|
Eventyr af H. C.
Andersen
Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der
gør alting hundrede gange større, end det er? Når man tager og holder det
for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde
underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der, og det er
virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der
springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender
og kanter af hverandre, og dog er de glade og fornøjede, på deres måde.
Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for
det hed han. Han ville altid have det bedste ud af enhver ting, og når det
slet ikke ville gå, så tog han det med trolddom.
Nu sidder han en dag og holder sit forstørrelsesglas for øjet og ser på en
vanddråbe, der var taget ude fra en pyt vand i grøften. Nej, hvor det
kriblede og krablede der! Alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i
hverandre og åd af hverandre.
”Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle Krible-Krable, ”kan man ikke få
dem til at leve i fred og ro og hver passe sit!” og han tænkte og tænkte,
men det ville ikke gå, og så måtte han trolde. ”Jeg må give dem kulør, at de
kunne blive tydelige!” sagde han, og så hældte han ligesom en lille dråbe
rød vin i vanddråben, men det var hekseblod, den allerfineste slags til to
skilling; og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen, det
så ud som en hel by af nøgne vildmænd.
”Hvad har du der?” spurgte en anden gammel trold, som ikke havde navn, og
det var just det fine ved ham.
”Ja, kan du gætte, hvad det er,” sagde Krible-Krable, ”så skal jeg forære
dig det; men det er ikke let at finde ud, når man ikke ved det!”
Og trolden, som intet navn havde, så igennem forstørrelsesglasset. Det så
virkelig ud som en hel by, hvor alle mennesker løb om uden klæder! Det var
gyseligt, men endnu mere gyseligt at se hvor den ene puffede og stødte den
anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem.
Hvad der var nederst skulle øverst, og hvad der var øverst skulle nederst!
”se! se! hans ben er længere end mit! baf! væk med det! der er en, som har
en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner ham, og så
skal den pine mere!” og de hakkede i den, og de trak i ham, og de åd ham for
den lille knops skyld. Der sad en så stille som en lille jomfru og ønskede
alene fred og rolighed, men så skulle jomfruen frem, og de trak i hende, og
de sled i hende, og de åd hende!
”Det er overordentlig morsomt!” sagde trolden.
”Ja, men hvad tror du, det er?” spurgte Krible-Krable. ”Kan du finde det
ud?”
”Det er da godt at se!” sagde den anden, ”det er jo København eller en anden
stor by, de ligner alle sammen hinanden. En stor by er det!”
”Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.
|