Pigen, som trådte på
brødet
|
Eventyr af H. C.
Andersen
Du har vel hørt
om pigen, som trådte på brødet for ikke at smudske sine sko, og hvor ilde
det da gik hende. Det er både skrevet og trykt.
Hun var et fattigt barn, stolt og hovmodig, en dårlig grund var der i hende,
som man siger. Som ganske lille unge var det hende en fornøjelse at få fat
på fluerne, pille vingerne af dem og gøre dem til krybdyr. Hun tog
oldenborren og skarnbassen, stak hver af dem på en nål, lagde så et grønt
blad eller en lille stump papir op til deres fødder, og det arme dyr holdt
fast derved, drejede og vendte det for at komme af nålen.
”Nu læser oldenborren!” sagde lille Inger, ”se, hvor den vender bladet!”.
Som hun nu voksede til, blev hun snarere værre end bedre, men køn var hun,
og det var hendes ulykke, ellers var hun nok blevet knubset anderledes, end
hun blev det.
”Der skal skarp lud til det hoved!” sagde hendes egen moder. ”Du har tit som
barn trådt mig på forklædet, jeg er bange for, at du som ældre kommer tit
til at træde mig på hjertet!”
Og det gjorde hun rigtignok.
Nu kom hun ud på landet og tjene hos fornemme folk, de var imod hende, som
om hun kunne være deres eget barn, og som sådan blev hun opklædt, godt så
hun ud, og hovmodet tog til.
Et års tid havde hun været ude, så sagde hendes herskab til hende: ”Du
skulle dog engang besøge dine forældre, lille Inger!”.
Hun gik også, men for at vise sig, de skulle se, hvor fin hun var blevet;
men da hun kom ved byleddet og så piger og unge karle sladre ud for
gadekæret, og just der hendes moder sad på en sten og hvilede sig med et
knippe brændsel, hun havde samlet sig i skoven, så vendte Inger om, hun
skammede sig ved, at hun, der var så fint klædt, skulle have til moder sådan
en pjaltet en, der samlede pinde. Det fortrød hende slet ikke, at hun vendte
om, hun var bare ærgerlig.
Nu gik der igen et halvt års tid.
”Du skulle dog en dag gå hjem og se til dine gamle forældre, lille Inger!”
sagde hendes husmoder. ”Der har du et stort hvedebrød, du kan tage med til
dem; de vil glædes ved at se dig!”
Og Inger tog sin bedste stads på og sine nye sko, og hun løftede sine klæder
og gik så forsigtigt for at være ren og pæn om fødderne, og det var jo ikke
at bebrejde hende! Men da hun kom, hvor stien gik over mosegrund, og der
stod vand og søle et langt stykke vej, så smed hun brødet i sølen, for at
træde på det og komme tørskoet over, men idet hun stod med den ene fod på
brødet og løftede den anden sank brødet med hende dybere og dybere, hun blev
ganske borte, og der var kun at se et sort boblende kær.
Det er historien.
Hvor kom hun hen? Hun kom ned til mosekonen, der brygger. Mosekonen er
faster til elverpigerne, de er bekendte nok, der er skrevet viser om dem, og
de er afmalet, men om mosekonen ved folk kun det, at når engene om sommeren
damper, så er det mosekonen, som brygger. Ned i hendes bryggeri var det, at
Inger sank, og der er ikke til at holde ud længe. Slamkisten er et lyst
pragtgemak mod mosekonens bryggeri! Hvert kar stinker, så at menneskene må
dåne derved, og så står karrene knuget op på hverandre; og er der et sted en
lille åbning mellem dem, hvor man kunne klemme sig frem, så kan man det dog
ikke for alle de våde skrubtudser og fede snoge, som her filtrer sig sammen;
hernede sank lille Inger; alt det ækle, levende filteri var så isnende
koldt, at hun gøs gennem alle lemmer, ja, hun stivnede ved det mere og mere.
Brødet hang hun fast ved, og det trak hende, ligesom en ravknap trækker en
smule strå.
Mosekonen var hjemme, bryggeriet blev den dag beset af fanden og hans
oldemor, og hun er et gammelt, meget giftigt fruentimmer, der aldrig er
ledig; hun tager aldrig ud uden at hun har sit håndarbejde med, det havde
hun også her! Hun syede bisselæder til at sætte menneskene i skoene, og så
havde de ingen ro; hun broderede løgn og hæklede ubesindige ord, der var
faldet til jorden, alt til skade og fordærvelse. Jo hun kunne sy, brodere og
hækle, gamle oldemor.
Hun så Inger, holdt så sit brilleglas for øjet og så endnu engang på hende:
”Det er en pige med anlæg!” sagde hun, ”jeg udbeder mig hende til en
erindring om besøget her! Hun kan blive et passende postament i mit
barnebarnsbarns forgemak!”.
Og hun fik hende. Således kom lille Inger til helvede. Der farer folk ikke
altid lige lukt ned, men de kan komme ad en omvej, når de har anlæg.
Det var et forgemak i en uendelighed; man blev svimmel der ved at se fremad
og svimmel ved at se tilbage; og så stod her en forsmægtelsens skare, der
ventede på, at nådens dør skulle blive lukket op; de kunne vente længe!
Store, fede vraltende edderkopper spandt tusindårigt spind over deres
fødder, og dette spind snærede som fodskruer og holdt som kobberlænker; og
så var der til dette en evig uro i hver sjæl, og en pinsels uro. Der
gerrige stod og havde glemt nøglen til sit pengeskrin, og den sad i, vidste
han. Ja, det er så vidtløftigt at opremse alle slags piner og plager, her
blev fornummet. Inger fornam det grueligt at stå som postament; hun var
ligesom kneblet nedenfra til brødet.
”Det har man, fordi man vil være ren om fødderne!” sagde hun til sig selv.
”Se, hvor de glor på mig!” jo, de så alle på hende; deres onde lyster lyste
dem ud af øjnene og talte uden lyd fra deres mundvig, de var forfærdelige at
se.
”Mig må det være en fornøjelse at se på!” tænkte lille Inger; ”jeg har et
kønt ansigt og gode klæder!” og nu drejede hun øjnene, nakken var for stiv
dertil. Nej, hvor var hun tilsølet i mosekonens bryghus, det havde hun ikke
betænkt. Klæderne var som overskyllet med en eneste stor slimklat; en snog
havde hængt sig i hendes hår og daskede hende ned ad nakken, og fra hver
fold i hendes kjole kiggede frem en skrubtudse, der gøede ligesom en
trangbrystig moppe. Det var meget ubehageligt. "Men ”e andre hernede ser da
også forfærdelige ud!” trøstede hun sig med.
Værst af alt var hende dog den gruelige sult, hun fornam; kunne hun da ikke
bøje sig og bryde et stykke af brødet, hun stod på? Nej, ryggen var stivnet,
arme og hænder var stivnet, hele hendes krop var som en stenstøtte, kun sine
øjne kunne hun dreje i hovedet, dreje helt rundt, så at de så bagud, og det
var et fælt syn, det. Og så kom fluerne, de krøb hen over hendes øjne, frem
og tilbage, hun blinkede med øjnene, men fluerne fløj ikke, for de kunne
ikke; vingerne var pillet af dem, de var blevet krybdyr; det var en pine og
så den sult, ja, til sidst syntes hun, at hendes indvolde åd sig selv op, og
hun blev så tom indeni, så gyselig tom.
”Skal det var længe ved, så holder jeg det ikke ud!” sagde hun, men måtte
holde ud, og det blev ved at vare ved.
Da faldt der en brændende tåre ned på hendes hoved, den trillede over hendes
ansigt og bryst lige ned til brødet, der faldt en tåre endnu, der faldt
mange. Hvem græd over lille Inger? Havde hun ikke oppe på jorden en moder?
Bedrøvelsens tårer, som en moder græder over sit barn, når altid til det,
men de løser ikke, de brænder, de gør kun pinen større. Og nu denne
ulidelige sult og ikke at kunne nå brødet, hun trådte med sin fod! Hun havde
til sidst en fornemmelse af, at alt inde i hende måtte have spist sig selv
op, hun var som et tyndt, hult rør, der drog hver lyd ind i sig; hun hørte
tydeligt alt, hvad der oppe på jorden angik hende, og det var ondt og hårdt,
hvad hun hørte. Hendes moder græd rigtignok dybt og bedrøvet, men sagde
dertil: ”Hovmod går for fald! Det var din ulykke, Inger! Hvor du har
bedrøvet din moder!”
Hendes moder og alle deroppe vidste om hendes synd, at hun havde trådt på
brødet, var sunket igennem og blevet borte; kohyrden havde fortalt det, han
havde selv set det fra skrænten.
”Hvor du har bedrøvet din moder, Inger!” sagde moderen; ”ja, det tænkte jeg
nok!”
”Gid jeg aldrig var født!” tænkte Inger derved, ”det havde været mig langt
bedre. Det kan ikke hjælpe nu, at min moder tviner!”.
Hun hørte, hvorledes hendes herskab, de skikkelige folk, der havde været som
forældre mod hende, talte: ”Hun var et syndefuldt barn!” sagde de, ”hun
agtede ikke Vorherres gaver, men trådte dem under fødderne, nådens dør vil
blive hende trang at lukke op!”
”De skulle have avet mig bedre!” tænkte Inger, ”pillet nykkerne ud af mig,
om jeg havde nogen.”
Hun hørte, at der blev sat ud en hel vise om hende, ”den hovmodige pige, der
trådte på brødet for at pæne sko”, og den blev sunget landet rundt.
”At man skal høre så meget for det, og lide så meget for det!” tænkte Inger,
”de andre skulle rigtignok også straffes for deres! Ja, så blev der meget at
straffe! Uh, hvor jeg pines!”.
Og hendes sind blev endnu mere hårdt end hendes skal.
”Hernede skal man da ikke blive bedre i det selskab, og jeg vil ikke være
bedre! Se, hvor de glor!”
Og hendes sind var vredt og ondt mod alle mennesker.
”Nu har de da noget at fortælle deroppe! – uh, hvor jeg pines!”
Og hun hørte, at de fortalte hendes historie for børnene, og de små kaldte
hende den ugudelige Inger, - ”hun var så ækel!” sagde de, ”så fæl, hun
skulle rigtig pines!”
Der var altid hårde ord i barnemunde mod hende.
Dog en dag som harme og sult gnavede inde i hendes hule skal, og hun hørte
sit navn nævne og sin historie fortalt for et uskyldigt barn, en lille
pige, fornam hun, at den lille brast i gråd ved historien om den hovmodige,
stadselystne Inger.
”Men kommer hun aldrig mere op?” spurgte den lille pige. Og der blev svaret:
”Hun kommer aldrig mere op!”
”Men når hun nu vil bede om forladelse og aldrig gøre det mere?”
”Men hun vil ikke bede om forladelse!” sagde de.
”Jeg vil så gerne, at hun gjorde det!” sagde den lille pige og var ganske
utrøstelig! ”Jeg vil give mit dukkeskab, når hun må komme op! Det er så
gyseligt for den stakkels Inger!”
Og de ord nåede lige ned i Ingers hjerte, de ligesom gjorde hende godt; det
var første gang, at der var en, som sagde: ”stakkels Inger!” og ikke føjede
det mindste til om hendes fejl; et lille uskyldigt barn græd og bad for
hende, hun blev så underlig derved, hun havde gerne selv grædt, men hun
kunne ikke græde, og det var også en pine.
Som årene gik deroppe, nede var der ingen forandring, hørte hun sjældnere
lyd der ovenfra, der blev talt mindre om hende; da fornam hun en dag et suk:
”Inger, Inger, hvor har du bedrøvet mig! Det sagde jeg nok!” Det var hendes
moder, som døde.
Hun hørte sit navn stundom nævne af sit gamle herskab, og det var de
mildeste ord at husmoderen sagde: ”Mon jeg nogensinde ser dig igen, Inger!
Man ved ikke, hvorhen man kommer!”
Men Inger begreb da nok, at hendes skikkelige husmoder aldrig kunne komme,
hvor hun var.
Således gik der igen en tid, lang og bitterlig.
Da hørte Inger igen sit navn nævne og så oven over sig ligesom to klare
stjerner skinne; det var to milde øjne, som lukkede sig på jorden. Så mange
åringer var gået, fra dengang den lille pige græd utrøstelig over ””stakkels
Inger”, at det barn var blevet en gammel kone, som nu Vorherre vil kalde til
sig; og netop i denne stund, da tankerne fra hele livets sum løftede sig,
huskede hun også, hvorledes hun som lille barn måtte gærde bitterligt ved at
høre historien om Inger, den tid og det indtryk stod så lyslevende for den
gamle kone i hendes dødstime, at hun ganske højt udbrød: ”Herre, min Gud,
mon ikke også jeg som Inger tit har trådt på din velsignelsens gave og ikke
tænkt derved, mon jeg ikke også er gået med hovmod i mit sind, men du har i
din nåde ikke ladet mig synke men holdt mig oppe! Slip mig ikke i min sidste
stund!”
Og den gamles øjne lukkedes og sjælens øjne åbnedes for det skjulte, og da
Inger var så levende i hendes sidste tanker, så hun hende, så, hvor dybt ned
hun var draget, og ved syn brast den fromme i gråd, i Himmeriges Rige stod
hun som barnet og græd for stakkels Inger! De tårer og de bønner klang som
et ekko ned i den hule, tomme skal, der omsluttede den fængslede, pinte
sjæl, denne overvældedes af al den aldrig tænkte kærlighed ovenfra: en Guds
engel græd over hende. Hvorfor blev det hende forundt? Den pinte sjæl
ligesom samlede i tankerne enhver jordlivsgerning, den havde øvet, og den
bævede i gråd, som Inger aldrig havde kunne græde den, bedrøvelse over sig
selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunne aldrig nådens port åbnes,
og idet hun i sønderknuselse erkendte det, lyste i det samme en stråle ned i
afgrundssvælget, strålen kom med en kraft stærkere end solstrålen, der optør
snemanden, som drengene rejste i gården, og da, smelter hen som dråbe,
fordunstede sig Ingers forstenede skikkelse, en lille fugl svang sig med
lynets siksak op mod menneskeverdenen, men angst og sky var den for alt
rundt om, den skammede sig for sig selv og for alle levende skabninger og
søgte i hast skjul i et mørkt hul, den fandt i den forfaldne mur; her sad
den og krøb sammen, skælvende over hele kroppen, stemmens lyd kunne den ikke
give fra sig, den havde ingen; den sad en lang stund, før den med ro kunne
se og fornemme al den herlighed derude! Ja en herlighed var det: Luften var
så frisk og mild, månen skinnede så klart, træer og buske duftede; og så var
der så hyggeligt, hvor den sad, dens fjerkjortel så ren og fin. Nej, hvor
alt skabt dog var frembåret i kærlighed og herlighed. Alle de tanker, der
rørte sig inde i fuglens bryst, ville synge sig ud, men fuglen mægtede det
ikke, gerne havde den sunget som i foråret kukker og nattergal. Vorherre,
som hører også ormens lydløse lovsang, fornam her lovsange, der løftede sig
i tankeakkorder som salmen klang i Davids bryst, før den fik ord og melodi.
I dage og uger voksede og svulmede disse lydløse sange, de måtte komme til
udbrud ved det første vingeslag i god gerning, en sådan måtte øves!
Nu kom den hellige julefest. Bonden rejste tæt ved muren en stang og bandt
et utærsket havreknippe derpå, at himmelens fugle også kunne have en glad
jul og et glædeligt måltid i denne Frelserens tid.
Og solen stod op julemorgen og skinnede på havrekærven, og alle de kvidrende
fugle de fløj om måltids stangen, da klang det også fra muren ”pi, pi” den
svulmende tanke blev til lyd, den svage pippen var en hel glædeshymne, en
god gernings tanke var vakt, og fuglen fløj ud fra sit skjul, i Himmeriges
Rige vidste de nok, hvad det var for en fugl.
Vinteren tog alvorlig fat, vandene var dybt frosne, fuglene og skovens dyr
havde deres trange tid på føden. Den lille fugt fløj hen på landevejen, og
der i sporene af slæderne søgte og fandt den også hist og her et korn, på
bedestederne fandt den et par brødsmuler, af dem åd den kun en enkelt men
kaldte på alle de andre forsultne spurve, at de her kunne finde føde. Den
fløj til byerne, spejdede rundt om, og hvor en kærlig hånd havde strøet brød
ved vinduet til fuglene, der åd den selv kun en enkelt smule, men gav til de
andre.
I vinterens forløb havde fuglen samlet og givet så mange brødsmuler, at de
vejede op tilsammen med hele det brød, som lille Inger havde trådt på for
ikke at smudske sine sko, og da den sidste brødsmule var fundet og givet
bort, blev fuglens grå vinger hvide og bredte sig ud.
”Der flyver hen over søen en terne!” sagde børnene, der så den hvide fugl;
nu dykkede den sig i søen, nu løftede den sig i det klare solskin, den
skinnede, det var ikke muligt at se, hvor den blev af, de sagde, at den fløj
lige ind i solen.
Til top
Tilbage
|