Foto: Pernille Klemp
TRYK DIN BY med Birgitte Haahr Lund
Kom og vær med til at lave billeder af dit hus og husene i Vejen
Som led i Trekantområdets Festuge kommer GRAFIKSTATIONEN på besøg på Museumspladsen lørdag den 2. september kl. 13-17. Efter først til mølle princippet inviteres alle til at komme og være med. Er vejret dårligt, bliver der arbejdet oppe på Atelierloftet. Grafikstationen er et mobilt grafisk pop-up værksted, som illustrator Birgitte Haahr Lund rejser rundt med i festugen med ét stop i hver af Trekantområdets syv kommuner.
TRYK DIN BY bliver et stort værk, der opstår i samspillet med deltagerne ved hvert værksted. De fremmødte laver grafiske tryk med afsæt i huse og bygninger fra deres sted. Lørdag den 2. september gælder det altså dit hus og bygningerne i Vejen – fx kunstmuseets flotte kuppelsale.
Trykkene fra alle syv workshops sættes sammen til ét samlet fællesværk for hele Trekantområdet.
Birgitte Haahr Lund fortæller, at et aftryk af hvert billede fra de syv forskellige byer placeres i lag og på højkant så de ved projektets afslutning er ét samlet værk.
Ud af GRAFIKSTATIONENs besøg opstår et legende grafisk fællesværk. Over de syv dage samles et billede i flade og i rum med forbindelser mellem workshoppens syv byer. Birgitte Haahr Lund ser for sig de syv grafiske lag – et for hver by, syv byer, syv workshops, syv lag. Samlet set danner værket 'et nyt sted' som hun håber kan inspirere såvel den enkelte borger som kommunerne i Trekantområdet.
Ved workshoppen inviteres alle nysgerrige deltagere til at lave et stykke grafik, der indgår i det store fælles værk, og de får også et tryk med sig hjem. På den måde fortsætter dialogen også i hjemmene, og der skabes noget interessant i overgangen fra det offentlige til det private rum.
Afslutningsvis skal fællesværket blive til en vandreudstilling, hvor byerne i en periode får mulighed for at se det færdige resultat af de syv lag. Birgitte Haahr Lund understreger, at workshoppen er for alle – enhver er velkommen til at komme og være med så længe pladser haves.
Læs mere om Trekantsområdets Festuge her