Det er en gammel folketro, at da Vorherre udstødte de faldne engle, faldt nogle ned på højene, derinde bor de og kaldes bjergfolk eller trolde; altid flygter og frygter de tordenvejret, det er dem en Herrens røst. Andre faldt i ellemoserne, de kaldes elverfolk og blandt disse er kvindfolkene såre dejlige at se, men ikke at lide på, de er også hule i ryggen, som et dejtrug. Andre faldt ned i gamle gårde og huse, de blev dværge og nisser; alle kommer de dog stundom i samkvem med menneskene, derom er utallige sagn, underlige at høre.
Oppe i Jylland boede således i en stor høj en bjergmand med en hel del puslinger. En af hans døtre giftede sig med smeden i landsbyen. Det var en slem smed, han pryglede sin kone. Det blev hun træt af, og da han en dag igen ville prygle hende, tog hun en hestesko og brak den tværs over, sådanne kræfter havde hun og kunne have knækket ham med; det tog han sig til eftertanke og slog hende ikke oftere; men da det rygtedes i egnen, blev hun ilde anset og kendt som et troldbarn. Ingen i sognet ville have omgang med hende.
Det fik bjergmanden nys om, og en søndag, da smeden og hans kone stod med sognefolkene på kirkegården og ventede præsten, så hun ud over fjorden, hvor en tåge hævede sig. "Nu kommer vor far!" sagde hun; "vred er han!" - Og han kom, og vred var han. "Vil du kaste dem til mig, eller vil du tage imod dem!" spurgte han og så med glubske øjne på kirkegængerne. "Tage mod dem!" sagde hun, thi hun vidste, at han ikke ville tage lempeligt mod dem, når de faldt i hans hænder. Og bjergmanden greb den ene efter den anden og kylede ham over rygningen af kirketaget, mens datteren, på den anden side, tog lempeligt på dem.
Fra den tid kom hun godt ud af det med sognefolkene. Alle var de bange for bjergmanden, og der var mange af hans slags rundt om i landet. Klogest var det at undgå klammeri, hellere at føre sig bekendtskabet til nytte. Troldfolkene havde jo store kedler fyldt med guldpenge, det var nok værd at få en håndfuld af disse, men dertil måtte man være snu og snildsom, og det var en bondemand, om hvem jeg skal fortælle, men hans dreng var dog endnu snildere.
Dette sagn fortælles og stedfæstes til Nordby på Samsø, Århus amt, og kan læses der under titlen "Smedens kone".