LEGATET AF 30. JUNI 1953

Sommeren 2024 er kunsthistoriker og direktør for Vejen Kunstmuseum, Teresa Nielsen, tildelt ”Legatet af 30. juli 1953”, som blev oprettet i anledning af højesteretssagfører C.L. Davids 75-års fødselsdag. Tildelingen motiveres på bestyrelsens vegne af Joachim Meyer, direktør for Davids Samling:

"Teresa Nielsen, der i år er fyldt 60 år, har meget at fejre. Allerede inden hun havde færdiggjort sine kunsthistoriske studier kom hun til Vejen Kunstmuseum, som siden har været udgangspunktet for hendes omfattende virke. Her har hun i år haft 30-års jubilæum som museumsleder og herfra har hun på den uforfærdede og entusiastiske vis, der er typisk for Teresa Nielsen, taget livtag med kunst og kunstnere fra nær og fjer, der på en eller anden vis havde relation til museet og dets centrale kunster Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).

Hun har både haft sans for Vejens kunstneriske nærmiljø og for de nationale og internationale perspektiver, som museet og dets samlinger lægger op til. Det har resulteret i et imponerende antal udstillinger og publikationer, både om emner og kunstnere, der var ”glemte” indtil hun tog dem op, og andre mere velkendte, men som igennem Teresa Nielsen på en helt ny vis har fået en systematisk fremstilling.

Blandt de mange emner kan nævnes ”Fransk art nouveau keramik”, ”Henriette Hahn-Brinckman”, ”Ingrid Vang Nyman”, ”Ursula Munch-Petersen”, ”Mogens Ballins værksted”, ”Jens Lund”, ”Saxbo”, ”Danske springvand omkring 1900” – og naturligvis ”Niels Hansen Jacobsen”. Hun er også gået aktivt ind i samarbejder med yngre, nulevende kunstnere, både omkring udstillinger og omkring mere permanente initiativer på museet.

Under sit virke har Teresa Nielsen også arbejdet for Vejen Kunstmuseums fysiske rammer, og i 2022 kunne hun indvie en arkitektonisk vellykket tilbygning, der har betydet en markant udvidelse af museumsarealet.

Blandt legatets tidligere modtagere kan nævnes Axel Salto (1955), Gertrud Vasegaard (1964 og 1991), Arje Griegst (1967), J.P. Riis (1988), Erik Fischer (2000), Mogens Bencard (2004), Bodil Busk Laursen (2011) og Jakob Skovgaard-Petersen (2021)."