|
»En Trold, der
vejrer Kristenkød«
 Teresa
Nielsen, Museumsinspektør, Vejen Kunstmuseum
Det
hele begyndte sensommeren 1922, da formanden for Vejen Elektricitetsværk,
snedkermester Søren Willadsen, fostrede idéen om i bymidten at forene det
nyttige med det skønne: Da der til det nyopførte elværk skulle laves et
kølebassin til det vand, der skulle bruges til nedkøling af turbinerne,
kunne dette samtidig være et fontæneanlæg. Der førtes forhandlinger med
bysbarnet, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Det kunne
»for en overkommelig Pris lade sig gøre at faa et kunstnerisk udført
Springvands-Anlæg etableret«.
»Den
lille Havfrue« versus »Trold, der vejrer Kristenkød«
Men hvordan skulle fontænen se ud? Et udvalg var på besøg hos byens
mægtige mand, direktøren for Alfa Margarine, Olav Vang-Lauridsen for at se
»Den lille Havfrue« fra 1901. Siden gik udflugten til billedhuggerens
atelier i Skibelund Krat for at se »En Trold, der vejrer Kristenkød«.
Meningerne var stærkt delte. I sidste ende var der regulær afstemning om
to væsensforskellige værker. I betragtning af fontænens centrale sagde
Olav Vang-Lauridsen: »Jeg ser helst, at der paa denne Plads opstilles
noget, der er mere yndefuldt..
- Trolden giver jo absolut intet Skønhedsindtryk. Det er rigtig nok, at
dette Arbejde er karakteristisk for Kunstneren, men der er andre hensyn at
tage.« Helt anderledes stemt var fortaleren, realskolebestyrer Peter
Hauge, der på det afgørende sognerådsmøde hævdede, at »Hansen Jacobsens
Arbejder frem i Tiden vilde blive anerkendt … Vælger vi Trolden, saa vil
Vejen komme i alle Landets Blade.« Han tog ikke fejl! Året efter kunne man
læse om indvielsen i samtlige danske aviser.
Seks sognerådsmedlemmer stemte for trolden, og fire valgte ikke at stemme,
heriblandt Olav Vang-Lauridsen. Selv konstaterede billedhuggeren
formildende under arbejdet med fontænen:
»Man
kan da ikke hælde en skikkelig Havfrue over med varmt Vand! En arg Trold
maa derimod finde sig i at være udsat for lidt af hvert!«
Det var et godt valg at følge kunstnerens indstilling. Dermed fik Vejen -
frem til springvandet holdt op med at være kølebassin - et i skandinaviske
sammenhænge enestående springvand. Takket være det brandvarme vand fra
elværket, kunne det springe året rundt. Netop her havde kunstneren på
fornem vis set mulighederne i opgaven. Kom man til springvandet en
frostkold vinterdag, ville Trolden stå i sit rette element, i dampen fra
det brandvarme vand. Med frosten forstærkedes det kunstneriske udtryk -
Trolden fik »Vinterpels«
-
et islag, der understregede Hansen Jacobsens kantede formsprog.
Arbejdet
udføres
Helhedsvirkningen ridsede billedhuggeren op i maj 1923: »I midten den arge
Trold, der kommer listende, vejrende Menneskeblod. Forsigtigt sniger han
sig fremad, holdende lidt igen i sin egen Hale. Uden om findes saa de otte
Drager, der dukker op af Vandet og oversprøjter Trolden med Vand. Frænde
er Frænde værst, siger man jo, og det bliver et Billede paa, at Hund og
Kat ikke kan forliges.«
I midteraksen fra Elværket lagde billedhuggeren et aflagt ottekantet
bassin med Trolden som midtpunkt. Skulpturens orientering har en særlig
pointe, som ingen steder er omtalt. Hvis Trolden fik lov til at forlade
sin sokkel og gå i lige linie frem efter næsen, ville han ende ved Vejen
Kirke, hvor han - i alt fald om søndagen - kunne være sikker på at få bid!
I løbet
af vinteren fremstillede Hansen Jacobsen små modeller af springvandets
figurer. En enkelt findes i dag på museet - en turkisglaseret
stentøjsmodel. Ser man på Axel Hous portræt af billedhuggeren fra 1906
afslører vasen på billedet, at kravlende øgler allerede da (og
formodentlig modelleret tilbage i 1890’ernes anden halvdel) var et motiv
Hansen Jacobsen havde arbejdet med.
I
løbet af foråret 1923 fortalte han: »Nogen egentlig Model har jeg ikke
haft at gaa efter med Hensyn til disse Drager. Jeg har nøjedes med en
løselig Skitse. Og hvad Tudserne angaar, er det samme Tilfælde.« At han
har haft glæde af at studere gotikkens fabelvæsener er ingen hemmelighed,
dertil er hans øgler lidt i slægt med dragerne på kanten af Joakim
Skovgaards og Th. Bindesbølls springvand på Rådhuspladsen i København.
Allerede
oktober 1922 var Hansen Jacobsen ved at gøre klar til støbningen af
Trolden. Han har formodentlig, i stil med Gustav Vigelands Frognerparken i
Oslo, Rudolph Tegners Finsenmonument og Anders Bundgaards Gefionspringvand,
forestillet sig bronze-trolden i samspil med en kumme af granit. Det har
budgettet ikke kunnet bære. I stedet udførte han
bassinkanternes skulpturer direkte i våd cement. »Jeg har fået
konstateret, at det er langt lettere og ulige mere behageligt at arbejde
med plastisk Ler end med Cement. Leret slider da i alt fald ikke Huller paa
Fingrene!«
Desværre har ‘tidens tand og andre tænder’ slidt hårdt på cementkummen.
Den står nu overfor en storstilet renovering. Skal dette enestående anlæg
- om hvilket Asger Jorn i 1964 sagde: »Jeg anser disse figurer for noget
af det betydeligste, der er lavet i europæisk skulptur i denne periode« -
bevares for eftertiden, skal det genskabes i granit, en opgave til 3-4
millioner kroner.
Afsløringen i 1923
Afsløringen fandt sted fredag den 13. juli kl. 19, »saa alle kan være
med«. Der blev trængsel blandt de 3000 fremmødte - en blanding af byens
borgere, udenbys gæster, samt lærere og elever fra Askov Højskole og
Skibelund Efterskole. Sognerådsformanden Jens Kr. Madsen sagde bl.a. i
indvielsestalen: »Det Kunstværk vi her staar overfor, og meget mere af det
Hansen Jacobsen har skabt, synes mig i mangt og meget en Legemeliggørelse
af det Fantasien saa i Tællelysets Skær [da taleren selv var barn], og nu
som da gribes man af det og stirrer ind i en Verden af noget
overnaturligt, ind i noget, der giver Tanken Flugt, bort fra Dagliglivets
ofte haarde og slidsomme Virkelighed. Vi trænger til dette og ikke mindst
i Stationsbyens graa Ensformighed. … Naar nu Dækket falder, saa tror jeg
at turde sige, at vi alle staar med Følelsen af, at det, vi her ser, vil
bidrage til at gøre vort Liv rigere og at det med sin stille Tale Slægt
efter Slægt vil fortælle om den Fantasiverden, der hørte svundne Slægtled
til.« Sognerådsformanden lod dækket falde og vandet springe. Derefter fik
Jeppe Aakjær ordet.
Med en klar parallel til Vejen roste Aakjær fortidens sydlandske byer,
»hvor en djærv Kunstner i Forbindelse med en forstaaende og formaaende
Borgerstand af sønlig Kærlighed til sin Fødeby skaber noget storladent og
skønt for alle Tider, der sætter just denne by en Fjer i Hatten.« Aakjær
nåede frem til Troldespringvandet og udbrød: »Hvor er det ikke en prægtig
Idé, hvem der saa har undfanget den, at lade en Vandstraale, der har
ligget og aset sig skoldhed mellem oljet Metal og rasende roterende
Staalhjul, pludselig under en ret Vinkel bryde ud af Væggen og gøre
Kunster paa Plænen. Vi raaber til den stakkels sydende Djævel, og straks
kommer han op af sit Gemme og begynder at oversprøjte den lumskende Trold
med sin koghede Straale; som et Lyn er han atter indenfor at udrette sit
haarde Pligtslæb. Man kommer til at tænke paa den blinde Samson, der snart
maatte trække Grynkværnen, snart spille paa Harpe for de strenge Herrer,
der havde lagt ham i Lænker. Mens vi ynkes over Samson, saa frydes vi over
den Naturkraft, der er lænket her, frydes over den morsomme og geniale
Forening af Nytte og Skønhed, der her er statueret.« Endvidere sagde
Aakjær: »Det maa være en stolt Følelse at vide, at dette Kunstværk helt er
skabt af Byen selv; først og fremmest af dens egen særprægede og geniale
Søn, Hansen Jacobsen, der har givet sin Fødeby en stor og sjælden
Attraktion. Men vi maa ogsaa tage Hatten af for de Købmænd og Haandværkere
i den By, alle dem, der med pekuniære Ofre har bidraget til det sjældne
Værk. … Gid da alle maa faa megen Glæde af dette Værk! Lad dets kaade
Kaskade gaa op i Dagen med Straaler af Kækhed og Sundhed og Vovemod!«
Troldens tilblivelse
At Hansen Jacobsen pegede på Trolden som
midterfigur, viser ikke kun hans evner til at se mulighederne i opgaven,
men også hans trofasthed overfor sine egne værker. Gang på gang gik han
20-30 år tilbage i sit skitsemateriale, når en opgave skulle løses.
Trolden blev oprindelig modelleret i sommeren 1896, da han var på et
længere ophold i Danmark. Han havde ellers slået sig ned i datidens
kunst-Mekka, Paris, hvor han var bosat i hen ved ti år fra 1892 til 1902.
Opførelsen af arkitekt Vilhelm Dahlerups Statens Museum for Kunst blev
afsluttet samme år. Der var masser af plads i de højloftede, rummelige
kældre, hvor kunstnerne kunne leje atelierplads. Hansen Jacobsen har
fortalt, at Trolden blev til »i en Kælder under Kunstmuseet … og Arbejdet
gik let fra Haanden, husker jeg. Først lavede jeg en Skitse, som desværre
er bleven borte for mig, og dernæst fulgte saa Modelleringen i Ler.«
Inspirationen
Det er
som om man hører billedhuggerens egne ord i kunsthistorikeren Francis
Becketts beskrivelse af Trolden i en artikel fra 1901: Han er »det hornede
Uhyre, der kommer fra Ødemarken, hvor Egepurrene kæmper med Lyngen og
Hugormen holder til, lokket af Duften, ravende usikkert som en fæl
Nattedrøm i Morgenlyset, plump og klodset, ond og Glubsk i sin Dumhed.«
Om baggrunden for arbejdet med Trolden erindrede billedhuggeren i 1923:
»Allerede som ganske ung satte jeg mig som Maal at skabe en Trold. Det kom
vel noget af den Tid, jeg voksede op i. Folk var mere overtroiske dengang,
og Tale om Spøgelser og Trolde hørte med til det daglige. Jeg kaldte
dengang mit Værk for »Trold, der vejrer Kristenkød«, men nu er jeg mere
kommen til at nøjes med at sige »Trold«; thi det kunde i og for sig lige
saa godt være Trolden Grendel, der gaar løs mod de gæve Kæmper. At vælge
en Trold som Emne for sit Arbejde er der ikke noget særligt i. Der tales
jo saa meget om Trolde i vores Folkepoesi. Tænk blot på Trolden Find, der
staar med Viv og Barn i Lund Domkirkes Krypt, og de gotiske Kirker er
meget ofte udsmykket med allehaande fantasifulde Figurer. Jeg husker en
Trold i Relief, der fandtes paa den gamle Kirke i Holsted - ‘Bjøvlund
Trold’ blev den kaldt.« Netop troldene i Lunds Domkirke var også blandt
inspirationskilderne for Niels Skovgaard, da han i 1887-89 udførte sine
otte illustrationer til Povl Martin Møllers »St. Laurentius« -
originalerne i blyant, pen og tusch har tilhørt Hansen Jacobsen, og er
siden blevet en del af samlingen på Vejen Kunstmuseum.
En Trold,
der vejrer Kristenkød
Hansen
Jacobsen var vendt tilbage til Paris, da man i 1897 på Charlottenborgs
forårsudstilling i afdelingen for »Dekorativ Kunst« kunne se »En Trold,
der vejrer Kristenkød«. Skulpturen blev bemærket, men ikke solgt. Der har
været mange gisninger om, hvorfor værket optrådte som dekorativ kunst og
ikke blandt skulpturerne. Det har ført til ideer om, at man i samtiden
ikke kunne anerkende den som skulptur. Det er dog næppe tænkeligt, al den
stund man rubricerede gotikkens fabelvæsner som skulptur. Løsningen ligger
lige for. Hansen Jacobsen var som ægte symbolistisk kunstner opfyldt af
tanken om, at al god kunst er dekorativ, og valgte derfor meget bevidst at
placere Trolden - hans opgør med naturalismen - i den afdeling.
Ser man nærmere på dette ved første øjekast lidt bistre væsen, viser det
sig, at alt er omhyggeligt modelleret og ‘pyntet’ - som maven, der har
dekorative folder og en navle, der synes som en fin, lille knap midt i det
slyngede mønster.
Karakteristisk for Hansen Jacobsen
har
han sat sig for at skildre det uhåndgribelige - et fabelvæsen, som ingen
har mødt. I stil med gotikens ‘fantasifulde Figurer’ indkredser han det
ukendte ved at skabe en uventet sammenkobling af en række kendte
elementer. Udgangspunktet er en bredskuldret, muskuløs, ludende
menneskekrop, hvortil knyttes dyretræk som svømmehudsagtig udformning ved
hænder og fødder, torskefipskæg under hagen og fugleagtige klør på
hænderne. Kigger man i detaljen er ansigt og krop bygget op som den
organiske arkitektur, der i 1890’erne blev skabt af f.eks. Gaudi i
Barcelona og Guimard i Paris. Symmetrien er vigtig, men ikke
altdominerende. Der er eksempelvis stor forskel på Troldens fødder. Hvor
den højre er stramt modelleret og ved tæer og negle er bygget op som en
slags missilagtige våben, er den venstre fod mere ‘rokokoagtig’ med en
levende modellering, der endog giver plads til at lade lilletåneglen få en
lidt deform, skæv drejning.
Bryggeren og billedhuggeren
I 1901
afholdt Hansen Jacobsen sin store separatudstilling i Den frie Udstillings
bygning i København. Samtlige rum havde han lejet for at vise skulpturer
og keramik fra de mange arbejdsår i Paris. Kritikerne skrev fyldigt og
anerkendende om kunstneren, og var enige om, at han præsenterede noget nyt
og helt anderledes. Salgsmæssigt gik det dog helt galt. Mange år senere
erindrede billedhuggeren, at der kun blev solgt en skål til 35 kroner! Der
måtte gøres noget. Næste skridt kan studeres i arkiverne på Ny Carlsberg
Glyptotek.
Der blev taget kontakt til datidens skulpturmæcen, brygger Carl Jacobsen.
I respons på en forespørgsel fra bryggeren, sendte Hansen Jacobsen sidst
på året 1901 et brev til ham, »en af de faa Mænd, vi skylder Tak for, hvad
der er gjort for Sculptur … en af de faa, der her har vist virkelig
Interesse for moderne Kunst«. Hansen Jacobsen havde tænkt over sagen: »Jeg
tilbyder Dem derfor alle mine Figurer; og hvis mit Forslag forskrækker Dem
med Hensyn til Betalingen, kan jeg i den Henseende læmpe mig ganske
overordentlig. Hovedsagen for mig vil være, at Figurerne bliver
tilgængelige for Publikum.« Lykkeligvis for hans fødeby Vejen gennemførtes
ikke det radikale forslag om overdragelse af samtlige udstillede
skulpturer.
Sagen fik et noget andet udfald, muligvis påvirket af ‘råd’ fra Th.
Oppermann (1862-1940), der fra 1897-1915 var inspektør på Ny Carlsberg
Glyptotek. I et brev til Carl Jacobsen slog han fast: »Da jeg var paa
Hansen Jacobsens Udstilling, kom jeg til det bestemte Resultat, at der
ikke var noget, som jeg kunde ønske Glyptoteket ejede.« Han lagde ikke
fingrene imellem i sit syn på billedhuggeren: »Selv kan jeg ikke se andet
end, at Hansen Jacobsen i sine Arbejder er inde paa en helt fejl Vej. Hans
»Militarismen« og »Skyggen« staar for mig som Forsøg (velsagtens
ubevidste) paa at lave Reklamekunst, lidet paaskyndelsesværdige Forsøg paa
at henlede Opmærksomheden paa sig, ikke ved sin rige, vægtige Tanker og
Ideer eller ved sin smukke Naturopfattelse eller ved sit grundige og gode
Arbejde, men ved umulige Paradoxer, ved Arbejder lige blottede for
Skjønhed og Aand, og som mest af alt ville tjene til at forvirre de
bredere Lags Begavelse.« Hård kost på et tidspunkt, hvor en del anmeldere
havde fremhævet Hansen Jacobsens særkende. Heldigvis for Hansen Jacobsen
lyttede Carl Jacobsen ikke til ‘gode’ råd. I 1902 bestilte han »Døden og
Moderen« i bronze på en udsøgt, blankpoleret, sort granitsokkel. Han fik
den centralt placeret på Amagertorv ved Helligåndskirken. Derfra blev
skulpturen i 1960’erne flyttet til haven ved Petri Kirke, hvor den stadig
står.
Med
andre bundne midler - penge fra Jesuskirkens Fond (til opførelse af
‘familiemindet’ på Valby Bakke) - bestilte Carl Jacobsen »En Trold, der
vejrer Kristenkød«. Den blev i 1903 udstillet i bronze på Charlottenborg.
Bryggerens tanke var at Trolden skulle opstilles i dialog med Jerichaus
store krucifiks foran kirken. Det var sognepræsten og formodentlig en god
del af menigheden for meget. Bryggeren kom dog tæt på ved at opstille
Trolden på en tilstødende grund, hvor den lurede fra et buskads. Trods
utilfredshed var Bryggerens ord lov, og selv efter hans død i 1914 blev
Trolden stående, indtil grunden blev solgt fra til boligbyggeri. I 1926
konstaterede Hansen Jacobsen tilfreds, at Trolden var kommet til at stå i
anlægget ved Glyptoteket. Først stod den for gavlen af museet, ud mod
Tietgensgade. Siden fik den sin nuværende plads i anlægget bag museet,
hvor den går i fornem dialog med tidens absolutte hovedperson, den franske
billedhugger Auguste Rodins »Tænkeren«.
Den tredje Trold
Med tiden
skifter stil, smag og folks grænser. I løbet af 1990’erne var der
borgere i Valbykvarteret, der talte om, at det ville være spændende
atter at få Hansen Jacobsens Trold tilbage til sin plads ved kirken.
Januar 1999 måtte Valbys bydelsråds kulturudvalg konstatere, at Ny
Carlsberg Glyptotek ikke ville stille sit eksemplar til rådighed.
Trolden fra springvandet i Vejen stod heller ikke til at flytte.
Løsningen blev en anmodning til Ny Carlsbergfondet om en tredie
afstøbning af Trolden. Svaret faldt positivt ud, og den 22. januar 2002
fandt afsløringen sted - indledningen til et år med festligheder i
anledning af Ny Carlsbergfondets 100-års fødselsdag.
|
