LANTERNEVÆRKSTED
på Vejen Kunstmuseum |
|
Søndag den 23. november
kl. 14-17 danner Vejen Kunstmuseum rammen om et LANTERNEVÆRKSTED. Nu
hvor vi går ind i den mørke tid, er det oplagt at arbejde med en smuk
måde at formidle lyset. Sydpå i Tyskland og også i England er der gamle
traditioner for at lave lanterner og gå optog med sang, fest og ballade.
På initiativ af lærerne i Vejen Billedskole: Beata Fabricius, Sophus
Ejler Jepsen og Lene Kersting vil vi genskabe noget af den stemning ved
at få lavet nogle flotte lanterner. På billedskoleloftet oppe over
museets særudstillingssale vil Beata Fabricius og Sophus Ejler Jepsen
instruere i ”produktionsafdelingen”. Med ståltråd hæftes lanternerne på
bambusstokke, og man kan fortsætte ud i tusmørket på Museumspladsen. Dér
kan man sætte sin lampe, så den lyser op mens der bliver samling omkring
bålet, hvor Lene Kersting vil være klar med lidt varm gløgg. På vej
hjemad sidst på eftermiddagen vil det være hyggeligt at se de dansende
lanterner bevæge sig gennem byens julemørke gader.
Lanterneværkstedet finder sted i forlængelse af, at Vejen Billedskole
den 23. november kl. 13 holder fernisering på efterårsholdenes værker -
ALLE er meget velkomne!
|
På dette
værkstedsfotografi ses billedhugger Sophus Ejler Jepsens
prototype til en november lanterne, som man selv kan være med
til at fremstille i Lanterneværkstedet på Vejen Kunstmuseums
billedskoleloft søndag den 23. november kl. 14-17. |
Her ses
Pippi-tegneren, Ingrid Vang Nymans illustrationer til den
svenske bog Drakfisken fra 1956, hvor ungerne promenerer med
udsøgte lanterner. Motivet kan købes på små til-og-fra kort på
Vejen Kunstmuseum.
|
|
|