Skolernes Udstilling – påskeaktiviteter på Vejen Kunstmuseum

På billedhugger Niels Hansen Jacobsens gamle arbejdsplads, i den 8-kantede Skibelundsal på Vejen Kunstmuseum, bliver der i påsken og hen over de to uger fra 12. til 27. april mulighed for at se, hvad talrige skoleklasser, rigtig mange lokale børn har lavet, under besøg på museet.

Skibelundsalen forvandles. Midt i rummet opbygges et 8-kantet 1001-nats-skatkammer, en ramme om børnenes mange bogstaver og masker med billedfortællinger om arbejdsprocesser. I hjertet af 8-kanten kommer der til at stå et 8-kantet arbejdsbord, der byder på værkstedsaktiviteter. Kom og leg med museets helt nye girih-puslespilsbrikker, prøv på computeren at skrive hilsner med de helt unikke bogstaver, som skoleklasserne har lavet, eller kast dig ud i at lave egne nye bogstaver til den fortsatte opbygning af en bogstavbank.


BOGSTAVER, MØNSTRE OG MASKER
Skolernes Udstilling gør status på resultaterne af de mange klasser, der har været på besøg for at arbejde med de tre emner, som billedhugger Sophus Ejler Jepsen har inviteret dem ind for at arbejde med: Bogstaver, mønstre og masker – værkstedsaktiviteter, der taler til hænderne og hovedet, til den kreative side af skolens store fag: Dansk og matematik.

Bogstaver bruges dagligt på computeren, i sms’er, på telefonbeskeder eller indkøbssedler. Nogle bogstaver har vi et særligt forhold til såsom vores forbogstaver, der kan samles til kunstfærdige monogrammer. Firmaer udvikler deres navn til en del af deres identitet, deres brand – tænk bare på Coca-Cola eller Nike. Kan man tænke sig navnet uden at tænke på formen af deres logo?!
Men hvad så, når man i hverdagen sider ved en computer med de relativt få valg af forskellige maskinskrifter? Ja, så er løsningen en tur om Atelierloftet, hvor klasserne har klippet, klistret, modelleret, fotograferet og på anden vis skabt deres helt egne bogstaver, der gennem et særligt program er blevet digitaliseret og er kommet ud til den enkelte klasse. Nu kan de aflevere deres stile med en helt personlig typografi!
Med afsæt i de enkle papirfoldninger og klip, som vi kender fra gækkebrevenes logik, har der været arbejdet med at klippe store bogstaver over deres symmetriakser. Dem har der været fokus på i eksempelvis museets Vinterferieværksted.
Det fører hen til Mønsterværkstederne, hvor skoleklasser har lagt billeder af deres malerier, papirklip, egne fotos eller andre elementer ind i computeren, og har arbejdet med fantastiske mønstre, der er opstået ved spejlinger over en og flere akser med snak om forskellige vinkler og grader. Her mødes på forbilledlig vis matematikken og det skønne. Resultaterne er blevet tapetbaner i huse opbygget i gratisprogrammet sketch-up, store dekorative bannere til Vejen Musikskoles Gallakoncert, et hold fra Ladelund Efterskole kørte deres mønstre ud på stof og syede luffer af det og på museet er udvalgte mønstre blevet kørt ud i lange baner, klippet op og syet om til helt unikke muleposer, der sælges i butikken.
Et tredje tilbud blev budt ud op til Fastelavn: Masker. Dem er der en fin samling af på museet, Niels Hansen Jacobsens fabelagtige keramiske masker med og uden stærke symmetrier – kig selv på masken ved det nye bænkanlæg på Museumspladsen! Denne gang var det hands-on og hands-in. Ungerne stod i gips op til albuerne og fyldte på deres masker, som de i negativ havde modelleret ned i fugtigt ler. Resultaterne er forrygende – de besjælede grønlandske masker har fået alvorlige konkurrenter!

Slutteligt er kun at sige: KOM OG VÆR MED – kig og prøv af. Her vises status over afholdte undervisningsforløb, der samtidig peger fremad og antyder, hvad der fremover kommer til at ske i de kreative værksteder i de rum, hvor billedhugger Hansen Jacobsen i sin tid har skabt så mange af sine værker. Her er masser af innovation, der sammen med tilbud som besøg i den årligt tilbagevendende julekalenderudstilling eller som senest til inspirationsdag for lærerne med gæstende kunstnere som Magnus Lönn og Gudrun Hasle er med til at vise nye veje i mødet mellem ord og billeder.

 

Klik her for at hente plakaten som pdf