RØD
GUL
BLÅ
Skolernes udstilling på Vejen Kunstmuseum
Enestående aftenåbning fredag den 28. maj kl. 19-22 til forårets
Open-by-night i Vejen by
Alle skoleklasser i Vejen Kommune har fået invitation til at bidrage med
værker til en fælles udstilling på Vejen Kunstmuseum over temaet
primærfarverne/de tre grundfarver.
Der har været god opbakning til udstillingen, hvis tema blev besluttet
på et møde med en gruppe lærere i slutningen af 2009.
Rød, gul og blå udgør grundfarverne i en kunstners palet. Rød, gul og
blå kan ikke dannes ved at blande andre farver, men kunstneren kan ved
at blande rød, gul og blå i forskellige forhold få alle andre rene
farver frem.
Farver betyder noget for os, både fysisk og psykisk. De har hver deres
egenskaber og påvirkes af hinanden og omgivelserne, så den samme farve
det ene øjeblik virker varm, det næste øjeblik kold – alt efter, hvilken
anden farve den bliver sat sammen med. Farver kan udstråle harmoni,
spænding eller disharmoni. De fleste mennesker har farver de kan lide,
og farver de ikke bryder sig så meget om. Farver er et kraftfuldt
virkemiddel, og det er fantastisk at tænke på, at stor kunst kan skabes
ud fra blot 3 små klatter maling på en palet!
Uanset hvilket fag man har i skolen, er der rig mulighed for at inddrage
RØD, GUL og BLÅ - hvorfor er himlen blå, solen gul, og hvorfor bliver
man rød i hovedet? Hvorfor siger man, at man er gul af misundelse? Hvad
hedder blå på tysk? Hvor mange slags rød findes der?....Hvordan opfatter
det menneskelige øje de forskellige farver? Hvad sker der, når man
snurrer med en snurretop, som er malet i gule og blå striber?
Mulighederne er uendelige!!! Vi glæder os rigtig meget til at vise alle
de mange forskelligartede, inspirerende bidrag, som klasserne har lavet
til udstillingen. Vejen Kunstmuseum har før haft fællesudstillinger for
kommunens skolebørn, som fx
"I havets klare vand" i 2001. Hver gang har det været imponerende at se
de flotte, meget forskellige bud, der kommer på fællesoplægget.
Udstillingerne er flotte beviser på de dygtige børns (og læreres!)
kreative potentiale. Nogle af de mange tidligere bidrag kan ses på ses
her på museets hjemmeside under Børn &
undervisning.
Vedhæftet følger udstillingsplakat, der er formgivet af billedhugger
Sophus Ejler Jepsen, Askov. Han har leget med udstillingens titel,
dannet grundbegrebet RGB og fået fyldt rigtig mange oplysende aspekter
på plakaten. Undersøg farvesystemet CMYK, leg med det magiske kvadrat og
kig på kontraster.
Se, det er noget så usædvanligt som en plakat, man bliver klogere af!
Se plakaten her
Aladdins hule befinder
sig netop nu og frem til og med den 6. juni i den vestlige ende af Vejen
Kunstmuseum i det første særudstillingslokale, der er pakket tæt med
hundredvis af skolebørns bidrag til udstillingen
RØD
GUL BLÅ.
Som noget ganske særligt er den åben fredag den 28. maj kl. 19-22, hvor
frivillige hjælpere er med til at sørge for, at alle interesserede kan
få set, hvad de dygtige skolebørn har fået skabt. Benyt museets
hovedindgang. Derfra går turen frem til RØD
GUL BLÅ.
Her mødes man af et eldorado i farver, former og mønstre. Klasserne har
på meget forskellig vis taget afsæt i grundfarverne og givet deres eget
bud på et udstillingsbidrag. På en ø midt på gulvet står
Grønvangsskolens 4 c’s væld af stærkt farvede papirsflyvere, på en anden
ø står Bække Skoles bidrag - en skulptur bestående af grundformerne
cirklen, kvadratet og trekanten, der er skåret ud i træ og har fået hver
sin grundfarve. Ovenpå malingslaget vokser kollager i
RØD
GUL BLÅ. Den gule ligger ude
ved kanten, og er kun lige begyndt at ”løbe” ned over skiven. Også på
Andst Skole har en klasse arbejdet med collager, der trods en fælles
grundform er meget individuelle. 2. klasse fra samme skole har tegnet
rent med grundfarverne.
Som Bække Skole har Grønvangskolens 1. klasse i matematik taget afsæt i
grundformerne, som de har klippet ud i karton i grundfarverne.
Kvadrater, trekanter m.m. er sat sammen til sjove, kantede figurer. Fra
loftet hænger en uro lavet af en anden af skolens førsteklasser. De har
på store puslespilsbrikker i collage arbejdet ”To farver mødes og frem
kommer en tredje”. Ned fra loftet hænger også 4. a’s bidrag – et
cykelhjul med latexuro’er, der viser sig at være lavet ud af strømper,
der er spændt ud med en metaltråd, dyppet og bemalet i grundfarverne.
Uroer har de også lavet på Gesten Skole, hvorfra de også bidrager med
malerier, keramik og korthuse. Emnet har de strakt helt ud i
farvedigtning som verset til GUL:
Jeg har
mælke-bøtter
De er så
gule
Jeg
putter dem i blomster-bøtter
Og
gemmer dem i min hule
Gennemført pædagogisk er Brændstrup Kristne Friskole gået
til opgaven. Med afsæt i den hollandske maler, Piet Mondrians kantede
billeder har de arbejdet med grundfarverne indenfor et net af sort og
hvid. Her er dog også blevet plads til et felt med deres egne silhuetter
malet op i grundfarverne, men hvor de overlapper, ser man, at den røde
og den gule til sammen giver orange. Den pointe er understreget og
forklaret i tre snurretoppe, der er bemalet med henholdsvis
rød/gul,
rød/blå
og blå/gul.
De står fremme til afprøvning. Kører de hurtigt rundt, bliver der
orange,
lilla og
grøn ud af virvaret af farver,
der blander sig.
På en helt anden måde har de største elever fra
Grønvangskolen nedenfor trappen arbejdet med den farveblanding, som øjet
selv laver, når man arbejder med pointillisme – små klare
farveprikker, hvor man kommer til at opleve, at de ”smitter af” og
blander sig som tonerne på snurretoppen.
Kom og kig, for der er mange flere sjove og afvekslende
bidrag som 3.a’s bemalede skåle, 3.b’s sorte konturstreger på
grundfarverne, T-klassens streger og farvehjul, 4.b og 5.c’s
Linse-luse-malerier eller Åstrup Skoles vilde farveorm, der snor sig
salen rundt oppe under loftet.
Som altid ved skolernes udstillinger er det imponerende at se, de
flotte, meget forskellige bidrag, der kommer på fællesoplægget.
Udstillingen er et flot bevis på de dygtige børns (og læreres!) kreative
potentiale.
Udstillingen kan ses frem til og med søndag den 6. juni 2010 på Vejen
Kunstmuseum
Alle
er velkomne - der er gratis adgang, så tag hele familien med – der er
oplevelser til alle. De mange børnefamilier, der har været forbi i den
forgangne weekend, har brugt god tid i Legehjørnet samt nede i
Keramiksamlingen, hvor Susanne Whittinghams flettede kugler
udfordrer høre-, syns- og følesansen mens den logiske deduktion også
sættes på prøve!
|