ABC på museet efteråret 2019
ABC på museet er et undervisningsforløb for 1. klasser i Vejen Kommune med fokus på kreativ tilegnelse af alfabetet. Forløbet rummer i alt tre besøg på museet fra kl. 9-13, og sammen med museets formidlere arbejder klassen bl.a. med kunstnerisk udformning af alfabetet og senere med orddannelse og digtning. Tematisk er det primært danskfagligheden, der understøttes i dette forløb sammen med et skiftende fokus på matematik- og musikfaglighed. Forløbet afsluttes med et forældrearrangement ved museet, hvor eleverne videregiver deres erfaringer til forældre og søskende.
ABC på museet tager hvert efterår imod ti 1. klasser og bygger videre på erfaringerne fra 2017 og 2018. På baggrund af evalueringen med lærerne fortsætter vi det stærke fokus på skabende kreativitet og understøttelse af skolens fagligheder på tværs. Klassernes ud-af-huset-oplevelse med gentagne museumsbesøg har vist sig at være en model, der skaber sammenhold. Det skaber trivsel i en klasse at være afsted sammen på tur – eleverne ser frem til næste museumsbesøg og føler sig som en del af en helhed. Undervejs bliver børnene trygge ved at færdes på museet, og der knyttes relationer mellem elever og formidlere – og eleverne imellem. I det visuelle og sanselige arbejde får eleverne lov til at mærke deres egne evner, og det er vores indtryk, at alle elever går stolte herfra med deres mange produktioner.
ABC på museet 2017: Læs mere om de enkelte forløb i denne PDF
ABC på museet 2018: Se filmen nedenfor
Herunder vises et udpluk af billeder fra ABC 2017 og 2018