Danmarks-troldkortet

Introduktion
Når man bor nabo til et troldespringvand, er det nærliggende at at samle viden om trolde. Da man under forberedelserne til Natåbent 2001 kunne blive enige om, at arrangementet i 2002 gennem hele byen skulle forløbe under overskriften »De 1000 troldes by«, kom der for alvor skred i arbejdet. Nu skulle alle sejl sættes til, så der kunne etableres ikke kun en god udstilling med mange kunstneres tolkning af troldeskikkelsen, men også indsamles viden til scenografen Morten Grues geniale idé, et Danmarks-troldkort - selvfølgelig med Vejen som naturlig hovedstad! Oplagt var det at koble kortet med internettet, hvor alle de mange eventyr, der ikke var plads til at fortælle om på udstillingsplakaten, kunne ligge tilgængeligt for den, der havde lyst til at klikke sig frem til en god fortælling. Nu stod blot tilbage at samle mange gode, frivillige kræfter om indsamling, indskrivning m.m. På udstillingssiden trådte en sponsor beredvilligt til. Vejen Trælast valgte at forbinde deres 100 års jubilæum med Vejen Kunstmuseums store Natåbent arrangement - en gestus til en bred dele af egnens befolkning, på linie med de store, gratis cirkusforestillinger, der blev afholdt i forbindelse med selve fødselsdagen. 

Trolde fortælles der mange historier om. Ofte kan det være svært at skelne disse særlige væsener fra deres slægtninge som nisserne, heksene, bjergfolkene og kæmperne.  Mange af de fine eventyr er vandresagn, og kan lige så godt være fortalt om hekse eller andet godtfolk. Det vigtigste er, at troldfiguren giver frit spil for fantasien. I den ene fortælling er trolden dum, ond og ubehagelig. I en anden er han den, der passer på barnet, og kommer med en hjælpende hånd i det afgørende øjeblik. Som menneskene er trolde både gode og onde. Men dertil har de mange særlige evner og egenskaber, der adskiller dem stærkt fra et helt almindeligt menneske. Nedenfor står lidt basisoplysninger om trolde.
 

Den strenge vinter 1947 slog Trolden i Vejen omkuld. Den hårde frost givet trolden en tyk kappe af is, som med tiden blev for hård at bære. Mandag den 17. februar om eftermiddagen brød soklen sammen og Trolden faldt i bassinet, hvor han straks strakte en arm i vejret efter hjælp.

Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Vejen Kommune

Grundviden om trolde
- Trolde lever mange forskellige steder, men særligt i høje og skove
- Trolde tåler ikke at høre kirkeklokker. Lyden irriterer dem i den grad, at de gør noget ved det. De vælter kirker, søger at begrave dem, eller kaster sten efter dem
- Trolde kan ikke tåle sollys. Hvis de rammes af solens stråler bliver de til sten
- Trolde kan ‘fare i flint’. Det vil sige, at de bliver så rasende, at de splintres og bliver til flinteskærver
- Trolde bliver meget gamle. Ofte er de unge trolde ‘blot’ et par hundrede år gamle, mens de ældste ofte er over 1000 år
- Trolde giver god betaling. Hjælper man en trold ordentlig, kan man være sikker på en god betaling. Det er ikke sikkert pengene straks er i hus. Får man af trolden en håndfuld krummer, skal man holde fast i dem. Hjemme i stuen falder de højst sandsynlig ned som guld- eller sølvpenge
- Trolde er meget stærke. De kan rive kirker ned og kaste anseelige stenmasser
- Trolde er dog ikke ret store. De er ikke frygtindgydende af størrelse, men snarere af udseende. De har store ører, hænder og fødder, samt den obligatoriske hale. Dér, påståes det, findes troldens forstand, følelser og styrke
- Trolde har magiske kræfter. De kan gøre ting usynlige, og kan opfylde de særeste ønsker og løse selv de sværest opgaver, som når de hjælper mennesker med at nå det umulige
- Trolde kan ikke tåle at se kors. Vil man have noget i fred for trolde, skal man blot dekorere det med kors tegn
- Trolde kan ikke sætte over rindende vand. Bliver man forfulgt af en trold, skal man blot springe over en bæk, så er man i sikkerhed
Henrik Kjærgaard, der har samlet en række troldhistorier under overskriften »Troldens hat - og andre østjyske sagn om troldfolk« fortæller et sagn om hvordan troldene blev til:

En dag stod Eva og vaskede sine børn. Gud kaldte på hende. Hun blev så forfjamsket, at hun skjulte de børn, som hun endnu ikke havde nået at vaske.
Da Eva kom hen til Gud, spurgte han:
»Har du nu alle dine børn med dig?«
»Ja«, svarede Eva.
Gud kiggede længe på hende og sagde så: »Hvad du har skjult for mig i dag, skal altid være skjult for menneskene!«
Straks blev de børn, hun havde skjult, forvandlet til trolde og andre skabninger, og de måtte leve som underjordiske i al tid og evighed. De blev smidt ud af himlen og landede efter nogen tid på jorden. De der landede i moserne, blev til elverfolk, og de der landede i gårdene, blev til nisser. Endelig blev de, der landede på højene til højfolk eller bjergfolk, altså dem vi kalder trolde.

Tilbage til Danmarkskort