Den gradvise renovering 1997-2004 af Vejen Kunstmuseums ældste sale  Vejen Kunstmuseum blev indviet sommeren 1924 på en tid, da man hverken tænkte på tilgængelighed eller baglandsplads til materialer, samling og det senere arbejde med skiftende udstillinger. Fra 1938 er museet vokset ved knopskydninger, der til tider ikke har taget synderligt hensyn til den ældste bygningsmasses kvaliteter. Frem til 1994 blev Vejen Kunstmuseum drevet på en dispensation fra Museumsloven. Det år blev der ansat en faguddannet leder. Skiftet medførte en øget politisk lydhørhed overfor museets behov. Der skete en udvidelse af personalet, og en renoveringsplan blev indarbejdet i den langsigtede investeringsoversigt. Den ældste del af bygningsmassen var stærkt forsømt med bl.a. uisolerede tage uden understrygning. Arbejdet blev løst over fire etaper under ledelse af bevaringsarkitekt MAA Steffen Søndergaard, Askov. 1) I 1997 udførtes den første fase af renoveringen. Mod syd omfattede den indgangspartiet til det, der i 1914 blev opført som billedhugger Niels Hansen Jacobsens atelier ved Skibelund Krat (overflyttet til Vejen i 1938 – se bygningshistorien). Størsteparten af træværket var med tiden blevet erstattet med polyfilla. Englerelieffet og munkestensfelterne var ved at falde ud. Bygningens unikke kombination af relieffer, bindingsværk og munkesten skabte forståelse for finansieringen af den forholdsvis dyre istandsættelse. De tre cementrelieffer blev genstøbt og store dele af træværket blev udskiftet. Taget blev fornyet og der blev etableret isolering. 2) Næste fase omfattede i 2000-2001 Malerisalen, der i 1924 blev opført som atelier for billedhuggeren. Taget og ovenlysvinduerne blev udskiftet. Der blev isoleret og indenfor blev der opsat lyddæmpende loftsplader af hensyn til akustikken ved omvisninger og arrangementer. I samme arbejdsgang blev der lavet helt ny belysning. I stedet for det nedstroppede skinnesystem kom der store spot i skinner på loftet. Det gav rummet en helt anden ro, og kunstværkerne fik en væsentlig bedre belysning. 3) Dernæst gjaldt det den nordlige ende af museet, der oprindelig rummede Niels Hansen Jacobsens private bolig. Her er taget også blevet udskiftet og isoleret. Effekten oplevedes særligt på kontorerne, hvor det førhen var nødvendigt med mange lag trøjer året rundt! Kvistene blev i samme fase grundigt istandsat. Undervejs er der sat nye dragere over boligdelens kældervinduer og museets markante indgangsparti ud mod Troldespringvandet har fået en omfattende face-lift. De bløde mursten var ved at smuldre væk. Murer Ove Andersen måtte foretage en totaludskiftning. Han trak lisenerne op på ny og konservator Jørgen Bau renoverede Hansen Jacobsens relief i segmentalgavlen over hovedindgangen. Renoveringen har rent været finansieret af museets ejer, Vejen Kommune, og har i fase 1-3 beløbet sig til ca. tre millioner kroner. 4) Den afsluttende fase af renoveringen af museets ældste sale fandt sted januar-juni 2004 og omfattede tagene på de to kuppelsale, etablering af direkte adgang i niveau gennem østporten i Skulptursalen samt udligning af niveauerne mellem Skulptursalen, Malerisalen og Skibelundsalen. Hele vejen igennem blev gulvene gravet op og varmen ført ud i gulvet, så væggene kunne stå fri, og malerierne slap for at hænge over pulsende radiatorer. Skulptursalen har fået specialfremstillede ottekantede og rektangulære klinker udført efter forlæg af keramikeren Helle Nybo Rasmussen og produceret på Gørding Teglværk. Lermassen er så tæt på lokal som mulig og stentøjsklinkerne er højtbrændte som Hansen Jacobsen yndede at brænde sin keramik. Til sidste fase afsatte Vejen Kommune noget over tre millioner kroner.  Tilbage står at finde en samlet løsning på klimastyring i museets sale – en kompliceret opgave i den gamle bygning.  Opdateret af museumsleder Teresa Nielsen, november 2011