|
Unikke blomsterkummer til bymidten i Vejen
Af Teresa Nielsen, museumsleder I 1997 lavede Ursula Munch-Petersen ”Vejen urtepotterne”, hvoraf én står i Vejen Kunstmuseums keramiksamling. Siden har tankerne rumsteret om robuste blomsterkummer til bymidten. Da produktionen af Museumspladsens låger allerførst blev drøftet med Uldalls Jernstøberi, vågnede tanken om, at kummerne kunne laves i jern. De ville være slidstærke, men også meget tunge. Med 2013-erfaringerne fra den første fase af skulpturprojektet Egnsbeton, flyttedes fokus fra jern til beton, der også er slidstærkt, endnu billigere, men fortsat ret tungt. Skal beton bruges, forudsætter det, at transport og løftefunktioner tænkes ind i formen.
Samspil mellem Udviklingsafdelingen og Vejen Kunstmuseum – og en uventet gave En tilfældig samtale med landskabsarkitekt Birgitte Kofod Møller i Vejen Kommune førte til kontakt til Jakob Østergaard i Udviklingsafdelingen. Han var i slutningen af 2013 ved at udvikle et blomsterkumme-projekt til bymidten Vejen. I stedet for at indkøbe x antal helt almindelige kummer blev aftalen at pulje de midler, de ville have kostet, med udefrakommende midler og sætte en specialproduktion i gang. Målet er unikke blomsterkummer, som kun findes i Vejen. En fondsansøgning gav ingen penge, men samtidig kom der brev fra den nu forhenværende Vejen Turistforening. Ved nedlæggelse af foreningen havde man besluttet, at resterende formue skulle tilfalde museet – STOR tak for den venlige tanke. Til glæde for turister og byens borgere er midlerne nu med til at muliggøre de unikke blomsterkummer.
Troldespringvandet og bestilling til billedhuggeren Sophus Ejler Jepsen Som den i Vejen bosatte billedhugger Niels Hansen Jacobsen i 1923 fik til opgave at modellere Troldespringvandets tudser og drager i beton, har den i Askov bosatte billedhugger Sophus Ejler Jepsen nu fået til opgave at lave betonblomsterkummer til bymidten. I arbejdet med prototyperne har han ladet sig inspirere af fortællingerne, der knytter sig til Troldespringvandet. Det blev oprindeligt opført som køleanlæg til vandet, der skulle svale de store maskiner i byens første elektricitetsværk. Midt i bassinet insisterede Hansen Jacobsen på at sætte ”En Trold, der vejrer Kristenkød”, den af hans skulpturer, der formmæssigt kunne tåle at stå, mens det brandvarme vand cirkulerede døgnet og året rundt – og hvor den kolde tids istapper gav ham ”Vinterpels”. Troldevæsner, forklarede i 1906 videnskabsmanden Poul la Cour fra Askov Højskole, er et urgammelt billede på naturkraften, som mennesket siden Tidernes Morgen har forsøgt at tøjle og sætte i arbejde. En til tider dæmonisk kraft, som kan antage alle mulige skikkelser, men i dag er blevet gennemskuet, tøjlet og sat i tjeneste under ét samlende moderne navn: Energien. Ud fra den fortælling finder Sophus Ejler Jepsen det ligetil at se Trolden midt i springvandet som billede på elværkets inderste dæmon, elektriciteten, og øglerne omkring ham som de mindre dæmoner (rotation, inerti, magnetisme, isolering og ledningsevne) som tøjler ham. Og når Vejen by og kunstmuseet nu har bedt ham fremstille blomsterkummer til midtbyens forskønnelse i samme robuste materiale som springvandet, er det i overført forstand oplagt at se betonkummerne som en ekstra ring, der lægges om den tøjlede trold. Følger man billedsproget fra Poul la Cours 1906-eventyr ”Trolden – tøjlet, tæmmet og taget i Tjeneste”, er de alle dæmoniske skikkelser af den samme energi. Gradvist fik mennesket tøjlet trolden, den store elektricitet som udslynger tordengudens kiler af lyn. Eventyret afrunder Poul la Cour med at sige, at dæmonen sådan set også bor inde i enhver. Det er nok det vigtigste stikord til nutiden, hvor de største kræfter er sat i tjeneste, og den nye trussel synes at komme fra den indre forbruger-dæmon og massernes bevægelser, ambitioner og vanetænkning. Formmæssig inspiration i dialoger med naturvidenskaben I dialog med biofysikeren Adam Cohen Simonsen har Sophus Ejler Jepsen arbejdet med opbygning af computermodeller af krystallisationer. Han fortæller: ”Krystallisation er med sin modsætning, diffusion (opløsning), ét af de mest fundamentale procespar i naturen. Trolden, eller en af dæmonens andre skikkelser, er på forskellig vis til stede i vores krop og i naturen i øvrigt, og manifesterer livet ved dannelse og opløsning af krystaller. Krystaller skal her forstås bredt som alle faste stoffer. Alt fra bindemidlet i de kommende blomsterkummers gips og beton til blomsternes næringsstoffer er krystaller, som skal opløses og atter udkrystalliseres for at blive til forskønnelse i Vejen by.” Blomsterkummernes formsprog tager samtidig delvist afsæt i en dialog, som Sophus Ejler Jepsen over tid har ført med biologen og naturbeskyttelseskonsulenten Jacob Heilmann Clausen fra Naturhistorisk Museum i København: ”Med afsæt i Jens Lunds to "sjæle-botaniske" værker ”Forvandlede Blomster” og ”Livets Skove” har jeg opbygget et billedsprogligt vokabular, der knytter forbindelse mellem vores indre og ydre natur og gør en spejling mulig. Et arbejde som jeg håber også vil bidrage til at korrigere billedsproget og metaforerne svarende til de nyeste naturvidenskabelige problemer og erkendelser. Den væsentligste afledte kursændring er erkendelsen af nedbrydernes uundværlige bidrag til diffusion og krystallisation, og dermed til livets cyklus og naturens balance. I et nuanceret verdensbillede, med plads til en gråzone, får alger, bakterier, svampe, kryb og selv Trolde hermed en indiskutabel plads i den nye kosmologi, der langsomt er ved at erstatte den sort-hvide dualistiske skelnen mellem trolde og kristne, godt og ondt, skadedyr og nytteplanter m.m.”
Blomsterkummerne Med afsæt i studier af krystallisationer har Sophus Ejler Jepsen indledningsvis arbejdet med en mangefacetteret grundform, som han har indrammet i et slags grenværk. Samspillet minder om Niels Hansen Jacobsens måde at arbejde med blyindfattet keramik, hvor han modsat spiller på kontrasten mellem den mere organiske stentøjsflade og de kantede, indrammende blygrene. I en anden prototype arbejder Sophus Ejler Jepsen med at skære grenrelieffer ind i gipsformens facetterede flader. De kantede former vækker mindelser om den måde Niels Hansen Jacobsen i sin høje skulptur ”Militarismen” bruger de blank afvisende, kantede, aggressive former til at give form til de følelser, der associeres med krigsførelse. Spændende bliver det at se hvordan de endelige urtepotter kommer til at tage sig ud i bymidten, hvor de blandt andet kommer til at stå i nærheden af ”Militarismen” og måske med et kig op til Troldesperingvandet.
Arbejdet med fremstillingen af prototyper og forme er tungt og arbejdskrævende. Det tager tid og kræfter. Sidst i juni præsenteres en model, og arbejdet fortsætter ind i efteråret afbrudt af sommerferien og arbejdet med Egnsbeton-2014, et skulpturprojekt ved Kongeåen, hvor den nye Kongeåvandresti er ved at blive etableret.
|
 |
Første gipsmodel til blomsterkummer |
 |
Produktion af 5-kantede krystaller til de store blomsterkummer |
