Billedhugger Niels Hansen Jacobsen var fra 1892-1902 bosat i Paris som nabo til bl.a. den berømte franske keramiker og billedhugger Jean Carriès samt keramikeren og storsamleren af asiatisk keramik, Paul Jeannneney. Datidens franske begejstring for asiatisk raku og stentøj - affødt af de store opvisninger i forbindelse med Verdensudstillingerne i Paris i 1878 og 1889 - samt den dekorative kunsts - og i særdeleshed keramikkens - voksende rolle på de årlige udstillinger (salon'erne) fik livslang indflydelse på Hansen Jacobsens virke. Fra omkring 1894 arbejde han med keramik, og fra 1898 udstillede han sine resultater på Salon National des Beaux Arts i Paris. Anmelderne var opmærksomme på hans arbejder og han nævntes dengang på linie med de store franske navne som Delaherche, Taxile Doat, Bigot og Moreau Nélaton.

Som for Carriès blev keramikken for den danske kunstner en slags besættelse - i den grad, at den store skulpturproduktion til tider trådte i anden række. Det var da også den velsælgende keramik samt grav- og mindestensproduktionen han levede af - ikke sine skulpturer.

Hansen Jacobsens keramik er vanskelig for en kunsthistoriker at arbejde med. Kunstneren har kun yderst sjældent dateret sine værker (max. én ud af 100), og hvor nogle af de tidligste arbejder har talkoder, står vi desværre uden 'nøgler' til deres afkodning. Ved sin død bad han nemlig om at få brændt alle sine efterladtde papirer - et ønske, som en efterkommer opfyldte. Der er indledt en systematisk registrering af Hansen Jacobsens keramik (alle oplysninger modtages gerne - send en e-mail), men det vil vare længe inden der kan etableres en tilnærmelsesvis sikker kronologisering.

Hansen Jacobsens keramik kan inddeles i to hovedgrupper - de brugsprægede former (såsom skåle, vaser og kander - et eksempel ses her) samt de skulpturelle værker, hvad enten de er skitser og udkast eller statuetter lavet i et større oplag i form.

Som Jeanneney og andre af de franske keramikere i kredsen omkring Jean Carriès, bearbejdede Hansen Jacobsen materialet på mange forskellige måder. Nogle gange drejede han formerne op, andre blev pølset op, og andre igen blev støbt. Den asiatiske inspiration førte til en forkærlighed for det unikke, der blev understreget ved håndens tryk på den for 'perfekte' form. Krukkerne blev trukket, skubbet og skåret på uventede måder. Har man dem i hænderne er det tydeligt, hvordan han har 'klemt' det enkelte værk.

Efter endt brænding tilføjedes sokler i tin, bronze og træ, eller bly fattedes direkte om formen. Soklerne er med stor præcision skabt til det enkelte værk. Ved hjemkomsten til Vejen indledte Hansen Jacobsen et nært samarbejde med Snedker Jørgensen, der har skabt træsokler i mange forskellige træsorter og i en rig variation af former.

At Hansen Jacobsen var autodidakt i arbejdet med keramikken gav ham en frihed, hvis resultat blev værker, der selv i dag betragtes som eksperimenterende og anderledes. Sammenlignet med den samtidige europæiske keramik virker hans værker fortsat rå og grænseoverskridende - måske særligt nordiske? Karakteristisk er det, at de med tiden fortsat virker nutidige og vedkommende.