Valdemar Petersen
Interviews og dagbladsomtale

Afskrevet af Henning Ranum under 2020-pandemien

INTERVIEWS DAGBLADSOMTALE

INTERVIEWS MED VALDEMAR PETERSEN

1943
Avisudklip uden kildeangivelse
ix. interviewer Valdemar Petersen
”Nogle spiller Fodbold i deres Fritid, jeg maler – siger en beskeden Aarhus-Kunstner.”
Aarhus har ikke noget Mont Martre, et Kunstnerkvarter. Men rundt om i den indre By findes dog adskillige morsomme Atelier-Lejligheder. Den 44-aarige Maler, VP har en af dem. Han bor i Bruunsgade. Atelieret har tidlige været lejet ud til en Fotograf.
VP er et ydmygt menneske. På Charlottenborgs Efterårsudstilling har han fået antaget 3 Billeder, og det er tredje Gang, men, siger han, og man kan se på ham, at han mener det ærligt, derfor er jeg ikke kunstner. Nogle spiller Fodbold og andre Billard i deres Fritid. Jeg maler, det er det hele.
- Du er alt for beskeden, indskyder hans Kone, Fru Esther.
- Nej slet ikke. Det er noget helt andet. Du forstaar det bare ikke. Man er ikke Kunstner selv om man et Par Gange har været så heldig at få et Par Billeder på Efteraarsudstillingen.
- Hvorfor sender De så ind?
- For at se mine Billeder ved Siden af de andres. Det lærer man noget af. Så er man først i stand til at se hvor mangelfulde de er.
En Kæmpevedbend har erobret hele Atelierets ene Længdevæg. Ind imellem alt det grønne har VP anbragt nogle af sine Billeder. Der er kun et enkelt Landskab imellem. Resten er Figurkompositioner.
- Landskabet interesserer Dem måske ikke?
- Jo, jeg maler gerne Naturen. Men jeg har aldrig kunnet gøre et Billede færdigt paa nogle faa Gange. For mig er Stoffet genstridigt. Jeg skal af Sted maaske 50 Gange, og det lader sig ikke gøre, naar man også skal passe sit Haandværk. Jeg er Malersvend hos Malermester Bjerregaard. Det er sjældent, jeg naar mere end to Billeder om aaret.
- Så kan De ikke leve af at male.
- Nej ikke af den slags Maling. Jeg sælger overhovet ikke noget. For det første dur jeg ikke til det, og for det andet har jeg heller ikke lavet noget, der er værd at betale Penge for.
- Nej, ved du nu hvad, protesterer Fru Ester igen.
- VP smiler så Øjnene bliver til smaa Sprækker:
- Ja, min Kone har aldrig været i Tvivl om mit Talent, Det kan De nok høre.
- Hvornaar begyndte De at male?
- Jeg var vist kun en stor Dreng. Min far havde et Savværk i Holsted, i Nærheden af den gamle Grænse. Kresten Iversen, De ved Maler-Professoren, er også fra Holsted. Siden kom jeg i malerlære i Kolding, og her boede jeg sammen med Billedhuggeren Anders Andersen. Han var min bedste Ven. Det var meningen, jeg skulle lægge op til Akademiet. Men Professor Ivar Bentson lokkede mig over på Ernst Goldschmidts frie Malerskole. Det var en interessant Tid. Sammen med Anders Andersen har jeg rejst i Tyskland, og i Frankrig har jeg boet et par gange sammen med min kone. Franskmændene interesserer mig mest. De kan male. I den Skandinaviske kunst sætter jeg Nordmændene højest. De er de mest umiddelbare.

(VP arbejdede på det tidspunkt som malersvend i Aarhus.)

1952
Jyllands-Posten, 1. juni 1952
Erik Bostrup helsidesinterview med Valdemar Petersen

Piger ved som regel hvad der er det rigtige
Maleren VP, hvem hidtil kun en mindre Kreds af Kunstkendere har anset for et stort Talent, siger, at han maler for at protestere imod Udviklingen.

Der er ikke meget spændende ved de Mennesker, der er overtydede om, at de er miskendte Genier, men som er alene med den Opfattelse.
Det er derimod noget ganske usædvanligt at træffe en Mand, der ikke selv er imponeret af sine Evner, men om hvem andre siger, at han er en stor Kunstner, som det er mærkeligt, at Offentligheden endnu ikke har ydet Anerkendelse.
En sådan Mand er VP. Nogle ganske få Kendere køber hans Billeder og glæder sig over dem, og i deres Øjne rangerer han som Kunstner betydeligt over mange af dem, der for længst har vundet sig Navn i kunstinteresserede Kredse.
Egentlig er der ingen undskyldning for, at man ikke har bemærket VP. Han har udstillet i mange Aar saavel i Provinsen som i København og han har blandt andet været Medlem af Malersammenslutningen Den Polykrome. Sidst havde Man mulighed for at se hans Billeder på Paaskeudstillingen i Raadhushallen i Aarhus. De blev rost – bevares, der er VPs Billeder næsten altid blevet, men kendt i vider kredse er de ikke og bedømt efter Fortjeneste heller ikke – endnu.
Det har naturligvis sine Aarsager. Enten forsøger man at imødekomme Folks Smag eller også er man ubestikkeligt ærlig. I sidste tilfælde er man Kunstner, i første ikke. Nogle Kunstnere er så heldige, at de uden at slaa af paa Ærligheden frembringe Værker, der er umiddelbart forstaaelige for de fleste.
Undertiden ligger det i. at de ikke stikker dybt, men VP er i hvert fald ikke saa heldig. Der er intet indsmigrende ved hans Malerier. Ved en overfladisk Betragtning kan de endda virke voldsomt og frastødende. Men jo længere Tid, man ser paa dem, des mere vinder de. Man opdager de Love, der hersker i Billedet, og ser med Glæde, hvordan intet er tilfældigt, men alt hænger sammen på en organisk Maade og bliver til en Enhed, der løfter og beriger.
Men selv uden at kende disse Malerier som en Oplevelse, maa det vække ens Opmærksomhed, at alle VPs Billeder har et umiskendeligt og uforvekseligt Særpræg, og at han gennem dem har skabt sin egen Verden, der lige saa godt som den verden, vi alle kender, er undergivet Vilkaarligheder.
Hvad er originalitet? Er det andet end at opfatte paa helt sin egen måde? Det gør denne Maler, derfor ligner han ikke nogen anden. Derfor er hans Kunst – hvad enten man synes om den eller ej – en tilvækst og en Landvinding for dansk Billedkunst. Og det eneste, som er og bliver en Tilfældighed. Er det Spørgsmål, om den vil vinde Anerkendelse eller ej.
Vil man prøve at tale med en Kunstner. Maa man paa forhaand være klar over, at han ikke kan sige det samme med sine Ord, som han kan med sit Arbejde. Ligesom Svalernes Elegance kun kommer til sin Ret, når de er i Luften, men forsvinder, naar de gaar paa Jorden, saaledes mister enhver Kunstner en Del af sit aandelige Vingefang, naar han skal forsøge at udtrykke sig med andre Midler end de kunstneriske. Men VP hører dog ikke til de umælende. Han er tværtimod et levende og interesseret Menneske, der gerne vil være med til ad Tankens Vej at famle sig frem mod de Problemer, som han løser intuitivt, naar han har en Pensel i Haanden.

-Hvorfor maler De paa den maade, som De gør – voldsomt, brutalt?
Svaret kommer ikke hurtigt og færdigsyet, men lidt tøvende, saa man kan høre, at han ikke selv opfatter det som udtømmende.
-Når man til daglig Brug skal gaa og være en pæn Mand, Trænger man til en Gang imellem at være lidt vild. Jeg opfatter det saadan, at det er, som om der er en Sandhed, der trænger sig paa, og som man nødvendigvis maa have givet Udtryk for – paa Trods af alt andet. Det, som man foretager sig, er på en Maade at give Udtryk for sig selv – ja man udtrykker sig selv, naar man maler. Hvert eneste Billede er derfor i og for sig et Selvportræt. Men det er jo saadan set alt, hvad man gør – et Brev man skriver er ogsa en del af en selv- det, man siger. Men her maa man tage hæmningerne i Betragtning. Naar man maler, gør man det uhæmmet, derfor bliver det rigtigere end alt andet.
Børn er ogsaa en Slags Kunstnere, naar man faa dem til at gøre sig fri af den Opfattelse, at de ikke kan tegne. Saa udtrykker de ogsaa sig selv og fortæller Sandheden om sig selv.
-Hvordan vil De definere Kunst?
-Det kan jeg ikke. Nej, det er svært. Maaske er det bare det at give et ærligt Udtryk for sig selv.

Efterligning og Oprindelighed
-Når Børn siger, at de ikke kan tegne, mener de vel blot, at de ikke er dygtige nok til at efterligne andres Tegninger?
-Ja det er netop det Baade Børn og Voksne vil helst beundre det gode Håndværk, den dygtige Efterligning. Men hvis man bliver ved med at efterligne slavisk, hvis man er for uselvstændig til, at ens eget Præg efterhaanden slaar igennem, saa har man sat Oprindeligheden til, saa har man faaet for lidt af sig selv med.
-Deres egne Billeder har et stærkt personligt Præg?
-Jeg er saa heldig, at jeg ikke har haft alt for gode Lærere.
-Hvordan skal det forstaas?
-El Lærer kan let ødelægge det oprindelige. Tænk på tegneundervisningen i Skolerne. Den er jo lagt ud som om alle Børn skulde være Arkitekter og Ingeniører. Den kvæler alt det oprindelige, som Børnene gerne vil give Udtryk for gennem deres Tegninger. De faar ikke lov til at forlænge deres smaa Personligheder over på Papiret. De timer, der burde være som en Slags Leg for dem bliver til noget kedeligt, strengt og stift.
Saadan er det vel ikke på Kunstakademiet. Men mange bliver alligevel præget af, at de i en 5 – 6 Aar har haft en stærk og dygtig Lærer.

Får ro i sindet ved at male
-Hvad sker der naar De selv maler? Opfatter De det som en slags mentalhygiejnisk Foranstaltning?
-Jeg har det ikke saadan, at jeg kan male konstant. Men en gang imellem meldet det sig som en Nødvendighed – jeg bliver urolig, vil se at være færdig med de andre Ting, jeg har at gøre, for at komme til at male. Og saa maler jeg – spontant - og først naar jeg har malet, føler jeg en rent fysisk Fred og Ro. Jeg kan mærke det som et legemligt Velbefindende, saa min egen Erfaring siger mig, at det nok skal være rigtigt, naar nutidens Læger er inde på, at det sjælelige og det legemlige er to Sider af samme Sag.
-Hvilke danske malere synes De selv bedst om?
-Det kan jeg ikke saadan svare paa. Jo, jeg kan lide Giersing. Lundstrøm og Søndergaard – så forskellige de end er. -Og af fremmede?
-Jeg saa en gang på Glyptoteket en ophængning paa et halvt Hundrede Billeder af Bonnard. De gjorde et vældigt Indtryk paa mig – i lang tid bagefter saa jeg alt med Bonnards Øjne, Raadhuspladsen blev til et Billede af Bonnard – og i den første tid dersfter kunde jeg ikke selv male.
Nej, jeg har ikke særlige Favoritter, jag kan lide et hvert godt Billede, gammelt som nyt. Er det nu til at forstaa, at Cézanne var saadan en Øretæve at tage for den forrige Generation? Tizian, Rubens, Giotto – jeg synes at Teknikken er ligegyldig i Sammenligning med Billedets Aandsindhold. Genren er ligegyldig, det er Billedets Kvalitet, det kommer an paa.

Kvinder bedre Kunstnere end Mænd
Men hvordan kan Folk lære at bedømme Billeders Kvalitet? Kræver det ikke, at man har set mange gode Billeder, at man næsten er blevet uddannet til det? At man har udviklet sin Smag?
-Jeg har da ikke spor imod et Fidusmaleri, hvis det virkelig kan give sin Ejer en Oplevele. Saa er der ikke noget at være ked af. Men Spørgsmaalet er, om det kan i det lange Løb. Det med smagens Udvikling – ja er det nu ikke mærkeligt, at Kvinder i Reglen har en rent fornemmelsesmæssig Sikkerhed i Bedømmelserne. Piger ved, hvad der er det rigtige. Det er, som om de er fri for at gaa den Omvej over Intelligensen, som Manden er nødt til at tilbagelægge for at naa til et Resultat. De har en særlig Tæft for Tingene – dermed mener jeg ikke samme Tæft som den, Kunsthandlerne har – det vil jeg snarer kalde ”Næse”, der er samme Evne, som Jagthunden har, naar der er et Bytte, der vinker.
At kunne bedømme Billedets Kvalitet, det vil vel sig: selv at faa noget ud af at se paa Kunst, det kræver, at man gør sig fri, og der er jo nok rigtigt, at Mænd maa gøre et større Frigørelsesarbejde end Kvinder behøver – de er mere fri i sig selv.
At gøre sig fri – for mig er det altsaa at male. Naar jeg maler, er det i en Slags Trods – som en Protest mod noget af det der sker. Hvis man er i opposition til den Udvikling, som ens Omgivelser er inde under, ja, saa er det min Maade at gøre mig fri paa at male saadan, som jeg gør. Jeg forsøger derigennem at sige Sandheden på min egen Facon.
-Og det er ligegyldigt hvad De maler?
-Ganske ligegyldigt hvad og hvor jeg maler. Man står og skaber sin egen lille Verden i den Firkant, man har foran sig – og lever med i den.

Det nye bliver først smukt efterhaanden
Bliver det så smukt?
-Det bliver vel smukt. Om det er meningen, ved jeg ikke. Men det bliver det. For mig i hvert Fald. Men det er jo ikke sikkert at andre kan se det. Det gør ikke saa meget. Det kan i alt Fald ikke blive anderledes. Og hvordan Folk bedømmer det, ja, det er et Spørgsmaal for sig. De fledte bedømmer det vel i Relation til noget kendt. Og saa virker det vel ikke smukt.
-Det vil sige De mener, at Kritik er misvisende, fordi den altid sætter det nye i Forhold til noget kendt? Og at det nye altid virker hæsligt fordi man sammenligner det med noget vedtaget smukt?
-Nej, Kritik kan ogsaa være positiv. Men maaske er Efterlignerne særligt begunstiget af Kritikken. Edvard Munch fik meget daarlige Anmeldelser for mange af de Billeder, der nu regnes for hans meget gode Ting. Det kan altid være svært for Nutiden at se, hvad der er det store. Men en Kritiker har ingen anden Vej at gaa end at være ærlig. At løbe efter det sidste nye, bare fordi det er nyt, er lige så forkert som at fordømme alt nyt. Og Kunstnere kan jo lige saa vel komme på Vildspor som Kritikere.

Kunst er altid lovbunden
-Det bebrejdes den moderne Kunst, at de ikke er saa lovbunden som ældre Tiders Kunst.
-Det maa være forkert. Ethvert Billede har sin Lov, og den er lige så streng i Dag, som den altid har været. Men Værdierne har maaske nok forskudt sig noget. Man hører Folk kritisere et Billede ud fra Motiv og Udførelse, mens det kan være helt andre Problemer, Maleren har kæmpet med, f.eks. Stofvirkningen i Farven. Det er jo ikke altid, man ved, hvad man kæmper med – men ethvert Billede er en Kamp, bevidst eller ubevidst.
-Har De aldrig imødeset den Eventualitet, at de kan blive berømt – at der kan gaa Mode i Deres Billeder?
-Nej, og det ville jeg heller ikke ønske. Jeg har nok hørt, at der er enkelte Mennesker, b.a. Grafikeren og Maleren Kay Christiansen, som har brugt meget stærke Udtryk om mine Billeder. Saadanne Udtalelser faar mig til at være på Vagt.
Jeg sælger altid paa den Maade, at den interesserede faar Lov til at have et af mine Billeder hængende hjemme et stykke Tid, saa han kan se, om det kommer til at betyde noget for ham. Jeg vil ikke bryde mig om at have solgt et Billede som Køberen ikke var glad for. Og han kan ikke være sikker på at være glad for Billedet, før han kender det.

Malerier er ikke Stuekultur
-Vil mange af Deres Billeder ikke virke for voldsomt i en almindelig Stue?
-Det ved jeg ikke. Jeg maler dem jo ikke med henblik paa at højne Stuekulturen. Men jeg har da set mine Billeder hængt op mellem lette, moderne Møbler, og jeg synes stadig, at de virkede rigtigt.
Det med at have Billeder på væggene skulde jo nødigt være noget, der bare hører sig til. Det skulde gerne udspringe af Trangen til at omgive sig med Ting, man holder af.
-Hvad sker der, naar man oplever Kunst?
-Noget uforklarligt. Man erkender intuitivt en Sandhed, som ikke vilde kunne naa en paa nogen anden Maade.

Erik Bostrup

(Valde taler om børn og frit skabende arbejde over for skolernes ensrettende arbejde med børn. Han taler om, at han ikke selv har haft lærere, der har påvirket ham og smittet af på ham. Derfor er han sig selv. Hvad kunst er, kan han ikke definere, men taler om et ærligt udtryk for en selv.
Mentalhygiejne?
Kvinders åbenhed og naturlige evne til at se.
Forbilleder, Bonnard, Cézanne,
Billeder er ikke stuekultur. osv )

1954
13. februar 1954
Georg Andrèsen interviewer Valdemar Petersen over 3 spalter under overskriften: Maleri: Fred efter Kamp – i anledning af udstillingen i Rådhushallen.

Jeg er ikke ude efter sukces, bare leve, siger VP.
”En næsten ubændig kolorist er VP, der forbinder sund og håndfast virkelighedsopfattelse med en ganske ubændig farve-beruselse … et stærkt sind har prøvet kræfter med en vældig natur” hed det i Richardts Gandrups anmeldelse fra udstillingen i rådhushallen i Århus.
Sidder man over for manden passer alle adjektiverne med undtagelse af ”håndfast”. For ganske vist ser VP håndfast ud – kraftig og firskåret – men der er en mildhed i hans øjne, som slår alt det andet ud og bliver.
Valdemar P har nu boet 15 år i Århus, men har haft svært ved at slå sig fast, i hvert fald i den offentlige bevidsthed.. Maler-kammeraterne har længst - og anerkendt ham. Kan det være fordi der intet som helst ”kunstnerisk” er over ham, ingen påtrængenhed, ingen højstemthed? I så fald er det nok på tide, at man lukker øjnene op. For her er i alt fald en ener – og hvor mange går der rundt af dem?

Gik bare og kikkede
Den 54 årige Aarhus-maler er vestjyde – fra Holsted, midt mellem Kolding og Esbjerg, nær den gamle grænse … der, hvor også Kræstem Iversen er født, siger han.
VP har haft berøring med Kræsten Iversen siden sin tidlige ungdom: Han, Ivar Bentson og Ernst Goldschmidt ”kom” alle hos den malermester og teknisk skole lærer, hvor den 15-årige malerglade Holsted- dreng kom i lære.
-Hvor man har det fra? Siger han. Jeg ved det ikke. Det var der. Og så fra ”Juleroser” og den slags, der virkelig bragte reproduktioner, der duede. Andre muligheder var der ikke.
Men jeg var altså heldig og fik en herlig lærermester, og da jeg var udlært, løb jeg i hælene på Goldschmidt til København og kom på hans malerskole, en fri skole efter fransk mønster, hvor vi intet fik påtrykt, men kun blev korrigerede nu og da.

Enten – eller
V debuterede engang i 30erne med et enkelt bilede på efterårsudstillingen, meget beskedent, siger han, og indsendte så med vekslende held.
-Det var faktisk først i 40’erne, at nogen overhovedet lagde rigtig mærke til mig. Jeg har på fornemmelsen, at enten kan man lide mine billeder – eller slet ikke.
Han var i Paris et par gange ….
-Men jeg gik rundt rundt og kikkede. Bare for at se …
…og slog sig så ned i Århus, fordi han havde venner her, bl.a. maleren Thorvald Hansen.
Det halve år lever han i byen, sommerhalvåret på Helgenæs, hvor han har købet et lille hus i 1940, og ”som jeg tror, jeg aldrig bliver færdig med”.

Betaler sine regninger
-Hvad lever De af, Thorvald (???) Petersen?
-Jeg har et job på Socialpædagogisk Seminarium, hvor vi arbejder frit skabende på værksteder, finder værdiløst materiale, som vi laver sjove ting af, maler og modellerer .. spontant, fordomsfrit, lige ud af sindet, og det passer mig, for det er også det, jeg går og roder med – ud af sindet.. Så arbejder jeg med nogle børn på Århus Friskole – og det er omtrent det samme, kun at der er yngre der.
-Og det kan man leve af?
-Med sparsommelighed og et enkelt billedsalg. Jo, jeg sælger. Ikke mange billeder, men - , Hvem mine kunder er?. Vidt forskellige mennesker. Den første var skraldemand. Kundekredsen er enten arbejdere eller intellektuelle. Aldrig købmænd. Jeg tænker, det er, fordi jeg betaler mine varer kontant. Sådan må det være. Ellers kunne jeg ikke eksistere.

Tung i hånd og sind
-De går stille med dørene …
-Når man lever stille, lever man godt som regel, og jeg skal have tid. Jeg er længe om mine billeder. I årevis. Det er naturen, der optager mig, menneskets natur eller den rigtige, det er til syvende og sidst ligegyldigt. Men – den brand, der står i lyset om aftenen ud over bugten ved Helgenæs fængsler mig nok mest. Umådeligt. Når jeg starter med et levende menneske, sker det uvægerligt, at jeg en skønne dag ikke kan holde modellen ud – og så bliver det alene farven, der beskæftiger mig. Det gælder også det tilløb til et selvportræt, der hænger på udstillingen. Farven slog modellen ud. Det sker under en vældig kamp – hver gang – og så må jeg være helt ene. Det skyldes vel en tunghed i hånd og sind.
-Hvad er maleriet for Dem?
-Fred.
-De talte om kamp ..
-Ja, men når kampen er endt, giver det fred. Så er det slut med uroen.
-Synes De, at De er overset?
-Næh, - næh, jeg er ikke ude efter sukces, bare leve. Georg Andrésen

To artikler, (uden årstal og oprindelse, men fra 2 lokale Aarhus aviser)
om en omfattende udstilling på Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus af arbejder fra faget Frit skabende Arbejde, det fag Valde stod for.
Han bliver interviewet om det og udtaler sig om pædagogikken bag og viser rundt i udstillingen, som er laver af afgangsholdet det år.
Ikke en eksamen, men en fremvisning af hvad de har kreeret.

Erik Bostrup taler med VP
Hvor almindelige Mennesker puster Liv i døde Ting
VP fortæller om et interessant Eksperiment med fri, skabende Virksomhed.

Da den 78-aarige Malerinde Olivia Holm Møller forleden blev rost for sin Flid, svarede hun, at det fortjente hun ikke. ”Jeg har nok faaet bestilt meget, men jeg har kunnet lide det”.
Lykkelig er det Menneske, der holder af sit Arbejde, saa det gaar som en Leg. Og stakkels den, der kun arbejder af Pligt og for at tjene Penge.
For mange Mennesker er Arbejdet en Byrde, som de glæder sig til at blive færdig med for at naa frem til den Fritid, som de ikke ved, hvad de skal stille op med.
De har glemt at lege.

Anton Bendtsen har i et Digt om den prosaiske Per Smed, der altid spørger: ”Hva’ Nøtt’ er’et te’?” en Lyseslukker af den værste Skuffe. Der er i vore Dage mange af den Type, sure Fyre uden Blik for de gratis Glæder. De har maaske Sans for at producere, men de har glemt kunsten at skabe.
At skyde Skylden på Tiden er en dårlig Undskyldning. Det er maaske rigtig nok, at meget Arbejde er blevet så udspecialiseret, at det er blevet ren Rutine, som det ikke kan give nogen personlig Tilfredsstillelse at udføre, men saa maa man finde på at bruge sin Fritid til noget, som morer en. Gør man ikke det, går man i stå og bliver til en Per Sme’, der ikke interesserer sig for noget som helst.
Hvordan det omvendt gaar, naar man bliver sat i Gang med noget, har man et lille isoleret Eksempel paa i den nordlige Bydel i Aarhus – på Rødkløvervej – hvor Socialpædagogisk Seminarium ligger. Det uddanner Børnehavelærerinder og Fritidshjemslærere, og i et fag, som man ikke rigtig kan finde noget navn på, men som man i Mangel af bedre kalder ”Fri skabende Virksomhed”, sker der små Mirakler.
Lærer i dette Fag er Maleren VP, en udmærket Kunstner og en stilfærdig pædagogisk Begavelse. Han er meget forsigtig med at paavirke sine Elever, unge Mennesker, hvoraf størsteparten er Kvinder i alderen 20 til 24 Aar. Han ønske bare at faa dem til at gaa i Gang med noget, og det hjælper han dem med. Når de saa til sin Tid skal til at arbejde med Børn og unge, har de faaet Færten af, hvor dejligt det kan være at fremstille noget af ingen Ting. Selvgjort er velgjort, siger man ganske jævnt, men man kan også udtrykke sig højtideligere og hævde, at naar saa faa af vor Tids Mennesker er lykkelige, ligger der i,, at de kender for lidt til Glæden ved at skabe.
VP er nu selv aldeles uhøjtidelig. Men han har gerne villet vise Elevernes Arbejder frem og fortælle lidt om dem, for ”der er ligesom sket noget med de unge Mennesker, mens de har arbejdet med Tingene”.

Hvar er det egentlig der laves under den ”fri skabende Virksomhed”?
Det er vel egentlig bare en Form for Husflid. Rent praktisk foregaar det paa den maade, at jeg samler en hel Del Materialer sammen, Bølgepap, Sten fra Stranden, gamle Aviser, Træstumper, Blik, alt muligt Skrammel, som ingenting koster, og med dem som Udgangsmateriale laver Eleverne Billeder, Skulpturer, Legetøj og Smykker – hvad de nu kan hitte på. De tegner og de maler og de laver Klip, og det overraskende er, at det kan blive til stærke og smukke Ting, der hver for sig er Udtryk for Elevens Personlighed
Nogle er vel dygtigere til det end andre?
Det er klart, Saadan er det vel altid. Men jeg hverken roser eller dadler, og det sjove ved det er, at det aldrig bliver til ”Stjerne-Komedie”. Det er ikke saadan at de træge gaar i Staa ved at se på de dygtige, nejnej, det er snarere saadan, at de dygtige trækker de andre med.
En Forudsætning for, at det gaar saa godt, er det efter min Mening, at vi tager det ganske uhøjtidelig. Der skal ikke naas et bestemt Resultat – de unge har ikke over for deres Forældre proklameret, at nu er de i gang med at lave Kunstværker, slet ikke. Der er ikke noget Renomme, som skal forsvares. Det er alt sammen bare lavet for Sjov men netop derfor er meget af det blevet saa dristigt og saa godt.
For mig er Arbejdet her blevet et Bevis paa, at der i et hvert Menneske stikker noget af en Kunstner. Dermed mener jeg naturligvis ikke, at enhver skal give sig til at male Billeder og sælge dem.
Naar Nyttemotivet kommer til – når der er Penge i Foretagenet – forsvinder det umiddelbare. Saa vil man gerne gøre det finere, end man kan, og saa bliver det noget Skidt. Ægtheden forsvinder.

Der er ligesom en vis Linie i de Ting, der er udstillet. Tror De ikke, at de rent ubevidst har påtvunget Eleverne deres eget Syn?

Jeg er meget forsigtig og gør alt muligt for at holde mig neutral. Men jeg maa indrømme, at naar en Elev f.eks. begynder med at eftergøre Walt Disneys Tegneseriefigurer, sa forbyder jeg det ganske vist ikke, men jeg viser heller ikke nogen større Interesse for det. Det er jo ikke det, der er Meningen. At lave noget efter, kalder ikke paa noget af det rigtige og giver ikke den rette Tilfredsstillelse.
Mange begynder med den Slags, men det forsvinder hurtigt. Og snart er de lykkeligt optaget af at skabe noget – noget, der er født af Mødet mellem Sind og Stof, og som derfor bliver den kært, der har haft Fingrene i Det.

Hvis man var filosofisk anlagt, kunne man sige, at naar mange gaar rundt og er utilfredse, ligger det i, at de er ude af kontakt med Ting, der omgiver dem. Det var anderledes på Landet i gamle Dage, da man lavede alting selv. Da havde de døde Ting en Mening – de var ikke saa ”døde” som nu, da det ikke er Personer, som har fremstillet dem, men upersonlige Produktionsprocesser. Et Manglebræt, som Oldefar havde udskaaret, betød noget – udover den Brug, man gjorde af det.
Men selv Pyntegenstande og Nipsting er nu fremstillet på Maskine. Det vil sige: Mine Elevers er ikke. Her er for Eksempel en Perlekrans af malede Gipsperler, her er en lille bemalet Træplade til at hænge på Væggen og her er en Børnebog fra Grønland med tekst og tegninger af samme unge Pige.
Nej, jeg gør ikke andet, end jeg giver dem Materialet. Og saa griner vi maaske lidt sammen over det, der bliver helt banalt.
Men meget af det bliver af sig selv stramt og fint. Se blot hvilken fin Mosaik der har kunnet laves af afbrændte Tændstikker, hvoraf enkelte er bemalet og lagt ned i en Flade som Stavene i et Parketgulv.

Arbejde Eleverne i bestemte Timer på de Ting?
Ja, jeg arbejder i bestemte Timer, men det er ikke nok for dem. Eleverne har faaet Nøgle til Arbejdslokalet, og nar interessen for en Ting rigtig er blevet vakt, kan det ske, at de arbejder på den baade Dag og Nat. Min Hovedindsats er den, at jeg serverer stoffet for dem – Muslingeskaller, Glas. Potteskaar, Gipsplader, Smaasten – altid værdiløst Materiale, men naar først de er sat i gang med det, gaar resten af sig selv, for der er i alle mennesker en naturlig Trang til at udtrykke sig gennem Stof og Farver.

Der er også Glasmalerier?
Ja, og der er kommet af, at vi har været på Udlandsrejse, hvorunder vi var et Smut inde i Savoyen. Der saa vi en Kirke, der var udsmykket med Glasmalerier, som var udført af de franske Modernister. Præsterne forklarede det på den Måde, at da al kunstnerisk Skaben var en Gave fra Gud, var det naturligt at lade Picasso, Leger og Matisse udsmykke Kirken.
Da vi kom hjem, begyndte nogle af Eleverne at lege med farvede Glasstykker, men paa den primitive Maade, at vi satte det op paa en klar Glasplade og hæftede Mosaikkene sammen med Kit. Det skal ikke sammenlignes med noget, og det er kun gjort, fordi man har haft Lyst til at lave saadan noget. Man har faaet Interesse for en ny Ting, og de, der har lavet det, har været glade for at lege med det.

Den Glæde er det Meningen, at de skal forsøge at bringe videre.

Man kan købe de fineste Legetøjsbiler, der er tro Kopier af rigtige Biler, men den Bil, som en lille Dreng har lavet sammen, bringer ham større glæde og er ham kærere end Alverdens dyre Luksuslegetøj – og saa gør det slet ikke noget, at Hjulene ikke kan løbe rundt. For den hjemmelavede Bil kalder paa Fantasien.

Jeg ved, at der er Perspektiver i det Arbejde, som vi lige så stille sysler med her. Det er ikke de vise Sten, og det er ikke nogen Patentmedicin, der klarer alt. Men vi har paa en eller anden Maade faaet fat i den ene Ende af et Problem, og kunne vi faa det til at gro og brede sig – kunne vi naa dertil, at flere og flere fik Sans for Selv at lave noget i Stedet for at anskaffe det billige Godtkøbskram som mange pynter deres Stuer med, ja, saa tror jeg, at vi ville være med til at gøre nogle Mennesker gladere – ogsaa gladere end man skulle tro, at de ville blive ved at bakse med lidt Ler og nogle Farver.
For der er en sær Lykke ved at give en død Ting sit eget Præg. Erik Bostrup

1959
Avisudklip uden kildeangivelse
An-dré. anmelder ”Den Jyske” og skriver, at kammeraterne har ønsket at fejre V.P. med en æresvæg fordi han fylder 60 år. Han interviewer VP.

Kammeraterne ville give ham en æresvæg
havde stor fernisering i raadhushallen i aftes.
Aarsagen var at VP fyldte 60 aar den 20. februar.
Ingen anede det og den beskedne Aarhus-kunstner var ked af, at det var blevet opdaget.
Fordi jeg helst ikke ville, at en fødselsdag skulle være et vendepunkt i mit liv, siger han. Naar man føler sig temmelig ung, vil man nødigt rubriceres som en ældre harre. Desuden føler jeg mig ikke færdig, men stadig kun på vej. Derfor sagde jeg ogsaa nej til æresvæggen. Jeg vil ikke have det anderledes end jeg plejer. Tingene maa jo tale for sig selv.

Inspireret af børnehaven
VP blev set alligevel - ogsaa fordi han har ”leget” med andet end olie og lærred denne gang.
Netop leget, siger han. Som al kunst er leg. Mit ”hverdagsarbejde” med børnehave-lærerinder og de værdiløse, men sjove ting, man lærer dem til børnene, fik mig til at føle lyst til at se, om der ogsaa kunne laves mere kunstnerisk betonede ting. Om det saa er lykkedes, maa andre finde ud af. Mine materialer har været hav-ragelse fra Helgenæs – bundgarnspæle, havsten, skærver osv, - ja. og saa grene fra haven, Pomoma her er f.eks stammen af et æbletræ skaaret til.
Det er alt sammen noget, jeg har gaaet og leget med i ro og mag. Jeg arbejder ikke spontant, tingene kan nu og da trække ud i aarevis for mig. Og jeg flyver ikke op og bliver vanskelig, fordi det ikke lykkes første gang.

Livligt aabningssalg
Der var mange ferniseringsgæster og ikke mindst var Aarhus Universitet og Aarhus-hospitalerne repræsenteret. Ogsaa salget gik livligt.
Raadhusets Kunstforening og Viborg Kunstforening købte begge hos Svend Dalsgaard, Randers. Også Krag Hansen, Sønderborg solgte til Kunstforeningen i Viborg. Desuden solgte Emil Gregersen, Erik Heide – to granitskulpturer – VP og gæsten Johannes Carstensen, Sønderborg-København hvis køber var en kunstkreds i Aalborg.
I alt beløb salget til godt 4000 kr., hvortil kom, at Centralværkstedets Kunstforening i Aarhus reserverede sig en Valdemar Petersen.
Intet under at malerne og deres venner bagefter begav sig til nattefest på La Tour i stærkt opløftet stemning.

I fjernsyn og radio
Allerede i aftes var udstillingen i fjernsynet.
I søndagsturen i radioen i morgen interviewer programsekretær Chr. Kryger VP, maleren og billedhuggeren Svend Dalsgaard og pressesekretær, bibliotekar Jørgen Thorsted.

I aften er der koncert i udstillingssalen under medvirken af cellisten Folmer Bisgaard, pianisten Poul la Cour og Aarhus Byorkesters nye, unge koncertmester Mogens Brendstrup.
An-dré

Lokal århus-avis, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Ix. Interviewer VP (60 år) under overskriften ”Bundgarnspæl skulle være ”guldkalv” paa Helgenæs” i anledning af udstillingen ”Den Jyske” i Raadhushallen i Aarhus.
Bundgarnspæl skulle være ”guldkalv” paa Helgenæs
Maleren VP, Aarhus, der i dag laver træskulpturer af grene og rødder, formet af naturen.

Jeg er uddannet plankeværksmaler!
Det er kunstmaleren Valdemar Petersen, Aarhus, der siger det.
Vi snakkede lidt sammen mens han gik og kiggede på sin ophængning på udstillingen ”Den Jyske” i Raadhushallen i Aarhus.

Man ska jo have en basis for sit liv, føjede han til, og jeg er jo ikke forretningsmand eller har talenter i den retning!

HVAD MAN PROPPER I BØRN
Plankeværksmaleriet har han dog i dag lagt på hylden, men i dag sikrer han sin kunstnertilværelse økonomisk ved at undervise børnehavelærerinder på Socialpædagogisk Seminarium.
Ja, det betyder meget, hvad man propper i børn i dag. De kan jo let glide ud i passiviteten, fordi der er saa meget, legetøj for eks., plastik og den slags, som ikke sætter noget i gang hos dem. Jeg viser de små børnehavelærerinder. Hvad man kan finde i naturen af ler, træ, sten og mange andre ting, og hvordan de kan udnytte tingene sammen med børnene.
De lærer at bruge deres fantasi og forme med deres egne smaa fine hænder, og det er morsomt at se saa begejstrede og næsten berusede, de kan blive af det. Det bliver glæde – ogsaa for børnene.

DE STJAL PIGERNE FRA DEM
Vp udstiller ikke blot malerier i aar. Han vækker opsigt med flere træskulpturer af materialer, som han finder i naturen, altsaa ting, der har forbindelse med, hvad han laver paa seminariet – eller vel nok omvendt. Jeg bor ovre på Helgenæs om sommeren, fortæller han, og de fleste af de ting, jeg har lavet i træ her, er fremstillet af noget, der er drevet i land på stranden. En anden af skulpturerne er lavet af et gammelt æbletræ fra en have derovre, og den kalv, De ser der, ja, det skulle egentlig være ”guldkalven”, men guldet virkede ikke rigtigt – den er lavet af en gammel bundgarnspæl.

Det er dejligt at bo på Helgenæs om sommeren, og jeg tror, man har godt af et veksle mellem land og by. Det er, som om man ikke bliver så ensporet paa den maade, og Helboerne er et dejligt folkefærd, ja, nu må De ikke skrive molboerne, for der er de ikke. I gamle dage var der noget om, at molboerne stjal pigerne på Helgenæs, og der er maaske lidt nag endnu fra den tid.
Petersen er 60 aar, men vil gerne høre til de yngste. Han stammer fra Holsted i Vestjylland og udstillede første gang på Kunstnernes Efteraarsudstilling i København. Hans far var savværksejer, og det er muligvis derfra, lysten til træ kommer. Han er glad for børn, men økonomisk basis for selv at have nogen har han aldrig haft, siger han. – Men saa laaner vi nogle stykker, enten derhjemme eller ovre på Helgenæs, og de er vidunderlige at vise tingene frem for. De forstaar en!

Ix

1971
September 1971
Bro anmelder VPS retrospektive udstilling i Kunstforeningens lokaler. ”En glad maler på slottet” Udelukkende rosende ord om udstillingen og den 72 årige maler. Flotte beskrivelser af hans værker. Foto af VP ved udstillingens åbning. Arkitekt Poul Johansen holder tale.

1971 ingen dato
72-årige ”Valde” føler sig slet ikke ”udlært” i kunst.
VP udstiller for første gang i to år (på koldinghus) med en samlet produktion, der spænder over en 10-årig periode.

Bro er hjemme hos VP og interviewer ham. Billede af VP med halvfærdig træpige i ”havragelse”
Han er fyldt med lune. I en tid, hvor kunststofferne trænger ind overalt, søger han tilbage til det oprindelige, til sten, sand og træ, ”havragelse” kalder han det selv, og af ragelsen skaber han ting, der er udtryksfulde. De dækker noget af hans eget lune – men egentlig er han såre primitiv og naiv, siger hans fru Ester. ”Han” er ”maleren” VP, koldingenser gennem 7 år i et arvet hus i Søgade, der ligesom helt passer til den særdeles produktive maler, hvis værker findes i museer i ind- og udland og et stort antal i private hjem.
Fredag åbner Kolding Kunstforening det, man kalder en retrospektiv udstilling af den 72-årige kunstners produktioner. Det bliver foreningens sæsonstart, og der bliver nok at se på. Værker gennem en 10-årig periode er hentet hos private og kunstmuseer eller fra huset i Søgade, og ”Valde”, som han uprætentiøst kaldes blandt venner, går i disse dage og filosoferer over, hvorledes tingene nu bedst kan arrangeres.

Tidsfæste af stor produktion er svær
Det er slet ikke sikkert at ophængningen og opstillingen bliver, som jeg hade tænkt mig, da tanken om udstillingen først kom frem. Jeg har det med at lade tingene gro op, og det kan der komme de mærkeligste ting ud af. Jeg er modstander af de udstillinger, hvor publikum vandrer fra billede til billede. Der skal være grupper, som fanger. Og det søger jeg at skabe, siger Valde. Om det lykkes er en anden ting.

Det er to år siden VP har haft separatudstilling, Et par mindre udstillinger med enkelte værker f.eks. forsommerens udstilling i ”Spiren”, tæller ikke rigtig med. Der skal gå to år, før denne kunstner finder, at nu er det tilstrækkeligt til en udstilling.
Hvornår startede denne stærkt varierede udfoldelse?
Det kan jeg ikke tidsfæste. Jeg begyndte allerede som dreng, men tidspunkter og årstal ligger mig uendeligt fjernt. Lederen af Kunstmuseet i København var ved at fortvivle, da han skulle have oplysninger om et af mine malerier, for jeg har svært ved at erindre hvornår det var gjort. Sådan her det altid været. Når jeg maler, gror alting op indefra, og jeg tænker ikke siden på, om det var i 1939 eller 1960, dette eller hint blev skabt. Jeg må støtte mig til katalogerne.

De stærke farver og lyset drager
De stærke farver er et særkende for kunstmaleren Valde. Helst ville han, når han trykker dem ud på paletten, bare bruge dem, som de fremtræder, men lyrikeren i ham er bidt af lyset og de bugtede landskaber på Helgenæs – hans fortrukne favorit-domicil.
Jeg har været både på Bornholm og Christiansø, hvor lyset også er særpræget, men det kunne jeg slet ikke male. Jeg tror heller ikke, jeg ville gøre mig på Skagen, og nogen ”isme” kan jeg slet ikke knyttes til. Gennem årene kom anerkendelsen, først på efterårsudstillingen, siden Trefoldigheden, Frie Jyske og mange flere. Det var censurerede udstillinger, og så var man anerkendt, uden at man af den grund blev bedre, men det gav ret til stemmeret til akademiet og andre ting.
Som kunstner, hvis man kan bruge dette udtryk, bliver man aldrig udlært. Pigerne på Børnehaveseminariet i Århus skulle f.eks. lære det, man i dag, med et fint ord kalder formning, men midlerne på seminariet var små, så vi gik på strandhugst og fandt ting, vi kunne bruge. Ofte fik det lov til at ligge i måneder, indtil en af pigerne fandt ud af, at der kunne skabes noget.

Udfoldelsestrangen skabes ind(e?) i personen
På samme måde gik det med keramikken. Jeg måtte lære mig teknikken, da jeg fik rådighed over en ovn, men for pigerne var jeg ikke mesteren. Jeg underviste – til flere kollegers store forundring – med hænderne i lommen. Sådan skal det være, for så bliver det pædagogisk rigtigt. Pigerne skulle, lige som jeg selv havde gjort det, fornemme, at udfoldelsestrangen skabes inden i personen og ikke hos en lærer, der selv former ler eller skærer træ, maler eller bygge collager. Vi havde det pragtfuldt med hinanden.
Hvis der findes en kunstner, som ikke tager sig selv højtidelig, må det være VP. Op kl. 5 hver morgen – så er der fred og ro. Slotssøen ligger udenfor vinduerne, og inspirationen til træsnit, keramik, maleri, collager m.m. kommer inde fra. Håndværker må man gerne kalde ham, men hele husets atmosfære bærer præg af, at det er beboet af en mand, der er meget mere end håndværker. Han ved, at elverpiger har hul i ryggen, så han har endnu kun fået ”facaden” af en armlang kvindefigur færdig.
Den er skabt af ”havragelse”. På vægge og hylder står store og små figurer, de tidlige keramikting har fået plads på vægge ved siden af de stærke billeder. Lidt tomt er der blevet, siger fru Ester, selv om der tilsyneladende er overflod. De bedste ting – bedste i Valdes øjne, der for øvrigt ikke er så gode mere – er på slottet og parate til at indgå i udstillingen. Med den har Kolding Kunstforening gjort noget af et kup, for VPs ting er aldrig kedelige.
Folder om udstillingen og VP.
Billede af lerkvinde, relief. Måske af en molersten? Eller gasbeton?

1975
Folkebladet-Sydjylland, 2. august 1975
- Orla Nielsen
Maleren ved Slotssøen.
Foto (Niels Rosenvold) af VP og Ester i haven. Koldinghus i baggrunden
VP i atelieret,
VP og Madonna
VP portræt med pibe

Helsides interview med VP hvor hele hans levnedsløb beskrives.
En tysk anmelder skrev for nylig om VP: ”Han bevæger sig i en egen tilbagetrukken verden”. Denne verden - farvernes – har han løftet lidt af sløret for i det efterfølgende interview og portræt.
Ingen har indtil nu kunnet placere maleren VP Kolding, i en bestemt kunstretning, skønt det er 45 år siden, han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Det seneste forsøg blev gjort, da han i foråret udstillede i den tyske venskabsby Delmenhorst sammen med 3 andre Kolding malere, Thomas L Jørgensen, Hans August Andersen og Erling Jørgensen. Disse tre kunne en rutineret tysk anmelder ”sætte i bås” men den fjerde måtte han give op over for: ”Han bevæger sig i en egen tilbagetrukken verden”.
Der er mere ende ét gran af sandhed i denne bemærkning. VP er et stille og beskedent menneske, der ikke har sind til at mobilisere kræfter til at blive kendt i offentligheden. Få kender ham i byen, hvor han kun har udstillet enkelte gange, efter tilflytningen for 8 år siden, og det er ingen overdrivelse at sig, at han er mere efterspurgt i Århus.

Fra Holsted
Starten på VPs omskiftende tilværelse fandt sted i Holsted, stik vest for Kolding. Der blev han født, lige før et nyt århundrede tonede frem på kalenderen. Faderen ejede et savværk, og moderen var usædvanlig dygtig i kogekunsten.
Fra dem begge mener han at have arvet sansen for tingene, de reelle, naturlige værdier, kvaliteterne. Unge Valdemar skulle have et fag, han kunne leve af. Han kom i lære hos en malermester i Kolding, fordi farver var hans største interesse, og han gennemgik en af den tids gode, solide uddannelser.
Tiden på Teknisk Skole blev meget værdifuld for ham, især husker han dejlige, lærerige timer hos Thorvald Hansen, der underviste på malerskolen. Han var stærkt medvirkende til at fremelske lærlingens trang til at udtrykke sig på papir og lærred med blyanter og pensler.

Det skal du ikke
Efter at han havde modtaget en præmie på skolen, var der tanker om at få ham på akademiet i København, men en af dets professorer, Ivar Bendtsen, som var på besøg i Kolding og havde set nogle af den nybagte malersvends billeder, sagde: - Nej, det skal du ikke.
I steder anbefalede professoren, at VP meldte sig ind på ”Goldschmidts Malerskole”, hvor det hele var mere frit. Det passede den unge mand meget bedre, for han havde været vant til gode, frie forhold hos Torvald Hansen. Opholdet i hovedstaden varede et par år, så kom der en sommer på Bornholm og tilbagevenden til Holsted. Unge V var blevet gift med Ester fra Søgade i Kolding, og i hans Hjemby boede parret en overgang i en atelierelejlighed, som tidligere havde tilhørt en mere berømt kollega, Kræsten Iversen, også født i Holsted.

Lang Århus-tid
Senere blev residensen forlagt til Århus, hvor han en periode arbejdede som malersvend, men ret snart på den pædagogiske front. Han blev ikke bare opdaget som maler, nogle mennesker fandt også ud af, at han var i stand til at undervise, og blev da lærer i formning op et seminarium.
Denne periode, den længste sammenhængende i hans liv, blev rig på det kunstneriske område. Han blev medlem af forskellige sammenslutninger, og næsten hvert år udstillede han selv eller sammen mad andre malere.
Sidst i 60erne gik rejsen tilbage til samme breddegrad som fødestedet, fordi der var mulighed for at overtage hustruens barndomshjem i Kolding, fint egnet til en pensionisttilværelse. VP kom dog ikke tilbage til landsdelen for at nyde sit otium. Han er om muligt mere end tidligere optaget af kampen med farverne. -Jeg har en ulykkelig kærlighed til farverne, bare jeg ser farver, bliver jeg sat i gang, siger den 76-årige. -Er den altid ulykkelig?
-Nej, en gang imellem er den ikke så ulykkelig, men i hvert fald en besværlig forelskelse, og er den bare stor nok, så tager jeg den gerne på mig.
Når man ser et af hans selvportrætter fra 30erne, giver det indtryk af en maler med kølige, beherskede farver i en klassisk stil – manden selv i vest og slips og med den uundværlige pibe. Op til i dag er der sket en ændring. -Mine farver er blevet kraftige og mere rene. Der er sket lidt efter lidt gennem årene. -Ligesom stofvirkningen, nogle af billederne er jo tommetykke af farver?
-Stofvirkningen skal jeg have, og det er også noget, der er kommet efterhånden.
På det tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg kunne gnave i træ og andre materialer og få stofvirkningen frem, og det er noget mager væsentligt for mig. Er denne virkning ikke i oliebilledet, maler jeg over igen og igen. Jeg arbejder meget langsomt, lægger farvelag på farvelag og bliver aldrig færdig med et billede. Farvelaget har ikke noget med relief at gøre.

Malerens forhold til billedet karakteriseres med denne bemærkning fra hustruen: - Når han får et billede hjem fra en udstilling, begynder han at arbejde videre på det. Og han er meget bekymret for et solgt billede. Han spekulerer på om det nu er blevet godt nok og kan være lidt i tvivl, om billedet er færdigt.

Hylder genbrug
Længe før der her i landet var tale om genbrug af ting og materialer, var VP på færde med at anvende ting, der egentlig var ”døde” og egnet til at smide væk.
Tømte farvetuber kan hos ham blive noget meget væsentligt. Hvis de skæres i stykker og vrangen vendes ud, kan de blive virkningsfulde elementer, f.eks. i et Madonna-billede. Kassered knappenåle og stifter med store hoveder og meget andet, som menneskenr ikke skænker en tanke, kan han sætte ind som elementer i et billede, stort eller (oftest) i mindre format. Nogle er miniaturer.

Murstensaffald
Trangen til at genbruge skal nok spores tilbage til hans barndom i Holsted, hvor han overværede, at en mure skulle tilpasse mursten til et husbyggeri og derfor huggede sådanne stykker, hvorved der dannedes en del smuld. Af dette smuld fik lille Valdemar ved hjælp af vand en grødagtig masse, der kunne smøres på forhånd værende materiale og danne billeder, og allerede dengang sagde han: -A vil være maler.
Ønsket gik i opfyldelse i modsætning til hvad der sker for hovedparten af børn.
På flere måder havde han held med sig. Frie forhold i en skole i Holsted, frie forhold på skoler i Kolding og København – og denne påvirkning gav ham også en fri form, da han selv skulle til at undervise i Århus. Fri er derfor også hans måde at male på, den udefinerlige:
Jeg begynder altid naturalistisk, men så tager billedet magten fra mig. Jeg ved ikke hvordan det udvikler sig, siger VP.
Der er nok rigtigt på dette tidspunkt af skildringen at afsløre, at han som 18-19 årig fik sine bedste maleriske oplevelser under opholdet i København af Olav Rude, Harald Giersing og William Scharff, den tids ”moderne” malere.
Han ligner ingen af dem, imidlertid må deres værker hav påvirket ham – det må en kunsthistoriker afgøre.

Daglig ved søen
Med bopæl nord for slotssøen og daglig gang ved dens bred, fordi husets have går helt ned til søen, kunne man måske forvente, at maleren ville male søen og Koldinghus, so er at se hver dag. Sådan er det ikke.
VP maler mennesker og naturen. Man træffer ham ikke ude i landskabet med et staffeli, for et sådant ejer han ikke. Han tager sine skitser eller bruger sin erindring – og maler i sit atelier, der vender ud mod søen. Han er tilhænger af det naturlige, de middelbare, den rolige overvejelse, den stille stund med en enkelt pilsner, den rolige samtale, den tilbagetrukne virken i et atelier, som han selv kaldet værksted.
Her kommer så hans mest overraskende bemærkning: - Jeg er i virkeligheden en stor melankoliker. Hvortil hans frue Esther spontant siger: - Det passer ikke, du er for det meste i godt humør.

1980
Jydske Kolding, 17. februar 1980
haj skriver om og interviewer VP.
80-årig Kolding-maler får legat
”Før jeg dø vil jeg male fem billeder, jeg er tilfreds med”
I et idyllisk bindingsværkshus i Søgade med udsigt til slotssøen bor Kolding-maleren VP. Han er ikke kend af mange i byen, selv om han har boet her i en snes år.
Han får skyld for at være beskeden. Men siger selv med et smil, at det jo også kan skyldes storsnudethed. Han plejer selv at kombinere det til Storsnudet beskedenhed.
Han er ikke den, der producerer stribevis af malerier. Det hænger sammen med, at han aldrig er helt tilfreds. Men han siger, at han bliver ved. Han har besluttet, at inden han dør vil han nå at male fem billeder, han er helt tilfreds med.
Han har ikke nogen af den endnu, så derfor passer hangodt på sit helbred.
På torsdag kommer VP meget mod sin vilje i søgelyset. Bestyrelsen for Thomas L. Jørgensens Mindelegat har besluttet, at han skal modtage årets legat-portion på 5000 kr.
Da jeg fik at vide, at man ville give mig legatet, sagde jeg straks, om ikke de kunne finde en anden, der havde mere brug for pengene, siger VP. For jeg har jo, hvad jeg har brug for. Det glæder jo kun skattevæsenet, hvis man samler mere sammen, end man skal bruge. Men jeg fik at vide, at det ikke er et socialt kriterie, man deler ud efter. Så må det jo være et kvalitetsmæssigt. Og så var jeg endnu mere betænkelig.
Men selvfølgelig er jeg da glad for at få legatet. Jeg kendte jo Thomas i mange år. Og vi udstillede sammen, bl.a. i Billund og i Delmenhorst og på forskellige lokale udstillinger.
VP har altid malet, som han siger. Som dreng så han en murer, der byggede faderens hus om, knuse en mursten. Og han blev så betaget af det røde pulver, at han prøvede at røre det op i vand og male med det, Men jeg tror, det er mere eller mindre tilfældigt, hvad man bliver, siger han. Som dreng drømte jeg om at blive sømand. Eller landmand, for jeg elskede at ride på heste. Jeg er født i Holsted. Og engang kom en malermester fra Kolding til byen for at dekorere vores kirke. Der fik jeg interesse for maleriet, og jeg kom i lære hos ham. Så, jeg er udlært bygningsmaler, og jeg har fungeret som sådan i alle årene, hver gang jeg trængte til noget at leve af.

En sommer på Bornholm for 600 kr.
VP har boet i 35 år i Århus. Det var også en tilfældighed, at han havnede her. Han og hans kone Ester tog til Bornholm med 600 kr. på lommen for at opleve noget nyt. De blev der en hel sommer. Men så begyndte det at knibe med penge. En kammerat skrev fra Århus, at han kunne skaffe VP arbejde der.
I Århus fik han senere pædagogisk arbejde. Han har været med til at bestemme, hvad formning skulle være på Århus Børnehavepædagogseminarium.
Vi tog ud til stranden og hentede gamle ting, fortæller han. Og når man ser, hvor spontane eleverne kan være, bliver man selv optaget af tingene.
Parret købte et gammelt bondehus på Helgenæs – ”dråben” på Mols. Og det har de beholdt, da de for en snes år siden flyttede til Kolding, til Ester Petersens barndomshjem i Søgade.
For det er på Helgenæs VP først og fremmeste arbejder, selv om han også har atelier i kælderen i Søgade. Der skal helst ikke gå mere end en måned i Kolding, jeg bliver rastløs, og så skal jeg otte dage til Helgenæs, siger han. Men jeg vil helst ikke starte vinteren på Helgenæs. For så er alt så gennemkoldt. Ganske vist er der kakkelovn. Men når man kommer til huset er selv dynen frosset.
Det er svært at rive trådene til Århus over, for der har jeg malervenner og forbindelser fra min pædagogiske tilværelse.
VI tog til Kolding igen, fordi jeg fra min ungdomstid mindedes den som en dejlig by. Men det var idiotisk, for på de 25-30 år, jeg var væk, var alt det, jeg havde i erindringen, selvfølgelig forsvundet.

Farer vild som Livingstone
VPs billeder er meget farvestrålende. Jeg har en ulykkelig kærlighed til farver, siger han. Jeg er meget optaget af dem. Men når jeg maler, har jeg det som Livingstone i Afrika. Jeg farer ustandseligt vild. Jeg starter som naturalist. Jeg går ud og tager skitser. Og så går jeg hjem og arbejder videre. Det er så banalt, men jeg må som forfatterne siger, at stoffet selv arbejder videre. Det er noget med at styre farverne i forhold til hinanden – noget med familieplanlægning. Den letsindige røde må ikke dominere. Så bliver de andre fornærmede. Jeg arbejder meget med de samme motiver. Men det skyldes, at jeg aldrig føler, jeg bliver færdige med dem.
Min produktion er ikke stor. For jeg farer jo hele tiden vild. Til gengæld har jeg ingen problemer med at sælge mine ting. Jeg har en lille ”menighed” i Århus, som ind imellem tvinger mig til at male noget. Og ofte kommer folk uopfordret til min dør og vil købe et billede.
Men trods det, at han ikke selv mener at have malet det, han kan være helt tilfreds med, er der i hvert fald billeder og collager af hans i de smukke stuer med de gamle møbler, som hans kone under ingen omstændigheder vil af med den. Så det er ikke alt, der bliver solgt.
Foto af VP, 80 år

1985
Folkebladet Sydjylland, 23. august 1985
Orla Nielsen fortæller om HKs kunstforening og deres udstilling med Erling Jørgensen og Valdemar Petersen.

Folkebladet, Avisudklip uden dato
Vibeke Juul har et stort interview med Valdemar Petersen
”Sådan fødes et rundstykke”.
Høsten bliver ikke helt som forventet i Valdemar Petersens forhave på Søgade 38 i Kolding. Faktisk er der mere ukrudt end hvede, men høstes skal der – med le, og bagefter skal en ny portion sæd i jorden. - Børn skal lære, hvordan et rundstykke fødes, og det gør de bedst ved at se enbølgende kornmark, mener kunstneren, der stadigvæk er yderst aktiv, både når det gælder praktisk arbejde og tankevirksomhed.
Jeg ringede til en Korn- og Foderstofforretning for at høre, om de solgte korn til private. Det gjorde de, men jeg kunne ikke få mindre end 50 kg., og det kunne ikke lade sig gøre at få noget fra opfejningen, for i dag er alting så sterilt og effektivt, at ikke engang en lille mus får lov at gnave hul på poserne. Det lykkedes mig at få en lille portion, men desværre er der alt muligt mærkeligt imellem.

Godt skjult af buske
I forvejen er VPs forhave godt skjult af buske, og forbipasserende skal derfor være ekstra opmærksomme for at få øje på hvedeaksene. Den idealistiske tanke med hvedemarken er det også så som så med, for da en børneflok en dag gik forbi, lød kommentaren fra en af pædagogerne, at børnene sandelig bliver taget med ud på landet, når de skal lære om livets realiteter. Men det er Valdemar lige glad med.

Anarkist i kunstneren
Der er lidt af en anarkist i kunstneren, og han gør ikke noget som helst for at lægge skjul på det. For tyve år siden flyttede han sammen med sin kone ind i huset på Søgade, og selv om der har været tid nok til at vende sig til omgivelserne, er han ikke faldet helt til. Pladsen er for trang og nabohuset ligger kun en spytklat derfra. Til gengæld er haverne lange på den anden led.
Jeg er nødt til at opføre mig pænere i min egen have, end når jeg går på gaden. Der kan man i det mindste klø sig på utraditionelle steder. Det går ikke her, siger Valdemar og mindes årene på Helgenæs på Mols. Det var et dejligt lovløst sted, inden alle fritidshusene skød op. Købmanden havde åbent både lørdag og søndag, og man kunne sagtens køre uden cykellygte, når det var mørkt.

Lazarons indtægter
Når jeg stod i naturen og kikkede ud over markerne og havet følte jeg, at det hele var mit. I Søgade er alting snævret ind, men så har jeg lært mig selv at skønne på de små ting.
Valdemar har en arbejdsdag på 10-11 timer. Haven passer han selv, for et så luksuriøst arbejde kan man ikke overgive til andre, mener han og understreger samtidigt, at nu er det absolut sidste gang, han hakker ukrudtet væk fra bedene. For i år altså – inden længe skal han nemlig i gang med at plukke æbler og pærer. Til det brug har han en stor stålstige til at stå bagest i haven. Han er ikke bleg for at klatre op på den, for bare den står rigtigt er det helt ufarligt, og desuden findes der ikke noget bedre end at svæve helt deroppe – få fat i frugterne og mærke stofligheden.
At en ting er stoflig betyder, at den er ægte, forklarer Valdemar. Jeg kan ikke fordrage kunststoffer, men jeg elsker at røre ved et stykke træ. Der kommer også helt automatisk et hyggeligt skær omkring en, når man sidder og snitter i en pind.
Mens jeg som ung gik på børnehaveseminarium, bad en ung pige mig om at lave en lemmefager håndgodte. Det betyder en velskabt kælepige, fandt jeg ud af, og den er fremragende at sidde med i hånden, for eksempel når man snakker i telefon. Du kan kæle for den eller kramme den alt efter, hvilket humør du er i.
Kvindelige former har i det hele taget altid interesseret Valdemar, og selv en græstot har i hans øjne kunnet forme sig som en velskabt kvindekrop. Men evnen til at se tingene på den måde er medfødt, og det nytter ikke at forklare andre mennesker om den, for så tror de, man er gal.
En gang kunstner – altid kunstner. Selv om Valdemar er ældre, end han har været, tilbringer han stadig mange timer i sit værksted. Er det godt vejr arbejder han i sin ”hule” bagest i haven, hvor der er udsigt over Slotssøen og med Koldinghus som inspirerende baggrund.
Jeg er uddannet maler og har lært alt om teknikken bag. Det håndværksmæssige og det kunstneriske går hånd i hånd, og man kan sagtens kalde en tømrers arbejde med at lave en stol for et kunstværk.
Desværre forsømmes håndværket nok lidt i dag. Nogle af nutidens kunstnere ved ikke noget om, hvordan man blander farver, eller hvilke materialer man skal bruge. De siger bare, at nu vil de være kunstmalere.
Men man vælger ikke selv at blive kunstner. Det er noget, man er. Jeg vil heller ikke kalde mig selv for kunstner, snarere skabende. Som barn blev jeg dybt fascineret ved synet af en knust mursten og bekendtgjorde straks over for min mor, at jeg ville være kunstner. Men det væsentligste var nok, at jeg, som så mange andre, havde en drøm om at være mig selv så meget som muligt.
Jeg var meget lykkelig, da jeg første gang fik antaget mine ting på en censureret udstilling, selvom det samtidig betød hårdt arbejde, for det er først på det tidspunkt, man skal til at rydde op i sig selv.
Med tiden finder man sin egen stil - eller rettere sagt, man finder ud af, at man ingen har. Jeg bliver kaldt ekspressionist, men faktisk er jeg blevet inspireret af alle genrer.
Man lærer også at tage imod både ris og ros fra anmelderne. De fleste er ret blodfattige i dag, men det må være svært for dem at vurdere kunstværkerne, for anmeldere er også individualister.

Maler stadigvæk
Valdemar går stadig ud i byen med sin skitseblok, men arbejdet i værkstedet går lidt langsomt. ”Klumrehoved” betegner han sig selv uden helt at kunne forklare hvorfor, udover at han føler sig som et barn, der leget med tingene.
Inden for min branche bliver man aldrig færdiguddannet, men det er netop det, der gør arbejdet til en livsstil. Jeg er dog blevet så gammel nu, at jeg ikke mere løber efter lygtemænd. Avangardisterne høre ungdommen til, men skulle de få lyst til at se, hvordan et rundstykke fødes, kan de bare tage ud og kikke på min forhave. Forhåbentligt bliver næste års høste mere indbringende.
Vibeke Juul
Foto: Carl-Erik Hesseldal - 3 store flotte billeder af VP i haven.

OVERSIGT OVER DAGBLADSOMTALE

1933 eller 34
Aarhus Stiftstidende, avisudklip uden dato
Richardt Gandrup anmelder Maleri-Udstilling, ”Frie jydske Malere” hvor VP deltager. Om VP: ”VP er ikke særlig karakterfuld, men har i ”Portræt” givet et kønt Tilløb; man har på Følelsen at han giver mindre, end han sidder inde med, hvilket altid er mere rosværdigt end det modsatte.”

???, avisudklip uden kildeangivelse
E.B. anmelder Frie jydske Malere og nævner VP. VP udstiller blandt andet et Portræt, der har været udstillet på ”Den frie”.

1935
Demokraten, avisudklip uden dato
Anmeldelse af Frie jyske Malere i Kunstbygningen. VP omtales med en enkelt sætning: ”Langt mere forsigtigt famlende er VP og Sixsen Wicklund, gennem hvilke forbillederne taler, ...”

???, avisudklip uden kildeangivelse
Nitten kunstnere udstiller på Koldinghus – bl.a. VP

???, Mange avisudklip uden kildeangivelse/dato
Kun et enkelt omtaler/anmelder VP:
Folkebladet, avisudklip uden dato
Under overskriften Kunsten på Koldinghus IX står der om VP: ”V.P. har malet ”Huse” som en Drøm. Han udstiller en ”Villavej”, der betager. Og et Par ”Opstillinger”, der ikke er en Pibe Tobak værd. ”Vinter” er de 150 Kr. værd, som forlanges for Skilderiet. Men han må lære meget endnu. Søg Ensomhed, Hr. Petersen! Læs lidt Hamsun og gaa et Par Holsted-Fodture efterpaa. Det kan saamænd godt være, De ogsaa kan blive Kunstmaler engang. Ernst Goldschmidt er det for længst. Og De kopierer ham jo pænt – men ikke godt nok endnu.”

Jydske Tidende, avisudklip uden dato
Jeronimus skriver om de 19 på Koldinghus og nævner VP's ”dystre, næsten lukkede gadebilleder.”

1944
Politiken, 28. oktober 1944
Walter Schwartz anmelder Efteraars-Udstilling. Om VP:
”Anderledes personligt staar den vist nok ikke helt unge Valdemar Petersen, hvis tre farvestærke Arbejder man har givet Hæderspladsen, hvad de både fortjener og holder til. Opstillingen med de grønne Æbler og en blå Flaske er et af Udstillingens mest holdningsfulde Billeder.”

Social-demokraten, avisudklip uden dato
Preben Wilman anmelder Kunstnernes Efteraarsudstilling. Om VP:
”….De hænger lige ved siden af Udstillingens mest haandfaste Penselsvinger, den sikre og grove, men særdeles begavede Valdemar Petersen, hvem Komiteen har giver Hæderspladsen. Han kan bygge et billede, saa man nok skal faa øje paa det. Opstillingen er et fortrinligt Billede, livfuldt og kraftigt i sin velafvejede Komposition og sin kontrastrige blussende Farve.”

???, avisudklip uden kildeangivelse
Den Gyldenblonde anmelder Efteraarsudstillingen. VP nævnes ikke.

??? Berlingske Tidende, avisudklip uden dato
Kai Flor anmelder Efteraars-udstillingen. Om VP:
”Den sorte Kontur, der i visse Tilfælde synes en Arv fra Giersing, præger ogsaa paafaldende Valdemar Petersens tre Billeder, der for resten på værdig Vis hævder den krævende plads for denne talentfulde Aarhusmaler.”

Politiken, avisudklip uden dato
Walter Schwartz anmelder ”Høstudstillingen”.
VP nævnes – som gæst.

Nationaltidende, avisudklip uden dato
S.S-z [Sigurd Schultz] anmelder ”Høstudstillingen”. VP nævnes ikke.

Berlingske Tidende, avisudklip uden dato
Kai Flor anmelder ”Høstudstillingen”.
Valdemar Petersen nævnes ved navn.

???, avisudklip uden kildeangivelse
Pr. anmelder ”Høstudstillingen” og nævner VP

1945
Nationaltidende, 6. november 1945
Jan Zibrandtsen anmelder ”Den Polykrome”. Om VP: ”Ny er endvidere Valdemar Petersen fra Aahus, hvis robuste, farverige Billeder er et tilskud til Den Polykrome. Hans arbejder vil utvivlsomt vinde ved en konsekventere, klarere Formulering af Motiverne.”

B.T., 6. november 1945
Leo Estvad anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”De to udenbys gæster, Valdemar Petersen fra Aarhus og Ellen Toustrup Madsen fra Raadal ved Silkeborg, lægger ikke nogen kunstnerisk Alen til Udstillingens Vækst. Aarhusmaleren maler i en skrap Kirkerude-stil med gloende Himle og citrongule Høstakke, Kulørerne lige ud af tuberne indrammet af sodsorte konturer.”

Politiken, avisudklip uden dato
Walter Schwartz anmelder ”Den Polykrome”. Om VP:
”Valdemar Petersen har efter sin succes i Fjor faaet skrappe Farver paa sin Palet, han magter dem ikke altid, men uinteressant er han ikke.”

Social-demokraten, 11. november 1945
Møller Nielsen anmelder Kunstnernes Efterårsudstilling.
VP er ikke nævnt

Berlingske Aftenavis, 6. november 1945
Lars Rostrup Bøyesen anmelder ”Den Polykrome” på Charlottenborg under overskriften: ”Paa Vej mod de bedre, men –”

Frederiksborg Amts Avis, 13. november 1945
Lüb. Anmelder:
”Den Polykrome gør fremskridt”, VP omtales: ”Derimod synes Gæsten VP slet ikke at kunne finde ind til en koloristisk Systematik, hans Billeder er præget af Kulører, der ofte direkte svækker hans kunstneriske Ide og som i deres Påsætning til andre Tider forekommer helt vilkårlige.. Det er Synd, for der er Maler i Manden.”

???, avisudklip uden dato
Pierre Lübecker anmelder:
”Den Polykrome paa Vej frem.”
Der er behov for et intellektuelt betonet Maleri.
Om VP:
”Gæsten VP derimod overbeviser ikke denne Gang selv om der umiskendeligt er Maler i m. Paa ham gælder Bemærkningen om manglende Logik i Farveholdningen, nogle af hans Arbejder nærmer sig betænkeligt det kulørte, og begrænsningens Kunst forstår han slet ikke. Disciplin skal der til, hvis hans Billeder skal få Rejsning.”

???, avisudklip uden dato
dv. anmelder
”Den Polykrome” mindes Thorvald og Ib Hansen.
Om VP:
”VP har en Farveskala, krassere end man selv i Dag er vant til. Det er lige ved, at Farverne tager Magten fr Kunstneren.”

Socialdemokraten, 17. nov. 1945
Pr.W. anmelder
”Den Polykrome”
Om VP:
------- det bliver en tom skal. ”På samme måde vækker VPs bastante Billedform Mistanke om at være drevet længere ud i det villede, end Oplevelsesevnen rækker. Han kan sine ting og kan faa et Billede til at virke, men bliver sjælløs i sin Iver efter ikke at kunne faa det stærkt nok.”

1946
B.T., 16. november 1946
Leo Estvad anmelder ”Den Polykrome” på Charlottenborg. VP omtales:
”Aahusmaleren Valdemar Petersen mangler ikke kraft, og det er heller ikke udelukket, at han en dag bliver en af Udstillingens virkelige støtter. Der er noget eruptivt voldsomt i den Maade, hvorpaa han behandler Materialet. Han er mest afklaret i en Opstilling, i dette billede fungerer Farven langt smukkere end i de anstrengte Figurkompositioner. Ogsaa et par Landskaber er bedre i Aar, der er nemlig et Svælg mellem Grovhed og malerisk Styrke.”

Aftenbladet, (Øjensynlig samme udstilling, men uden dato)
Pierre Lübecker anmelder ”Den Polykrome” på Charlottenborg – 2 spalter.
VP omtales: ”For Valdemar Petersens Vedkommende er den midlertidige Svaghed ved at blive overvundet og hans koloristiske Sans kommer fint til Udtryk i det store Billede af den siddende kone. Stadig kan det dog knibe med Fastheden i Kompositionen i Landskaberne og han strejfer også af og til det kulørte”.

???, avisudklip uden kildeangivelse
Billede af nogle af kunstnerne, der ophænger VP's kvindebillede.

Berlingske Tidende, avisudklip uden dato
K.F. anmelder Den Polykrome paa Chalottenborg.
Om VP: ”..i aar er Udstillingens Aarhus-Medlem Valdemar Petersen en af de malere, hos hvem man finder Talent, om end – som det synes – mindre sikkert behersket end tidligere. Han er Kolorist af den primitive voldsomme Karakter, og i hans landskaber er der ogsaa Kraft og Varme, men man savner den samlende Personlighed – det virker lidt for udvendigt, selv hvor han i Figurbillederne stræber mod en vis stilbetonet Form. Bedst står det store Opstillingsbillede.”

1947
København, 15. november – udgivet af A/S Den Københavnske Venstrepresse
Daniel Hvidt anmelder Kunstnernes Efterårsudstilling. 2 spalter.
Valdemar Petersen nævnes sammen med andre kunstnere – men kun med navn.
(Pastor Laier fremhæves for sine skulpturer.)

Nationaltidende, avisudklip uden dato
Anmeldelse af J.Z. [Jan Zibrandtsen] – en spalte.
Udstillingen anmeldes positivt – men Valdemar er ikke nævnt.

B.T., avisudklip uden dato
Leo Estvad anmelder Efterårsudstilling – 2 hele spalter.
VP omtales kort: ”…V.P. fra Aarhus ……. Falder straks i Øjnene på grund af en kraftig Farveholdning, Landskabet med den prikkede Luft gør sig fordelagtigt bemærket.”

1948
???, marts 1948, avisudklip uden kildeangivelse
Walther Schwartz anmelder ”Den Polykrome” og skriver om VP:
”Smæld er der nok af i Valdemar Petersens Landskaber og Figurbilleder. Det gale er bare, at man ikke rigtig tror paa dem; der er lidt Fidus i hans koloristiske Naivisme.”

Lokal Århus-avis(?), 1948, avisudklip uden dato
Max Brammer anmelder Forårsudstilling i Aarhus Kunstbygning – 6 spalter/kronik.

VP har været med i censurmomiteen – men udstiller også selv. Han omtales meget rosende:
”…men Sejrens Palmer er forbeholdt V.P. for hans to prægtige Billeder ”Opstilling” og ”Landskab”, lige ypperlige i Komposition og højspændt Kolorisme. Strandmarken i Maanelys med Kvæg og Græs og gule Kornfelter mod den natblaa Havflade er en kunstnerisk Præstation af uhyre Intensitet beslægtet med Jens Nielsens og Oluf Høst’s koloristiske Expressionisme – V.P.s Kunst alene gør denne Udstilling til en Seværdighed.

Politiken, 10. maj 1948
K.B omtaler ”Den Polykrome” og nævner Valdemar Petersen.

Land og Folk, 15. maj 1948
Otto Gelsted anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”Aarhusmaleren Valdemar Petersen er endnu for afhængig af Jens Søndergaard (og Roualt?), til at man kan dømme om hans muligheder. Han svinger sine veje og marker på lignende vis som Søndergaard og maler røde huse op mod hav med rød sol over ligesom Søndergaard. Også hans figurer, der sidder stive som dukker i deres stole, har mindelser om den store Jens.”

Information, 11. maj 1948
Krilon anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”…enkelte Kunstnere, som der er en Glæde at gense. Det gælder en Mand som Arhusmaleren Valdemar Petersen, en Sværvægter, der foreløbig prøver sine Bræfter på byrder, som andre, først og fremmest Roualt, har forsøgt at løfte før ham. Men som nok synes at have kræfter til også at bane sig vej på egen Haand. Hans Figurbileder virker meget stærkt, de er fint komponerede under rigeligt Brug af sorte Konturfarver, og selv om han i sit Farvevalg bruger meget voldsomme Virkemidler, forstaar han alligevel at kontrollere dem, saa Modsætningerne gaar op i en højere Enhed.”

Berlingske Tidende, 15. maj 1948
Leo Estvad anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”….Sammenslutningen præsentere sig væsentligt bedre.Medvirkende hertil er Ophængningen på Endevæggen af Aarhus-Maleren Valdemar Petersen, han har en robust styrke i farven, som vel kan forekomme noget uslebet, men i Opstilling lykkes det ham at tæmme de grove Kræfter og skabe et smukt og stofligt Hele. De mørke Konturer, han før tegnede med, og som fik Billederne til at ligne Kirkeruder, er blevet dæmpet ned, saa Farverne virker med langt større Natur. Landskab nr. 123 er fast bygget op, og de siddende Figurer har ogsaa oprindelige maleriske Egenskaber. Der er noget personligt på denne Væg.”

Socialdemokraten, 8. maj 1948
M.N. anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”V.P.s katolsk straalende Æresvæg er ogsaa værdig til en Reverens. Selve Motiverne er ret ligegyldige, men bag den emaljespraglede Farve lever der aabenbart et glødende sind.”

???, 1948, avisudklip uden kildeangivelse
Kai Flor anmelder ”Den Polykrome”.
Om VP: ”Ogsaa Valdemar Petersen, Aarhusmaleren, har i aar i sit bedste Billede, en Opstilling, formået at beherske sin lidt grove Farvevirkning i harmonisk afstemte Flader.”

???, 15. maj 1948
Daniel Hvidt anmelder ”Den Polykrome”.
Om VP: ”Den stærke Mand fra Aarhus, Valdemar Petersen, bruger alle Midler, for at sine Billeder skal se kraftige ud. Han faar ogsaa ofte en stærk Billedvirkning, men for det meste slipper han Arbejdet paa Halvvejen. I Figurbillede nr. 122 f.eks. svømmer den underste Del af Billedet ud, og Hændernes og Hovedets Arabeskvirkning falder ud af Sammenhængen. Hans Farvevirkning er ogsaa saa grov, at den maa kaldes banal.”

Aftenbladet, 13. maj 1948
Pierre L.[übesker] anmelder ”Den Polykrome”
Om VP: ”I et par Landskaber og nogle Figurbilleder udtrykker Valdemar Petersen sine hektiske Farveoplevelser, der er Glød og Kraft i hans Arbejder.”

Nationaltidende, 9. maj 1948
Jan Zibrandtsen anmelder ”Den Polykrome”.
Om VP: ”Valdemar Petersen fra Aarhus maler Opstillinger, Figurbilleder og Landskaber i en bredt formet stil. Han undgaar nu de sorte Konturer om sine Figurer og opnaar mere nuancerede Farvevirkninger, samtidig med, at han bevarer noget af sin robuste Kraft.”

Samme år ???, avisudklip uden kildeangivelse
To udklip i forbindelse med åbning af en ny børnehave, hvor en endevæg er dekoreret med et grønlands-landskab og et jungle-billede af VP. Han har vundet en konkurrence inden for foreningen ”Ung Kunst”.

1949
Aarhus Stiftstidende, avisudklip uden dato
Mogens Rasmusen anmelder ”Syntese” og skriver om dannelsen af samme. VP nævnes og hans ”Figurbillede” er afbildet i farver over tre spalter med følgende tekst:
”V.P.s Farvevalg giver udtryk for en kraftig malerisk Oplevelse Hans Farver er ikke blevet neddæmpet med Aarene. Han har udstillet flere Gaange paa Kunstnernes Efteraarsudstilling, været Gæst på Høstudstillingen og er nu Medlem af ”Den Polykrome”.”


Lokalavis Århus, avisudklip uden dato
Anmeldelse af ”Syntese” før besøg i Odense.
Om VP: ”Valdemar Petersen har umiskendeligt lært at Søndergaard, men har ikke noget af dennes Lyrisme i sig, og bliver personlig i sin Stræben for at finde noget personligt at sætte i Stedet. Hans landskaber er blevet brutale og kraftige i Anslaget, som Figurbillederne brutaliserer Lundstrøms Forkærlighed for Monumentalitet, og gaar ud over samme Mesters delikate og præcise Farve- og Fladevirkninger paa tilsvarende Maade.”

Demokraten, søndag den 27. marts
p. omtaler ferniseringen af ”Syntese”.
Foto af VP's ”Model”


Jyllands-Posten, 27. marts 1949
bos. anmelder ”Syntese”.
Om VP: ”En af udstillingens stærkeste Enkeltheder er Valdemar Petersens Væg. Han er voldsom, men han er en god maler, for hans voldsomhed er lig med udtømte maleriske Muligheder. Her er ingen reserver – de er brugt op i hvert enkelt billede.”

Århus Stiftstidende, 31. marts 1949
Richard Gandrup skriver kronik om ”Syntese”.
Om VP: ”Umiddelbart oplivende elementer paa udstillingen er Jørgen Glud ……, og Valdemar Petersen, der boltrer sig i en voldsom kolorit over hektiske landskaber og mandhaftige figur-billeder i bizar opfattelse, det hele under udfoldelse af en lidt brutal effekt, der trænger sig paa og kræver at blive bemærket – og bliver det!”

Fyens Stiftstidende, 10. april 1949
Omtale af fernisering af ”Syntese” på Fyens Stiftsmuseum, Odense.
Anmeldelse af udstillingen.
Om VP: ”Paa den højre flanke finder man Valdemar Petersen, en Kunstner med et fast, men noget broget Haandelag. Bedst lykkes Arbejdet for ham i billeder som ”Helgenæs” og ”Model”, pegende mod den Klaring i Glød og Farvehenrykkelsen, som vil lutre hans Nerve og øge hans maleriske Slagkraft betydeligt. Naar Processen engang er fuldbyrdet, kan det forudses, at hans Maleri kommer til at staa mere vægtigt end nu, hvor det først og fremmest præges af koloristisk Ubændighed i højere Grad end egentlig af Følelsesfuldhed.”

Fyns Tidende, samme dag
Mulle [Liepmann] anmelder ”Syntese”-udstillingen.
Om VP: ”Valdemar Petersen basker omkring i en dampende farvefryd, stærkt, bondsk og dejligt. Næsten brutalt slænger han alle palettens farver i synet på en, men det gør godt. Her er sundhed. Længe efter at man har vendt ryggen til hans væg, klinger nogle af hans livsaligt blå farver endnu i bevidstheden.”

Fyns Venstreblad, 10. april 1949
Omtale af ferniseringen af ”Syntese” i Odense.
Anmeldelse af maleren Georg Poulsen – om VP skriver han: ”Valdemar Petersens ophængning er ret uegal, hvilket ikke er underligt for en maler med et tilsyneladende saa spontant, primitivt og oprindeligt sind. Hans ”Helgenæs” og til dels ”Hvid dame” bevirker, at man let tilgiver andre ”svipsere””

Fyns Anmeldelser fra scrapbogen:
???
”Fast” anmelder mange små udstillinger, bl.a. Valdemar Petersen, der udstiller i KBH, ”Trefoldigheden”
”VP der for tiden udstiller sine malerier i udstillingsbarakken ”Trefoldigheden”, er som talent ejendommelig grov og uskolet, men der er sikkert den sandeste måde for ham at udtrykke sig på. Den maleriske kraft i hans ting kan i hvert fald ikke diskuteres. De tunge figurbilleder og møjsommeligt malede bakkelandskaber med havet bag ved brænder sig ind i hovedet på en.”
Artiklen er illustreret med VPs Maleri: Landskab

Berlinske Tidende, 11 december 1949
K.F. skriver:
Koloristen fra Aarhus.
Maleren VP fra Aarhus har efterhaanden fæstnet sit Navn her som talentfuld, primitiv Kolorist. Hans Udstilling i ”Trefoldigheden”, Kunstnernes Efteraarsudstillings Barak ved Nyboder Skole viser paany hans Kunst med kraftige, grove Træk. Men Farveglæde har han og Personlighed ogsaa i hans svære Penselføring med den undertiden tykke, sorte Kontur, enten han maler Portrætfigur – helt monumentalt i ”Hvid Dame”. – Landskab med den obligatoriske Række Huse med røde Tage, eller Opstilling. Stærkest virker de sidste med deres faste Linieføring og lysende Farveglæde.

Socialdemokraten, 30 november 1949
Gs skriver meget positivt om VP:
Ombord på den lille ”udstillingsfregat” Trefoldigheden – de ved, den rødmalede kunstudstillingsbarak i Nyboder, bag Christian d. 4, har Aarhusmaleren Valdemar Petersen samlet en række af sine drabelige værker til offentlig beskuelse. Her er sandelig smæk for skillingen. Det er basunfanfarer i ulige kulører. Med speederen helt i bund, med største energiudfoldelse og med alle palettens farver opstillet i kampformationer er han gået til værket, og resultaterne er heller ikke udeblevet. Når Valdemar Petersen har vundet sejren og det har han i ikke så få tilfælde, så ser vi en række farvestrålende kunstværker, hvis kraftige kolorit bringer den franske maler Georges Rouault i erindring. Men farverne er også stærke, somme tider så stærke, at maleren er bukke under for overmagten, og så ser det ikke så rart ud. Man kunne ønske, at Valdemar Petersen ville arbejde mere med farvens muligheder, ikke for at blive behagelig og blød – vor herre bevares – behagelige og bløde malere har vi nok af. Charmen ved Valdemar Petersen er netop hans stride og utøjlede malehumør, men man kunne ønske han ville arbejde frem til større sikkerhed i mellemtonerne. Han har mulighed for at komme fri for den vage fornemmelse af tilfældighed, man sommetider kan føle over for nogle af hans billeder.

København, 1. december 1949
Den talentfulde maler fra Århus Valdemar Petersen, som er Medlem af Kunstnersammenslutningen ”Den Polycrome”, og som i de senere Aar har gjort sig fordelagtigt bemærket, har for tiden en lille Udstilling i Træbarakken ”Trefoldigheden” ved Nyboder. Han har i sin Tid være Elev af Ernst Goldschmidt og har derigennem aabenbart fået en fin Sans og Forståelse for Farveværdier og Arabesker. Paa Udstillingen ser man en Række stærke og personlige Arbejder, som forhøjer det gode Indtryk, man har fået af hans Kunst andre Steder.

Politikken, 5. december 1949
K.B. skriver
”Fra Den Polykrome husker man VPs djærve kamp med de koloristiske værdier. Nu har han aabnet en udstilling i ”Trefoldigheden” ved Østerport. I opstillingen med det blå bord og ”Model i interiør” er det bedst lykkedes for ham at nærme sig den kunstneriske balance og intensitet, han stiler mod. Men alt for ofte glipper strukturen for ham, og farven bliver til kulør”

Berlingske Tidende, 11. december 1949
K.F. skriver:
Maleren Valdemar Petersen fra Aarhus har efterhånden fæstnet sit Navn her som talentfuld, primitiv Kolorist. Hans udstilling i ”Trefoldigheden”, Kunstnernes Efterårsudstillings Barak ved Nyboder Skole, viser på ny hans Kunst med kraftige grove træk. Men Farveglæde har han og Personlighed også i hans svære Penselføring med den undertiden tykke, sorte Kontur, enten han maler Portrætfigur – helt monumental i ”Hvid Dame” Landskab med den obligate Række Huse med røde Tage, eller Opstilling. Stærkest virker de sidste med deres faste Linieføring og lysende Farveglød.

1950
Lille fin tegning,
på indersiden af en konvolut af hvordan VPs udstilling ser ud. Tegningen kan foldes op så man ser rummet med de 6 malerierne, der er skitseret på.
Kuverten er adresseret til Anni Løgstrup, Vestergade 43, København, og poststemplet Aarhus 8. december 1950 – Der er et 25 øres frimærke med Frederik den 9 på brevet.
De seks malerier forestiller: Model med kat, landskab, mennesker og heste, opstilling, landskab med huse, model i sofa, frugter og kat.
Tekst: Sådan ser din Ophængning ud.

Invitation til fernisering,
på den polykrome fredag den 8. december kl. 10 – 17, sidste dag søndag den 17. december 1950, med samtlige udstillere.
Forside-tegning af Anni Løgstrup

Berlingske tidende, ukendt dato
KAI FLOR anmelder
Pæn, lidt tynd ”Polykrom”
Om VP: Og den frodige Kolorist fra Aarhus, VP, synes i Arbejder som ”Grønt Hav” og ”Høstbillede” at krydse Mindelser fra Jens Søndergaard og Ebba Carstensen.

Politikken, ukendt dato
Alt for megen alvor
Den Polykrome aabnede i gaar på Charlottenborg.
Intet om VP.

Natonaltidende, ukendt dato
Jan Zibrandtsen anmelder
Den Polikrome
Om VP: Valdemar Pedersen møder med Figurbilleder og Landskaber malet i ekspressiv bred Stil. Han naar i flere af sine Ting ind til en egenartet Stemningsfylde.
Foto af VP billede, kunstneren i hvid kittel.

Information, ukendt dato
Ole Sarvig anmelder
Plankeværk i sne
Om VP: VP er derimod en dekorativ kolorist. Stærkt inspireret af Rouault, blot er der hos ham den Rouaultske helgen erstattet af maleren i hvid kittel.

???, ukendt dato
M.N. anmelder
De stædiges klub
”Den polykrome” udstilling på Charlottenborg.
Om VP: Ingenting

???, ukendt dato
Jan Zibrandtsen anmelder
Eksperimenter af mange Slags
Om VP: VP viser klarest sin temperamentsfulde Farveoplevelse i et arbejde som Opstilling med Model og Kat.

???, ukendt dato
Walter Schwartz anmelder
Polykromt efterår på Charlottenborg
Om VP: Derimod synes udstillingens ”stærke mand” VP ikke at kende til begrænsningens kunst, det skriger fælt fra hans ”søndergaardske” væg.

???, ukendt dato
Pola Gauguin anmelder ”Den polykrome” på Charlottenborg Om VP: Intet

Berlingske Aftenavis, 8. december 1950
Flemming Madsen anmelder
Ene blandt de abstrakte.

Land og Folk, 10. december 1950
Fast-. Anmelder
”Hvor der arbejdes godt og rigtigt”
Den Polykrome har noget at vise på aftenferniseringen i dag
VP ikke nævnt

Berlingske Aftenavis, 15. december 1950
Leo Estvad anmelder
”Dårligt klappet kage.”
Om VP:
”Modsætningsvis kan VP nævnes, han er massiv, så det batter, men man synes at have set Billeder nogle gange før. Hans Landskaber er imidlertid ikke uden malerisk Kraft. Det mest holdningsfulde er Ørby”

???,
Erling Schwartz anmelder
”Noget godt og mere ligegyldigt”
Om VP
VP er vedvarende grov og tung.

1952

1954
Aarhus Stiftstidende, 7. februar 1954
Richard Gandrup anmelder Aarhus-kunstnere i Raadhushallen.
Om VP: ”En næsten eksplosiv kolorist er Valdemar Petersen, der forbinder sund og haandfast virkeligheds-opfattelse med en ganske ubændig farve-beruselse. Det hele kan virke robust og skurrende, men det er let at se et kunstnerisk syn og princip bag ekscesserne, og et billede som ”Grønt hav” har store maleriske værdier, virker egentlig betagende. Et stærkt sind har her prøvet kræfter med en vældig natur, en slags Jacobs-kamp har fundet sted – der er intet nederlag lidt.”

Aarhus Stiftstidende, 13. februar 1954
Maleri: Fred efter kamp.
Interview med Valde af Georg Andresen.
Jeg er ikke ude efter succes, bare leve siger Valde.

Demokraten, avisudklip uden dato
Omtaler ferniseringen af Aarhus-udstillingen 1954 og nævner navnene på udstillerne – bl.a. VP.

???, avisudklip uden kildeangivelse
Kai Flor anmelder Aarhus-udstillingen.
Om VP: ”Aarhusmaleren Valdemar Petersen gør sig som vanligt gældende som den primitive, temperamentsfulde Kolorist..”

???,
K.O. omtaler og anmelder en udstilling på Socialpædagogisk Seminarium
Straalende Udstilling af NY FOLKEKUNST
Gratis tilgængelig for alle i dag i Socialpædagogisk Seminarium.
Ja mellem snart sagt alverdens tænkelige billedmaterialer fæstnet til overdaadigt farve-levende nyskabninger i en folkekunst, der ikke alene er spirende, men allerede er i rig blomstring, træffer vi seminarieforstander, frk. M.B. Gregersen paa udstillingen af 28 nye børnehavelæreres elevarbejder i stueetagen af Rødkløvervej 12, Aarhus, værdig genbo saa at sige for vort jyske universitet, i en billedsamling, der er intet mindre ens en kladsukces for seminariet, gratis tilgængelig for enhver i dag i tiden fra kl. 14 – 20. vi henviser til samlingen som en værdi, ingen kunst- og børne-interesseret maa forsømme.
Det er ikke nogen eksamensudstilling siger forstanderen, der er udelukkende en fremvisning af arbejdsformerne, karakteriserende en vis udvikling hos eleverne, der nu skal ud i virksomhed som børnehavelærere. Det almen pædagogiske, der kommer frem ved denne aktivitet, anser jeg for en hovedhjørnesten, maaske af endnu større betydning end det rent teoretiske, undervisningen naturligvis ogsaa omfatter. Kontakten med alle mulige materialer aabner for dristigheden, styrker selvtilliden og følelsen af tryghed selv hos den mest ængstelige af eleverne, der i aar ligger mellem 20 og 44 aar med flertallet midt i tyverne. Der arbejdes ikke med nogen karakterbedømmelse for øje, men først og fremmest paa en frigørelse indefra. – Ja maaske skulle jeg ikke sige det, men er det ikke imponerende.
Forstanderen viser rundt paa denne fantasiens fabelagtigt rige blomstring i de talrige elevarbejder, hvor man målbevidst søger at finde de arbejdsformer. Der tjener smaabørn bedst og lægger op til materialer og midler. Enhver kan skaffe sig overalt – og uden tyngende opskrifter. - Altså, jeg misunder saamænd eleverne, for jeg maa jo selv nøjes med at administrere og opmuntre. Bare jeg kunne være med i denne livsudfoldelse i praksis, men de faar i alt fald en bedre start end jeg har faaet, sukker frk. Gregersen.

Trium for ”Dorte”,” Valde” og ”Ras”.
Og nu er forstanderen lige pludselig ikke en alvidende socialpædagog, men seminarieelvernes alle sammens ”Dorte”, mor for hele den glade bande hvor maleren og læreren Valdemar Petersen hedder ”Valde” og sløjdlæreren, snedkermester Rasmus Nielsen hedder ”Ras” slet og ret, og hvor hele koret er du-kammerater i det daglige virke i færd med intet mindre end nydannelsen af en folkekunst, der ogsaa er i frodig udvikling fra vore kommuneskolers Virksomhed.
Tal helleder med Valde, siger Dorte – det er ham, der sætte sving i pigerne.
Og saa fortæller maleren VP om, at – han næsten ingenting gør udover at skrabe nye materialer sammen til pigerne og saa (oh, hvor beskedent) bare lige sige til dem om at forsøge med lidt papirstumper paa pap og glasstumper i kity, eller klippe muslingeskaller til mosaik – Det er saamænd det hele. De gør det alt sammen selv, siger han – den lune jyske gavstrik.

Gaa op og se giraffen
Det lyder vel nok af noget, noget uhyre lidt, men gaa op og se giraffen i dag og det væld af billeder, legetøj, billedbøger med farveklip, glasmosaikker og veritable kæmpe-vægbilleder, komponeret sammen af rene aars-unger på feltet med muslinger. Rustnet jern. Messingstifter, tændstikker, avispapir på bølgepap, sand og gips og beton og kit og glas og – ja, der er faktisk ingen grænser – og saa vil de få en prop, for Valde maa være intet mindre end en troldmand- sammen med ”Ras” og saa altsaa Dorte, der leder pige-ungdommen ind i en folkekunst, samfundet vil bringe ind i hverdagslivet ad aare

???, avisudklip uden dato
Paa Helgenæs har jeg ro til mit arbejde ...
Maleren VP, Aarhus, opholder sig for tiden i sit sommerhus i Ørby. Han fortæller her om sit arbejde som maler og opgaven med at uddanne børnehavelærerinder.
Maleren VP, Aarhus, holder efterårsferie ved at arbejde på Helgenæs. I Ørby har han et sommerhus, der ligger lige over for smedens hus.
Til hverdag er han beskæftiget paa Børnehaveseminariet i Aarhus, hvor han uddanner unge piger i forskellige sløjdfag.
--Hvilken ”isme” arbejder De i, når De maler spørger vi VP?
--Hvis det endelig kommer til en rubricering må det være ekspressionisme, siger maleren, men det der med at bestemme, hvor man hører hjemme, går jeg ikke så meget op i. Jeg kan meget bedre lide bare at arbejde løs, hvad enten det er med maleriet eller med tegningerne.

Ny inspiration
--For eksempel synes jeg, det er dejligt at gå langs stranden, finde alle mulige ting, og så forsøge at få noget ud af dem. Det begyndte egentlig med, at jeg skulle undervise de unge piger på børnehavelærerinde – seminariet i Aarhus. Vi arbejdede til at begynde med i de almindelige materialer ler, papir osv. Så havde vi engang samlet en helt masse forskellige sager sammen, som vi fik en hel del morsomme sager ud af.
Det gav mig ideen til selv at gøre det samme med mine egne arbejder. Det er vel et par år siden, og jeg har været meget glad for denne nye inspiration.

Skabertrangen
En gang fandt jeg en bundgarnspæl og en hel del ”havragelse”, som vi kaldte det. Det blev til en slags kalv. Siden har jeg lavet mange små ting af rødder og sten af forskellige fantastiske former.
--Hvordan er de unge pigers modtagelighed i dette fag?
--Jeg må sige, at det går ualmindeligt fint. Man kan jo ikke sige til en pige, ”nu skal du skabe frit”! Det er noget, der må gro frem i hende, hun må selv fornemme lysten til at skabe. Gennem det at røre ved noget reelt, træ. sten eller hvilket materiale det end er, må hun personligt mærke skabertrangen, så er der chance for at hun med tiden kan få børnene til det samme..
--De er for resten sjove pigerne, fortsætter VP, jeg husker engang, At en af pigerne jog et stemmejern i hånden, og jeg forklarede hende selvfølgelig, at hun aldrig måtte have hånden foran jernet. Saa en dag stod jeg selv med et huljern, og pludselig smuttede det ind i min pulsåre med det resultat, at blodet fossede ud. Naa, vi fik det standset, men et par dage efter traf jeg hende, og hun var ikke sen til at minde mig om, at jeg aldrig måtte holde hånden foran jernet.

Der er ro på Helgenæs
--Hvad arbejder de på her?
--Jeg er i gang med nogle ting, der skal med på en lille jubilæumsudstilling i København. ”Trefoldigheden” ved ”Den Frie” holder i aar 10 aars jubilæum. Jerg var mellem de første, der i sin tid udstillede der, og nu er jeg blevet indbudt til at vise nogle billeder derovre.
Foreløbig har jeg været ved stranden og taget nogle skitser. Det er herligt, bare at trave dernede, indsuge de mange indtryk, tage en skitse, og så arbejde videre med den en anden gang. --hvad er det der drager Dem til Helgenæs?
--Det er både luften, landskabet, og menneskene her. Det er lige som at komme hjem igen, når jeg kommer herover. Flere af ”Hel-boerne” er mine venner nu.
VP, der i nogle år har været med på ”Den Jyske”, har tidlige udstillet sammen med nogle kammerater, men indså, at det var nødvendigt at være med i en sammenslutning, må gang på gang til Helgenæs.
--Det er her jeg kan arbejde. Han har sit atelier i Aarhus, men siger han, for her er der ro og tid til det.

1956
Information, 1956, avisudklip uden dato
Maria Marcus anmelder ”Den Polykrome” og nævner VP.

Social-Demokraten,7. januar 1956
J.M.N. anmelder ”Den Polykrome” men nævner ikke VP.

Berlingske Tidende, 7. januar 1956
Kai Flor anmelder ”Den Polykrome” uden at nævne VP.

???, 1956, avisudklip uden kildeangivelse
Flemming Madsen anmelder ”Den Polykrome”.
Om VP: ”…og V.P.s store modelbillede kan også ses, men er det en fordel for nogen? Den århusianske maler med det opladte sind for stoflig farve og kraftige konturer har alle chancer for at gøre sig gældende som solist i dette ensemble. Men V.P. giver os ikke andet end en opvisning i massiv og robust malemåde, anvendt ganske udifferentieret, enten han maler modeller, korn eller køer.”

???, 1956, avisudklip uden kildeangivelse
Pierre Lübecker anmelder ”Den Polykrome” uden at nævne VP.

???, 1956, avisudklip uden kildeangivelse
R.G. anmelder ”Den Polykrome”.
Om VP: ”..er en brutal ekstatisk kolorist, der ganske vist forulykker i modelbilledet, men hævder sig med vælde i høstbilledet, hvor den stærke komposition og den fortættede og dybt forsænkede farve trods enkelte døde detaljer overlegent redder helhedens liv.”

???, 1956, avisudklip uden kildeangivelse
Peintre anmelder ”Den Polykrome”. Om VP:
”Skal men her ud fra et personligt skøn fremhæve et par af navnene. Kan der henvises til V.P.s (uden lokal-patriotisme), som især med billedet ”Høst” er et fortrinligt eksempel på det arbejde ”i dybden”, professor Aksel Jørgensen for et par år tilbage forudsagde som opgaven i dansk kunst for sidste halvdel, af det stormrige 1900-tal. Denne farvelivets digter har Århus grund til at skønne på.”

1957
???, 1957, avisudklip uden kildeangivelse
Kai Flor anmelder ”Den Jyske”.
Om VP:
”Flere af dem er gode kendinge fra udstillinger i København, hvor de har deltaget i sammenslutningerne. Det gælder først og fremmest Valdemar Petersen, der har været gæst på Den Polykrome. Hans kunst har ikke skiftet fysiognomi. Han fastholder den lidt voldsomme kolorit og grove malemåde, som dog altid har været retfærdiggjort at et ægte malerisk temperament. Hans billeder her i Aarhus Rådhus, hvor udstillingen afholdes, er gennemtrængt af en endnu mere intens glød end tidligere og er samtidig behersket af en større ro og harmoni. Landskabet ”Vinteraften” har en dybt glødende emaljes farvestyrke, bundet i en smuk, ligevægtig komposition med vejen, der mellem bakkerne snor sig ned mod det dybtblå hav med den tunge skyhimmel over horisontens sidste røde stribe af solnedgangens brand. Enkelte andre af hans arbejder kredser om dette motiv, og det gyldne solskær har han indfanget i kornhobene på det store også så ligevægtigt komponerede høstbillede. Endelig bør det store interiør, som han kalder Stilleben, fremhæves for den koloristiske kontrast mellem stuens fremherskende mørkeblå farve og frugtskålens gyldne appelsiner.”

???, 1957, avisudklip uden kildeangivelse
Pierre Lübecker anmelder en ny kunstnergruppe ”Den Jyske”.
Om VP: ”Ingen vil undre sig over, at flere af disse malere er gamle kendinge. Man har set Valdemar Petersen og Søren Bentsans arbejder ved mange lejligheder. De er begge født lige før århundredskiftet, men optræder som ynglinge. Forstå mig ret. De maler som man i mange år måtte gøre, hvis man skulle nære håb om at slippe ind på Kunstnernes Efterårsudstilling. Spontant, hedder det i jargonen. Vigtigst af alt var den rent umiddelbare malerglæde, man satte udtrykkets styrke over formens klarhed.
På en måde sætter man pris på dem begge. Selv om V.P. har lånt sin opstemte kolorit fra de tyske ekspressionister. Og man kan mistænke ham for at lægge mere hidsighed for dagen, end han egentlig føler, kan man godt få indtryk af naturens drama ved at se på hans billeder. Hans tegning er enkelt og klar – når det kommer til stykket måske fordi han ikke magter det sammensatte – af og til endda grov. Men solnedgangens glød taler til hans fantasi, og med primitive midler holder han sin stemning fast på lærredet.”

Jyllands-Posten, 24. marts 1957
”Sing” anmelder lovende debut i Århus Rådhussal – ”Den Jyske”.
Om VP: ”Hede og voldsomme er Valdemar Petersens tykt malede lærreder, der buldrer og brager med rubinrødt, citrongult, blåt helt ned til den sorte, saftiggrøn osv. Hele registret er trukket ud, undertiden drukner det i larm, men det sker også, at kulørerne spiler sådan op mod hinanden, at de forener sig – ikke til velklang, men til et dramatisk hele. Det sker f.eks. i hans store stilleben med gyngestolen og frugtfadet på bordet. Ganske vellykket er også det mindre billede ”Gårde ved havet”.”

Århus Stiftstidende, 24. marts 1957
R.G. anmelder ny kunstnersammenslutning, ”Den Jyske”.
Om VP: ”Valdemar Petersen, den ubændige kolorist og ekstatiske naturelsker holder sig, uanfægtet af alle skiftende retninger og eksperimenter, hårdnakket til sit eget, og han skal sandelig ikke høre ondt derfor. At han er et sundt og stærkt maler-temperament, forstår man deraf, at hans billeder trods deres lige så enkle som konstante grundpræg vedbliver at fængsle, endog i en så talstærk ophængning som her. Hvor let kunne ikke det store interiør ”Stilleben” med det prunkløse udstyr være forulykket i banaliteten, men se, om det sker! Også de to figurbilleder har både kunstnerisk og menneskelig attestation.
Der er et utilsløret element af galskab i denne kunst, en beruselse, der nok kunne føre på afveje, men som i kraft af en ledsagende myndighed holder sig i sporet og giver mening til galskaben. Robust natur står lige så godt til kunstens væsen som forfinet stilsans, undertiden bedre.”
Valdemar Petersen solgte et billede ”Kornstakke” på førte åbningsdag.

1958
Demokraten, 12. april 1958
Claus Seiden anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”Valdemar Petersen interesserer med en model, kraftigt malet og fint placeret i billedet, og med et ganske lille billede: Grønt hav, et lyrisk forstudie til et større og langt mere udtryksmættet billede af samme navn”

Jyllands-Posten, 13. april 1958
John Sparre Christensen anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”..og Valdemar Petersen tumler sig i gloende rødt og flaskegrønt, tykt og kornet lagt på, og med voldsomme former.”

Aarhus Stiftstidende, 18. april 1958
Richard Gandrup anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”Ogsaa Valdemar Petersen rækker naturalismen en lillefinger, men gør ordsproget om hele haanden til skamme. Han starter fra den skinbarlige natur, men påtvinger sine motiver en farveskala, hvis ensidighed nærmer sig det blokerede. Dog bunder det ubændige i hans kolorit med dens hældning mod det brutale i en kunstnerisk kraft, man med respekt erkender; der er noget vældigt i disse farveeruptioner, som så overdaadigt slippes løs på lærredet, og som peger hen mod et naturmaleri i slægt med Jens Søndergaards. Slægtskabet anes i den lille skitse ”Grønt Hav”; den er, sit beskedne format til trods, paa vej mod det storladne.”

Aarhus Stiftstidende, avisudklip uden dato
Omtale af Den Jydskes fernisering.
Det fremgår, at der under ferniseringen blev solgt to af VPs små billeder.

1959
Demokraten, 25. februar 1959
Billede på forsiden af VP's hjort med følgende tekst: ”Rødder i Den Jyske – Maleren Valdemar Petersen har en overraskelse i år til sammenslutningen ”Den Jyske”s gæster: Rødder og sten. Valdemar Petersen har gennem flere år i sit sommerhus på Mols syslet med dem. Han har også undervist på Socialpædagogisk Seminarium – hvor han ganske naturligt er kommet ind på emnet ”Kunst af de forhåndenværende materialer”, og nu udstiller for første gang sine sjove ting ”officielt”. Hjorten her, sat sammen af trærødder, er en af dem. Udstillingen åbner fredag.”

???, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Bertel Engelstoft anmelder ”Den Jyske” uden at nævne VP.

Aarhus Stiftstidende, søndag 1. marts 1959
På side 2 under ”Snak baren” står følgende anekdote: "... En aften for nylig under planlægningen af ”Den Jyske” der nu for tredje gang står foran en udstilling i Rådhussalen i Århus.
Erik Heide var kommet ned fra Mors med et nyt vældigt og vejende skæg og talen faldt på postgangen.
– Ork, det tager somme tider fem-seks dage for et brev at nå fra Aarhus op til Vester Flade, hvor jeg bor, triumferede han.
Saa sagde V.P. meget stilfærdigt:
Det tror jeg gerne. Forleden var konen og jeg ovre i huset på Helgenæs. Da jeg var ude at gaa en tur, mødte jeg postbudet.
– Jeg havde for resten et postkort til dig i går, sagde han sindigt.
– Naa, det fik jeg da ikke, bemærkede Vald. P.
– Nej, det var ikke noget særligt, lød svaret.
Og saa fortsatte posten uforstyrret op ad ”bjergene”.

???, 2. marts 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Kai Flor anmelder ”Den Jyske”. (Aarhus Raadhussal)
Om VP: ”Aarhus-koloristen som var blandt de første Aarhus-malere, der gjorde sig kendt i København, Valdemar Petersen, fastholder sin kærlighed til de varme farver i sine landskaber, hvor de i aar brænder lidt tætpakket, men med en mere dæmpet glød end før.
Ved siden af den alvor, han viser som maler, røber han i aar i sine skulpturelle arbejder forfriskende humor. Han har et par skærvemosaikker med spil i stenenes facetter, én med lurende katte, han kalder Bejlerne, og en anden saakaldt Sort Leg, hvor han mod den helt gyldent gnistrende mosaik-baggrund har indsat et pindeslankt negerpar, dannet af sorte ejendommeligt vredne naturgrene. Saadanne forarbejdede naturformer har han gjort sig til speciale og naaet det morsomste resultat – ved siden af negrenes sorte leg – i et rensdyr, hvis hoved og bagdel er dannet af fantastisk formede trærødder, der berettiger ham til at kalde sit tossede dyr en vild-ren.”

???, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Sing. anmelder ”Den Jyske” i Aarhus.
Om VP: ” …Lige saa glødende og dramatisk er Valdemar Petersens små billeder af hønsehuse og solnedgange, hvor den røde farve flammer som baal. Valdemar Petersen viser yderligere, hvad han formår at få ud af mere eller mindre forvredne træstumper, som han har fundet ved en strand. Det kan blive et rensdyr, et skrigende hestehoved eller en sjov lille kalv.”

???, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Sing. anmelder ”Den Jyske” i Aarhus.
Om VP: ” …Lige saa glødende og dramatisk er Valdemar Petersens små billeder af hønsehuse og solnedgange, hvor den røde farve flammer som baal. Valdemar Petersen viser yderligere, hvad han formår at få ud af mere eller mindre forvredne træstumper, som han har fundet ved en strand. Det kan blive et rensdyr, et skrigende hestehoved eller en sjov lille kalv.”

???, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Hans Kjærholm anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”Valdemar Petersen, der i disse dage fejrer sin 60 års fødselsdag, har 6 oliebilleder og enkelte skulpturer med. Men det er først og fremmest på billederne man skal kende ham som kunstner, dette farveglødende ekspressionistiske maleri, der har følelsesgrundlag og primitiv styrke fælles med Nolde og Søndergaard, men som også har det uforvekslelige personlighedspræg. Mon ikke det snart var på tide, at man ”opdagede” denne ægte og redelige kunstner.”

???, 1959, avisudklip uden kildeangivelse
Visitor anmelder Den Jyske og skriver om VP: ”Forsøger man over for sig selv at gøre rede for, hvori det inciterende og overraskende hos årets ”Jyske” består, ender man måske med en følelse af, at det kun er et par af de udstillende, der har overrasket opmuntrende, Erik Heide og Valdemar Petersen, og for begges vedkommende med skulpturer, skønt Heide desuden udstiller en anselig samling dygtige og karakterfulde grafiske arbejder, og Petersen en del oliebilleder ... for Valdemar Petersens vedkommende er det i det hele taget hans debut som billedhugger, hans skærvemosaikker og særlig hans ”forarbejdede naturformer”, den fantastiske ”Vildren” og hestehovedet, som han selv betegner som makabert, og som virkelig i sin dramatiske realisme genkalder mindet om Picasso’s rædselsfantasier i Guernica-billedet. Man kan tvistes om, hvor meget begge dele har med skulptur at gøre, men deres umiddelbare psykologiske chokvirkning er uomtvistelig.”

Aarhus Stiftstidende, 1. marts 1959
Richard Gandrup anmelder Den Jyske.
Om VP: ”Én undtagelse er dog Valdemar Petersen, der sammen med malerier, som hans subjektive tradition behersker baade motivisk og koloristisk, udstiller en række skulpturer, to ”skærvemosaikker” og fire ”forarbejdede naturformer”.
Med disse opfindsomme, kuriøse og taalmodigt udførte skulpturelle arbejder hengiver kunstneren sig til den kunstneriske paradoksalitet, man vist tør kalde udspekuleret primitivisme, gennemtænkt umiddelbarhed, planmæssig tilfældighed, eller hvordan det nu kan siges. Resultaterne fængsler ved deres bizarre indfald og former, men det skinner afkølende igennem, at oplevelsen er mere søgt end givet. Blandt malerierne hævder ”Aften” og ”Hønsehuset” sig bedst.”
”Hønsehuset” blev solgt for 350 kr. står der i en notits under anmeldelsen.

Demokraten, 1959(?), avisudklip uden kildeangivelse
Læserbrev: Antisnop skriver under overskriften ”Kunst” og snobberi om VP's skulpturer.

Kristeligt Dagblad, 2. marts 1959
Erik Clemmensen anmelder Den Jyske.
Om VP: ”Valdemar Petersen glæder sig barnligt og oprindeligt over trærødder, skærver og pinde, men han skulle lade dem være og ikke staffere dem med kulører og guldbronze og andet godt. Manden i Rom, der efterligner grisehyl, var færdig den dag, da han tog en rigtig gris på maven under togaen. Ellers ender vi jo i raritetskabinettet.”

???, 8. november 1959
Virtus anmelder Fire nye udstillinger.
Under udstillingen ”Kunst på Papir” omtales VP: ”Bedst er vel V.P.. Han arbejder med gode farver, der føjer sig naturligt til hinanden. Der er sjove hanebilleder, en ganske lille solnedgang, et stort sejl foran en sol, en hvid hest med flyvende manke under en blå himmel. Koloristisk.”

???, avisudklip uden kildeangivelse
R.G . anmelder ”To jyske Kunstnergrupper”.
Under ”Kunst på papir” står om VP:
”…og V.P. står stærkt i gruppen med sine kraftige pasteller, beskedne i format, men vægtige i indhold og myndige i udtrykket.”

1960
Aarhus Stiftstidende, 27. februar 1960
Under omtale af ferniseringen af ”Den Jyske” nævnes, at VP har solgt ”Grønt Hav”.

Aarhus Stiftstidende, 27. februar 1960
Visitor anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”V.P. er mere pastos end nogensinde. Han har et skønt billede med en blå glasskål, og blandt landskaberne lader man næsten fingrene glide hen over aksene langs hans to markskel ved høst.”

???, 1960, avisudklip uden kildeangivelse
Richardt Gandrup anmelder ”Den Jyske” under overskriften ”De ni Jyske”.
Om VP: ”V.P.s smag for de små formater går ikke godt i spænd med hans robuste teknik, heller ikke med de store motiver, han dyrker, for øvrigt heller ikke med hans voldsomme kolorit. Han er naturalist med modifikationer, en farvens vildmand med hang til udskejelser. Men talentets sundhed er tydelig nok. ”Solsikker” er et godt billede, og det diminutive ”Grønt hav” fråder af bølgegang og lyser af farve. Han burde rive sig løs fra sit bundne syn, finde vej til andre horisonter, opdage verden endnu engang. Han synes at have kraft til omstillingen.”

???, avisudklip uden kildeangivelse
Hans Kjærholm anmelder Den Jyskes 4. udstilling uden at nævne VP.

Jyllands-Posten, 28. februar 1960
Sing. Anmelder ”Den Jyske”.
Om VP: ”Denne gang er det særlig opmuntrende at notere de fremskridt den nu 60-årige V.P. har gjort. Det er som om han først nu er ved rigtigt at folde sig ud som maler. Hans kolorit, der længe har været noget ensformig i det hidsigt røde og grønne er blevet mildere og samtidigt meget rigere og fyldigere. En norsk gæst på udstillingen sammenlignede hans små intenst lysende billeder med Limoges-emaljer og russiske ikoner, og deri havde manden ikke helt uret. Der er virkeligt noget sakralt over V.P.s væg med de monumentale, tykt malede – farven er knudret som en pløjemark – opstillinger og landskaber, hvor den glødende sol tænder brand i køernes røde farve.”

???, 1960, avisudklip uden kildeangivelse
C.F. Gade anmelder ”Den Jyske”
Om VP: ”Helt anderledes er V.P.s billeder. Der er vulkansk kraft i farvevalget, og dette understreges måske af den reliefagtige karakter, lærrederne har. Hans opfattelse af solsikker er ikke ny, men den er ægte, og der er et slægtskab mellem dem og hans glødende solnedgange og køer med lysende rygge.”

???, 1960, avisudklip uden kildeangivelse
Pierre Lübecker anmelder ”Den Jyske” under overskriften ”Noble rudeknusere”.
Om VP: ”Et lignende mismod griber en ved synet af V.P.s små billeder. Det er landskaber og opstillinger af den art, som ekspressionisterne fyldte med et overskud af livslyst og malerisk glæde, men det er en udtryksform, som talrige kunstnere siden har tæret på ganske som V.P. gør det.”

???, 1960, avisudklip uden kildeangivelse
SPECTATOR anmelder ”Malere fra Jylland i Flensborg”.
Om VP: ”V.P.s dygtigt udførte landskaber og en enkelt model kunne lige så godt være malet af en slesvig-holstener eller en tysker.”

Tysk avis, 12. december 1960
Avisen nævner VP.

Tysk avis, 1960, avisudklip uden kildeangivelse
Ernst G. Engelhart anmelder „Dänische Künstler jenseits der Grenze“ og sammenligner V.P. med Nolde og der „Brücke“.

1961
???, 1961, avisudklip uden kildeangivelse
Der er ingen dato, men der står, at VP er 62 år.

Københavneravis, ?
Preben Vilmann anmelder Kunstnergruppen ”Den Jyske”, der udstiller på Den Frie.
Om VP: ”Så er der den gamle kending fra Efterårsudstillingen, den 62-årige primitivist eller vel snare ægte primitive, Valdemar Petersen, der maler alle sine landskaber på sammen flammende måde, men ikke rigtig kommer ud af stedet….”

Demokraten, 17. september 1961
Hans Kjærholm anmelder ”Den Jyske” i Rådhushallen i Århus.
Om VP: ”Farven er denne gang lige ved at tage magten fra Valdemar Petersen. Den svulmer og gløder så voldsomt, at nuancerne ofte går tabt. Han er bedst i de små billeder, f.eks. ”Mørkt hav” 1961, hvor farvepresset er avet til en behersket kolorit.”

1962
Bergens Arbeiderblad, lørdag den 31 marts 1962
Olav Simonnes anmelder ”Den Jyske” i Kunstforeningen.
Om VP: ”Valdemar Petersen er et år yngre og Bentsens rake motsetning i fargebruket og motivutformningen. Bildene hans er nærmest illuminert og han klasker fargene på, slik at overflaten bliver ru og knudret. Det gjelder såvel de to utgaver av ”Stille aften” som f.eks. ”Rød sal” og ”Mørkt hav”. ”Gavle” heter et maleri med en brann-gulrød himmel bak hus gavlene. Det er en sterk dramatisk spenning i det. Og en kan ikke unngå å bli fengslet av effektene som oppnåes med kraftige purpur- og rosa-kulører eller av rød og gul sol går ned i hav.”

Bergens Tidende, lørdag den 31. marts 1962
Ragnvald Jørgensen anmelder ”Den Jyske” i Kunstforeningen.
Om VP: ”Også Valdemar Petersen er lyriker, men sammenliknet med Bentsen en rustikus. Hvis ikke katalogen fortalte noe annet skulle man tro at Petersen var autodidakt av reneste van. Som en svermer står han ved havsens strand og hen føres av røde solnedganger, alle skolebegreper om det å male synes fortrengt, ekstatisk dynger han opp farger innenfor den høstlige, varme sektor, ja han nesten modellerer i rødt, gult og blått. Resultatet bliver tunge, varme, dels ulmende bilder med et primitivt, nesten barnslig preg. De er sant å si ikke alltid lettfordøyelige, men etter en rimelig tilvenningsperiode finner man atskillig av fargevelklang. Best er han i små bilder med de enklest mulige utsnitt av bølgende hav og litt himmel over – og så den dominerende tungtvarme sol, f.eks. i der lille bilde ”Røde sol”. Ingen av hans 10 bilder indikerer romutsmykkeren – unnskyld et øyeblikk, jovist, det er jo en ”børnehave” han har dekorert, nåh, men da skærer den jo – for å si det på dansk. En ejendommelig kunstner.”

1967
Aarhus Stiftstidende, 21 marts 1967
”Broget påske-buket”
Anmeldelse af flere udstillinger, bl.a. Valdemar Petersen i Aarhus Permanente.

jma. Skriver, udstillingen er helliget oliebilleder og akvareller af VP. Han er figurativ ekspressionist og dyrker et ofte ekstatisk højt stemt farve- og formsprog, der kan bringe Emil Nolde i erindring, uden at VP dog når hans ofte drømmeagtigt sikre greb om farvens udtryksmuligheder.
Når VP formentligt bevidst stemmer sin kolorit ned, når han længst. Det sket i nogle landskaber med huse og dyr, hvor mørkegrønt, blåt og okker finder sammen i rolige, organiske forløb, som støttes af kraftige rytmer i kompositionen. Til gengæld tangerer han i andre tilfælde det prætentiøse, bl.a. i nogle kvindeskildringer, hvis tykt smurte koloristiske voldsomhed virker overdrevent og disharmonisk. I nogle små, tæt malede landskabsbilleder lykkes det derimod VP at få næsten eksplosive farvekontraster mellem grønt, gult og mørkeblåt til at klinge i spændingsfyldt dynamik.

Sort hvid gengivelse af VPs kvinde.

Demokraten, 22. marts 1967
Kunstudstillinger i påsken ...
H. KJ. Skriver: I Aarhus Permanente udstiller VP 45 oliebilleder og adskillige pasteller, akvareller og tegninger. Han er en sjælden udstiller, men man genser ham altid med glæde. Hans kunst udfolder sig altid inden for et helt personligt register. Hans billeder er som ur-landskaber, der i hvert nyt billede fødes på ny eller går under i voldsomme farveeksplosioner. Smaragdgrønne banker, utramarineblå have, gyldent og cinnoberrødt flammende himle deler billedet i vandrette farvezoner, der griber ind over hinanden, indtil billedfladen står som en dirrende enhed.

???, 25. marts 1967
- Sing
Tidlige medlem af Den Jyske, maleren VP udstiller sjældent, men i disse dage fylder han Den Permanente i Aarhus med ældre og nyere billeder. Det er tungt malede, ulmende solnedgange, landskaber og interiører, hvor farven ligger i tykke knudrede lag. De samme motiver går igen og igen, hvilket sammen med den stadige brug af de samme primærfarver, hovedsageligt rødt og blåt, giver ophængningen et præg af monoton indædthed. Umiddelbart ville man kalde VPs maleri for ekspressionistisk, men selv om hans bastante og kradse kolorit kan bringe mindelse om Nolde, føler han sig utvivlsomt mere på linje med Rouaults konturfaste ikon-lignende kunst. Her er ingen dramatiske penselsving. Motiverne er muret urokkeligt sammen. Man skulle tro, at glasmosaikken var et mere tilfredsstillende materiale for VP end den træge oliemaling.

???, 9. november 1967
- Efo
”Så som så med hygge midt i en neontid.” Kunstmaler VP ønsker at holde benene på jorden.
VP udstiller sammen med flere andre på Kunstforeningens tredje Koldingudstilling.
VP er lige flyttet til Kolding og udtaler sig om ændringer i Kolding, de er ikke af det gode Han slutter med at udtale: (om arbejdet på sem. i Aarhus) Dengang gjorde vi alt for meget ud af de musiske fag. De fik alt for megen plads. Men det var jo som modvægt mod, at det moderne menneske har mistet det musiske midt i alt velværet. Heldigvis tror jeg, at den lille håndværker, som laver et gedigent stykke arbejde, altid vil eksistere.

Katalog
fra udstillingen med kort omtale af kunstnerne: Koldingkunstnere III, Kunstforeningen for Kolding og Omegn.
Koldinghus 10.-19. november 1967.
VP deltager med 19 malerier og skitser og udkast.
Malerierne koster fra 405 kr. til 1500 kr.

Folkebladet mandag den 27. november 1967
Side 48 i scrapbogen og udklip i kuverten)
- hio

Unge malere for vemodige
”Valde” på 68 maler livet i stærke og lyse farver.
Ikke mange i Kolding kender ”Valde”, for han har holdt sig lidt i baggrunden i de knap 3 år, han har boet i byen. Det er synd, for han er en interessant mand. Han er lige så lys og glad for livet som hans malerier giver udtryk for. Hans borgerlige navn er Valdemar Petersen, og det var hans malerier, der ”slog” folk, da kunstforeningen for en tid siden åbnede sin udstilling på Koldinghus. Man fandt det mærkeligt – eller pussigt om man vil – at den ældste bidrog med de ”yngste” malerier.
Det kan da for resten godt være, at mine malerier virker unge, siger den 68-årige VP, men det skyldes vist, at jeg ikke har udviklet mig. Barnet sidder endnu i mig. Jeg maler med lyse og stærke farver, fordi jer ser livet sådan. Unge malere er ofte triste og vemodige. De ser hele verden med bekymrede øjne, og der er lige som kommet en tendens til, at man skal være trist til mode. Selvfølgelig er der meget man ikke ligefrem kan begejstres over, men jeg tror, mange unge er tilbøjelige til at tage sig selv for højtideligt, jeg synes bare, det er dejligt, når man kan mærke, arbejdet glider.
Gør det da altid det?
Nej Langt fra. Jeg kan sammenligne maleriet med mig selv. Jeg bruger et groft udtryk, men egentlig søger jeg en vis finhed. Og det kræver et stort arbejde at nå denne finhed. Der var engang en lille dreng, der, da han så et af mine malerier, sagde: Det kan jeg da også lave. Jeg svarede: Ja, hvis du gidet. Det er nemlig et heldagsarbejde.
Har det altid være det for Dem?
Det har det desværre ikke kunnet være, for man skal jo også há nogle penge at leve af. Jeg er uddannet håndværker, men har i tidens løb tjent penge ved at undervise i formning på et børnehaveseminarium i Århus, hvor vi har boet det meste af vort liv. Vi er glade for nu at bo i Kolding, som er en hyggelig by og et godt arbejdssted. Der er ikke meget, der distraherer. Men en gang imellem – gerne en gang om måneden – er det nødvendigt for mig, at tage til Helgenæs, ”dryppet på Jyllands næse”, for et par dage at leve i et ægte miljø, hvor menneskene er så oprigtige og naturen helt vidunderlig.
Altså for at hente inspiration?
Åh nej, ikke det ord. Jeg tror ikke på inspiration som en sød lille engel, der kommer dumpende, så det hele går strygende let. Jeg vil snarere kalde mine ophold i huset, vi har deroppe, for fornyelse. Jeg trænger simpelthen til at leve i barske omgivelser af og til. Det er bl.a. den natur, jeg udtrykker i mine billeder, og hvis det ikke er styrke i farverne, bliver der ingenting ud af det. Sagt på en anden måde: man må fortælle ting, man møder, med et passende sprog. Egentlig er alle mine billeder selvportrætter, for de fortæller, på hvilken måde, jeg personlig oplever mennesker eller ting, jeg har mødt. At resultatet ikke bliver naturalistiske billeder skyldes en slags forfængelighed. Når jeg arbejder med en model, det kan være naturen, en vase eller en pige, kan jeg pludselig ikke holde modellen ud længere. Jeg vil selv og arbejder mig på en måde fri af modellen.
Har De altid følt. De har behov for at udtrykke Dem i maleriet?
Som alle andre børn, havde jeg det musiske – som det jo så smukt hedder – i mig. Og det forsvandt ikke, efterhånden som jeg blev ældre, tværtimod. Jeg fik mere sans for, hvad der var livets reelle værdier.
Synes De, flere mennesker burde have øjnene åbne for, hvad der var livets rette værdier?
For mig er det en reel værdi at male. For andre er det måske at vaske gulv elle købe antikviteter. Man kan ikke forlange, at alle skal kunne opleve et maleri eller et musikstykke på en indholdsrig måde. Blot er det synd for dem, der bliver snydt for oplevelsen. Man skal imidlertid passe på med at dømme. Jeg bliver ked af det, hvis jeg ser noget skidt, f.eks. spekulationsmalerier. Man må hele tiden huske på, at livet består af mange forskellige ting – alt kan ikke være seriøst. Jeg synes, det er forkert at censurere verden, man må la’ den udvikle sig, som den vil. Dermed være ikke sagt, at der ikke er visse ting, man naturligt må placere som noget stort, samt visse ting, der er noget skidt. Man skal bare hele tiden huske på, at alt det, der ligger midt imellem, er dejligt.

Interviewet er ledsaget af to fotos.
Ester og VP ser på et relief. Og VP blander farver.
Under artiklen er der et billede fra en fernisering i Billund med Neil Bernard, Hans August Andersen, Thomas L. Jørgensen og VP.

1969
Scrapbogen, s. 49
Flyer om udstilling i Aarhus Permanente med VPs uddannelser, legater og udstillinger, salg og dekorative opgaver.
Maleri af kvinde
Foto af opstilling og mange ting og sager.
Foto af hest fremvist på en hånd.

Aarhus Stiftstidende, april 1969
Billede af VP, Karin Nathorst Westfelt og Jørgen Stenberg Basse, der der hjælper med at hænge, VPs billeder op på Aarhus Permanente. Han udstiller 60 arbejder, malerier og relieffer.

Aarhus Stiftstidende, 6. april 1969
- J m a anmelder VP på Aarhus Permanente.
Aarhus Permanente har i påsken besøg af maleren VP, som viser en meget stor udstilling: 70 arbejder hvoraf hovedparten oliebilleder en del tegninger, collager og relieffer af brændt ler.
VP er, som det vil huskes fra mange tidligere udstillinger i Aarhus, figurativ ekspressionist i slægt med Emil Nolde og, herhjemme, Jens Nielsen, men uden disse kunstneres egalitet. Han arbejder med tunge, bronzegyldne farver, som lægges på i tykke knudrede lag.
Sine motiver henter han i naturen ved alle årstier, men han maler også opstillinger og figurkompositioner. Han er bedst, når han koncentrerer sig om få farver og træt enkel billedopbygning, men han kan også slippe et uvejr af farver løs, og så bliver hans stil flimrende uklar og overlæsset. En del små, intime oliekridttegninger er sympatiske ved deres afdæmpede intimitet, men reliefferne, der er bl.a. et af en ugle og et par stykker af piger med krucifikser, ikke er faldet helt heldigt ud. For mange virkemidler er blandet, og strukturen er blevet løs.

Oversigt over alle 70 arbejder med titel og pris. 2.-13 april 1969.
Håndskrevet kladde til oversigten, med påskrift 200ex. gul. Sendes tirsdag.
Priserne ligger mellem 50 og 2500 kr. Hovedparten under 1000.

1971

1972
???, 7.- 22. oktober 1972
”Spiren” viser sin kunst i Vejen.
VP er gæst og omtales kort:
VP gæsteudstiller på ”Spiren”, hvad han i øvrigt tidlige har gjort. – VP er født i Holsted og har stadig tilknytning til egnen. Han har boet i en årrække i Århus med sommerbolig på Helgenæs, hvorfra motiverne er hentet. Følsomt sind, men glødende farver. Der er sol og hav, heste i landskabet, sensommer – med rødt, orange og blåt som festlig dominans. ???
Spiren” på Vejen Kunstmuseum, kort omtale af gæsten VP: Gæsteudstilleren fra Kolding, som i år også har haft en retrospektiv separatudstilling på Koldinghus i Kolding Kunstforenings regi, er født i Holsted og har stadig tilknytning til egnen. Hen boede en årrække i Århus med sommerhus på Helgenæs, hvorfra mange af motiverne til hans dejlige billeder er hentet. Lærrederne anskueliggør klart, at et følsomt sind også kan finde udtryk i et glødende farvevalg. Der er sol og hav og – navnlig – heste i landskaber. Han maler sensommer med rødt, orange og blåt so festlige dominanser. Som gæst slutter han sig på smukkeste måde til sine værter. Han beriger samtidig udstillingen, og han har da også tidligere formået af hævde sig som gæst hos ”Spiren”.

1974
Vestkysten, 14. januar 1974
Premiere i Billunds nye kunstforening.
Neil Bernard, Hans august Andersen, Thomas L. Jørgensen og VP udstiller.
Foto af de 4 kunstnere og formanden

Vejle Amts Folkeblad, 14. januar 1974
Kolding-kunst i Billund Centret.
Fin lille præsentation af VP.:
Alderspræsidenten er VP, Kolding, som er fra 1899 – han er egentlig fra Århus, men flyttede for 8 år siden til Kolding, hvor han trives godt, men stadig har han dog sommerhus på Mols. Som ung gik han en tid på malerskole i København, men uden at tage skade på sjælen.
Han er sin egen, og det har han også gang på gang vist i ”Spiren”, hvor han bl.a. er sammen med S. Aa Madsen, Billund, og tidligere i sammenslutningen Den Jyske. VP smører temmelig tykt på. Sagen ar den, siger han selv, at han ofte maler på et billede i årevis. Den kraftige påsmørelse gør, at nogle af billederne ligefrem kan få præg af vægtæpper. Især er han sjov og særpræget i sine hestebilleder, der som sagt – både kan minde om vægtæpper eller keramik. Men der er liv og flugt over hestene.
Han har også motiver med sol og himmel og landskaber med. Og i en helt anden boldgade møder man nogle kvindeportrætter, mere traditionelle i udførelsen.

1975
Scrapbogen, s. 51 og 52
Orla Nielsen har en lang artikel om VP og interview med ham og Ester
Foto fra haven med Ester.
Portræt af VP med pibe.
Maleri med opstilling vase æbler fad.
Foto af VP foran stort landskabsbillede
Foto af VP med piber og farver
Foto af VP med maleri af Maria og Jesusbarnet, Madonna
Foto af VP med pibe
Maleri med opstilling som side 51

???,
- haj
Kolding-kunstnere vel modtaget i Delmenhorst
Begejstring i Koldings tyske venskabsby over de fire maleres værker – Udstillingen lukker i dag. Fin anmeldelse i Tyskland, om VP:
VP er alderspræsidenten af de fire. Han fremhæves for sine glødende farver, og man spørger, hvor han dog har dem fra, da de er meget usædvanlige for en dansker. Farvegløden nævnes som et udtryk for en stræben efter en anden paradisisk tilstand.
Anmelderen fremhæver at man først helt forstår VPs store oliebilleder, når man har set hans akvareller og små keramikfigurer.

Tysk katalog,
over udstillingen med Reddersens forord og en sides præsentation af hver af de fire. Foto af VP med alpehue og en kalv under armen.
VP har 14 malerier og en del skulpturer og relieffer med på udstillingen.
Et indstik med priser for værkerne. VP malerier koster mellem 220 og 1050 DM.

Delmenhorst, den 3. maj 1975
- Dr. St. Vier Künstler – vier Temperamente
Fin anmeldelse.

Delmenhorst, den 3. maj 1975
Foto fra åbningen af udstillingen. VP sidder på første række.
Reddersen holder åbningstale.

Delmenhorster Kurier, 5. maj 1975
”Städte vertiefen Freundschaft mit Kunst”
Omtale af åbning og ganske kort om kunstnerne.
Med håndskrift: Herzliche Grüsse aus Delmenhorst ”Hans Coberg”
Heinz u. Erika Behnke.
Oversigt over VPs arbejder med priser i DM, fra 33 DM til 132 DM.

1976
Kolding Ugeavis,
-haj
Spændende udstilling af lokale kunstnere
Det er sjældent, man i Kolding har lejlighed til at se en udstilling med værker af de fire lokale kunstnere Hans August Andersen, Erling Jørgensen, Thomas L. Jørgensen og Valdemar Petersen. Men for øjeblikket er chancen der i Kolding Kunstforenings udstillingslokaler på Koldinghus. Men man skal skynde sig, for udstillingen varer kun til og med søndag.
Artiklen fortæller, at der er indkøbt bl.a. en lille ler-hest af VP.
VP udstiller malerier, akvareller en mosaik og små lerfigurer.

Folkebladet Sydjylland,
4 lokale kunstnere
Modsætninger mødes, og meget forskellige indtryk opstår hos beskueren.
Artiklen omtaler de fire hver især.
Om VP: Valdemar Petersen er af kollegerne venskabeligt blevet bebrejdet, at nogle af hans malerier har samme motiver som tidligere præsenteret, og det lægger han ikke skjul på. Tilføjer så, at det kendte er som en god ven. Ja, heri har han ret. Man kan glæde sig over hans varme og gyldne farver, der er meget livsbekræftende. I skildringen af nære ting som heste, gyvel, køer, mennesker, sol og hav.
I en montre findes 30 lerskitser af ”Valde” og de er personlige og oplevede indtryk af nogle af de samme detaljer, som optræder i malerierne.

1979
Avisnotits
Kolding – maler får mindelegat.
(Thomas L. Jørgensens mindelegat på 5000 kr.)
I morgen foretages uddelingen af ”Thomas L. Jørgensens mindelegat”, og det går i år til maleren og skulptøren VP.
VP er 80 år og stammer fra Holsted. Han gennemgik lærertid hos en maler i Kolding, og på Teknisk Skole var Thorvald Hansen med til at fremelske den unge mands evner til at skabe billeder.. Han kom på Goldschmidts malerskole i København, og efter en periode på hjemegnen og giftermål med Ester fra Søgade i Kolding, foretoges flytning til Århus, hvor VP udviklede sit talent og ligeledes i mange år underviste i formning på et seminarium. Sidste i 60-erne bosatte ægteparret sig i Kolding.
Det er et halvt hundrede år siden, VP debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling, og han har gennem årene været medlem af forskellige sammenslutninger. Efter flytningen til Kolding har han været tilbageholdende med at udstille, men nævnes kan dog udstillinge sammen med kollegerne Thomas L. Jørgensen, Hans August Andersen og Erling Jørgensen midt i 70-erne i Kolding Kunstforening og den tyske venskabsby Delmenhorst.
Senest udstillede VP i oktober 1978 på Vejen Kunstmuseum sammen med en håndfuld andre jyske kunstnere.

Avisnotits, 1980(?), avisudklip uden kildeangivelse
Legat til VP:
Det bliver Kolding-maleren VP, der i år får Maleren Thomas L. Jørgensens Mindelegat. Det er på 5000 kr.. Valdemar Petersen, der var nær ven af Thomas Jørgensen. De udstillede bl.a. sammen på Koldinghus. Det er anden gang, legatet uddeles. I fjord gik det til en anden Kolding-maler, Erling Jørgensen.
Legatet er stiftet for de penge, der kom ind ved salget af Thomas L. Jørgensens bog ”Inspirationer” – et flot værk med gengivelse af nogle af hans malerier og erindringer fra en af hans studierejser. Legatbestyrelsen udvælger legatmodtageren blandt kunstnere, der efter dens mening har gjort sig fortjent til hæderen.
Bestyrelsen er valg blandt kunstforeningens bestyrelsesmedlemmer, og et af VPs billeder udloddes ved den årlige generalforsamling. I kunstforeningen. Den holdes 14. februar.
Legatet uddeles på Thomas L. Jørgensens fødselsdag den 21 februar.
-haj
Foto af VP, der håndkysser Agnes Jørgensen, da han får legatet

Avisartikel
- nilo
”Valde vil nu på pilgrimstur.”
Foto af VP og Agnes Jørgensen

Den 80-årige Kolding-kunstner VP, mellem venner kaldt Valde – og for få år siden her i bladet kaldt ”Maleren ved Slotssøen” – modtog i går Thomas L. Jørgensens Mindelegat hvis årlige portion er 5000 kr.
Midlerne til legatet indkommer ved salg af bogen ”Inspirationer”, som blev udgivet i 77 af Kolding Kunstforening på grundlag af et efterladt manuskript af maleren Thomas L. Jørgensen. Han kunne i går være blevet 68 år.
Legatportionen blev overrakt af den afdødes enke, Agnes Jørgensen, og foregik i Valdes lille hyggelige hus i Søgade, hans kone, Esters barndomshjem.
Det er en usædvanlig dag i dag. Det er både Thomas’ fødselsdag og Valdemars dag, så vi oplever to Valdemarsdage i år. Du får legatet på grund af din kunst, og der er intet socialt i beslutningen. Vi synes, du er en værdig modtager, og da du samtidig havde personlige forbindelser med Thomas er det helt perfekt. Kunstforeningen glæder sig over din interesse i andres kunst, du er den flittigste til at komme på udstillingerne. Nogle kunstnere interesserer sig ellers mest for deres eget, sagde Niels Oluf Ehrenskjöld, formand for legatbestyrelsen.
Valde, der er en uhyre beskeden natur og er i besiddelse af megen lune, svarede bl.a. – Man her set en hel nation tage fejl, og så kan der vel også ske en fejl i en kunstforening. Men jeg vil da sige, at jeg er meget lykkelig, og det er en ære og glæde for mig at modtage legatet. Det er en uendelig stor gunst, at Thomas har lavet en bog, og at han skabte en nimbus omkring sig – og den skal jeg så sidde og nasse og drive den af på. Når det går mig for godt bliver jeg luddoven.
I de unge dage blev jeg under udstillinger i København kaldt den stærke maler fra Århus. Carl Henning Pedersen sagde en dag: ”Vi er ikke mange. Vi skal holde sammen” Det gjorde vi nu ikke og han klarede sig alligevel, fortalte Valde spøgefuldt.
På et spørgsmål om, hvad pengene skal bruges til, svarede han, at de skulle bruges 100 procent, og tilføjede: Måske til en pilgrimstur til museer med kunstnere, der har gjort indtryk, eller skal pengene gå til farvehandleren. Man rejste jo i udlandet, da man udviklede sig, så franske impressionister og ekspressionister, f.eks. Raoult, fra ham har jeg de sorte konturer. Så er der den vidunderlige Klee på museet i Bern, gamle Rembrandt heller ikke at glemme, og det kunsthistoriske museum i Wien Med Brueghelsamlingen. Jeg ser også altid folkekunst i de byer, jeg kommer til.

Avisartikel
– haj:
”Valdemars dag”, (Foto af VP, der håndkysser Agnes Jørgensen.)
Det er en ganske særlig dag i dag. Det er Valdemars dag.
Sådan sagde formanden for Kolding Kunstforening, N.O.Ehrenskjöld, da legatbestyrelsen for Thomas L. Jørgensens Mindelegat i går kunne overrække årets legatportion på 5000 kr. til Kolding-maleren VP. Den 80-årige maler regner med at ville bruge pengene til rejser til de museer med værker af de malere, han har hentet inspiration hos.
VP benytter lejligheden til at fortælle, at han i starten, da han kom til byen gik uden og Agnes og Thomas L. Jørgensen, fordi han ikke mente, det kunne passe, at folk var så gode. Men at han hurtigt fandt ud af, at det var rigtig nok.
Thomas L. Jørgensen var imidlertid glad for at besøge parret og blive opmuntret, hvis han var i dårligt humør. Det forekommer lidt uretfærdigt, at jeg skal nyde godt af, at Thomas har slidt og skrevet en bog om sig selv, sagde VP. For jeg har den karakterbrist, at jeg bliver doven, når det går mig for godt. Da jeg var ung, kaldte anmelderne mig ”den stærke maler fra Århus” Carl Henning Pedersen skrev til mig ”vi må holde sammen2. Jeg glemte at holde sammen, men han klarede sig alligevel.
N. O. Ehrenskjöld understregede, at det var en enig legatbestyrelse, der havde valgt ham som årets modtager, og at der ikke ligger noget socialt i det. Det er ud fra kunstneriske præmisser. Og dertil kommer, at VP har kendt Thomas L. Jørgensen.
Som kunstforeningsformand takkede han fro den interesse, forandre værker end sine egne.
Hvis ikke maleren VP tager ud at rejse, ”får farvehandleren pengene”, som han udtrykte det.
Thomas L. Jørgensens mindelegat er indstiftet i 1978. Det er baseret på salget af bogen ”Inspirationer” af Thomas L. Jørgensen. Formålet er at yde støtte til kunstneriske og kulturelle formål efter legatbestyrelsens frie skøn, men dog særligt til kunstnere med tilknytning til Kolding.
Det gælder også Kolding Kunstforenings samling.
VP er repræsenteret i denne samling med ”Høstbillede” og ”Hav-rød-sol” Han udstillede i 76 i Kolding Kunstforening sammen med tre andre Kolding-malere.
På den netop afviklede generalforsamling i kunstforeningen var et af de billede,. Der blev bortloddet til medlemmerne, ”Stilleben” af VP.

1980

1983
Scrapbogen, side 47
Orla Nielsen anmelder Vejen Kunstmuseums retrospektive udstilling med VP.
Den kan ses til 30. oktober. (ingen årstal, men artiklen fortæller at VP er 84 år, altså 1983) Artiklen ledsages af et selvportræt fra midten af trediverne og en række ”ting og sager”. Små mennesketorsoer og ”primitive” dyr.

Katalog til udstillingen på Vejen Kunstmuseum, 8. – 30. oktober 1983
”Malerier og ting og sager”
Vejen Kunstmuseum: retrospektiv udstilling af maleren Valdemar Petersen. Ses til den 30. oktober.
En mand på ca. 35 år ser med et optimistisk skær i øjnene skråt ud på beskueren. Han har et fyldigt hår, piben sidder godt placeret i munden, og i hænderne har han palet og pensel. Ingen er i tvivl om, at han er maler. Næsten ved siden af et andet maleri af den samme mand, nu er piben skifte ud med en cigaret, og ansigtet er en smule mere alvorligt.
To selvportrætter fra 1936 af Kolding-kunstneren VP, det første hans debutbillede fra Kunstnernes Efterårsudstilling, begge er malet med en neddæmpet farveskala. Ligesom et grønt pigeportræt fra 1938.
Det er spændende at se disse portrætter fra kunstnerens tidlige periode og dernæst opdage, hvor hurtigt han forlader den lidt akademiske stil med de halvtriste farver og allerede i et bakkelandskab fra 1944 har fundet frem til tuber med opkvikkende farver. Her er ved at komme den kraftige farvelægning, som de følgende år bliver karakteristisk for den 84-årige. Billederne næsten modelleres op i lag på lag, og fra 50-erne og fremover udtrykker han sig med varme, gyldne farver i skildring af personer, af landskaber, af solsikker, af scener med køer og heste.
Den noget grove maleteknik harmonerer tilsyneladende ikke med det venlige, stadigt piberygende og roligt-overvejende menneske, som VP er, men se, om ikke han netop i den udtryksform fylder fladen med poetiske klange og hjertegribende menneskelighed, kærlighed til landskabet og dets to- og firbenede beboere. I pigeportrætter plantes modellerne solidt og dog nænsomt, heste optræder i livfulde grupper, solsikker lyser langt væk af naturforelskelse, og i nogle opstillinger leveres klassiske motiver i nye sammenhænge.
ET af udstillingens hovedværker, ”stilleben” rummer på samme tid det hele: Pigen, solen, havet, skålen, fadet, flasken, frugterne og katten, her en central figur, som på andre billeder blot dukker op i et hjørne. Et andet hovedværk er ”Helgenæs”, nr 12, hvor et ældre ægtepar iagttager – eller mindes – livet rundt om sig.
Der ligger oplevelser bag VPs malerier, som forløses med inderlighed og grundighed. Ofte vender han tilbage til et billede og arbejder videre, for hvem kan sige, når det er helt og uigenkaldelig færdigt.
Mini-figurerne er en anden del af hans forholdsvis beskedne produktion. Det ord kan han nok ikke lide, men lad det være, han har sikkert været udsat for lidt af hvert, siden han for mange år tilbage forlod barndomshjemmet i Holsted, via læretid i Kolding drog til Århus og for 15 år siden igen bosatte sig i Kolding.
De små mennesketorsoer og dyreklumper er i deres primitivitet udtryk for en umiddelbar glæde ved yppige former og skulpturelle muligheder. Han kalder dem ting og sager.
Udstillingen starter i bageste ende af gallerigangen og fortsætter oppe i et nyt lokale, som hermed har premiere. Lokalet er på 66 kvm, har 28 løbende meter vægplads og giver Vejen Kunstmuseum chance for at indrette udstillinger meget bedre end hidtil. Lokalet over bagtrappen kan bruges alene eller – som her i det første tilfælde – sammen med en del af den smalle gallerigang.

Folkebladet
”Nyt lokale indvies med udstilling af VP”.
Fotoportræt af VP.
Vejen Kunstmuseum kan på lørdag indvie sit nye lokale, den tidligere tidsskriftslæsesal på Det gamle Bibliotek. Det sker med en separatudstilling af maleren VP, Kolding.
Det nye museumslokale ligger i forlængelse af gallerigangen. De måler 6 gange 11 meter og giver 28 meter løbende vægflade til ophængning. Og det er med glimrende lysforhold.
I fremtiden vil dette rum og gallerigangen danne ramme om museets skiftende udstillinger, hvorved museets sydlige kuppelsal fremover kan forbeholdes ophængning af museets stationære samling og kun undtagelsesvis vil blive inddraget til skiftende udstillinger.
Åbningen markeres ikke alene med udstillingsåbningen. Der bliver også musikalsk underholdning ved åbningen på lørdag ved Barbara Carlsen og Minne og Erik Buhl Mortensen. Desuden bliver der tale af borgmester Lis Aaltonen, museumsnævnets formand Harry Busk og museumsleder Svend Holm Larsen.
VP-udstillingen bliver retrospektiv og vil give et billede af kunstnerens udvikling. Han er født 1899 i Holsted, hvor faderen var savværksejer. Han blev udlært som malersvend på Kolding tekniske Skole og kom senere på Goldschmidts malerskole i København. Efter sit giftermål boede han et stykke tid i en atelierlejlighed i Holsted, som tidligere havde tilhørt malerprofessoren Kræsten Iversen. Efter nogle år flyttede han til Århus. Hvor han arbejdede som malersvend og formningslærer. Men for 15 år siden flyttede ægteparret til Kolding, hvor det bor i hustruens fødehjem i Søgade.
VP finder sin billedverden i små og store ting, laver miniaturegenstande i ler og collager, maler på små og store lærreder. Han er først og fremmest lyriker, men med en glødende lidenskab for farven. Han arbejder på sin egen facon med robuste farver og grove stofvirkninger på en måde, nogle vil kalde primitiv og naivistisk.
Han har tidligere deltaget i gruppeudstillinger på Vejen Kunstmuseum, men museets ledelse har længe ønsket at præsentere ham i en større ophængning. VP er en meget beskeden person, men det er endelig lykkedes at få ham til at overvinde sine betænkeligheder og sige ja til at udstille.
Han har i årenes løb deltaget i utallige udstillinger, bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling, Høstudstillingen, Den Jyske, Å-udstillingen, Vrå-udstillingen, Oslo og Bergen Kunstforeninger, Sydslesvig Kunstforening og i Kulturhuset i Delmenhorst. Han har fået legater fra Lunds Fond, Carlsons Præmie og Thomas L: Jørgensens Mindelegat. Han er repræsenteret på Århus Kunstmuseum, og kunstmuseet Trapholt i Kolding.
Takket være udlån fra en række private og fra Trapholtmuseet er det blevet muligt at gøre udstillingen retrospektiv. Den vise til den 30. oktober.

Jydske Vestkysten
notits: ”Nyt og kendt i Vejen”. Om det nye lokale og VP

Vestkysten
-Ulf Gudmundsen skriver:
”Livs – og farveglad”
”Storsalg til stilfærdig veteran på udvidet Vejen Kunstmuseum”
Om VP skriver han: VP er ikke nær så kendt, som han fortjener.
Den beskedne gamle maler er en virkelig oplevelse, når han folde sig ud.
VP kan trylle med rødt, gult og orange, så det er en fryd. Det ulmer og gløder på hans lærreder. Og varmen skyldes ikke kun det koloristiske, men også motiverne. Glad, livsglad kunst. Modelbilleder. Landskaber. Katten. Hvor er der dog dejligt ude på landet, hvor blomsterne dog kan blomstre og hestene vrinske. Det er helt igennem opmuntrende.
VP sælger 11 billeder ud af ca. 40.

Kopier Af fotos fra ferniseringen. Harry Busk taler, VP med krykke foran billederne.

Vestkysten
”Nyt lokale og fernisering på lørdag” omtale af lokale og VP.

Vestkysten
”Åbningen af ”Vestsalen” blev et stort tilløbsstykke.” Festdag med taler.140 gæster deltog i åbningen. Formanden håber på en nordfløj. VP og hustru er til stede.

Vejle Amts Folkeblad
”Kunst mange steder fra”
udstillingen omfatter 40 værker, de ældste er fra 1936.
VP er repræsenteret på Aarhus kunstmuseum og Trapholt i Kolding.
Foto af ”Pige med kat”

Folkebladet
haj skriver:
”Museet håber stadig på en nordfløj”
Artiklen beskriver ferniseringens forløb og en del om bygningerne.

Kopi af Karna Lists digt til VP, Vejen Museum 8.10.83
Indvielse og retrospektiv udstilling af Valdemar Petersen billeder:

Der er mennesker
der er med til at præge
og inspirere deres omgivelser –
Både i væren
og ved at give dele af sig selv
- det de ser
- som gaver
i billeder
som øjenfryd
til folk

Sådan er Valdemar
og hans billeder. –
Disse Valdemarbilleder
- vi om lidt skal se –
er sprængfulde
af livshistorie
som sker
i os
og med os --- fortællende!

Her er en tolkning
med tanker
om de to
i midten af et Helgenæsbillede.

ET HELGENÆSBILLEDE

Så sidder I da der – i to –
i midten af selve billedet
i midten af selve livet
I er hinanden så nær
at den ene kan flyttes
uden at balancen forrykkes.
Det hele sker rundt omkring jer
og dog: I er centrum for opmærksomheden
--- engang var i to også unge
Dreng-, som drengene, der løber
Pige-, som pigerne, der bader
For jer er det fortid
For dem er det nu
Kan I mon huske, hvordan det var?
Har I det med i jert minde?
Det sker lige nu – for øjnene af os.
Det skete også før.
Vil det ske igen? Må det
fortsætte frem i tiden??

Her sidder I så – stoiske –
i et kalejdoskop af natur og kultur
fortid – nutid – fremtid.
Som I ser det:
Himlen, husene, møllen.
Skyerne og kirken. De unge, de gamle – menneskene – markerne -
blomsterne – livet.
Som I ser det: gråt eller glødende
Sådan viser I os
at det kan være.

Karna List

1987
???,
MF skriver om VP, der udstiller på Kirsten Kjærs museum

1989
Søndags Jydske, 5. februar 1989
-jes skriver
”Halvfems år med farver”
Billede af VP i hjemmet med halstørklæde ved vinduet og mosaik i baggrunden.

Kunstneren VP, Søgade fylder 90 på tirsdag og det markeres bl.a. med legatuddeling og udstilling. Ikke i Kolding, men i Vejen. Den stadig aktive maler og hans kone Ester har oprettet et kunstnerlegat, som Vejen Kunstmuseum formidler, og første legatmodtager bliver en anden Koldingmaler, Erling Jørgensen. Den aldrende maler, Der stadig tænker, føler og arbejder i billeder og farver, har sammen med den yngre kollega og legatmodtager en stor retrospektiv udstilling på Vejen Kunstmuseum med langt over 100 billeder.
Begge kan også ses repræsenteret med et par billeder her på den netop åbnede og betydeligt mere beskedne udstilling i Kolding, ”Syv Koldingkunstnere” på Trapholt-museet, som er omtalt på forrige side. Legatmodtageren Erling Jørgensen var desværre for undselig til at lade sig fotografere. jes

Vestkysten, den 2.marts.1989
Fernisering på Kunstmuseet Gudmund Lervad har mindeudstilling på museet.)

Folkebladet, den 4.februar.1989
Orla Nielsen skriver:
”Han ønsker at komme til Madrid”
Maleren ved Slotssøen VP, fylder 90 år og arbejder videre med farver og ler.
Billede af VP foran murstensvæg i hjemmet. Stort lerfad og små billeder på væggen.
Tingene passer mere og mere på Valde, som maleren ved Slotssøen kaldes mellem venner og kolleger. Ved en udstilling i Koldings tyske venskabsby Delmenhorst i 1975 skrev en anmelder ” han bevæger sig i en egen tilbagetrukken verden”.
Karakteristikken gik på hans kunst, og i dag kan den også benyttes om hans fysiske tilværelse. Ryggen er krummet længere ned mod skosnuderne, og han kan kun langsomt bevæge sig ved hjælp af en krykstok. Leddene er slidt, siger han, og synet formindsket, de stærke briller skal ofte suppleres med en lup. Sjældent er han længere væk fra bindingsværkhuset i Søgade end ud i haven med sin Ester. En gåtur på byens indre gader er utænkelig.
På tirsdag fylder Valdemar Petersen 90 år, og trods det fysiske handicap er hans største ønske at komme til Madrid og opleve de store mestre Goya og Velazquez samt det moderne kunstmuseum lige op til det gamle museum. Håbet er at finde en ledsager, der både kan køre og tale spansk.

Bare glo
Jeg keder mig ikke ved at sidde her i stuen og bare glo. Indtryk dumper ned i underbevidstheden og kommer måske senere op og bliver til et billede, der er naturalistisk, farvet af mine fornemmelser fra oplevelsen. Jeg klarer mig og har altid noget at være glad for – det kan bare være glimtet af en fugl ude i haven, og jeg kan godt lide denne vintertid, hvor træerne står nøgne, og man ser mere af Slotssøen. Jeg synes ikke, man er syg, når man ikke har smerter.
Valde er legemligt svækket, men ånden er redebon, han er god for en snak om forhold i begyndelsen af århundredet, hvor folk agede med stude. Han er jo født i forrige århundrede, stedet var Holsted, stik vest for Kolding, og malerfaget lærte han i Kolding, hvor han også gik på Teknisk Skole. En præmiering der skabte tanker om at komme på Kunstakademiet, men en af dets professorer Iver Bendtsen, frarådede under et besøg i Kolding og anbefalede ”Goldschmidts Malerskole”, som var mere fri.
Opholdet i København gav VP ny ballast, han oplevede billeder af den tids ”moderne” malere som Olaf Rude, Harald Giersing og William Scharff, og efter en sommer på Bornholm vendte han hjem til Holsted for snart at blive gift med sin Ester fra Søgade.

Vigtige afsnit
Et vigtigt afsnit i parrets tilværelse blev bosættelse i Århus, hvor han arbejdede som malersvend og snart kom i gang med pædagogisk undervisning i kunst. Han kom ind i forskellige kunstnersammenslutninger, og sidst i 60erne trak Kolding igen, da der var mulighed for at overtage hustruens fødehjem, det lille bindingsværkshus.
Valde maler stadigvæk og laver fortsat små lerfigurer, som han kalder ”håndgodter” – dem skal man tage ind i hånden, hvis man f.eks. bliver irriteret over et andet menneskes opførsel. Man skal kæle for de små figurer.¨ I en årrække har han ikke udstillet andet end billeder, som han trofast lader gå til Skolernes Kunstforening i Haderslev. Folk kommer selv til ham. Det er rart med lidt stalddørssalg, det giver kontakt til begge sider, Gallerier er en død ting, hævder Valde, der kan lide at se mennesker. Oplevelser, dem sutter jeg på, for jeg kan ikke gå så meget omkring.

Farvernes indre liv
Hans malerier har ændret sig de seneste år, og derom forklarer han: Selvfølgelig sker der forskydninger. Mine billeder forandrer sig ikke på grund af Koreakrig eller andet, men jeg gør hele tiden værkstedserfaringer, og jeg har opdaget, at farver også er et indre liv foruden deres udseende. Jeg er blevet mere ren i farven, lyset er måske blevet stærkere, jeg har fået en fornemmelse af, at en figur ikke blot er en forgrundsting, man maler, men at man bagved har lige som hele rummet ud mod sig – uendeligt. Det er, når man når videst. Ja, det her lyder vist nok for højtideligt.
Valde skyr det højtidelige. Han er et beskedent menneske, hvilket altid hos denne artikels forfatter opfattes som kendetegn på en ægte kunstner.

Har stiftet et legat
Ester og Valdemar Petersen har altid været sparsommelige. De kender til kunstnerens økonomiske trængsler og har stræbt efter at opbygge en sum penge, som kunne danne grundlag for et kunstnerlegat.
Dannelsen af en fundats har i sig selv været besværlig og kringlet, men i morgen, søndag, vil den første portion blevet uddelt i Vejen Kunstmuseum, som skal bestyre legatet.
Første modtager er Kolding-kunstneren Erling Jørgensen, der får 15.000 kr., som et arbejdslegat. Han kan i en periode male uden at tænke dagligt på at skulle skaffe penge.
Uddelingen foregår ved åbning af årets første udstilling i Vejen Kunstmuseum, der præsenterer Erling Jørgensen retrospektivt.
Samtidig har VP godt 30 malerier og arbejder på papir med.
Det er min ophørsudstilling, siger Valde, der ikke er særlig glad for sine to malerier på udstillingen ”7 Koldingkunstnere” på Kunstmuset Trapholt.
De blev i sin tid købt af Kolding Kunstforening, som burde have haft nogle andre, men dem ville de have.

Vestkysten, 18. februar 1989
- Ulf Gudmundsen skriver
”Kolding i Vejen”,
Stor museumsudstilling med to interessante malere – den ene, på 90 hædrer den anden med fornemt legat.
(Erling Jørgensen modtager Valdemar Petersen og Esters legat på 15000 kr.
Fin omtale af begge kunstnere.
Ætsning af Erling Jørgensen, opstilling af VP.)
Vejen kunstmuseum viser en usædvanlig udstilling med en ganske særlig historie, indtil den 26. februar. Det er maleren Erling Jørgensen og VP, begge Kolding, man kan opleve. Historien omkring arrangementet er følgende:
VP og hans hustru Ester har bestemt, at Vejen Kunstmuseum ad åre skal være formidler af et legat, som oprettes over ægteparrets formue og bo. Fra Vejen Museum er det lykkedes at overtale VP at indlede legatuddelingen nu, i forbindelse med hans 90 års dag her i februar.
Som den første legatmodtager er maleren Erling Jørgensen valgt. Det er i høj grad velfortjent, og der er ingen tvivl om, at de 15.000 kr. falder et sted, hvor de vil blive påskønnet.

Sv. Holm Larsen, Vejen Kunstmuseum, har ikke alene sørger for at legatoverrækkelsen fandt sted med festivitas men også – i forbindelse hermed – arrangeret udstillingen af de to kunstneres arbejder.
Heldigvis findes der også unge 90-årige. Der er naturligvis ikke ret mange af slagsen, men et veloplagt eksempel kan vi nu opleve i Vejen. VP er nemlig ikke alene den glade giver, som gerne vil støtte andre kunstnere med sit legat. Han er selv en vedkommende maler – og fortsat sprudlende ungdommelig!

Det er en opmuntrende og livsbekræftende oplevelse, at se hans værker i Vejen. Vi husker ham fra tidligere. Men lad det være sagt straks: Alle forventninger indfries af den frimodige og farveglade kunstner, som går til sagen med en vitalitet der simpelhen er pragtfuld.
Hvor er det dog dejligt at opleve ”en moden mand” der tør være så dristig med farverne. VP er en herlig kolorist.

Det er malerier/akvareller af ”primitiv” karakter. En slags troskyldig naivisme som går godt, fordi den kommer fra hjertet og fordi maleren virkelig har talent til at gennemføre de mål, han har sat sig. Landskaber. Opstillinger. Blomster. Herlige heste.
Feltet er snævert. Indrømmet. Til gengæld er alt, hvad vi ser, så varmt og smukt og ligefremt fortællende. Nogle steder kan man komme til at tænke på fremmed folkekunst. Det gælder f.eks. de små religiøse figurer. For øvrigt er V.P.s småfigurer et veloplagt kapitel for sig. Hans frodige mini-kvinder, et sært dyr o.s.v. Veloplagt kleinkunst.
VP skaber umiddelbar glæde. Det afspejles også rent kontant på udstillingen: næsten alt er straks blevet solgt.

Folkebladet Sydjylland,
- boy skriver
”Hyldest til legatstifter”
Foto af VP og Erling Jørgensen, billede af Holm Larsen der taler til publikum og begrunder valget af Erling Jørgensen.

Der var kommet rigtig mange mennesker til ferniseringen og legatudstillingen på Vejen Kunstmuseum søndag eftermiddag, hvor man også hyldede legatstifteren Valdemar Petersen. Der i morgen fylder 90.

Det var den første portion af Ester og Valdemar Petersens kunstlegat, der blev uddelt. Legatet skal uddeles af Vejen Kunstmuseum i forbindelse med en separatudstilling af kunstneren, der modtager det. Den første portion på 15.000 kroner gik til Kolding-kunstneren Erling Jørgensen, hvis udstilling der samtidig var fernisering på.
Det er også lykkedes at få VP til at udstille samtidigt.
Det er en gave med perspektiv i for Vejen Kunstmuseum, sagde museets leder Sv. Holm Larsen, der fandt at der var spændende muligheder i at kunne invitere en eller flere kunstnere til en separat-udstilling i forbindelse med uddelingen af et legat. Hn benyttede lejligheden til at takke VP for hans indsats for kunsten og udnævnte ham til æresmedlem i Kunst- og Museumsforeningen.
VP blev også hyldet af flere af sine elever og venner for sine kunstneriske og især menneskelige egenskaber. Sv. Holm Larsen erindrede hvordan han allerede i 1961 så værker af legatmodtageren Erling Jørgensen på et Fynske Kunstnersamfunds udstilling.

Vestkysten, 6. februar 1989
”Kunstmuseet fik sit legat”
Bemærkelsesværdig eftermiddag på Vejen Kunstmuseum
Kunstmuseum – Fik nyt æresmedlem.

Det blev en på mere end én måde en bemærkelsesværdig søndag eftermiddag på Vejen Kunstmuseum. Ikke alene kunne museet præsentere to meget spændende og sjældne kunstnere, men for første gang uddelte museumsinspektør Sv. Holm Larsen også en portion fra et helt nyt leget, som museet i fremtiden skal administrere.
De to kunstnere, der udstiller på museet, er maleren Erling Jørgensen, Kolding, der modtager den første legatportion, samt maleren VP, Kolding, der sammen med sin kone, Ester, har indstiftet det nye legat. VP stammer fra Holsted, men har i de seneste 20 år boet i Kolding, og på trods af, at han fylder 90 i morgen, tirsdag, er VP stadig aktiv maler. Det nye legat kan ikke søges, og det skal gives til en kunstner i forbindelse med en udstilling på museet. Samtidigt har Ester og VP i fundatsen bestemt, at legatet skal gives til en kunstner, for hvem legatportionen på 15000 kr. har betydning.
Ved legatoverrækkelsen lage Sv. Holm Larsen ikke skjul på, at man er meget glad for legatet, der kan få stor betydning også for kunstmuseet.
Om årsagen til, at Erling Jørgensen er tildelt legatet, sagde Sv. Holm Larsen bl.a., at det ikke mindst er sket på grund af den udvikling Erling Jørgensen har gennemlevet kunstnerisk. Han er en meget flittig kunstner, der lever for sin kunst, og han er repræsenteret på en lang række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst. Erling Jørgensen har også solgt en del til udlandet, og det har bl.a. været nødvendigt at hente et billede hjem fra Japan til den retrospektive udstilling på Vejen Kunstmuseum.
Valdemar Petersen har tidligere udstillet på Vejen Kunstmuseum, og det var bl.a. hans udstilling, der i sin tid indviede et af udstillingslokalerne på museet. Det samme lokale, hvor VPs værker nu hænger.
Som tak for legatstiftelsen og hele hans virke blev VP i øvrigt udnævnt til æresmedlem i kunstforeningen.
I sammenkomsten var der flere, der ønskede at takke VP for det, han havde betydet for dem bl.a. som lærer. Der blev således talt af Karna List, Nina Kai Nielsen, Lise Bro Hansen, Tove Hansen og Olga Pedersen.

Morgenavisen Jyllands-Posten , 14. februar 1989
H.P.Jensen skriver:
”Modsætninger mødes i Vejen”
Foto i farver af VP, skrænter ved havet
Foto i farver af Erling Jørgensens maleri ”Amsterdam”
Fin omtale af legatet og malerne og Holm Larsens initiativ:

Den 90årige VPs legat på 15000 kr. går første gang til Erling Jørgensen, Kolding, og Vejen Kunstmuseum udstiller værker af dem begge, men ikke på de samme vægge, Det ville slet ikke gå, for de er vidt forskellige.

Det er to store modsætninger, der mødes på en udstilling i Vejen Kunstmuseum. Men det har sin særlige årsag. Den 90årige maler VP og hans hustru har besluttet at oprette et legat til en talentfuld kunstner, og for første gang blev det Erling Jørgensen, Kolding, der fik 15000 kr.
Museets leder, Sv Holm Larsen, fik den ide at lade de to udstille samtidig, men ikke på samme vægge. Det ville slet ikke gå, for de er vidt forskellige. VP er født i Holsted, boede mange år i Århus, og her blev han kendt fra mange udstillinger bl.a. Den Jyske.
Han er en gammeldags maler i den forstand, at han bygger sine malerier op efter de klassiske mønstre og koncentrerer sig om at gøre farven tung og mættet. Hans landskaber og opstillinger rummer en stoflighed og en heftig kolorit, som bærer præg af en lang og omhyggelig arbejdsproces. Desuden viser VP en række tegninger og små skulpturer, og der er også et vellykket mosaikarbejde.
Det var overraskende for ham selv, at han ikke er en glemt maler, og salget af værker er stort. Men det bliver også hans sidste udstilling, hævder han.
VP overdrog Vejen Kunstmuseum at administrere legatet, og valget af den stilfærdige og tilbageholdende Erling Jørgensen er helt rigtig. Erling Jørgensen havde sin debut i 1960, og han har været gennem mange faser under påvirkning af andre kunstnere og tidsfænomener.
En overgang lavede han således objekter af affaldsprodukter for at vise en verden i forfald. Det var på sammenslutningen ”Den Flexible” at han blev kendt i en større kreds, og det var især hans tyste grafik, som er uden effekter, der i dag er hans styrke. Hans små raderinger er enkle temaer, der spilles igennem med sans for stilfærdighed.
Hans malerier er næsten alle store ensartede lærreder, hvor de små afvigelser sætter det fornødne liv i maleriet. Erling Jørgensen fører lavmælt tale, og i den retning er han en sjælden person i dansk kunst.

Søndags Jydske, 5. februar 1989
Jes Rasmussen skriver:
” Tá til Vejen og se Kolding”
Kort omtale af to udstillinger – Trapholt og Vejen Kunstmuseum.
Hel side med mange billeder – ingen af VP

TILFØJELSER fra scrapbogen

Kai Flor anmelder:
Den Polykrome aabner – Smuk Mindeudstilling for Fader og Søn på Charlottenborg.
Kataloget indledes med VPs mindeord om Torvald Hansen og hans søn Ib Hansen.
”Aarhusmaleren VP, der har gjort sig bemærket ved forskellige Udstillinger her i Byen som en målbevidst Kolorist – ved sin dybt stemte Farve og brede sorte Kontur kan man føre Tanken på den franske Maler Rouault uden dog helt at nå hans ulmende som i gotiske Kirkeruder. Men der er dog både i hans Landskaber og hans Opstilling Udslag af et malerisk Temperament, hvis Oprindelighed måske dog kan omtvistes.”

Samme side i scrapbogen:
Berlingske Tidende. Dateret med blyant 12 - 50

Kai Flor anmelder
”Den Polykrome” i god og rolig udvikling. Aftenfernisering på Charlottenborg i dag.
”Til Udstillingens mere voldsomme Kolorister hører Aarhusmaleren VP, der stadig fører en lidt robust Pensel, men som man ikke kan frakende Glød og Fylde i Farven, særlig i hans Landskaber.

BOGOMTALE

Fire seminarier på tur
• REDIGERET AF TINA LØVBOM PETERSEN
• 24-2015 / 11. DECEMBER 2015
Af Karsten Tuft og Eddy Thomsen
Historien bag fire forskellige seminarier foldes ud i bogen, som er skrevet som en slags uddannelseshistorie. Baggrunden er, at pædagoguddannelserne i Aarhus i sommeren 2015 blev samlet under én ny uddannelse – og bogen fortæller så med tekst og billeder om de forskellige pædagogseminarier i Aarhus, som er gået forud. I årene 1933-1992 handler det om Jydsk Børnehaveseminarium, Jydsk Fritidshjems-Seminarium, Social-Pædagogisk Seminarium og Århus Børneforsorgsseminarium – og fra 1992 og frem til i dag om Jydsk Pædagogseminarium og Peter Sabroe Seminariet. I bogens anden del sættes der fokus på udviklingen inden for faget efter den fælles pædagoguddannelses start i 1992, hvor de tidligere uddannelsers indhold blev integreret og ændret. Fag blev lagt sammen, fik nye navne – og forsvandt så helt i 2014 for at blive formuleret som kompetencemål og moduler. Bogen rummer også portrætter af i alt fire nuværende og afgåede undervisere. De to forfattere har gennem to år bevæget sig omkring i de forskellige seminariers liv, hvor en har fokuseret på seminariernes nuværende miljøer og den anden har rejst tilbage i tiden.
Via University College. 188 sider. Kan bestilles eller downloades gratis via www.kortlink.dk/heat