Harald Slott-Møller møder Niels Hansen Jacobsen

Fra at være en miskendt kunstner, som det på det nærmeste var ’pinligt’ (dårlig smag) for en kunsthistoriker at beskæftige sig med i 1970’erne, er Harald Slott-Møllers værker nu så meget i vælten, at det faktisk har været noget af et puslespil at sammensætte udstillingen. Ud over tidens generelle interesse for kunsten omkring 1900 falder Vejen Kunstmuseums udstilling nemlig meget passende samtidig med at Kunstforeningen, Gammel Strand, i København viser tendenser i dansk kunst i perioden omkring 1880-1910 – og da var Harald Slott-Møller (1864-1937) en markant personlighed i arbejdet for en ny og anderledes kunst.
På mange punkter har Harald Slott-Møllers udvikling været meget lig den jævnaldrende Hansen Jacobsens, idet de i deres unge år bevægede sig fra en realistisk, virkelighedstro gengivelse over i et symbolladet univers i forsøget på at give form til livets store følelser og oplevelser. Begge kastede de sig over mere end henholdsvis maleriet for Slott-Møllers vedkommende og skulpturen for Hansen Jacobsens vedkommende.

I tidens ånd, og som ægte symbolister, var for dem al god kunst også dekorativ kunst – det vil sige, at de fandt det naturligt at arbejde med mange andre materialer. Hansen Jacobsens undersøgelser af lerets muligheder blev – som det kan ses i studiesamlingen af keramik på Vejen Kunstmuseum – til en livslang besættelse og materialet forbandt han med udnyttelse af metal og træ til at fremhæve den keramiske masse. For Harald Slott-Møllers vedkommende blev det en endnu bredere vifte af materialer, der blev prøvet af. Med indlån fra hele landet kan man på udstillingen, ud over malerier, se udsøgte møbler - et nodeskab, en reol og en buffet med intarsia dekorationer (indlagte træsorter og endog blåligt perlemor), fajancearbejder fra hans tid som faglig konsulent for Aluminia (i dag en del af Royal Copenhagen), og et enkelt arbejde i metal. Fra Teatermuseet er der nemlig givet tilsagn om udlån af en fantasifuld pokal, som Slott-Møller på bestilling af en gruppe kvinder lavede som en hyldest til Valdemar Price for hans præstation som Junker Ove i balletten ”Et Folkesagn”. 

Til hverdag hænger på Vejen Kunstmuseums et par Slott-Møllers malerier – de er blandt de eftertragtede stykker, som der på det seneste endog har været bud efter til en stor udstilling af dansk kunst, der skal vises i Lausanne, Schweiz først på året 2005.
På auktionen efter Slott-Møllers eneste arving, datteren Lykke, erhvervede museet i 1973 et portræt af en kvinde i sort kjole – utilnærmelig og tilknappet ser hun ud med smykkernes guld som de eneste lysende punkter. Der er end ikke antydningen af et smil om læben. Gådefuld har hendes identitet været frem til billedet i 1998 blev udlånt til Nordjyllands Kunstmuseums udstilling: ”Kvinden og Naturen – Motiver i J. F. Willumsens og Harald Slott-Møllers symbolistiske kunst ca. 1890-1920”.
Da påviste udstillingens arrangør, Ingeborg Bugge, at modellen højst sandsynligt kunne være en næsten lokal person: Harald Slott-Møller var nemlig sommeren 1890 på gården Thygesminde ved Stenderup nær Kolding for på bestilling af kunstsamleren Alfred Bramsen at male et portræt af billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Afslutningsvis blev det dennes yngste søster Lucie, der måtte sidde model.

Fra gamle fotografier slutter Ingeborg Bugge, at han ud over at male billedhuggerinden også gav sig tid til at male museets portræt af Lucie Brodersen. Dermed kan maleriet dateres til sommeren 1890 – det år, da han tog springet ud i et farvestærkt maleri, som det ses i portrættet af Anne Marie Carl Nielsen i stærk rød kjole på lysende blå baggrund og med gyldent hår. Det er tidstypisk snittet ud af maleriets træbund.
Egnen blev Harald Slott-Møller glad for og vendte hyppigt tilbage på sommerophold. Under besøg i 1902 malede han museets andet billede - et studie fra Kolding Fjord af et sejlskib i måneskin.
En særlig attraktion blandt malerierne på udstillingen bliver de to lærreder ”Diana” og ”Skt. Hubertus”, der venligst er udlånt fra Göteborg Konstmuseum og ikke har været vist i Danmark siden malerens død.

Foredrag om Harald Slott-Møller
På Harald Slott-Møllers dødsdag, onsdag den 20. oktober, holder udstillingens konsulent, Claudine Steensgaard, lysbilledeforedrag om kunstneren og hans værker.

Hansen Jacobsen til Kunstforeningen i København
I forbindelse med tilrettelæggelsen af periodeudstillingen i Kunstforeningen har Bente Scavenius, der er koordinator, rettet henvendelse til Vejen Kunstmuseum for at låne værker, der viser Hansen Jacobsens indsats i perioden. For museets gæster, der skulle have lyst til at se ’vores’ billedhugger i samspil med andre af hans samtidige, vil der være glædeligt gensyn med busten af Emilie Fog, lejlighed til at møde den nyerhvervede blystatuette ”Havhexen”, det stiliserede bjerglandskab, et par masker og et udvalg af hans yderst utraditionelle krukker.