NYTTEPLANTERNE, DET SMUKKE UKRUDT,
GIFTEN OG KULTURDYNGEN
Ursula Munch-Petersens keramiske relief på Vejen Gymnasium

Af Teresa Nielsen, museumsleder
Teksten er skrevet til museets blad "Kunst omkring Trolden", trykt i nr. 3, 2010

Ursula Munch-Petersen har en særlig tilknytning til Vejen, hvor hendes første retrospektive separatudstilling vistes på kunstmuseet i 1997, samme år som hun udførte Vejen-urtepotten. I samlingen er hun repræsenteret med en del værker, heriblandt dukkestellet i dukkehuset, der er blevet en meget afholdt og helt integreret del af Børnehjørnet i museets Publikumsrum.
Op til markeringen af Vejen Gymnasium og HFs 25 års jubilæum, sommeren 2005, indledtes processen, der i efteråret 2007 endte med en stor reliefudsmykning. Skolen ønskede et kunstværk, der skulle markere jubilæet. Med afsæt i det berømte bysbarn, billedhuggeren og keramikeren Hansen Jacobsens virke var det oplagt at tænke på en keramisk udsmykning. Ursula Munch-Petersen besøgte skolen i februar 2005 og besluttede, at hun ville arbejde med de neutrale vægflader omkring kantinelugen, skolens ”hjerte”, hvor eleverne dagligt flokkes i frikvartererne. Med god støtte fra især Ribe Amts Kunstudvalg og Ny Carlsbergfondet blev arbejdet sat i gang.

Om relieffets tilblivelse mindes rektor Asger Dyhrmann: ”Ursula tilbragte mange timer på gymnasiet med mange kopper kaffe, inden hun besluttede sig. Hun sad og fornemmede atmosfæren, skolens rytme og fulgte med i elevers og læreres kommen og gåen. Kantinen repræsenterer på mange måder et særdeles konkret fælles mødepunkt, så vi er glade for, at hun valgte at placere udsmykningen uden om den. Da jeg fortalte eleverne om det planlagte kunstværk var den umiddelbare reaktion: Det var mange penge, der er da meget andet vi hellere vil ha’. Nu var det en jubilæumsgave, vi fik af sponsorer, så eleverne blev ikke snydt for noget andet. Elevernes opfattelse blev dog flyttet, da Ursula stillede sig op foran det færdige kunstværk og fortalte om, hvad ideen var. Efter klapsalverne at dømme blev eleverne her klar over, at de havde mødt ægte kunst og en ægte kunstner. Det er ikke mange besøgende, vi har haft på skolen, der ikke er stoppet op ved Køkkenhaven, som Ursula har kaldt det. Man får hele tiden øje på noget nyt, selv om det nu er blevet en del af dagligdagen. Ligeledes bruges det i undervisningen, sikkert mest i billedkunst, og her har vi stor fornøjelse af en video med Ursula, hvor hun står foran kunstværket og fortæller om dets detaljer.”

Resultatet blev et kunstværk, der samtidig står som et politisk statement i den aktuelle klima- og miljødebat. Om udgangspunktet fortæller Ursula Munch-Petersen: ”Alt hvad vi spiser kommer fra jorden – nogen kalder det derfor Guds gaver, og planteverdenen er først i fødekæden. … Til højre for kantinelugen vises jorden lagdelt. Det betyder tiden, som har lagret sig i historisk orden med forsteninger og andre spor af levet liv. …

Til venstre for lugen ses en bunke jord med brudstykker af det, som vi kender fra den kulturelle verden. Her er alt blandet sammen...”

Indledningsvis havde kunstneren skitseret en frise over kantinelugen. Den endte i stedet under, og blev som den første del af projektet afsluttet op til sommerferien 2006. Modellering og brænding af denne del af det store relief er foregået på Statens Værksteder på Gammel Dok, København. Her er med mange års erfaring arbejdet i kontrasten mellem den rå stentøjsflade og de glaserede reliefbilleder. Ind imellem er der tekniske raffinementer som ”vandlommerne” - små fordybninger, hvor Ursula Munch-Petersen har arbejdet med et dybt lag klar, vandig glasur; nøjagtig som i de to reliefværker Dråbe og Klat fra 2004 i Vejen Kunstmuseums samling. Med botanisk nøjagtighed har hun modelleret og glaseret grøntsager - nytteplanter som tomater og kartofler - fra rod over stængel til blade og blomster. Bogstav for bogstav er deres navne præget med gamle metalstempler. Mellem dem har hun indflettet det smukke ukrudt forsynet med sirlige prentninger af de poetiske navne. Yderst til venstre har hun modelleret en ophobning af dunke med ukrudtsmiddel - en kommentar til en disharmonisk del af vores forhold til naturen: ”I køkkenhaven manipulerer vi med planterne, som vi spiser. Vi bestemmer helt diskriminerende, hvad som får lov til at blive og lov til at vokse, mens de mindre spiselige planter, de såkaldte ukrudtsplanter, rives op. Vi er blevet så dygtige, at vi kan slå alt det ihjel, som vi ikke kan spise eller sælge. Samtidig med at vi forgifter Ærenpris og Tusindfryd, kører store lastbiler over landegrænser med sejlivet kontorbeplantning - planter uden navn, som skal bringe naturen ind på arbejdspladser og skoler. Men vores forfædre gav ukrudtet navne som Hyrdetaske, Forglemmigej og Grine til Middag – de må trods alt have holdt af det besværlige skidt.”

De store relieffelter til højre og venstre for kantinelugen er udført ved Tommerup på Fyn i det keramiske værksted hos Esben Lyngså Madsen og Gunhild Rudjord – det fantastiske sted, hvor landets billedkunstnere har mulighed for at udføre store og små værker i en levende dialog med dygtige keramikkyndige fagfolk. I venstre side har Ursula Munch-Petersen modelleret den lagdelte jords modsætning; en høj der rummer vilde, sammenfiltrede spor fra mange kulturer – en skattekiste, der kunne være en alternativ kulturkanon for nysgerrige elever og andre gæster. Kulturdyngen fremtræder med en mat, mørk overflade brudt af enkeltfigurer fra fjern fortid til nutid. Om elementerne skriver hun: ”Mange af de ældste guder var frugtbarheds- og jordgudinder, som Venus fra Willendorf, 27.000 år før Kristus, slangegudinden fra Kreta 1600 år før Kristus og vandgudinden Anahita, mor til alle andre guder ifølge ældgammel iransk folkereligion. … Den keltiske kristendom, blev dyrket i Norden i 3-400 år inden Ansgar omvendte os til den pavelige katolske kristendom. Kelternes kultur var mundtlig, så jeg har ikke kunnet modellere Brigid. Den keltiske tro kunne integrere Jesus - ligesom man mange steder i Indien med glæde sætter endnu en ny gud på alteret, for dermed at blive rigere end før. Jesus peger på himlens fugle og markens liljer. End ikke Salomon i al sin pragt er klædt som de. … Der er en hilsen fra Kina i form af en blå stentøjskrukke - fra araberne en stump af et maurisk flisemønster - en indiansk dansende abe - og en etruskisk husformet urne. Jeg har modelleret disse forskellige kulturrester ind i jordbunken. De ældste nederst - og øverst i jordbunken sidder et barn ovenpå menneskehedens historie og tænker over livet - og fremtiden. Kulturerne ligger begravet i jorden. Når vi finder resterne, snakker de til os om mennesker, der har levet, elsket, drømt og sørget - akkurat som os selv.”

Efter opsætningen af udsmykningens tre hovedfelter tilførte Ursula Munch-Petersen den i 11. time nogle nye elementer. Hun var ikke helt tilfreds med afslutningen af højre side. I sit værksted på Møn modellerede hun tre krager. For oven mildner de overgangen til de stramme vandrette lag ved at hun har tilført en stribe grønsvær, som to af dem står på, mens den tredje kommer flyvende lidt længere borte på væggen.

I Vejen Gymnasiums store, åbne centralrum med det rare ovenlys går det keramiske relief perfekt i samspil med de mægtige røde murstensflader. Her har elever og lærere fået et værk, der med sin billedrigdom, farver og stoflighed taler til mange sanser. Mens de står i kø ved kantinelugen, kan de lade hånden stryge over de keramiske overflader og mærke den bearbejdede jord. Centralrummet træder man ind i direkte fra skolens hoveddøre, og i hverdagen er rummet også tilgængeligt for udefrakommende, der måtte have lyst til at se relieffet – husk blot at vise hensyn, om undervisningen er i gang…

P.S. Afslutningsvis kan det nu fortælles, at Ursula Munch-Petersen her i 2010 atter bliver aktuel i det jyske. Hun er blandt de udvalgte kunstnere, der bidrager til Statens Kunstfonds projekt Kunst langs Hærvejen. Hvor mange lokale indbyggere har mon tænkt over, at Vejen Kunstmuseum er det eneste kunstmuseum, der ligger direkte på Hærvejen, der går lige nord-syd gennem byen som hovedgaden, Nørregade-Søndergade! Hun bidrager med keramiske billedfortællinger som relieffet i Vejen. Men i disse nyeste felter har hun i piktogramform sat sig for at fortælle om maden, redskaber m.m. fra de århundreder og årtusinder folk har vandret ad Hærvejen.