Tilgængelighed på Vejen Kunstmuseum  Af Teresa Nielsen, museumsinspektør På Vejen Kunstmuseum har to møder været afgørende for igangsætningen af arbejdet med tilgængeligheden. Det ene var besøg af en blind og en kørestolsbruger, der ville se, hvordan de kunne komme rundt på museet. Problemerne tårnede sig op allerede ved hoveddøren, hvor der udefra er to trin op - og dernæst var der to trin ned i museets hjerte, Skulptursalen. Derfra gik de igennem huset med kørestolsbrugeren som deres øjne og den blinde som ’motor’. Med en smittende energi og en indsigt, som de havde fået ved at lytte til mange forskellige menneskers problemer med tilgængelighed, gennemdiskuterede de alle mulige aspekter af huset. De fik gjort opmærksom på ting og situationer, som ingen af os nødvendigvis tænkte på i hverdagen, fordi vi slet ikke stod med de samme vanskeligheder. Tag eksempelvis noget så enkelt som at opmale kanten på alle trin. Hvorfor skulle vi gøre det? Kanten på trinene var jo ganske tydelige – ja, for os med et ganske almindeligt syn. Det, som de to gæster gav os indsigt i, var fænomener som tunnelsyn og noget så udbredt som dobbeltslebne briller. Det kan for rigtig mange gæster simpelthen være et problem at opdage trappekanten. Med nyerhvervet indsigt, var det en smal sag at indkøbe en god, stærk maling og få sat kontrastkanter på trappetrinene til glæde for mange af museets ældre gæster, der kan være utrygge ved det næste skridt, når de nærmer sig en trappe. Et andet aspekt, som de to gjorde opmærksom på var gelænder. Det kan faktisk, selv ved de tre trin ned i museets studiesamling af keramik, for nogen reelt være afskrækkende at tænke på at skulle komme ned og op – og på det tidspunkt endog uden et gelænder. Venligt gjorde de to gæster os opmærksomme på trappen på en måde, som vi slet ikke tidligere havde set den! Hjælpen var nær, for i løbet af kort tid fik museets håndværker opsat et fint gelænder ned til kælderen - og det har siden mange hænder gjort brug af.  På samme måde påpegede de to gæster behovet for et gelænder i børnehøjde på vej op ad den 10-15 trin høje trappe op til museets særudstillingslokaler. Til museets store ærgrelse er de lokaler desværre for gangbesværede fortsat utilgængeligt land, indtil museet en dag kan skaffe de 1-2 millioner kroner, der skal til for at få indsat en elevator – og løse de dertil knyttede ombygninger, der skal til, for at alt kan komme til at fungere. Men planerne er dog i mellemtiden udarbejdet, så vi ved, hvordan det vil kunne lade sig gøre, den dag midlerne måtte kunne findes til et projekt. Det andet besøg, der satte skub i tilgængelighedsarbejdet, fandt sted i år 2000. Det var et par blide organister, der var draget til Vejen Kunstmuseum. De havde hørt et indsalg i radioens ”Kulturnyt” om vores aktuelle udstilling med keramikeren Gutte Eriksen. Hendes taktile værker ville de meget gerne have mulighed for at se. Den telefoniske aftale blev, at de kom på besøg en mandag, hvor huset ellers er lukket for ’almindelige’ gæster. Det vil sige, at vi havde huset for os selv, og derfor kunne åbne alle montre og tage keramikken ud, så de kunne få stykkerne i hænderne og se dem. Det var spændende at tale om form og stoflighed fra en helt anden vinkel. Undervejs kom vi også i snak om museets faste samling, hvor malerierne fortsat er relativt lukket land. Men ved den store, permanent udstillet samling af Niels Hansen Jacobsens skulpturer skete der noget. De gjorde opmærksom på, at lige netop dér var der et potentiale i forhold til blinde gæster. Vi kom til at tale om proportionerne i de mægtige skulpturer, og idéen om en skulptur-tur for svagtseende og blinde blev dermed født. Med dispensation fra forbudet mod at røre værkerne, kunne de blinde kun nå at se en ganske lille del af de store værker. Pludselig gik snakken på billedhuggerens små skitser, der i statuettestørrelse hurtigt kunne give gæsten en fornemmelse af figurens helhed. De besøgende kunne dernæst i 1:1 gå på opdagelse på den store skulptur - enten med dispensation fra budet om ikke at måtte røre, eller med brug af handsker. Ved nærmere eftertanke viste det sig, at det ville være muligt at fremskaffe billedhuggerens statuetteudgaver af en række af Skulptursalens værker. Fem af dem fandtes i museets samling, én var på Kunstindustrimuseet og en anden i privateje. Af faglige årsager blev det straks besluttet, at skulle der gås videre med ideen, skulle det være billedhuggerens egne skitser, der skulle indgå i formidlingen. Det er ikke holdbart at få lavet miniudgaver af de resterende skulpturer, da de ikke vil kunne yde billedhuggerens værker fuld retfærdighed – med mindre en Georg Gearløs opfinder en genial ’krympemaskine’, der kan opfange selv de mindste detaljer fra alle vinkler og gøre det med en indlevet sans for billedhuggerens modellering og en præcision, der er 100%. De to besøg satte straks små ændringer i gang. Men det største problem - den elendige tilgang ved hoveddøren - syntes umiddelbart som en uløselig opgave, for det ville være en krænkelse af bygningen om museets vestvendte, strenge tempelfront skulle brydes af en rampe op til hoveddøren – og så var man også lige vidt, når man nåede ind til de to trin ned i Skulptursalen! Museets daværende formand, Selma Jensen, fik dog en lys idé af den salgs, som i første omgang syntes komplet tosset: Man kunne jo ’bare’ hæve Skulptursalens gulvniveau ét trin, sænke Malerisalens trægulv ét trin, og alle de ældste sale ville være bragt i ét tilgængeligt niveau. Den tossede idé fik lov til at hænge lidt i luften, men arkitekt Steffen Søndergaard, Askov - hvis speciale er bevaringsværdige og fredede bygninger - blev dog bedt om at forholde sig til, om gulvudligningen ville ødelægge eller krænke de eksisterende sale. Det mente han absolut ikke var tilfældet. Nogle år forinden havde Steffen Søndergaard fået til opgave at se på renoveringsbehovet i den gamle bygning fra 1924, hvor varmen gik ud til spurvene, og radiatorerne - til stor skade for malerierne - var anbragt, så varmen for op over de skrøbelige lærreder. Han gjorde opmærksom på, at man kunne indrette en alternativ indgang gennem den mægtige skulpturport i Skulptursalens syd-østlige facade. Den havde i en menneskealder været skruet til, og på indersiden var der bygget en isoleringskasse for at holde lidt på varmen. I en levende dialog fik Steffen Søndergaard snart tegnet et spændende projekt, hvor Vejen Kunstmuseum med et slag ville kunne slå rigtig mange ’fluer’ … langt flere end vi i første omgang var klar over. Moralen blev nemlig, at gør man en indsats i tilgængelighedens tjeneste, vil det snart vise sig, at den kommer flere til gode end man i første omgang havde tænkt på – men mere om det senere.  En direkte adgangsvej Den indgang, som Steffen Søndergaard havde foreslået, lå i niveau med det omkringliggende terræn. Det vil sige, at der ville være mulighed for at lave en flot indgang direkte i forbindelse med det offentlige fortovsnet. Museet kunne dermed opfylde et ønske, som mange gangbesværede og svagtseende giver udtryk for: Muligheden for at kunne komme frem på egen hånd. Det lod sig gøre ved at anlægge en jævn granitstenssti, der knytter an mellem fortovet og Skulptursalens gamle port mod sydøst. Porten er bygget om, så der midtfor er indsat en specialdør, der er forsynet med automatisk døråbner. Tæt på denne indgang er der plads til at etablere handikapparkeringspladser, men midlerne skal prioriteres – måske i takt med at Vejen Kommune sætter fokus på anlægget omkring Vejen Kunstmuseum. I forbindelse med den nye indgang er der ud mod Østerallé etableret en ottekantet plads, der i sin grundform knytter an til det ottekantede bassin omkring Troldespringvandet og Skulptursalenes grundplan. En stor sidegevinst ved den nye plads mod øst er, at der nu for første gang rigtig sættes fokus på Ejnar Nielsens to indmurede prøvefelter til mosaikudsmykningen til Stærekassen. Der er i belægningen indarbejdet et par ’siddesten’, hvori der er indsat stærke lamper, der om aftenen oplyser mosaikfelterne. En bieffekt ved fokus på en ny indgang har været, at museet nu ikke længere har en kedelig og ’mørk’ bagside. En skulptur-tur for svagtseende og blinde En skulptur-tur for svagtseende og blinde forudsætter, at de kan komme forholdsvis uhindrede til museet og omkring i huset. Med et par millioner fra Vejen Kommune gennemførtes en omfattende bygningsrenovering i januar-september 2004. Den medførte, at samtlige kunstværker skulle flyttes … også hele billedhugger Niels Hansen Jacobsens livsværk, hvoraf de største skulpturer måtte saves i stykker - som billedhuggeren selv har gjort det f.eks. når de skulle på udstilling. Takket være ANT-fonden samt Ludvig og Sara Elsass’ Fond, der tilsammen gik ind med ca. 730.000 kr. ekstra, blev det muligt samtidig at udligne gulvniveau’erne og udvide projektet med tilgængelighedsaspektet. I Skulptursalens nye klinkegulv indarbejdedes den ’sti’, der nu viser vej for de svagtseende og blinde … og samtidig fungerer som et spændende spor for børn og andre særlig nysgerrige gæster. Nyt gulv med ledelinier Gradvist voksede tanken om et ’skræddersyet’ gulv. Det skulle udføres i ler som det eksisterende. Det var oplagt at tilføre det nye gulv en egen historie. Keramikeren Helle Nybo Rasmussen, der har arbejdet med oplæg til byggeriet - bl.a. kapitæler til Grøns Pakhus, nabo til Det kgl. Teater - sagde straks ja til udfordringen om at skitsere gulvets elementer. Hun blev bedt om at tage afsæt i salens ottekantede form. Et udvalg af de ottekantede og de mellemliggende, rektangulære felter skulle udføres med reliefmotiver, der nu tilsammen danner det spor, der fører de svagtseende og blinde rundt i salen. Her var ingen standardløsninger at rekvirere. I stedet modellerede Helle Nybo Rasmussen tre forskellige relieffer, der knytter an til Hansen Jacobsens mytiske univers – særligt tudserne og øglerne omkring Troldespringvandet. Med hendes indsats blev der i vores tids kunstneriske tolkning knyttet an til et materiale og nogle teknikker, der stod Vejen Kunstmuseums hovedperson, billedhuggeren og keramikeren Niels Hansen Jacobsens hjerte meget nær. Det viste sig endog muligt at bruge stort set lokal jord. Da Helle Nybo Rasmussens første skitser var ved at tage form, blev der taget kontakt til Villemoes Teglværk i Gørding – det eneste sted i Danmark, hvor der fortsat laves stentøjsbrændte klinker, kendt under navnet Gørding Klinker. Projektet blev drøftet. Det kunne som specialopgave passes ind med den løbende produktion, og det lykkedes endog at finde en gammel form, der gav en lidt bredere sten end dagens standart. På sit værksted i København modtog Helle Nybo Rasmussen flere portioner Gørding-ler. Dér modellerede hun prøver, som blev brændt på teglværket i Gørding. Undervejs i forløbet lagde museets dygtige murer, Ove Andersen, prøvefelter, der blev testet af flere blinde og svagtseende. I det praktiske arbejde har det været Kai Østergaard, som er bosat i Vejen, der har været min sparringspartner. Han har længe været blind, og er involveret i arbejdet omkring revidering af Dansk Blindesamfunds håndbog om tilgængelighed. Med sin førerhund er han ofte på farten for at undervise, men også for at komme på museet og give konstruktive råd og vejledning. Han var en del af det hold på to personer, der i sin tid kom for at se på tilgængeligheden på museet! Specialformidling for svagtseende og blinde – skitser og audioguide En uventet julegave i december 2002 fra Ulla og Bernt Hjejles Mindefond muliggjorde en vigtig del af specialformidlingen for svagtseende og blinde. Fonden har bekostet afformning i 1:1 af et udvalg af Hansen Jacobsens forarbejder til værker i Skulptursalen samt til fremstilling af en model af salen. Ved hjælp af de ledelinier og opmærksomhedsfelter, der i relief er nedfældet i det nye stentøjsgulv, føres de svagtseende og blinde frem til skulpturerne. Hvor det er muligt, er opsat sokler, hvorpå er monteret en af de tidligere omtalte afformning af en af billedhuggerens små skitser. På museet er bevaret forarbejder til ”Kong Lear”, Havfruespringvandet til Svendborg, ”Dryaden”, den vingede mandsfigur til ”Tiden og Mennesket” samt krøblingen til ”Livets Spil”. Dertil blev der givet tilladelse til afformning af ”I Storbyens Ørken” og ”Foraaret”, der befinder sig henholdsvis på Kunstindustrimuseet og i privateje. Det vil sige, at Vejen Kunstmuseums gæster får adgang til skitser, der ellers har en helt anden geografisk placering. Afformningerne er udført af den kyndige gipskonservator Jørgen Bau, forhenværende leder af Afstøbingssamlingens værksted i København. De er lavet i hærdet gips og er indfarvet, så der ikke skal herske tvivl om, at der er tale om kopiering. For at antyde, at de små statuetter skal opleves som en slags ’inventar’, er de indfarvet i en gul tone, der svarer til salens vægfarve. Den var ellers for år tilbage blevet malet over med en kold svømmehalsblå tone. Endnu en af renoveringens sidegevinster blev altså, at salen kunne føres tilbage til sin oprindelige farve. Undervejs blev det klart, at der skulle være en introduktion for blinde- og svagtseende gæster. Samtidig ville de relevante grundplaner og forklaringer også være en god introduktion for museets øvrige gæster. De skulle kunne studeres både stående og siddende (kørestolsbrugere, børn m.m.). Ved den ’nye’ indgang mod Østerallé er der opsat et introduktionsbord – et flot og enkelt hæve/sænkebord fra det højt specialiserede Næstved-firma Ropox. Helle Nybo Rasmussen har lavet to keramiske grundplaner; den ene over hele museet, den anden over Skulptursalen med angivelse af skulptur-turen og skulpturernes opstilling. På bordet står desuden en afformning af ”Skyggen” og af ”Døden og Moderen” – to af billedhuggerens hovedværker, der kan opleves på Museumspladsen. De er her opstillet som en introduktion til Hansen Jacobsens virke. De svagtseende og blinde kan ved de små forarbejder mærke formen i sin helhed, mens de på den store skulptur kan opleve detaljerne i fuld størrelse. Her har de en fordel frem for de øvrige gæster, idet de må røre, hvad vi andre ikke må – positiv særbehandling! Skitserne viser sig at være af interesse for alle typer gæster. De små forarbejder tåler berøring, og trækker børn til som med en magnetisk kræft. Samtidig giver skitserne alle seende gæster en ny vinkel på oplevelsen af det færdige værk. Til hver af værkerne på skulptur-turen  og ved introduktionsbordet er der udarbejdet fortælling på en audioguide. Den er blevet til i et givtigt samarbejde med radiojournalist Bodil Grue Sørensen, hvis bedstemor var søster til Vejen Kunstmuseums arkitekt, Niels Ebbesen Grue. Modsat en oplæst tekst, er guiden indtalt som var den en omvisning, og fortælleren er den, der kender huset og værkerne bedst, museumsinspektøren. Arbejdet er muliggjort med de midler, der tilfaldt museet, da det januar 2003 modtog Jydske Vestkystens Kulturpris. Audioguiden er lavet med ganske enkelt og meget fleksibelt svensk udstyr fra Dataton (Informationsteknik er dansk forhandler). I hånden får gæsten en MP3 afspiller på størrelse med en meget lille plade chokolade. Ved at trykke på den kan man aktivere ’sendere’ ved de enkelte skulpturer, og derved få den udvalgte beretning fortalt. Som en sidegevinst er audioguiden også til glæde for de gæster, der har læsevanskeligheder. I prøvefasen var der været overvældende begejstrede tilbagemeldinger fra ’prøvekaninerne’, og siden har gæster også udtrykt tilfredshed – selv om det må konstateres, at dansker skal vendes til at bruge audioguide. Som en solstrålehistorie kan en af museets weekendvagter fortælle, at der er en lille pige, der jævnligt kommer på  museet, låner en audioguide og hører om en enkelt skulptur af gangen. ”Det er sådan nogle gode historier”, siger hun, når hun afleverer den lille afspiller og høretelefonerne! En introduktion har dog på sin vis allerede længe været tilgængelig: Den findes på museets hjemmeside, hvor hver skulptur har en omhyggelig beskrivelse. Hjemmesiden kan studeres i ro og mag - også fra en computer med talesyntese – derudover er lydfilerne nu også lagt på de relevante steder på hjemmesiden. Klik her for at se oversigten over tilgængelige lydfiler. Renovering med sidegevinster Som nævnt undervejs i denne tekst, har renoveringen givet mange sidegevinster ud over den forventede nedsættelse af museets varmeregning. Det har eksempelvis nu endelig været muligt at genskabe Skulptursalens oprindelige gule vægfarve, ligesom det er blevet etableret gulvvarme frem for de radiatorer, der tidligere lagde beslag på vægpladsen og sendte varm luft op til skade for malerierne. Helt mærkbart er udligningen af niveauspringene en lettelse for alle. Og en særlig glæde har det været, at et hold frivillige hjælpere og museets gode deltidshåndværker til Skulptursalen har fremstillet sokler, der – efter nøje matematiske beregninger på baggrund af gamle fotografier - svarer til dem, der var på Hansen Jacobsens tid. Kom og se tilgængeligheden og renoveringens resultater! Museets anden 8-kantet sal, Skibelundsal, stod færdig allerede fra august 2004 med et nyt plankegulv fra Jels og grønne vægge, der er specialbehandlet med akustikpuds. Salens markante Kaare Klint sofaer med stribet Lis Ahlmann betræk har været en tur hos Rud. Rasmussens snedkeri til ombetrækning med støtte fra Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond. Malerisalen er blevet nobel med nyt gulv og mørke, vinrøde vægge. De står nu som store, jævne flader efter, at de forstyrrende radiatorer og et indvendigt skorstensløb er blevet fjernet. Skulptursalen er bragende flot med det røde stentøjsgulv, de mørkegule vægge, de grønne planter og Hansen Jacobsen hvid-gule gipsfigurer, der nu atter kan ses i den højde, som billedhuggeren mente, at de skulle stå!