Påskeharejagt og gække-klip på Vejen Kunstmuseum
I påskeferien inviteres familier indenfor på museet til påskeharejagt, gækkebrevs-værksted og forårsstemning. Her kan gæster opleve både kunst og papirklip på helt nye måder. Et besøg på museet er altid gratis, og husk at museet også holder åbent mandag d. 2. april – 2. påskedag.Påskeharejagt
Hold godt øje med de i alt 10 påskeharer, som gemmer sig rundt omkring på museet og markerer påskeharejagtens forskellige poster. I påskeugen kan man opleve kunstværkerne på en helt særlig måde, når man kommer en tur rundt i museets sale og gør stop ved udvalgte værker, hvor en opgave skal løses hvert sted. Jagten på påskeharerne kan børn og voksne opleve i fællesskab, og kommer man frem til det rigtige kodeord, kan man tage et lille påskeæg med sig hjem som præmie.
Gække-klip med 3 og 5 kanter
Lær hvordan man folder og klipper et 3-kantet og 5-kantet gækkebrev på museets åbne værksted for gække-klip. Her arbejdes der med nye folde- og klippeteknikker, som giver gækkebrevet en helt ny form. Ved værkstedsbordene vil der være foldevejledninger og instruktionsfilm, som viser processen trin for trin. Hjælp hinanden med den sjove og udfordrende proces og knæk foldekoden i fællesskab! Hvad er mon chancen for, at modtageren af et stjerneformet gækkebrev gætter afsenderen? Besøg museets gækkebrevsværksted og send efterfølgende helt unikke gækkebreve foldet over 3 eller 5 spejlingsakser.
Andre kreative tilbud i påskeferien
Pippitegneren Ingrid Vang Nyman er inspirationskilden til museets Pippi-landskab, som også er åbent i påskeferien – et tilbud til både børn og barnlige sjæle! Dertil er der museets øvrige kreative tilbud i form af mønsterbrikkerne, der kan lægges til eventyrlige mønstre på gulvet i Skibelundsalen og Trolde-folde-værkstedet, hvor gæster kan folde en troldeskulptur i papir og tage den med sig hjem.
Åbningstider
Tirsdag-fredag: 10-16
Lørdag, søndag og helligdage: 11-17
Lukket mandag, undtagen 2. påskedag