Hvem der først bliver vred

Dansk folkeeventyr

Der var engang et par folk; det var kun husmandsfolk, og de havde tre sønner. Den ældste hed Per, den anden hed Povl, og den yngste hed Hans; han gik for at være så meget enfoldig, at han blev kaldt for Tosse-Hans. Da børnene voksede til og forældrene ikke havde brug for dem derhjemme, og de var for store til at tjene naboerne som ”smådrenge”, så skulle de jo ud og søge sig et  arbejde; og Per, som var ældst, drog da først afsted. Han fik en skjorte og et par hoser og en bunke smørrebrød; så sagde han farvel og gav sig på vandring.

Da Per havde gået et par mil, så mødte han en mand, som var rigtig godt kørende. Han holdt stille og spurgte ham, hvor han skulle hen. Ja, han skulle da ud at søge sig et arbejde. ”Da er jeg lige ude for at fæste en karl” siger manden; ”vil du
 kanske tjene mig?” – ”Hvor stor er lønnen?” siger Per. Ja, lønnen var god nok; det var en skæppe sølvpenge for et halvt års tjeneste. ”Men jeg vil have ren aftale”,

siger manden, ”når hanen galer om morgenen, skal du op til dit arbejde, og du skal gøre, hvad jeg siger. Jeg vil gerne beholde mine folk længe, men jeg fæster dem fra først af kun på et halvt år, så når kukmanden kommer, er vores akkord ude. Og så er der èn ting endnu. Jeg er selv glad og fornøjet og vil ikke se sure miner omkring mig. Derfor laver jeg den aftale med mine folk, at den af os, der først bliver vred, ham skal der skæres en rem af hans bug og en rem af hans bag, og der skal strøs peber og salt i, og er det mig, der bliver først vred, så får karlen straks sin løn og kan gå, hvor han vil; men er det min karl, der gør sig vred, så må han skrubbe af med, hvad han har fået..

Det var jo en løjerlig akkord, og Per betænkte sig lidt, inden han slog til. Manden var ikke køn at se på: Munden gik op til begge ørerne, og aldrig havde Per set en næse så stor og så lang; men han så så mild og fornøjet ud af de små griseøjne, at Per tænkte, det var vel kun hans spøg. Og det var jo en svært god løn. Så sagde han jo Tak! Og så fæstede han sig til den fremmede mand. Han kom op i vognen til ham, og det gik strygende, til de var hjemme. Det var da sengetid, Per kom op i sit værelse og sov den nat.

Klokken seks galede hanen, og Per kom straks i klæderne og ud i loen, som husbond havde vist ham om aftenen, og han gav sig i færd med at tærske, som det var sagt ham.. Han arbejdede i en time, og han arbejdede i to, men der var ingen, der kaldte ham ind til morgenmad. Så satte Per plejlen fra sig og gik over i stuen. Der sag husbond for bordenden, men morgenmad så han ikke noget til. Sin madmoder fik han da nu at se; hun var endnu grimmere end bonden; hun skelede med begge øjne og havde to store hugtænder, der stod helt ud af munden på hende. Og en hel slump grimme sorte unger, der skændtes og hylede som en ulykke, de var der også. Det så næsten ud til, de alle havde fået morgenmad, men der var ingenting sat frem til ham.
 
”Er du sulten Per?” sagde bonden, og så smiskede han og missede med de små øjne, så de blev helt borte. ”Ja”, sagde Per, ”vel er jeg sulten; jeg fik ingen nadver, og nu har jeg hængt i med at tærske i over to timer”.  – ”Se, hvad der står skrevet over døren!” sagde trolden, - for det var jo en bjergtrold og intet rigtigt menneske, Per var kommet til at tjene hos. Han så op og læste, at der stod skrevet: ”Ingen mad i dag, men i morgen”. Per blev lidt lang i ansigtet. ”Er du vred Per?”, spurgte trolden. ”Nej, vist ikke”, sagde Per, og han luskede af som en våd hund ud i loen igen. Han havde da heldigvis endnu et stykke smørrebrød i lommen hjemmefra; det kom nu godt til nytte. ”For en dags skyld kan man vel nok finde sig i det indfald”, tænkte han. ”Husbond vil nok sætte mig på prøve. Men i morgen, stod der over døren”. Så tærskede han videre den dag, til det blev aften, og han gik sulten til sengs.

Næste morgen galede hanen klokken fire. ”Des før får vi davre”, tænkte Per, og han op og i klæderne og ud i loen. Han fik plejlen i gang, men hvert øjeblik lod han den hvile for at høre efter, om der ingen var, som kaldte. Og hvert andet øjeblik skulle han også kigge ud, om der ingen kom efter ham. Men der kom ingen. Da så klokken blev seks, satte Per plejlen fra sig og gik over i stuen. Der så det ud ligesom forrige morgen; Davre så han ikke noget til, men husbond sad for bordenden og så så mæt og så glad ud, og madmoderen gik og tumlede med alle de arrige, skrigende unger, som dog heller ikke så ud til at have sultet.

”Er du sulten Per?”, sagde bonden og grinede over hele ansigtet. ”Ja, det har jeg vel grund til”, sagde Per, ”jeg fik ingen mad i går, og sled hele dagen, og nu har jeg stået i loen i stive to timer. Jeg kan nok være sulten” – ”Se, hvad der står over døren i dag!” sagde trolden. Og Per så jo straks, at der stod lige det samme som i går: ”Ingen mad i dag, men i morgen”. – ”Ja, nu er det ”i morgen”, sagde Per, ”og nu vil jeg ikke længere finde mig i sådanne narrestreger. Skal man arbejde, skal man også have føden” – ”Du er da ikke vred, Per?” sagde trolden lige så mildt. Jo, bandede Per, det var han; for det var ingen måde at behandle folk på. – ”Ja, så kender du jo akkorden”, sagde trolden, og i det samme var han oppe af bænken; kniven havde han ved hånden, og hænder havde han på skaftet, og håndelag havde han også; så det var i en håndevending, at klæderne var trukket af Per og en bred rem var skåret ud af hans bug og en af hans bag, og peber og salt var drysset i de blodige sår, og han var smidt på porten. Så elendig og pinefuld, som han var, måtte han da nu se at finde vejen hjem. Den var meget længere, end han havde troet. Der gik mange dage, inden han fandt hjem, og han måtte da ligge syg længe efter.
Og det var en dårlig trøst, han fik derhjemme; for alle sagde de, at han havde naturligvis båret sig galt ad og været studs imod husbonden, som blot ville sætte ham på prøve. Sådan en tjeneste, hvor man kunne få en skæppe sølvpenge i halvårsløn, den var ikke til at kimse ad. Og Povl gav sig straks på vej og ville se at få den ledt op. Han forsynede sig med en god madpose og fulgte den vej, Per sidst kom fra, og han var da også så heldig at møde hans forrige husbond, der kom kørende. Manden holdt stille og spurgte Povl om, hvor han skulle hen; og da han hørte, at han var ude og søge tjeneste, så tilbød han ham den hjemme hos sig og kom da frem med hele remsen. Povl slog straks til og kom hjem med ham. Han holdt ud i tre dage og sled og slæbte for bjergtrolden uden at få enten vådt eller tørt. Men da der endnu den fjerde morgen stod den samme spiseseddel over døren, så tabte Povl også tålmodigheden og gav ondt af sig; og han fik da selv samme konfekt, som Per havde fået, og kom langt om længe hjem igen i en ynkelig måde; med en rem af sin bug og en rem og sin bag og peber og salt i sårene.
Nu gik da de to gamle derhjemme og salvede og lappede på deres to sønner og bandede den ugudelige husbond, som havde handlet så ilde med dem. Imens gik Tosse-Hans omkring og sagde ingenting. Men med eet så en morgen var han strøget af sted, ingen vidste hvorhen. Selv vidste han nok, hvor han ville hen, for han tog lige den samme vej, som Per og Povl før ham havde taget, og det hændte sig da hverken værre eller bedre, end at hen ad aften, så mødte han trolden, som kom kørende hen ad vejen. Han holdt stille og spurgte Hans, hvor han skulle hen. Ja, han skulle da ud at søge en tjeneste.  ”Da er jeg lige ude for at fæste en karl,” sagde manden; ”vil du kanske tjene mig?” – ”Hvad er lønnen?” siger Hans. ”Jeg giver en skæppe gode sølvpenge i halvårsløn,” siger manden, ”det er en god løn, ved jeg; jeg vil gerne have, at mine folk altid skal være glade og velfornøjede, ligesom jeg selv er. Derfor gør jeg den aftale forud med mine folk, at hvem af os, der bliver først vred, ham skal der skæres en rem af hans bug og en rem af hans bag, og der skal strøs peber og salt i; og dersom det skulle være mig, der blev først vred, så får karlen straks sin løn og kan gå, hvor han vil; men dersom det er karlen, der gør sig vred, så må han skrubbe af med, hvad han har fået.” – ”Ja, vi kommer nok godt ud af det sammen,” siger Hans. ”Det tænker jeg med,” sagde trolden, og så grinede han, så Hans kunne se alle hans sorte hugtænder. ”Så bliver du hos mig til kukmanden kommer,” siger han; til den tid er vort fæstemål ude; hvis vi ikke forinden bliver enige om andet. Og hver morgen, når hanen galer, må du straks tage fat på dit arbejde, og du må passe at gøre alt, hvad jeg siger dig”. Det skulle han nok, sagde Hans, og han kom op i vognen, og så kørte de hjem til troldens gård. Aftensmad var der ingen tale om; Hans fik det samme kammer anvist, som hans to brødre havde haft, og der sov han sødelig den nat.

Om morgenen klokken seks galede hanen, og Hans stod straks op og gik i loen, som det var sagt ham. Da det havde varet en time, uden at nogen kaldte ham ind til davre, så  gik Hans over i stuen, og der fandt han hele den kønne familie; trolden sad for bordenden, kællingen sad i skorstenen og alle ungerne reves og sloges ude på gulvet. ”God morgen!” sagde Hans, ”det er nok davretid”. – ”Den stod der ikke noget om i akkorden,” sagde trolden, ”men hvad står der over døren i dag?” Hans var ikke meget flink til at læse, men han fik det da stavet og lagt sammen, at der stod: ”Ingen mad i dag, men i morgen”. – Der er længe til i morgen,” sagde Hans; ”den tid den sorg.” – Du kan jo holde dig til rugen,” sagde trolden, og så grinede han. De var just ved at tærske rug dengang. Hans gik da ud i loen igen, og han tærskede, og han rensede, og ved middagstid fyldte han en tønde rug i en sæk og bar den hen til en kromand der i nærheden. ”Min husbond og jeg har det sådan med hinanden,” sagde Hans, ”at jeg får ingen føde hjemme; jeg skal holde mig til kornet, har husbond sagt. Nu kan du vel koste mig for den tønde rug.” Ja, det var kromanden meget villig til, og Hans fik et rigtigt godt måltid, og han fik både sin madpose og sin flaske godt fyldt. Så gik han hjem igen og tærskede videre. Sådan gik den første dag, og den anden og den tredje gik ligesådan. Der stod altid det samme over døren, men Hans var lige glad og fornøjet, og der var ikke en sur mine at se på ham. Hver morgen spurgte trolden: ”du er da ikke vred, Hans?” Og Hans svarede: ”Nej, Husbond! Hvad skulle jeg være vred for? Jeg har det jo så meget godt”. Det kunne trolden ikke blive klog på.

Så den fjerde morgen kommer Hans ind, og trolden viser ham igen, hvad der står over døren. Det er lige det selv samme som de andre dage. Men Hans er lige glad og vil gå til sit arbejde. ”Er du ikke sulten Hans?” siger så trolden. ”Nej det kan jeg ikke sige” svarede Hans. ”Har du nu ingenting fået i tre dage?” spørger trolden. ”Jo”, siger Hans, ”jeg har ikke manglet nogen ting. Jeg har holdt mig til kornet, sådan som husbond sagde. Der er en mand i byen, som har givet mig både øl og mad for en tønde korn om dagen.” – ”Hvad for noget?” skreg trolden. ”Ja, I er vel ikke vred for det, husbond?” siger Hans så. ”Næ-æ! Næ, vist ikke!” siger trolden; men nu er det bedst, du kommer til noget andet arbejde. – Vil skulle også have tilpløjet. Læs du nu ploven på og kør ud! Du kan bare følge min hund, han kender vejen; og hvor han lægger sig, der begynder du at pløje, og så bliver du ved med det, til hunden går hjem; så følger du efter. Det er meget nemt.” ”Javel, husbond!” sagde Hans, og så kom han til kørende og hunden løb foran ud i marken; og hvor den lagde sig, der begyndte Hans at pløje. Sådan gik formiddagen, og det blev middag; men hunden blev liggende; det så ud til, at den ville blive, hvor den var, lige til aften. Så tog Hans sin pisk og smurte på hunden, og den til bens hjem ad gården til. Hans snittede i en fart hammelrebene over, sprang op på en af hestene og red efter hunden med plovhestene, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Da de kom nær til troldens gård, så skød hunden genvej og sprang over havegærdet. Hans satte lige lukt bag efter den, så bæsterne styrtede, det ene af dem brækkede et ben, det andet rendte sig en staver i livet, så de blev liggende der med det samme. Trolden kom ud og så dette her. ”Ja, jeg gjorde, som husbond sagde,” siger Hans, ”jeg fulgte efter hunden. Husbond er vel ikke vred for det?” – ”Åh nej vist ikke!” siger trolden, ”kom nu ind og få dig noget at leve af!” Han begyndte at blive bange for den karl, som gjorde alt, hvad han sagde og altid var lige glad.
Så fik Hans både middagsmad og nadver den dag, og næste morgen stod der ikke noget over døren, men han fik sin davre i god tid, og han fik sin madkasse fyldt, for i dag skulle han ikke ud at pløje, men han skulle vogte troldens svin;  der var et halvt hundrede stykker, dejlige store, fede svin var det. ”Lad dem bare gå, hvor de vil!” sagde trolden, ”om de så vil rode sig helt gennem jorden”. – ”Javel, husbond!” sagde Hans, og han drev ud med svinene. Da han var kommet et stykke bort fra gården, så ”nødte” han et  par slagtere, der var ude på opkøb. De syntes godt om disse fede svin og spurgte, om de ikke var at få til købs. ”Jo, så mænd er de så”, sagde Hans, ”jeg var just på vej med dem og skulle have dem solgt. I kan få dem alle, undtagen den ene gamle so, hende skal præsten have.” De blev snart enige om prisen. Hans fik, hvad penge de ville give ham for svinene, og så drev de af med dem alle, undtagen den ene gamle so; den beholdt Hans, og da han kom til en stor tørvemose, så slog han soen ihjel og puttede den på hovedet i tørven, så kun lige halen stak op, og den skar han halvt over lige inde ved kroppen.

Da det var bestilt, så tog Hans sin madkasse og gik tilbage til troldegården. ”Men hvor er svinene?” spurgte trolden. ”De er gået lige ned i jorden, husbond!” sagde Hans, så nær som den gamle so, hende fik jeg dog stoppet så vidt, at hun står med halen over jorden. Alle de andre er langt forude”. Trolden for af sted ud med Hans til tørvemosen og tog et tag i halen på den gamle so, så halen gik af og trolden gik baglæns i tørvemosen. Han kom dog snart på benene og sprang omkring og ledte efter alle sine svin; men de var jo langt forude, som Hans sagde. – ”Husbond er da ikke vred for det uheld?” spurgte Hans. Og trolden måtte jo sige nej, vist var han ikke. Det var jo ikke noget at være vred for. Men han var svært ked af det alligevel.
Nu gik der nogen tid, Hans gik og havde gode dage. Trolden turde ikke ret tro ham til nogen ting, han gav ham hans føde og sagde, han skulle bare muge under stort og småt. ”Hvad er det?” sagde Hans. ”Det er jo køer og får”, sagde trolden. ”Nå så!” sagde Hans, og han mugede og der var ikke noget at sige på ham.

Så var det en dag, trolden og hans kone var budt til bryllup hos en anden troldefamilie, der boede et stykke vej borte. Så om morgenen siger trolden til Hans: ”Nu trækker de stadsvognen frem og smører den godt alle vegne”. – ”Det skal jeg”, siger Hans; og han får tjærekanden fat, og han smører, og så går han ind og melder trolden: ”Nu er den smurt alle vegne, husbond, både ude og inde og mest der, hvor vor fa’r skal sidde”. ”Er de gal?” skriger trolden, og da var han nær blevet vred; men han tog sig dog i det og sagde, at det ikke var meningen: Vognen skulle kun smøres i hjulnavene. Nu måtte Hans gnide den godt af igen alle andre steder. ”Nå sådan!” sagde Hans, ”men det sagde husbond ikke før”. De kom da på vognen og af sted, trolden og troldkællingen, og Hans kørte for dem. Så på vejen siger trolden Hans besked om, hvad han har at passe den dag. "Du kan nu tage og fylde den gamle brønd”, siger han, ”der kunne ellers nogen af børnene gå hen og falde i den” – ”Det skal jeg” sagde Hans. ”Og lad mig se, du er god ved småfolkene!” (Sådan kaldte han nu sine troldunger). ”Javel, husbond!”, sagde Hans. ”Og den lille må du holde godt tør, og du må gøre ham ren både udvendig og indvendig”. – ”Det skal jeg nok” sagde Hans. Vejen, de kørte ad, var kun i dårlig stand, der var så mange stød og huller i den, som de nu fik at føle. ”Og så denne vej Hans, den må du gøre noget ved til i aften, vi skal hjem”, siger trolden, ”og fylde alle hullerne med stort og småt”. – ”Det skal jeg nok, husbond!”, sagde Hans. ”Og så kommer du og henter os ved aftenstid”, siger trolden; ”du skal ikke gøre videre ophævelser i selskabet, men bare komme ind i gildestuen og kaste et par gode øjne til mig; så ved jeg, du er der".”- "Javel Husbond!”, sagde Hans. ”Og så må du sørge for, at der er lys og ild på gården, når vi kommer hjem, så vi kan se at køre ind, og så vi kan have noget at varme os på derhjemme”, siger trolden. ”Det skal ske, husbond!”, sagde Hans. Og så var de ved gildesgården, trolden og troldkællingen kom af vognen, og Hans skyndte sig tilbage. Der var jo så meget, han skulle have udrettet den dag.

Han huskede først på, at han skulle være god ved småfolkene, og derfor tilsagde han alle de husmandsfolk, han kom forbi, at de skulle møde på troldegården ved middagstid med reb og med sække. Og da de så kom, lukkede Hans alle loer og lader op og sagde, at de skulle kun frit tage derudaf, hvad de ville. Sådan havde husbond befalet. Og de lod dem ikke sige to gange, så det svandt godt både med korn og med sæd. Så skulle han jo fylde den gamle brønd; men trolden havde ikke talt om, hvad han skulle fylde den med. Da han derfor havde kastet nogle skovlfulde jord i den, men det ikke forslog noget, så gik han ind i huset og tog for hånden, hvad han fik fat på; både borde og bænke og dyner og senge og skabe og dragkister, og det kom ned i brønden alt sammen. Så hev han stene og jord ovenpå, og sådan fik han den fyldt, så det var en lyst at se på. – Så var der den lille troldunge, der skulle gøres ren både udvendig og indvendig og siden holdes godt tør. Han fik ham ud ved brøndtruget og skurede ham ordentlig udvendig med en karskruppe; derpå skar han ham op og gjorde ham helt ren indvendig; og så hængte han det, der var tilbage af ungen op i skorstenen til tørre. – Nu var det alt jo godt bestilt. Så skulle han altså fylde vejhullerne med stort og småt. Det vidste han jo, hvad var. Så tog han en kniv og en økse, og så gik han ind i fårehuset og skar halsen over på alle fårene, og ind i kostalden og slog alle køerne for panden, og så læssede han dem på vognen til at fylde vejhullerne med, efterhånden som han kom frem. Men han skulle jo have nogle gode øjne at kaste til husbond. Han var ikke rigtig vis på, hvilke der var de bedste; enten koøjnene eller fåreøjnene, derfor fyldte han sine lommer med nogle af hver slags. Så sørgede han også for, at der kunne være lys og ild på gården til de kom hjem, og så kørte han da af sted for at hente folkene.

Der var en stor forsamling ved det troldebryllup. Der var trolde med hale og trolde uden hale, der var dem, der havde to haler, det var de allerfornemste, og ved sådan en højtidelig lejlighed, så bar de halerne uden på klæderne. Det varede noget, inden Hans kunne få øje på sin husbond i al denne mylder, men så sendte han ham også straks et par gode øjne i hovedet. Trolden vidste ikke, hvad det betød, eller hvor de kom fra, så Hans måtte blive ved at kyle den ene nævefuld øjne efter den anden, inden han fik øje på ham. De øjne gav ellers en slem forstyrrelse i laget, for der blev jo danset, og hvor de øjne faldt for fødderne af dem, der gled de ud par efter par og faldt oven på hinanden, så det næsten ikke var til at få dem redet ud fra hverandre igen. Omsider så trolden da Hans, og så kom han ud og kællingen med, og de kom på vognen, og så kørte de. ”Men hvad var det for noget, du kastede med, Hans?” sagde trolden, ”det så mig ud som koøjne og fåreøjne.” – ”Det var det også, husbond!” sagde Hans, ”jeg gjorde jo, som husbond havde sagt, og  kastede nogle gode øjne til jer, og jeg tog af de bedste, jeg vidste”. – ”Hvor har du fået de øjne fra?” råbte trolden. ”Dem har jeg taget af kreaturet” sagde Hans, ”hvor skulle jeg ellers få dem? – Men husbond er da vel ikke vred for det?” – ”Åh sludder!” sagde trolden, ”hvad skulle jeg være vred for?”

Så kørte de videre, til de kom til hullerne og slagene i vejen. Blødt var det at køre på, men det var endda værre hjem end ud, og de var lige ved at vælte. ”Men hvad er det, du har gjort ved vejen, Hans?” siger trolden. ”Jeg har fyldt alle hullerne, sådan som husbond sagde,” sagde Hans. ”Det er jo det bare kødmad, vi kører i,” siger trolden. ”Ja, vel er det så” siger Hans, ”jeg tog jo både stort og småt, sådan som husbond havde sagt. Jeg syntes nok, det var synd for kreaturet, men jeg måtte jo gøre det. Det er husbond da vel ikke vred for?” – ”Vred?” sagde trolden, ”jeg tror, du er gal; hvad skulle jeg være vred for?” – ”Nej, det ved jeg heller ikke” sagde Hans, og så kørte de videre.

Da de kom nærmere til gården, så de først et rødt skin på himlen, som om solen stod op, men snart så de den klare lue stå op i sky. ”Men hvad er det?” råbte trolden, ”gården brænder jo!” – ”Ja” sagde Hans, ”husbond ville jo have, der skulle være lys og ild på gården, når I kom hjem, så vi kunne se at køre ind og have noget at varme os på derhjemme. Så lagde jeg ild i den vestre længe, inden jeg kørte hjemmefra. – Det er husbond da vel ikke vred for?” – ”Sludder med vred!” skrev trolden, ”kør for Satan! Du forstår også alting galt i dag..”
Da de kom til gården, var der jo både lys og varme, og den vestre længe brændte helt ned, men det var stille vejr, så der slog ikke ild i da andre længer. Trolden kom da ind i stuen. ”Men hvordan er det, her ser ud?” råbte han. ”Hvor er alt bohavet henne? Hvem har flyttet det ud?”  - ”Det har jeg fyldt i brønden,” sagde Hans; ”Husbond sagde ikke, hvad den skulle fyldes med, så tog jeg, hvad der var næst for hånden. Det er husbond da vel ikke vred for?”. – ”Næ! Næ! Næ! Jeg er ikke vred,” sagde trolden; men du kunne da vide, at du skulle fylde brønden med sand og jord og grus” – ”Ja, det talte husbond ikke noget om” sagde Hans.
Så kom troldungerne farende, hylende og tudende, de havde gemt sig i et hus uden for gården, de var nok blevet bange for Hans, da han gjorde den lille broder ren. ”Men hvor er lille Satan?” sagde troldkællingen (det var nu det kælenavn, de havde til den mindste). ”Ham har jeg hængt op i skorstenen”, sagde Hans, ”at han kunne holde sig godt tør. Og jeg har ellers gjort ham godt ren både udvendig og indvendig også, sådan som husbond sagde, jeg skulle.” Kællingen for da ud i skorstenen, og manden bagefter, og der blev da en jammer over al måde, da de så, hvordan der var handlet med deres lille Satan. ”Husbond er da vel ikke vred for det, hvis jeg skulle have taget fejl?” sagde Hans, ”jeg gjorde jo, hvad der var mig sagt.” – ”Nej, vist er jeg ikke vred”, sagde trolden; men de er rigtignok meget enfoldig. Nu har jeg heller ikke mere at give dig at bestille: kreaturer er her ikke noget af, og her er hverken korn at tærske eller sæd at så. Du kan derfor gerne rejse straks, og din løn kan du få med det samme”. Men det ville Hans ikke. ”Nej” sagde han, ”jeg har det så godt her, så jeg vil ikke skifte i utide; ikke før kukmanden kommer, som husbond og jeg var enige om fra først af”.  – ”Ja, gå nu hen og læg dig, Hans!” sagde trolden. ”God rolig nat, husbond!” sagde Hans, og så gik han ind på sit værelse.

Men da trolden blev ene med sin kone, så brød det løs: ”Hvad skal jeg dog gøre med det fortvivlede skarn? Han har nu snart skilt mig af med alt, hvad jeg ejer og har. Åh, hvor jeg skulle give ham, når jeg kunne få held til det! Men jeg hænger fast i mine egne ord, og han hænger sig i dem, så det svier mig til marv og ben.” – ”Jeg tror dog, jeg ved råd,” siger kællingen, ”til, hvordan vi skal blive af med ham. Han skal jo rejse, når kukmanden kommer. Det er der jo endnu længe til. Men nu skal vi narre ham. Du skal tjære mig helt over, og så vælter jeg mit i fjer, og så hjælper du mig op i vort store æbletræ; der skal jeg sidde og kukke, så han tror, det er kukmanden, der er kommet” – ”Ja, du er en klog kone,” sagde trolden, ”det skal vi gøre”. Så sov de på det den nat.

Næste morgen, som Hans sad med trolden ved davrebordet – konen var ikke inde -, så begyndte det ude i æblegården: ”Kukkuk! Kukkuk!” ”Hører du?” siger trolden, ”der har vi kukmanden”. – ”Det må jeg se,” sagde Hans og springer op, ”jeg må altid ud og se den første gøg hver sommer.” Og han ud i æblegården, og en stor skarp flintesten har han fået fat på, og den driver han op i panden på kællingen, der sidder og kukker, så hun dratter ned af træet og brækker sin hals. ”Kom og se, husbond” råber Hans, ”det var da en løjerlig gøg den”. Så kommer trolden farende ud og så sin kone ligge død under æbletræet. Og han gav sig til at bande og gale, så gnisterne føg af hans øjne. ”I er da vel ikke vred, husbond?” sagde Hans. Men nu kunne trolden ikke styre sig længere. ”Din helvedes brand!” skrev han, ”jeg er så vred og så gal, at jeg kunne fare og flyve i flint. Du har ødelagt mine heste, du har ødelagt mine svin, mine køer, mine får; du har ødelagt mit hjem og halvt brændt min gård, du har myrdet mit barn og min kone med. Hu, hu, hu!”. Og han rystede og skælvede, så arrig var han.

”Ja, så må det jo gå efter akkorden,” sagde Hans, og han fik kniven frem og skar en bred rem af troldens bug og en bred rem af hans bag og strøede peber og salt i, og nu gik han ind og tog den skæppe sølvpenge, han havde til gode, og så skyndte han sig hjem til sin far og sin mor og sine to brødre, og de blev rige folk alle sammen og hørte aldring mere til trolden i deres dage.

Kilde:
Danske Folkeeventyr ved Svend Grundtvig

Til top

Tilbage