FAKTA OM VEJEN KUNSTMUSEUM

* De ældste museumssale er fra 1924 – udbygget i 1938, 1975, 1983, 2000 og 2019-2022.
* Samlingen rummer i 2022 over 5500 kunstværker.
* 25-30% af museets gæster er børn og unge under 18 år.
* 75% af museets gæster er fra det lokale opland.


DET UNIKKE I SAMLINGEN PÅ VEJEN KUNSTMUSEUM

Tre udvalgte kunstnere, hvis livsværk man må til Vejen Kunstmuseum for at opleve:

* Billedhugger Niels Hansen Jacobsen med sit absolutte mesterværk Skyggen.
* Tegneren og maleren Jens Lund med sit absolutte hovedværk Herrens Herlighed.
* Kunstneren Ingrid Vang Nymans illustrationer til Pippi Langstrømpe.
* Dertil er der den unikke Keramiksamling med særligt fokus på den danske stentøjshistorie, der startede 1890’ernes Paris med J.F. Willumsen og Niels Hansen Jacobsen samt kunstnerkeramikken – keramiske værker skabt af billedkunstnere, der som Hansen Jacobsen er ufaglærte på keramikkens felt.

FIND VEJ TIL VEJEN KUNSTMUSEUM

Entre: 50 kr. Børn under 18 år har gratis adgang.

Åbningstider: tirsdag – fredag 10-16 / lørdag, søndag og helligdage 11-17.

Vejen Kunstmuseum har fuld tilgængelighed for alle i alle forskudte niveauer.

Afstand fra større byer:
2 timer og 30 min. til København.
Én time og 5 min. til Odense.
Én time og 13 min. til Århus.
Én time og 11 min. til Flensborg.
3 timer til Hamborg.
Vejen Kunstmuseum ligger 5 minutters gang fra Vejen Station.


Det "nye" Vejen Kunstmuseum
Dobbelt så stort med renoverede sale og nybyggeri

Lørdag den 2. juli 2022 inviterede Vejen Kunstmuseum alle interesserede til at fejre åbning af det ”nye” museum og genindvielse af de ældre sale. Én dag og 98 år tidligere åbnede det oprindelige museum den 1. juli 1924.

Åbningsudstillingen præsenterede aspekter af museets samling i en fusion af malerier, tegninger, møbler, grafik, keramik, bøger og skulpturer. Museet byder på en enestående samling af dansk symbolistisk kunst, Skønvirke / Art Nouveau / Jugendstil fra tiden omkring 1900 i de nye såvel som nyrenoverede sale.

Helt i tråd med den omhu, som museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen, lagde i 1924-byggeriet, gælder TTT - Ting Tager Tid. Mens lange leveringstider har gav ventetid, brugte museets personale og de gode lokale håndværkere tid på at gøre tingene ordentligt, gøre brug af kloge løsninger og gode materialer.

Også helt i Niels Hansen Jacobsens ånd er det, at museet åbnede den weekend, hvor Tour de France gæstede Danmark – selv var han bosat i Paris i ti-året 1892 til 1902.

Optakt til byggeriet
I december 2016 bevilligede A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal 28,6 mio. kr. til en fordobling af Vejen Kunstmuseums arealer. Efterfølgende bevilligede byrådet i Vejen Kommune 10 mio. kr. til den samtidige renovering af museets vestligste bygning fra 1940 – en bygning, der i sin tid blev opført og indrettet som byens bibliotek.

Først da tilsagnene var i hus, kunne de nødvendige jordbundsundersøgelser gennemføres. Resultaterne medførte en gentænkning af nybyggeriet. Der viste sig god grund til, at det gamle bibliotek var opført med halvkælder. Stort set lige under betongulvet er der vandårer, og gulvet kunne derfor ikke sænkes. Gæster må fremover tage til takke med en række lavloftede udstillingsrum. Dertil skulle nybyggeriet, der går to etager i jorden, sikres med en sekantvæg – en kostbar specialkonstruktion, hvor det ikke var muligt at banke spuns i jorden.

Undervejs i byggeriet kom der andre overraskelser, som da en underleverandør på jordarbejdet gik konkurs og forsinkede byggeriet, eller da en del af etageadskillelsen i den gamle bibliotekskælder viste sig at være dimensioneret til at agere bombeskjul. Det krævede en del ekstra understøttelse at flytte den væg, der havde støttet betondækket.

Marts 2019 indledtes det konkrete byggeri. Gennem pandemien fortsatte håndværkerne ufortrødent – om end på nedsat kraft. Det fysiske byggeri og de gode materialer skyldes primært lokale håndværkere og producenter. Så vidt muligt har de været inddraget i hele processen. Det resulterer i, at store dele af byggeriets knap 40 mio. kr. er brugt lokalt.

Grundtanker i nybyggeriet
Byggeriet indfrier forventningerne til en moderne, imødekommende og fleksibel udstillingsbygning. Her bliver rammen sat for skiftende udstillinger, og her bliver god plads til, at besøgende i alle aldre kan opleve og sanse, fordybe sig, fantasere, hente inspiration og skabe nye perspektiver.

Hovedformålet med nybyggeriet har været at få samlet flest mulige kvadratmeter under samme tag til museets gæster og samlingen. Der er sket en fordobling af udstillingsarealet gennem nybyggeriet i fem forskudte etager, ved at omdanne tidligere bagland til udstillingssale og flytte Vejen Billedskole over i genbobygningen, det gamle elværk, som i dag bærer navnet Troldværket.

En central præmis i både renovering og nybyggeri har handlet om at skabe optimale forhold for museets samlinger. Det er sket i opbygning af to selvstændige klimaanlæg i henholdsvis det gamle bibliotek og nybyggeriet. Mange har bemærket, at nybyggeriet er uden vinduer. Udstillingssalene er dagslysfrie, da sollysets nedbrydning er uforenelig med museets forpligtelse til at bevare kunstværkerne for eftertiden. Dertil er der i de to nederste etager af nybyggeriet indrettet et specialmagasin til museets samlinger. For museets personale er kunstværkerne lige ved hånden. Der kan ske løbende udskiftning i udstillingerne, arbejdes med værkerne, og efter aftale kan de beses af interesserede forskere og andre gæster.

Nybyggeri i fem forskudte etager
Den nu nedrevne Gallerigang var på 167 m2. Nybyggeriet giver museet omkring 1000 m2 fordelt over fem forskudte etager, hvoraf tre er tilgængelige for publikum. Byggeriet er tegnet af fredningsarkitekt Steffen Søndergaard, der over årene er blevet fortrolig med museets bygninger. Han har tidligere stået for renoveringen af Schackenborg Slot, Kommandørgården på Mandø samt mængder af byhuse i Ribe, Esbjerg og det sydlige Jylland. Helt tilbage i 2002 tegnede han de indledende skitser til nybyggeriet. Trods benspænd og udfordringer undervejs, står vi nu med et museum, der udefra ser ud nøjagtigt, som Steffen Søndergaard lovede det i tegningerne og fotocollagerne!

Steffen Søndergaard har tegnet et gennemtænkt og uprætentiøst hus, der i røde mursten passer sig ind i den eksisterende helhed. Funktion og tilgængelighed er i højsædet. Som en kontrast til museets ældre facader, der er præget af den diskrete lodrette takt, giver nybyggeriets brug af skiftevis hele og halvanden sten vandrette murstensbånd, som brydes af en siksakdekoration, der kan læses som et stort M for Museum. Glasgavlene i nybyggeriets mellembygning genetablerer den visuelle forbindelse mellem Niels Hansen Jacobsens Troldespringvand fra 1923 på Museumspladsen og det gamle elværk – Troldværket – i Lindegade.

Som noget helt unikt i det kolde Norden sprang Troldespringvandet døgnet og året rundt frem til 1950’erne. Det kunne det, fordi det sprang med brandvarmt vand. Springvandet var ganske enkelt kølebassin for elværket. Havde Niels Hansen Jacobsen ikke fået til opgave at opføre springvandet, er det uvist, om byens borgere og foreninger efterfølgende ville være gået sammen om at bygge museet til bysbarnet.

Midt i aksen mellem Troldespringvandet og Troldværket ligger nu et lyst og åbent pauserum til museets gæster med keramiske hovedværker af Arne Bang skabt på eget værksted i Fensmark og af Gunnar Nylund fremstillet hos SAXBO – foruden udsigt til såvel springvand som elværk.

Udstillingerne i nybyggeriets etager
Tilbygningen giver plads til både nye og ældre kunstværker. Med de mange nye tiltag sikres museet en plads i fremtidens museumslandskab, samtidig med at tilgængeligheden er i top mellem de forskudte etager.

Nederst, i bygningens fjerde og femte etage, ligger magasinet, der rager ind under Museumspladsen. Her sikres for fremtidige generationer de ikke udstillede dele af museets samling på mere end 5.500 værker. I kompaktreoler er der plads til ophæng af indrammede værker, mens keramik, skulpturer, tegninger, grafik findes på stationære reoler og paller.

Udstillingerne i det gamle bibliotek
I det forhenværende bibliotek er der på første sal opført en lang kvist, hvor der er udsigt over Museumspladsen og de grønne områder, der omkranser Vejen. Under rytterlyset, hvor tidligere Vejen Billedskole havde til huse, kan man nu nyde museets anseelige keramiksamling.

I den høje stueetage perspektiveres museets værker af Pippi-tegneren Ingrid Vang Nyman (1916- 1959). I Vejen findes verdens største museumssamling af hendes værker takket være omfattende gaver fra hendes slægtninge, der gennem generationer var knyttet til Vejen. Her ligger fortsat det børnevenlige oplevelseslandskab fra 2016, hvor man kan ride på Pippis hest, fange blæksprutter, lege og lave mad i Pippis køkken, prøve kimonoer i den japanske pavillon eller hvile ud i lænestolen i en rekonstruktion af Nymans Stockholms-lejlighed.

I trapperummet, hvor en lift kan bringe gæster mellem etagerne, møder gæsterne primært værker af keramiker Erik Nyholm, der var optaget af Niels Hansen Jacobsens keramik og fik mulighed for at eksperimentere med dennes efterladte materialer. Nedenfor trappen er der i kælderen indrettet tidssvarende og handicapvenlige toiletforhold – selvfølgelig med keramiske oplevelser på væggene!

I kælderens udstillingsrum præsenteres værker af kvindelige kunstnere. For første gang er værker skabt af Gabriele Jacobsen udstillet – fra privateje og med et enkelt indlån fra Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg! Hun var Niels Hansen Jacobsens første hustru, der døde alt for ung i 1902. På det første hold af kvindelige kunstnere fik hun i 1888 adgang til den statsstøttede kunstneruddannelse.

Den videre udvikling – Troldværk og legatbolig
Mens museet kunne gøre klar til åbningsfest og indvielse af det ”nye” museum, fortsatte arbejdet med museets adskillige øvrige projekter:

I 2020 modtog Vejen Kunstmuseum Troldværket, det gamle elværk i aksen til Troldespringvandet, som gave fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Med stor tak er rammen om museets formidling sikret. Samtidig er den unikke bygning sikret som en del af museumsanlægget. Op mod en tredjedel af Vejen Kunstmuseums gæster er under 18 år. I forlængelse af museumsbyggeriet skal der nu findes støtte til den omfattende renovering af Troldværket til undervisningsbrug. Den monumentale midterhal vil på sigt danne rammen om formidlingen til de hundredvis af skolebørn, der årligt besøger museet, eleverne i Vejen Billedskole og på sigt flere voksenhold og kreativ videreuddannelse. Når Troldværket kommer i fulde omdrejninger, vil det være egnens kreative hjerte midt i en by med gratis parkering og kun få minutters gang til stationen.

I den nordlige ende af Vejen venter et andet projekt. Her er drømmen at få etableret en legatbolig / et residency-program i Hytten. Det lille fredede stråtækte hus fra 1850’erne var hjem for billedhugger Niels Hansen Jacobsen og hans anden hustru Kaja, fra de blev gift i 1908, til de i 1924 flyttede ind i boligen i den nordlige ende af museet. Hytten ville med rekonstruktion af kunstnerens værksted og udbygninger kunne danne rammen om undervisning og arbejdsplads til gæstende kunstnere, forskere og andre fagfolk med særlig interesse i tilknytning til egnen og
museets virke.

FAKTA om byggeriet
Samlede anlægsudgifter: Knap 40 mio. kr.
Åbning af nybyggeriet og renoverede sale: 2. juli 2022
Museumsareal: Udstillingsområdet i den gamle bygning før renoveringen var ca. 900 m2. Med M-huset råder museet nu over yderligere knap 1000 helt nye m2, heraf 511 m2 til udstilling. Dertil kommer knap 400 m2 under jorden til magasin og bagland.
Arkitekt: Steffen Søndergaard
Bidragsydere: Vejen Kommune med en bevilling på 10 mio. kr. til renovering af museets ældre bygninger og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med en bevilling på 28,6 mio. kr. til nybyggeriet. Fonden har tidligere bekostet fremtidssikring af Troldespringvandet og en total nytænkning af Museumspladsen.
Byggeriet indledtes i marts 2019 med nedrivningen af Gallerigangen fra 1975.
Under pandemien har der været de obligatoriske nedlukninger. Siden museumsgenåbningerne i maj 2021 har museet været lukket for at foretage de nødvendige renoveringer af gulvene i de ældste sale, udbedring af udstillingsvægge, etablering af klimasluse, opsætning af mørklægningsgardiner og senest renovering af både personalekøkken og museets kiosk.
Midt under byggeriet var Vejen Kunstmuseum i 2020 medarrangør af udstillingen på Bourdelle-museet i Paris om museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Med udstillingen og den franske publikation er han nu placeret i den fransk og europæisk kontekst blandt periodens ypperste kunstnere

FUN FACTS OM BYGGERIET

Med særlig tilladelse fra den lokale brandmyndighed er Niels Hansen Jacobsens En Trold, der vejrer Kristenkød sat på flugtvejsskiltene. I en snak på byggepladsen foreslog en af håndværkerne, at Trolden i sin ludende positur kunne afløse piktogrammet af den løbende person, og det gør Trolden så glimrende!
Gulv og trapper i nybyggeriet er lagt med Douglasplanker fra Dinesen i Jels. Kanten af trappetrinene er udført i Azobé – mørkt afrikansk hårdttræ, der bl.a. bruges til havnemoler og bolværk. Her er slået to fluer med ét smæk: Den mørke kant har givet optimal synlighed ved trinkanten til glæde for svagtseende – og har samtidig forlænget trappens levetid gevaldigt, da den mest udsatte del er blevet markant forstærket.
Arkitekt Steffen Søndergaard har tegnet Vanddragerne, der på Museumspladsen leder regnvand væk fra huset, hvor nedløbsrørene ikke kunne gå i jorden pga. det underliggende byggeri. Dragerne er fremstillet af smed Alex Madsen fra Ribe.
I nybyggeriets nord- og sydfacader ses et M-formet spil i murstenene. Det er blevet tolket som et M for Museum, mens andre har gættet på, at det kunne være M for Mærsk Møller. Helt konkret er formen opstået ved, at arkitekten på facaden har optrukket et mønster, der i sin tid forbandt de bagvedliggende støttebuer. De er i mellemtiden flyttet, mens M’et er bevaret!
Selv på toiletterne er der kunst! Alikka Garder Petersen har påtaget sig at skabe en keramiske belysning, der er muliggjort med midler fra Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegns samt fra Nationalbankens Jubilæumsfond.
Dertil en fin anekdote fra byggeriet: En dag stod et par håndværkere og kiggede ned i hullet, hvor den kostbare sekantvæg var færdigstøbt. Det havde regnet lidt, og den ene sagde: ”Dernede ligger Vejens dyreste svømmebassin.”