Ingrid Vang Nyman postkort til den svenske Postsparbank stemplet 3.9.1949. Tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 1517.9.











Ingrid Vang Nyman fotograferet hos Polyfoto på Frederiksberggade 11 i København en gang efter 1932.











Ingrid Vang Nymans håndmalede omslag til bogen, der fik hædrende omtale i efteråret 1945. Tilhører Vejen Kunstmuseum.
I 1946 udkom den danske udgave af Astrid Lindgrens fortælling om Pippi Langstrømpe med forsideillustration af Ingrid Vang Nyman. Bemærk, at Pippis hus her for eneste gang er lyserødt.
Den danske udgave af Pippi Langstrømpe rummede også Ingrid Vang Nymans fuldsidesillustrationer som denne, hvor hun driver gæk med politiet.
I et hjørne har Ingrid Vang Nyman skitseret den siddende Pippi, som hun satte på forsiden af ”Boken om Pippi Långstrump”, der udkom i 1952. Tilhører Vejen Kunstmuseum, inv. VKV 1517.7.

Pippi Langstrømpe, Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman
20 svenske kroner
En betænksom gave fra et par drenge fra Nørrebro

I påsken-2017 fortæller Inge de Place Volder, der er opsyn på Vejen Kunstmuseum, at der blandt de mange gæster var et par store drenge fra Nørrebro. De var på besøg hos deres bedsteforældre i Ribe og kom på udflugt til Vejen for at se Ingrid Vang Nyman-udstillingen. Drengene havde netop været i Sverige og havde medbragt en svensk 20-krone-seddel. Den besluttede de at forære til Vejen Kunstmuseum, for Pippi er gengivet på den. Tak for det – sikke en betænksom gave, der kan give anledning til en lille fortælling om Pippi Langstrømpes to mødre.

På den ene side af sedlen ser vi et fint portræt af den verdensberømte svenske forfatter Astrid Lindgren. I hjørnet for neden til højre er der en kasse med tallet 20 og de tre svenske kroner. Derover ser vi Pippi, der løber afsted med sin store jordmoderkuffert, som læsere ved er fyldt med guldpenge. Ingrid Vang Nyman tegnede selv en direkte forbindelse mellem Pippi og bankpenge i en reklamekampagne for den svenske Postsparbank. I Vejen Kunstmuseums samling indgår et postkort fra 1949, hvor det fremgår, at ”Det är Pippi att spara i Långstrump när det finns postsparbank med hjärtliga hälsningar Pippi Långstrump”. Om pengene har det bedre i banken end i langstrømpen afhænger vist af mange ting...

Billedet af Pippi Langstrømpe står stærkt for de fleste skandinavers indre blik. I dag er vi helt fortrolige med verdens stærkeste pige, men da illustrationerne udkom i 1945, var de et radikalt brud med de traditionelle svenske børnebogsillustrationer såsom Elsa Beskows Tante Grøn, Tante Blå og Tante Lilla. De var enkle, farvestærke og sprang i øjnene. Tekst og billede blev uadskillelige. Havde fortællingerne om Pippi mon haft helt den samme stærke gennemslagskraft uden de markante billeder?

I bøgerne står der, at Pippi Langstrømpes mor er i himlen, men i virkelighedens verden havde hun to mødre. Den ene var den svenske forfatter Astrid Lindgren (1907-2002), der skrev fortællingerne. Den anden var den danske kunstner Ingrid Vang Nyman (1916-1959), der tegnede illustrationerne. Deres fælles produkt, den rødhårede gavtyv, fejrede i 2015 sin 70-års fødselsdag. Pippi er altså blevet pensionist, men det til trods er bøgerne endnu sprællevende. Det er en skæbne, der overgår de færreste børnebøger – enten forældes teksten eller billederne kommer ud af trit. Et af de få eksempler på en langlivet børnebog, hvor tekst og billeder på samme måde lever videre i et helt sjældent symbiotisk forhold, er ”Peter Plys”, der udkom første gang i 1926. De besjælede dyr er, som den helt aparte og unikke Pippi-figur, helt ved siden af denne verden. Hendes stribede forklæde, umage, ålende strømper og store sorte sko bliver aldrig en del af en tidsånd, der kort efter vil være passé!

Sommeren 1945 udskrev det svenske forlag Rabén & Sjögren en børnebogskonkurrence. Den 1. august var vinderen fundet. Det var anden gang, at det knap tre år gamle forlag udskrev en sådan konkurrence, og vinderen var den til da relativt ukendte Astrid Lindgren. Året forinden havde hun vundet deres første konkurrence med pigebogen ”Britt-Mari lätter sitt hjärta”. Denne gang indsendte hun en bearbejdet version af den ”Ur-Pippi”, som var blevet vraget på Bonniers forlag.

Hans Rabén (1905-1988) sad med fortællingen om ”Pippi Långstrump” og skulle nu finde en illustrator, der kunne levere en forside og en håndfuld helsidesillustrationer på en tid, hvor tekst og billede var på hver sin side – hvad Ingrid Vang Nyman kort efter fik lavet om på ved at skyde sine små vignetillustrationer ind i tekstmassen.

Hans Rabén var et billedmenneske, han var kunsthistoriker og vant til at se og læse billeder. Det synes oplagt, at han i løbet af 1944-1945 må have bemærket Ingrid Vang Nymans klare sort-hvide-stregtegninger, der lejlighedsvis dukkede op i det svenske dagblad Dagens Nyheter. Og i embedsmedfør har han selvfølgelig fulgt op på resultaterne af den børnebogskonkurrence, som konkurrenten Bonniers udskrev sommeren 1945. Blandt meldingerne på den var der den 9. september en artikel i det svenske dagblad Expressen. Journalisten traf Ingrid Vang Nyman på ugebladet Husmoderns redaktion, hvor hun netop havde fået overbragt den gode nyhed om, at hende og veninden Gallie Åkerhielms bog ”Jugge-Jagge och Vagge Vugge” havde modtaget hædrende omtale for de helt unikke illustrationer. Kunstneren fortalte om meldingen: ”Det var ganske uventet, fordi vi først i sidste øjeblik fandt på at deltage. Jeg kan lide at tegne og at male, men det er specielt dejligt at tegne til børn. Jeg har indtryk af, at børn sætter større pris på humor end de fleste voksne tror. Stærke, klart afgrænsede farver fanger også et barneøje, og alting behøver ikke at være den samme farve som i virkeligheden. En lyserød græsplæne og en grøn elefant har store chancer, bare de appellerer til den unge læsers fantasi.”

Hans Rabén kan desværre ikke længere spørges, om det var ham, der så potentialet, eller om andre har været taget med på råd. Vi kan kun gisne om, hvordan den perfekte illustrator blev fundet. Tilbage står det faktum, at ”Pippi Långstrump” udkom den 26. november 1945. Inden da har den været under opsætning og trykning. Fik Ingrid Vang Nyman opgaven i løbet september, har det været en intens udviklingsfase på under to måneder til fremstilling af de syv sort-hvide-helsides-billeder og det farvelagte omslagsmotiv… samtidig leverede hun løbende sine motiver til dag- og ugeblade samt tegnede løs på de mange minutiøse illustrationer til kusinen Pipaluk Freuchens bog ”Ivik den faderløse”, der også udkom i november 1945!

Det synes oplagt, at den hædrende omtale og de helt eventyrlige billeder til ”Jugga-Jagga och Vagge-Vugge” har været med til at vise vej til Ingrid Vang Nyman som illustrator. Hvis Hans Rabén ikke har kendt hende på forhånd, må det have været noget af en aha-oplevelse at møde hende. Af ydre VAR hun Pippi med sit store, røde hår og fregnerne. Men også i det indre var der mange fælles træk. Ved læsningen af manuskriptet har der været tale om en ret direkte identifikation hos en kvinde, der livet igennem blev ved med i øjenhøjde at leve sig ind i barnets umiddelbare glæder. [1]
Pippis verden, hendes tanker og handlinger har mindet om Ingrid Vang Nymans egen. 

Som Pippis mor var i himlen, havde Ingrid Vang Nymans far været i himlen siden hun var seks år gammel. Som Pippis far var en fjern figur, havde også Ingrid Vang Nymans mor i perioder af hendes barndom været en fraværende figur. Det eksotiske indslag fra Kurrekurredut-øen kom på en anden måde ind i hendes liv under de lange ophold på øen Enehøje hos hendes faster og onklen, den fortællelystne, farverige Peter Freuchen. Den unge kunstnerspire var helt sin egen, en drengepige, der eksempelvis gik i bukser/slacks allerede fra 1930’erne – længe før det blev normalt. En familieanekdote beretter, hvordan hun som spejder under en forestilling, hvor hun skulle falde i vandet og blive reddet, i stedet resolut dykkede under og svømmede op ad åen. Man troede, at hun var druknet, men som en anden Pippi Langstrømpe dukkede den drivvåde pige op til lettelse for de tilstedeværende.

Hvem end der stod bag, var det en genistreg i 1945 at forene det unikke manuskript med de unikke illustrationer – en klassiker blev født. Hverken forfatter eller illustrator havde skabt denne cocktail, og trods den lykkelige symbiose mellem tekst og billeder, blev der aldrig noget egentlig venskab mellem de to.
[2]Tankevækkende er det at se, hvordan billederne øjeblikkelig blev en del af den samlede succes og over tid kom til at fylde mere og mere. For hver Pippi-udgivelse voksede mængden af illustrationer frem mod billedbogen ”Känner du Pippi Långstrump” og kulminerede i slutningen af 1950’erne i forvandlingen til rene tegneserieforløb, hvor billedlæsning kommer før de korte tekstpassager. Illustratorens navn kom på forsiden sammen med forfatterens. Men trods billedernes markante betydning er det i dag fortsat de færreste, der kender navnet på den unikke tegner.

Et vanskeligt samspil
Ingrid Vang Nymans død Lucia-dag, den 13. december 1959, blev fulgt af en kort, præcis og intens nekrolog skrevet af Astrid Lindgren: ”Ingrid Vang Nyman er gået bort, den svenske børnebog har mistet en af sine særegne og mest begavede tegnere. Det er omkring femten år siden hun først dukkede op i den svenske forlagsverden, original både som menneske og som kunstner. Hendes tegninger repræsenterede noget nyt og sjovt, hun var et meget humoristisk menneske, og hver linje havde hendes personlige præg. Blandt andet skabte hun en Pippi-Langstrømpe-skikkelse som langt overgår alverdens andre Pippi-figurer. Hun var en alvorlig stræbende kunstner, som fastholdt det gamle krav til at selv børnebøger skal illustreres kunstnerisk. Inden for sit fag var hun mere vidende end de fleste. De forfattere, som har oplevet glæden ved at få deres bøger illustreret af hende, har grund til at være dybt taknemmelige. Ingen har mere grund til det end jeg.”  

Forud gik der svære år. Ud over at være forfatter blev Astrid Lindgren fra 1946 også en del af forlagsstaben, og dermed også arbejdsgiver for Ingrid Vang Nyman. Kunstnerens svære sind og vished om sine egne værkers værdi førte gang på gang til sammenstød på en tid, hvor der end ikke var et illustratorforbund til at repræsentere tegnernes rettigheder.[3]  Sikker på sit talent stillede Ingrid Vang Nyman krav om en rimelig hyre – efter tidens standard aflæst som eksorbitante summer, som hverken de svenske eller de udenlandske forlag var villige til at betale. Hendes Pippi-gengivelser udkom derfor kun i Norden, mens et hav af andre illustratorer tegnede til oversættelserne verden over – og altså aldrig til Astrid Lindgrens fulde tilfredshed.[4]

Ovenpå en telefonisk kontrovers skrev Astrid Lindgren i et brev af 7. oktober 1952 blandt andet: ”Du er for nærværende Sveriges bedste børnebogstegner. Men Sveriges bedste børnebogstegner tegner næsten intet overhovedet. Kun i mine bøger. Og selv om du – med al ret – betinger dig et højere honorar end nogen anden tegner nogensinde har fået, så har du ikke nok til at leve og eksistere på. Du kunne have meget mere arbejde, hvis du ikke på hvert eneste forlag i Stockholm var kendt for dine usædvanligt høje krav og for i urimelig grad at forsøge at udnytte dit overtag, når du har et…” [5]

Den afgørende forklaringen på sammenstødene om priserne ligger i kunsthierarkiet, hvor illustratorerne lå langt nede og uden nævneværdige rettigheder. [6] Som oftest betaltes billederne med en beskeden engangsydelse – men hvad skal det koste at købe retten til at trykke en lang række illustrationer, der over tid viser sig at være udødelige? Eftertiden har vist, at kvaliteten af hendes illustrationer har været helt ekstraordinær. Men hun stillede sine krav på en tid, hvor man var ved at systematisere forfatterens rettigheder, men en rum tid inden man for alvor indså, at også illustrator har rettigheder i forhold til deres unikke bidrag til helheden.

Pippi Langstrømpe, Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman
Vender vi tilbage til den svenske 20-krone-seddel kan man retorisk spørge, om den måske med Pippi ude til højre burde have været udformet med to portrætter – både af forfatteren og tegneren, for Pippi Langstrømpe er for de fleste i dag i lige så høj grad billederne, som hun er historierne. Fremadrettet er det vigtigt også at fremhæve, at bogen er blevet den unikke succes takket være en helt sjælden symbiose mellem ord og billede – og takket være genistregen med at stille opgaven til den kvinde, der viste sig at være en af verdens bedste børnebogsillustratorer, Pippi fra Vejen!

Ingrid Vang Nyman – Pippi fra Vejen
At den store 100-års-udstilling fandt sted på Vejen Kunstmuseum i Danmark og at museet har verdens største samling af hendes frie kunstneriske værker skyldes, at hendes slægt er fra byen. Her levede hun sine første år, vendte hyppigt tilbage på ferie og var som voksen bosat i Vejen i årene 1940-1942. Da modellerede hun det selvportræt, som den 21. august 2016 blev indviet i bronze ved banegårdspladsen i Vejen, knap 100 meter fra det mægtige monument, der i 1928 blev rejst over hendes bedstefar, grundlæggeren af bl.a. Alfa Margarine og siden hentet til København som nationalbankdirektør. Samlingen af hendes værker pakkes ned mens museet om- og udbygges, hvorefter der fremover vil være en fast præsentation af et løbende udsnit af Ingrid Vang Nyman-samlingen – inklusiv et oplevelseslandskab, hvor man kan gå på opdagelse i hendes verden.


[1] Læs eksempelvis Martin Hallqvists fortælling om, hvordan hans morbror Arnes ekskone, Ingrid Vang Nyman, kort efter 2. Verdenskrig på færgen mellem Sverige og Danmark levede sig ind i børnenes glæde ved en ny tids vilde oplevelser, da de fx endelig kunne drikke boblende gul sodavand. ”Erindringsglimt om Arne Nyman fra en nevø” side 261-263 i bogen ”Ingrid Vang Nyman – Pippi fra Vejen”, Vejen Kunstmuseum 2016.

[2] Under besøg hos Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, i august 2015 fortalte hun, at hun aldrig mindes som barn at have set Ingrid Vang Nyman i familiens hjem. Karin Nyman mente, at Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman kun havde arbejdsmæssige relationer. 

[3] Det ser ud til, at Ingrid Vang Nyman fra ungdomsårene har haft en svær psyke – delvist i arv, delvist på grund af en omtumlet barndom og ungdom med mange, lange sygdomsperioder og skiftende bopæl. Fra 1953/54 og frem til sin død boede hun i København og gik til behandling, men på en tid, hvor hjælpen ikke var tilstrækkelig. Det til trods har hun i den periode leveret en del bogillustrationer og lavet alle Pippi-tegneserierne.

[4] Da Ingrid Vang Nymans søn, dagbladstegneren Peder Nyman (knyttet livet igennem til Politiken) døde, købte Astrid Lindgren-slægtens firma, Saltkråkan, hendes rettigheder. De har siden arbejdet for, at Ingrid Vang Nymans illustrationer i Astrid Lindgrens ånd er de bedste og eneste illustrationer til fortællingerne om verdens stærkeste pige.

[5] Brevet blev gengivet i Dagens Nyheter den 23.1.2012 i Lena Törnqvists artikel ”Astrid Lindgrens favoritillustratör – och provokatör”.

[6] Læs eksempelvis Gunna Grähs artikel ”Ingrid Vang Nyman – en ”finurlig krumelur i marginalen”?” i ”Vår Pippi – Vår Vang – tecknarna hyllar Ingrid Vang Nyman och det moderna genombrottet inom svensk barnboksbild”. Stockholm 2016. Med egne erfaringer, generel viden om nyere tids illustratoraftaler og med adgang til Rabén og Sjögrens arkiver perspektiver Grähs på forbilledlig vis Ingrid Vang Nymans krav og situation. Særlig interessant fortæller hun om, hvordan kunstneren i forhold til en tysk udgave ”själv ville definera sina arvodeskrav än kommunicera via ombud.” Forsøget med at gå egne veje helt uden om de traditionelle kanaler var uden held. Tvært imod blev situationen endnu mere anspændt.