Påske 2012 på Vejen Kunstmuseum


Af Teresa Nielsen, museumsleder

Eksperimenter og afsøgning ligger bag vigtig produktudvikling. Det gælder naturligvis også et felt som museernes formidling. Hvad vil vi fortælle, hvordan gør vi det og hvordan bliver oplæggene til størst glæde for museets gæster?

Over en lang årrække har Vejen Kunstmuseum arbejdet med forskellige vinkler ind i skulpturens verden, som den formidles gennem de årlige julekalenderåbninger i december, hvor mange hundrede børn kommer på besøg. Gennem snart et tiår har værkstederne i vinter- og efterårsferierne udviklet sig med mange forskellige tilbud til børnefamilier og deres bedsteforældre.



Påsken 2012 gjorde museet et nyt forsøg, et slags kunstens eksperimentarium med afsæt i påskeharen, der muterede over i en ”Alice i Eventyrland”-hvid kanin. I hovedgaden stod et lystigt skilt og bød ind til påskejagt. På tavlen sås transformationen fra påskeharen til eventyrets kanin. Forløbet blev en dobbeltfortælling med inddragelse af mange af eventyrets underfundigheder i spillet mellem stor/lille og andre forvandlinger.

I museets hjerte, Skulptursalen, kan man føle sig så lille som Alice, der er landet fra turen ned gennem hullet/ovenlyskuplen. På en kasse var gjort klar med remedier til fremstilling af en Alice-kuvert til indsamling af, hvad man fik produceret ved forløbets poster. Den næste stod i billedhuggerens stuer med en udfordring til, om man kan gå igennem et A4 ark. Som noget nyt var der hvert sted en lille film à la Jørgen Clevin, der fx her på en let tilgængelig måde formidlede opgaven. Folder man arket og klipper rigtigt ind fra højre og venstre kan arket foldes ud til et langt bånd, som man kan gå igennem. Ved næste post i Malerisalen lagde Jens Lunds malerier af Dagens og Nattens Blomst i deres strenge symmetri op til papirklip over en foldning/spejlingsakse.

Et højdepunkt nåede man i Skibelundsalen i mødet med billedhugger Henrik Mennés tegnemaskine. Den mægtige skulptur er en pantograf, som store og små har nydt at tage livtag med. På vinylfeltet, der svarer til et A4 ark, kan man ”gå” en tegning med metalarmen, der konverterer billedet til et A4 ark oppe i udkigstårnet. Skulpturen er venligst udlånt på ubestemt tid. Hen over sommeren og det tidlige efterår kan nysgerrige i alle aldre prøve apparatet af. Først i maj var en hollandsk familie på besøg og udbrød begejstret, at sådan én ville de da også have derhjemme!

Ned gennem Gallerigangen og Keramiksamlingen fortsatte opgaverne med fremstilling af de uendelige Möebius – og spændingen ved at se, hvad der sker, når man klipper dem over i 2 eller 3 bånd. Man kunne lave et harmonikabillede, der viser forskelligt motiv fra to sider eller arbejde med den fascinerende disciplin – tohåndstegning. Finalen var i Publikumsrummet, hvortil en af museets gode hjælpere, Henning Ranum, har bygget en særlig skrivepult. Man kan kun se sin hånd og blyanten i et spejl. At tegne en trekant og slå et cirkelslag om viser sig at være langt sværere end forventet. Der sker noget uventet i koordineringen af øje, hånd og hjerne! ”Fandens Skrivepult” har fået sin faste plads til glæde for alle museets gæster!

Påskehareløbet blev godt modtaget med flot omtale i TVSyd og tidlig lørdag morgen i Radio Syd hos Torben Ølholm. Det affødte, at Nanna og Christina Egelykke-Bruun stod klar ved døren lørdag kl. 11. Mor og datter var de første ”prøvekaniner”, der med stort enga-gement testede alle poster. De var – som mange af forløbets øvrige gæster, enig om, at det var en rigtig sjov, lærerig og hyggelig måde at være sammen. De nød oplevelserne med opgaverne og de små film, og de fik nogle trix og gode ideer med sig hjem. De konstaterede, at forløbet var sjovt for alle aldre, gav god kvalitetstid og udfordringer til store og små i børnehøjde.
I løbet af påsken kom blandt mange andre gæster også et par piger på besøg. De var egentlig på vej på indkøb, men havde aftalt, at de også skulle en tur på museet for at se det, som havde været i fjernsynet. Heldigvis havde de hjemme sagt, at de nok var væk i et par timer, for de blev grebet af tegnemaskinen og de øvrige udfordringer!

 



Henrik Mennés tegnemaskine






Fandens skrivepult