valgt at gøre modellen mindre genkendelige ved at kronrage Hansen Jacobsen til en munkeagtig figur.[12]  Sin Beethoven-manke beholdt billedhuggeren livet igennem. Ophængt på en sidevæg i Sct. Olai Kirke i Hjørring kan man til hverdag se det oprindelige alterbillede (malet 1904), hvor billedhuggeren er malet som han sidder intenst lyttende i samtale med Jesus.[13] Takket være velvilje fra menighedsrådet vil det dog i udstillingsperioden være at se på Vejen Kunstmuseums 2012-Hou-udstilling.     Axel Hou har i et album gemt et fotografi af en kultegning af motivet til det forhenværende alterbillede til Sct. Olai Kirke i Hjørring, men udført som en eftertanke i 1905! Her ses Jesus i natlig samtale med Nikodemus – alias en kronraget Niels Hansen Jacobsen!   Motivet tog Axel Hou op i 1941 på sin grafiske julehilsen, der for oven bærer linjerne: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke hvorfra den kommer, og hvor den farer hen.” Teksten er hentet fra Johannes Evangeliet 3,8 og udspringer af samtalen mellem Nikodemus og Jesus – der netop på alterbilledet slår ud med armen mod nattevinden udenfor. Det er nærliggende at forestille sig, at Hou det år valgte motivet som et symbolsk farvel til Niels Hansen Jacobsen, der døde den 26. november 1941 – netop på den tid, hvor Hou nok har været ved at gøre klar til arbejdet med sin årlige julehilsen, der de sidste mange år havde kristne motiver. Mange af dem kan ses i Hou-grafikdatabasen her på hjemmesiden.   Da Hou i 1904 malede alterbilledet til Sct. Olai Kirke benyttede han dette studie af Hansen Jacob-sens hoved i skildringen af Nikodemus. Tilhører Vejen Kunstmuseum.   Julen 1941, samme år som han havde mistet sin gode ven, udsendte Hou på sin juleradering til venner og bekendte netop en gengivelse af Jesus i natlig samtale med Nikodemus – og dermed også et ”skjult” portræt af Niels Hansen Jacobsen!

[1] Brevet er blandt de få originaldokumenter, der findes i Vejen Kunstmuseums arkiv. [2] Maleriet af billedhugger Niels Hansen Jacobsen er f.n.t.h. signeret Axel Hou / Paris 1892. Det måler 136 x 97 cm og tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 0043. [3] Raderingen måler 310x250 mm og tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 0623. [4] Axel Hous portrættegning på 28x23,6 cm af Niels Hansen Jacobsen er dateret 17.-18.-19. Juli 1899. Den tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 0628, og er til hverdag ophængt i Niels Hansen Jacobsens stuer i den nordlige ende af museet. [5] År 2000 stod Skyggen i Grand Palais i Paris i selskab med modeller af Gaudis huse i Barcelona og Guimards Pariser-arkitektur. På tværs af de danske, spanske og franske formgivninger sås en fælles form, en Zeitgeist. Da de danske museer i 1996 samledes om det store projekt 125-års dansk skulptur er det symptomatisk, at rigtig mange ville vise nybrud med netop Skyggen! [6] Kultegningen er signeret A. Hou og dateret 5/4-06. Den måler 49,5 x 41,3 cm. Inv. VKV 0840. Der findes også en hastig skitse til det malede portræt. Den er gengivet på side 175 i bogen "Den Frie Udstilling gennem 50 Aar", der i 1942 udkom på Rasmus Navers Forlag. Skitsens grundtræk går igen i det færdige maleri. Dog ender Hou med at tage det kluntede af billedhuggerens figur og han maler to helt andre stykker keramik ind bag Hansen Jacobsen. Vejen Kunstmuseum er meget interesseret i at komme i kontakt med den nuværende ejer af den hastige skitse. Museet kan kontaktes på tlf. 79966940 kl. 10-12 eller pr. mail: museum@vejen.dk [7] Adressen var Hou bosat på frem til han i 1908 flyttede til Filippavej ved Sct. Jørgens sø. Dér boede han størsteparten af sit liv til han som ældre herre fik plads i Kunstnerhjemmet i Gothersgade i København. [8] En s/h gengivelse af Hous stilleben findes i Billedsamlingen på Charlottenborg, Danmarks Kunstbibliotek. [9] Stentøjskrukken måler 23,1x14,2 cm. I bunden er indridset både kunstnerens karakteristiske NHJ-signatur og dertil tallet 98. Det er uvist om 98 er en forkortelse for 1898 eller måske snarere er en nummerering, som kunstneren har benyttet for at følge værket gennem brændingerne. Det er yderst sjældent, at hans keramik er dateret. Inv. VKV 0210. [10] Portrættet i blyant, kul og akvarel kom til Vejen Kunstmuseums samling som gave fra boet efter Hansen Jacobsens niece Henny Bruun Møllers søn, Poul. Det er f.o.t.h. signeret A. Hou 1904, måler 42x34,4 cm og tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 1296. Det malede studie af billedhuggerens hoved måler 44,5x30,2 cm og tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 1089. [11] Albummet er hen over årsskiftet 2011-2012 komme til Vejen Kunstmuseum som gave fra kunstnerens barnebarn. [12] Det er i dag uvist, hvem der ejer den store skiseagtige komposition fra 1905. Det er sært, at den er udført året efter at Hou malede alterbilledet til Sct. Olai Kirke. Af udstillingsfortegnelser viser det sig, at ingeniør Poul Larsen, F.L. Schmidt, har ejet et studie af netop dette motiv – måske endog netop det her gengivne værk? Der findes dog også en tilsvarende skitse af Hous 1904-alterbillede til Gaaser Kirke, hvor en anden sidder model til Nikodemus. [13] Det er i dag vanskeligt at slå fast, hvorfor Axel Hou fik opgaven med at male alterbilledet. Kan det tænkes, at det har spillet en rolle, at hans svigerforældre blev gift i kirken tilbage i 1866, eller måske kan Hous hustrus søster Helga have haft en finger med i spillet. Hun var gift med Holten Nicolaus Lützhøft, der drev landbrug på Hjørring-egnen.

Fra et gammelt katalog kendes Axel Hous hastige skitse til 1906-portrættet. Skulle nogen vide, hvor studiet i dag befinder sig, må de maget gerne kontakte Vejen Kunstmuseum!