Jakob Stegelmann. Foto: Ursula Taylor.


























Skulptøren Esben Klemanns betonbue fra projektet Egnsbeton- 2013 er nu forvandlet til et PokéStop.

Jakob Stegelmann fra DRs ”Troldspejlet” kommer til Vejen
Han fortæller om Pokémon og den japanske folkekultur


På Museumspladsen stod det fra nøjagtig den 16. juli klart, at noget særligt var på færde – massevis af unge og familier slog sig ned omkring Troldespringvandet. Pokemon Go var kommet til landet og Troldespringvandet var fra ene dag til den næste forvandlet til et Pokémon-gym (trænings- og kampplads). Bymidten og Museumspladsen fik et helt nyt liv med masser af unge, der har været ude i al slags vejr i bevægelse til fods eller på cykel – og en gruppe nordmænd forsøgte endog at køre næsten helt op i springvandet!

Pokémon er et japansk fænomen, der er vokset ud af en stærk tegneseriekultur med nyere rødder i den amerikanske tegneserieverden fra Walt Disneys tid og med ældgamle forbindelser tilbage i den japanske kultur- og tegnetradition, der bl.a. ses i de smukke japanske træsnitsbøger, som dem, der blev vist i foråret på Vejen Kunstmuseum.

Nu byder sig chancen for at blive klogere på Pokémon og se spillet i en langt større helhed – de kulturelle træk, som spillet er vokset af. Det sker sammen med en kender af denne kultur:

Torsdag den 24. november kommer chefen for ”Troldspejlet” Jakob Stegelmann til Vejen og fortæller fra kl. 19.30 under overskriften ”Pokemon & Co” om Pokemon-spillet, der verden over har fyldt gader og stræder med ivrige jægere bevæbnet med smartphones. Han siger: ”Pokémon er en del af den japanske tegneserie-, spil- og film-kultur, der siden efterkrigstiden har præget det japanske kulturliv, og som i de senere år er nået frem til os. Men hvad består den kultur af – og hvor kommer den fra? I løbet af et par timer ser vi klip fra vigtige film, spil og tegneserier – og kommer tættere på essensen af Pokemon Go, et moderne, interaktivt kunstværk, måske den ultimative installation…” Entré 50 kr. for medlemmer af Museums- og Kunstforeningen, 75 kr. for andre tilhørere.


Sommeren over har der været et festligt liv omkring Troldespringvandet, der er forvandlet til et Poké-Gym. Gæsterne sidde rundt langs bassinet og har indtaget de bord-og-bænksæt, der er sat ud på plænerne.

I Vejen går Pokémon-jagten mellem et PokéStop ved Esben Klemanns Egnsbeton-2013 betonbue på parkeringspladsen ved Rema over Museumspladsen med et slag om et PokéStop ved museets indgang, et andet ved Jeppe Aakjær-busten til spejlbassinerne på torvet ved rådhuset. Spillerne er lette at få øje på med deres telefoner i hånden. Børn og voksne er på jagt efter PokéBalls, stjernestøv, candy og Pokémoner – alt sammen i den virtuelle verden på deres ”kloge” telefoner. Selv i øsende regnvejr og nu i vinterkulde og -mørke er de ude. Det er sjovt at se, hvordan spillet drager folk til steder, de ellers måske slet ikke ville have opsøgt.

Hen over Museumspladsen høres råb som ”Er I også på jagt?” fulgt af spørgsmål som ”Har I fundet nogle gode Pokémoner?” Der spørges, om spillere er på det røde eller blå hold. For at kunne spille og forsøge at erobre det lokale Pokémon-gym, skal de være fysisk til stede og ”kæmpe” mod en anden på pladsen. Folk, der ikke kender hinanden, får gennem spillet lejlighed til at udveksle tips og gode ideer, som en lille dreng, der kom susende og hjalp en ung mand fra Kolding. Forundret erkendte han, at drengen, som han slet ikke kendte, nu havde gjort ham til herre over dette Gym! Sommerstrømmen på 50-200 gæster om dagen gjorde det klart, at noget skulle gøres. Et par bord-og-bænk-sæt blev sat ud og har været i brug døgnet rundt med vekslende besætning. I sommervarmen udspillede der sig et socialt liv i dialogerne mellem spillerne, og når eksempelvis et hold på 6-8 drenge slår sig ned og spiser aftensmad sammen – nogle pizzaer, de har hentet i nabolaget.


Den 24. juli var Pikatchu på besøg på Museumspladsen og tog en løbetur rundt om Troldespringvandet. Et filmklip ligger på Vejen Kunstmuseums Instagram.

Gæsterne på pladsen har været både lokale og udenbys. En far fra Birkerød, der var på Pokémon jagt med sin datter, hjalp med at opklare mysteriet om, hvorfor netop Troldespringvandet og Esben Klemanns bue er blevet en del af spillet. Selv var han en ivrig Ingress-spiller. Spillet, hvor man med sit hold skal indtage fysiske punkter i et digitalt netværk, er udviklet af det amerikanske, San Francisco-baserede firma Niantic, der blev grundlagt i 2010 og siden voksede ud af Google. Da Niantic gik i gang med udviklingen af Pokémon Go, inviterede de Ingress-spillere til at indsende forslag om steder, som de syntes skulle indgå i Pokémon Go spillet. De skulle skrive, hvor og hvorfor. Derfor er mange Ingress-lokaliteter i dag også punkter i Pokémon-spillet. Det vil sige, at lokale Ingress-spillere har peget på Troldespringvandet, Esben Klemanns betonbue og Jeppe Aakjær som Pokémon-poster i Vejen. Det giver en helt lokal forankring i et spil, der har taget hele verden med storm.

I spillet er man på jagt efter Pokémon’er som Charmander, Ghastly, Bulbasaur og især efter den nok bedst kendte af dem alle: Pikatchu. Netop denne Pokémon var på besøg på Museumspladsen om aftenen den 24. juli, hvor den løb en æresrunde om Troldespringvandet sammen med dem, der var på pladsen. En film fra dens besøg er lagt ud på Vejen Kunstmuseums Instragram. Bag den fine figur står Sif Rudbeck Rønne, der havde lavet den til Comic Con i London, hvor den vakte behørig opsigt.