"Foredrag og taler er spildt energi. Jeg foreslår, at der gøres noget, som har blivende værdi.” Billedkunstner Asger Jorn, februar 1964   Vejen Kunstmuseum er i færd med at fremtidssikre billedhugger Niels Hansen Jacobsens hovedværker, det unikke Troldespringvand i Vejen. Det har kunnet lade sig gøre takket være rundhåndet støtte på 3.000.000 kr. fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formål, opbakning fra Vejen Kommune og lokalt indsamlede midler.   I et brev til Vejen Kunstmuseums bestyrelse gjorde Asger Jorn tilbage i februar 1964 opmærksom på, at det var galt fat med Troldespringvandet. Hans oplæg var, at værket burde genopstilles i granit. Jorn fastslog springvandets værdi: "Jeg anser disse figurer for noget af det betydeligste, der er lavet i europæisk skulptur i denne periode." Nu, over 40 år senere, er det fortsat og for alvor galt fat. Cementkummen med øglerne og tudserne er oprindelig modelleret direkte i den våde cement. Vejr og vind har faret hårdt frem mod springvandet, der over årene var blevet nedslidt og fuldt af revner, hvor frosten kunne få godt fat. Store dele af kummekanten var faldet af og tudserne havde lidt alvorlig skade. Det blev gradvist mere og mere tydeligt, at der måtte findes en varig løsning. Asger Jorn havde vist vejen. Det gjorde Hansen Jacobsen også selv. Der er ingen tvivl om, at cementen tilbage i 1923 var en spareløsning. Selv yndede billedhuggeren - som ved sine mindesten i Skibelund Krat og andre steder rundt om i landet - at sammenstille granit og bronze. Det lå i tidsånden, og kan ses ved store værker som Anders Bundgaards Gefion-springvand, Rudolph Tegners Finsen Monument og den norske billedhugger Gustav Vigelands mægtige livsfontæne i Oslo.   Der findes ingen standardmodeller for, hvorledes man på langt sigt kan bevare et værk som Troldespringvandet. At reparere og konservere på cementen var ikke realistisk. Skulpturkonservator Tobias Haugen Sørensen slog fast, at den oprindelige kumme og figurerne ikke stod til at redde – det var alvor! Over årene er opgaven blevet drøftet med bl.a. billedhuggerne Bjørn Nørgaard og den nu afdøde Eric Erlandsen samt med konservatorer. Efter mange og svære overvejelser blev det besluttet, at den mest bestandige og kunstnerisk mest forsvarlige løsning ville være at afforme og genskabe kummen i en moderne støbemasse og dertil få øgler og tudser støbt i den sejlivede bronze. Som ved bevaring af ”Frihedsstøtten” ville det være nødvendigt at genskabe for på langt sigt at bevare værket i sin rette kontekst så tæt på originalen som muligt. At de skulpturelle elementer udføres i bronze skyldes primært tanken om datidens ideal i samspillet mellem granit og bronze (en kombination, som Jens Peter Munk da også har valgt til overskrift på sin bog om skulpturer i København), men dertil kommer også overvejelser om tudserne og øglernes modellerede karakter. Bjørn Nørgaard har påpeget, at det ville være imod deres natur at hugge figurerne i granit blot for at bevare materialefællesskab med den oprindelige kumme. Han bemærker, at de så tydeligt bærer håndens glattende, modellerede præg. Ved at vælge støbningen undgås samtidig den meget komplicerede diskussion, der ville følge af tolkningsspørgsmålet ved hugning i sten. Det er klart, at valget af bronze vil give værket en anderledes karakter. Hvor nu kumme og dyr går i et, vil man efter endt renovering i stedet se kontrasten mellem kummen og øglerne. Det vil være en forandring, som kommer til at spille på en kontrast, som billedhuggeren selv så ofte andetsteds har gjort brug af – se ovenfor. Bronzen vil fremhæve de modellerede dyr som et modspil til den stramme, arkitektoniske kumme. De vil danne med/modspil præcis som da Hansen Jacobsen indfælede bronzereliefportrætter i de natursten, som han ofte gjorde brug af. Oprindelig blev der i Asger Jorns ånd sigtet mod at kummen skulle hugges i granit. Beslutningen kunne underbygges med viden om, at cementen i sin tid var en økonomisk nødløsning. Sandsten ville i overfladekarakter kunne komme tættere på cementen, men mangler granittens helt afgørende holdbarhed. Dertil skal lægges, at Hansen Jacobsens og hans samtidige, som allerede nævnt, konsekvent valgte granit i samspil med deres bronzer. Men efter indgående drøftelser med skulpturkonservator Tobias Haugen Sørensen blev der justeret i planerne. Det viste sig, at valget af granit ville medføre, at man skulle give køb på den kannelerede/riflede overflade, der er så karakteristisk for springvandets kanter omkring det ydre og indre bassin samt på de fire små toppe på den ydre bassinkant. Kanten har ikke noget modulsystem. Som de 12 individuelle dyr er også kanten skabt direkte på stedet, og hver side har sin helt egen karakter. Der blev derfor indledt en undersøgelse af støbte alternativer. Efter længere rådslagning er den komplicerede opgave gået til Dragsholm Beton, der står for støbning af den kant, som gipskonservator Jørgen Bau har afformet. Da cementfigurerne forvitrer meget hurtigt, har Vejen Kunstmuseum over en årrække foretaget en gradvis afformning af samtlige figurer. Opgaven er blevet kyndigt varetaget at gipskonservator Jørgen Bau, der tidligere var leder af værkstedet på Afstøbningssamlingen i København. Med afsæt i gamle fotografier og et indgående kendskab til Niels Hansen Jacobsens formsprog har Jørgen Bau foretaget en nænsom overfladejustering på de svært nedslidte partier. Jørgen Bau stod i 2004 for ud- og indflytning af hele skulptursamlingen under renoveringen af Vejen Kunstmuseums ældste sale (demontering og gensamling af de største værker, der ellers ikke kunne forlade Skulptursalen). Han står derfor med stor ekspertise på netop dette felt. Inden disse afformninger kunne danne afsæt for støbearbejdet, blev der udført en krævende justering i forhold til den endelige form. Der er tale om præcisionsarbejde helt ned til den mindste kant, da de støbte dyr er selvstændige elementer og nøje skal tilpasses en nystøbt kumme. Alle fire tudser og otte drager står nu i gips på bronzestøberværksted.   Jørgen Baus arbejdsindsats med afformning af springvandets dyrefigurer beløb sig over en årrække til omkring 165.000 kr. Regningerne er betalt med de mange frivillige bidrag, der er blevet indsamlet på museet. Der har siden billedhuggerens død været gratis adgang, men gennem de seneste 10 år har der i Skulptursalen været en indsamlingsbøtte til bidrag til springvandets restaurering. En tak skal lyde til alle, der med store og små bidrag har været med til at muliggøre arbejdet. Den videre indsamling er nu øremærket det kommende arbejde med renovering af Museumspladsen.   Koordinator på den store genopbygningsopgave er ingeniør Hans-Jørn Lauritzen, Vejen. Troldespringvandet genopføres som en tro kopi med alle indbyggede skævhed. Men som noget nyt bliver den tekniske del, vandrensning, spildvand, ind- og udpumpning m.m. ført à jour. Der bliver nu konstrueret to store brønde, hvor der tidligere blot var et lille kammer til tænd og sluk. Entreprenør på nedbrydning og genopbygning er Frisesdahl a/s, Vejen.   Teresa Nielsen, museumsleder, juni 2008