Skibelundteltet afslutter turnéen
på Museumspladsen i uge 39
VORES LANDSKAB
Lær at tegne og male landskaber i Vejen Kunstmuseums rejsende
billedværksted Skibelundteltet, som i uge 39 gæster Museumspladsen.
Med LANDSKABET som tema og kunstnerne Cecilie Bendixen og Sophus Ejler
Jepsen som værter, inviteres der indenfor i teltet til workshops af 1,5
times varighed. Blandt formidlingstilbuddene findes målrettede workshops
til børnehavegrupper, indskoling, mellemtrin, udskoling, 10. klasse,
efterskoler og gymnasiet. Læs mere herunder:
Workshop 1
INDSKOLINGEN OG BØRNEHAVER
Medbring den figur du leger mest med for tiden! Det kan være en
legofigur, en Pokémon, en dukke eller bamse. Når vi mødes i teltet, får
I historien om vores tøjdyr Arietty og Spiller*, og hvordan de har
indrettet sig i naturen. Herefter går alle bamser og figurer ud og
finder et sted, de vil bo! Når boligerne er ved at være indrettet,
kommer vi rundt til alle og hører, hvordan de bor. Herefter mødes vi i
teltet for at tegne og male om vores oplevelser i naturen.
*Kendt fra Ghiblifilmen
"Arietty" og den gamle børnebog "Lånerne".
Workshop 2
MELLEMTRINNET
Kom ud i Skibelundteltet og lær at male et landskabsmaleri. Vi
starter med 7 enkle tegnetricks*, der gør det let og enkelt at komme i
gang med "landskabsfortolkningen". Hvad vil det sige at fortolke? Og
hvorfor vælger malerne det ene motiv frem for det andet? Efter
introduktionen går alle ud og vælger et motiv, en udsigt eller en
detalje, og så er vi i gang. Billedhugger Sophus Ejler Jepsen går rundt
og hjælper og kommenterer, hvorefter vi mødes i teltet igen til
"opvarmning for pensler og farve"!
Den sidste del af workshoppen er til fordybelse og arbejdet med
farver, penselstrøg og sansning – både af naturen og maleriet – mens det
tager form! Alle går hjem med et landskabsmaleri fra egnen, hvor vi bor!
*Tegnetricksene er hentet
fra klassiske børnebøger, eleverne kender, som f.eks. Halfdans ABC, Ole
Lund Kirkegaards bøger og selvfølgelig vores egen Pippi
Langstrømpe-tegner Ingrid Vang Nyman.
Workshop 3
UDSKOLINGEN, EFTERSKOLER OG GYMNASIET
En dag i naturen med landskabsmalerne. Introduktion til
landskabsmaleriet og kunstnerkolonierne i Danmark. Gennem workshoppen
sidestilles en række landskabsmalerier med aktuelle landskabs-oplevelser
nær Skibelundteltet. Fra de gamle mestre lærer vi, hvordan vi selv kan
omsætte oplevelserne til tegning og maleri. Eleverne introduceres til en
vifte af kunstnere fra Vejen Kunstmuseums samling* og deres relationer
til den internationale kunstscene. Samtidig lærer de både at skitsere en
komposition og fuldende et maleri.
Tak for i dag! Du har været del af kunstnerkolonien VORES
LANDSKAB og været med til at fortolke og måske berømme den egn, hvor vi
bor, færdes og går i skole!
*L.A. Ring, Jens Lund, Anna
E. Munch, Ejnar Nielsen, Niels Skovgaard som frem til 6. januar kan
opleves på Vejen Kunstmuseum. Bestil en rundvisning eller tag bare
klassen med på egen hånd!