Klik og se programmet


Der tilberedes suppe og bages pandekager over bål på Museumspladsen, børnekulturdagen 2020.


Stemningsbillede fra Museumspladsen ved børnekulturdagen 2020


BØRNEKULTURDAG tirsdag den 19. oktober
Aktiviteter på Museumspladsen kl. 10-15

Tirsdag i efterårsferien afholdes årets festligste dag for børn og familier i Vejen. Byen summer af liv og aktiviteter – ikke mindst på Museumspladsen, hvor museet samarbejder med aktører fra Naturfredningsforeningens Vejen-afdeling, Vejen Jagtforening og Vejen Billedskole om de mange aktiviteter. Museet Sønderskov er også repræsenteret på Museumspladsen med en historisk skattejagt. Årets tema er trolde, og alle bydes velkommen til en berigende dag på kryds og tværs af byens uderum, kulturinstitutioner og butikker. Alle aktiviteter er gratis – det er bare at møde op!

Lav et trolderelief i keramikværkstedet
Kom og besøg keramikværkstedet på Museumspladsen, hvor store som små inviteres indenfor til at skabe en keramik-kakkel til et fælles værk. Dorte Lehmkuhl og Ulla Klinge byder velkommen i teltet, hvor der arbejdes med reliefteknik. Når man ridser eller trykker motiver frem i leret, opstår der små fordybninger og forhøjninger, som danner relief. Man kan vælge at bruge forskelligt værktøj eller modellere frit med sine hænder. Temaet er trolde, og den vigtigste ingrediens er fantasi! På Museumspladsen kan man finde inspiration hos trolden i springvandet – han har både horn, hale og skarpe klør. I troldepavillonen fortæller Susanne Storm troldehistorier, som helt sikkert kan hjælpe fantasien endnu et stykke på vej – for trolde findes i alle mulige udformninger! Børnenes arbejder bliver efterfølgende brændt og glaseret, og keramiker Jette Löwén Dall samler kaklerne til et fælles værk, som vil blive udstillet.


Børnene arbejder med keramik-relieffer ved børnekulturdagen 2020. Sidste billede viser et lille udsnit af de færdigbrændte og glaserede kakler, der kan opleves som samlet værk ved Vejen Idrætscenter.

Vær med når der brækkes et rådyr
Mød garvede jægere fra Vejen Jagtforening, som vil brække et rådyr og fremvise andet nedlagt vildt. På jagtforeningens stand kan man både lugte, lytte, røre og smage – eller man kan nøjes med at se! Mærk på skind fra ræv, mårhund og odder og se på kranier, gevirer, vinger og udstoppede dyr. Se også hvordan man flår en fugl og lær om de indre organer – eller lyt til jagthornblæserens frokostsignal og få en smagsprøve på vildt. Alle sanser er i spil!

Tilberedning af vildt og fisk i jordovn og rygning af ørreder
Sammen med folk fra Vejen Billedskole og Naturfredningsforeningen tilberedes mad i det fri. Vi starter fra bunden og bygger en jordovn. Vær med når der graves, fores med sten og fyres op. Senere ryddes gløderne, så de rensede og pakkede fisk kan dækkes til og tilberedes på de varme sten. Vi har snydt lidt og kan ved frokosttid åbne endnu en jordovn med vildtkød, som er langtidsstegt fra aftenen før. Der vil også være bålfade på pladsen til tilberedning af signalkrebs samt ørreder fra Vejen Vandmølle. Vær med under hele processen når der sprættes op, renses og ryges. Slå dig ned ved et bord på Museumspladsen og få en smagsprøve på fisk eller vildt.

Program for aktiviteter på Museumspladsen

Kl. 10.00-15.00
Lav trolderelieffer i keramikværkstedet

Kl. 10.00, 10.30, 11.00, 11.30, 13.00 og 13.30
Hør Troldehistorier i Troldepavillonen

Kl. 10.00-15.00
Gå på Botanikjagt eller Troldejagt og bliv klogere!

Fra kl. 10.00
Vi bygger jordovn til tilberedning af fisk. Vi starter med at grave, fore med sten og fyre op. Vi har snydt lidt og kan ved frokosttid åbne endnu en jordovn med vildtkød, som er langtidsstegt fra aftenen før.

Fra kl. 10.00
Ørreder sprættes, renses og ryges. Ørrederne fra Vejen Vandmølle fanges med fiskenet fra bassin på Museumspladsen – frisk fisk!

Kl. 10.00-15.00
Mærk på skind, kranier og vinger – og se hvordan man kan dekorere dyrekranier med maling i mange farver

Kl. 10.30
Hør hornblæsersignalet for ”rådyrets død” og vær med når en jæger brækker et rådyr

Kl. 11.00 og kl. 13.00
Se hvordan man flår en fugl, lær om de indre organer og smag på fuglekebab

Kl. 11.30
Kogning af signalkrebs

Kl. 12.30
Hør hornblæsere spille ”frokostsignalet” når vi åbner de to jordovne og smager på fisk og vildt!

Efterårsferieaktiviteter på Museumspladsen

Botanikjagt – hele uge 42
Imens maden klargøres og tilberedes, kan børn og voksne sammen gå på botanikjagt med start fra Museumspladsen. Bliv klogere på de forskellige planter og træer, som omgiver os – og læg mærke til bladenes gyldne farver.

Troldejagt – hele uge 42
Gå på troldejagt og gæt med på spørgsmål om billedhugger Niels Hansen Jacobsens fæle trold og grafiker Birgit Bjerres venlige trolde. Troldejagten starter ved troldepavillonen på Museumspladsen og afsluttes i Vejen Anlæg, bedre kendt som Troldeparken. Vind en bolle fra Byens Brød og Café ved fremvisning af det rigtige kodeord.


Børnekultur på tværs er et årligt tilbagevendende arrangement i Vejen by for alle de børn og familier, som har lyst til at være med. De børn som er i pasningstilbud i efterårsferien har også mulighed for at deltage. Ved forhåndstilmelding hentes børn og pædagoger i bus ind til byens mange aktiviteter. Børnekulturdagen giver mulighed for en sjov og mindeværdig dag i efterårsferien.