|
Jysk folkeeventyr fortalt af Evald Tang
Kristensen og gengivet med små sproglige tilpasninger til nutidssprog.
Det var
i den tid, hvor Vorherre og Sankt Peder de vandrede på jorden, da kom de en
dag til en lille dreng, der sad i vejgrøften og spiste noget ost og brød. Så
spørger de ham efter, om de ikke måtte få noget at spise med ham, de var
blevet sultne. Jo, det måtte de da meget gerne, de måtte få alt det, han
havde, for han kunne gå hen og tigge sig noget mere igen; ”men jeg har ikke
andet end noget ost og brød”. Så spørger de ham også om vej til en
herregård, der lå et stykke derfra, og han rejste sig og løb i forvejen for
at vise dem vej og sagde, at når de nu gik den vej, så kom de snart dertil.
Da de nu var gået fra ham, så sagde Vorherre til Sankt Peder: ”Syntes du
ikke, det var en rar lille dreng? Han kommer nok til at få et godt ønske.”
Det var Sankt Peder enig med ham i, og så kaldte de ad ham igen, og Vorherre
gav ham en lille hvid kæp, idet han sagde: ”Pas nu godt på den, for alt,
hvad du slår med den kæp, det dør.” Drengen takkede og gik så sin gang. Det
første sted, han kom til, det var en herregård. Der træffer han på
herremanden, som siger til ham: ”Jeg synes, du er for stor en dreng til at
gå og tigge, nu kunne du nok tjene til dit brød.”
”Ja, det kunne jeg godt, men der er ingen, der vil have mig, og det er jeg
ked af, for jeg ville meget hellere tjene, end sådan at gå.”
”Da trænger jeg til en studehyrde,” siger herremanden, ”vil du blive her og
være studehyrde, kan du godt få pladsen.”
”Ja, det vil da meget gerne,” sagde drengen og fulgte med ham ind. De havde
en gammel studehyrde, der skulle hjælpe ham at passe studene, og der var tre
holme ude i herremandens mark og en stor høj inde i hver holm. Nede i de
høje var der trolde, og de ville sluge studene, så snart de kom der ind på
holmene, så det var slet ikke så nemt at være hyrde der på stedet. Da tiden
så kom, at studene skulle ud, hjalp den gamle hyrde ham med at drive dem og
vise vej, og det gik nu godt nok i nogle dage. Men så kom denne her lille
unge fyr i tanke om, at det kunne være sjovt at se, hvad der var nede i de
høje, og så siger han en morgen til den gamle hyrde, at i dag måtte han godt
blive hjemme, ”for nu kan jeg sagtens selv passe dem.” Så forlanger han at
få en spade med sig for at gøre diget i stand med, ellers var han bange for,
at troldene skulle komme ud og sluge studene, sådan sagde han. Men i stedet
for at gøre diget i stand brugte han spaden til at grave et stort hul i det
dige, der var ind til den ene holm og så gennede han studene der ind. Der
var jo en farlig masse græs, da det aldrig var blevet ædt af, og studene
fandt godt behag i det; der var det ikke sådan at passe dem, som ude på de
magre sandagre, hvor alt græsset var gnavet i bunde, og han kunne nu magelig
gå fra dem og hen til højen. Så kom der en trold op af den med et hoved
omtrent som en kirke. ”Hvem er det, der kommer på min holm?” brølede
trolden, ”nu har der ikke været nogen i så mange år, jeg skal sluge både dig
og dine stude!”
”Nej, du skal bestemt ikke!” og så slog han til ham med sin hvide kæp, til
hovedet trimlede langt hen. Derefter gik han ned i højen og ville se,
hvordan det var der nede. Der var sølv og guld og gode sager, og der var
kareter og kuske og heste og tjenere og alt, hvad der hørte til.
Da der så igen var gået nogle dage, havde studene gjort kål på det græs, og
ville nu ikke være skikkelige der længere. Så var han jo også nysgerrig
efter at se, hvad der var i den anden høj, og kommer da i tanke om, at han
ville have gravet hul i diget ind til den anden holm. Altså får han spaden
med sig igen, og studene drevet der ind. Så går han hen til højen, og da
kommer der en trold op med to forfærdelige, store hoveder.
”Hvem er det, der kommer på min holm?” skreg trolden, ”der har ingen været
her i mange år, og nu vil jeg sluge både dig og dine stude.”
”Ja, jeg skal nok give dig noget andet at bestille,” sagde drengen, og han
tager den hvide stok og slår til trolden, til hovederne ruller langt hen. Da
det nu var til en side, går han ned for at se, hvad der er i den høj. Der
var endnu mere sølv og guld end i den første høj, og alt var mere storartet.
Der var også køretøjer og heste og tjenere, men det var finere end det
andet.
Da studene nu havde gået på den holm en tid, var græsset der også blevet
fortæret, og så får han spaden med en dag og laver hul ind til den tredje
holm. Da han nu går hen imod højen, kommer der en trold op, som har tre
hoveder, og han brøler: ”Hvem er det, der kommer på min holm? Nu sluger jeg
dig i èn bid!”. Det kunne godt nok se ud til det, for han havde hoveder så
store som det største kirketårn.
Men drengen var ikke så forknyt. Han siger: ”Det vil vel vare lidt, førend
du sluger mig og mine stude,” og slår så til ham, så hovederne triller langt
hen. Dernæst går han ned for at se, hvad der er i højen. Der var endda nu
det flotteste at se på, både af sølv og guld og gods og køretøjer og meget
mere. Hen imod aften drev han hjem med studene, og de var også værd at se
på. Herremanden kunne slet ikke forstå, hvordan det gik til med de stude,
før havde de altid været så magre, at de knap kunne hænge sammen, og nu var
de så tykke og fede og slog op og gjorde så mange kunster. Nej, aldrig havde
han haft sådan nogle stude, og han var nu så vældig glad for den studehyrde.
Men som drengen nu en dag går der ude i marken ved studene, får han
herremandens datter at se, der kommer i sådan en pæn karet ud efter holmene
til. Da kommer han lige i tanke om, at han jo også nemt kunne komme ud at
køre, og så render han ned i den første høj og befaler kuskene at spænde
for, og så skynder han sig at komme i et pænt sæt klæder. Det var kun en
håndevending, så kom han hen og mødtes med hende. Hun blev nu så forundret
over det pæne køretøj, for hun var vant til at være den flotteste, når hun
var ude at køre, men i dag stod hun tilbage. De nikke til hinanden og kørte
så forbi hinanden, men hun vidste ikke, at det var deres studehyrde, hun
sådan havde mødt.
Dagen efter ville hun ud at prøve, om hun ikke kunne træffe den samme person
igen. Det samme havde han jo også tænkt på, og han passer på at holde udkik.
Straks han så ser hendes karet, springer han hen i den mellemste høj, kommer
i de pæneste klæder, der var, og får spændt for en karet, der endda var
meget flottere, end den dagen i forvejen. Så kommer hun ham lige i møde og
smiler til ham, fordi hun syntes, at de i dag kendte hinanden lidt bedre, og
så kører de hver sin vej. De tænkte begge to på, at de måtte ud at køre
dagen efter igen.
Det allerførste øjeblik han så hendes karet den tredje dag, skyndte han sig
ned i den sidste høj og fik spændt for med den flotteste befordring, og så
kom han ud at køre for at mødes med hende. Da de nærmede sig hinanden, sagde
de begge to til deres kuske om at køre lidt stille, og så, da de var oppe på
siden af hinanden og havde hilst på hinanden, gav de sig til at snakke om
vejr og vind og sådan noget, og til sidst kom de jo ud af vognene begge to
og satte sig i græsset for at snakke med hinanden en tid. Der lister hun sig
til at binde en guldring i hans hår, sådan at han ikke mærkede det, og til
sidst satte de sig jo hver i deres vogn og kørte deres vej igen.
Men da herremandens datter kom hjem, sagde hun til sin fader: ”I dag har jeg
fået mig en kæreste”
Så ville han jo have at vide, hvem det var.
Ja, det vidste hun ikke, men hun havde mødt ham tre dage nu i et køretøj,
der strålede af sølv og guld og pæne sager, meget pænere end hendes eget.
Så siger herremanden: ”Men hvordan vil du finde ham, når du ikke ved, hvem
det er?”
Jo, nu havde hun tænkt, at de skulle lave en fest og så ville de byde alle
de rige og mægtige sammen i to miles omkreds. Længere omkring behøvedes det
ikke, for han kunne ikke være kommet ret langt fra, ellers kunne han ikke
have mødt hver dag i et nyt køretøj. Han måtte da nok komme til stede, og så
havde hun et sikkert kendetegn på ham. Det havde faderen ikke noget imod, og
bestemmelsen blev da sådan. Herremænd og Storehans’er blev indbudt i to
miles omkreds og skulle beværtes med spise og drikke, og så danse og holde
sig lystige, og når de var færdige med det, så ville herremandens datter gå
ind i et lille kammer, hvor alle gæsterne så skulle komme hen i døren og
tage deres hat af og bukke for hende, så var hun overbevist om, at hun nok
skulle genkende ham.
Det blev jo også stillet sådan an. Storehans’erne blev ved at komme den ene
efter den anden, og ingen blev borte, da de havde hørt, at det skulle være
sådan en fornem fest. De spiste og drak og holdt sig lystige, og så kom de
hen i døren og bukkede for herremandens datter, men hun fandt aldrig sin
ring og var jo da helt elendig over det.
Så siger hendes fader: ”Men har de nu været her inde alle sammen?” Det mente
hun jo nok. Så syntes han, at gårdens folk også skulle gå ind, de skulle
ikke stilles anderledes, end de andre, og hun måtte endelig ikke glemme hans
nye studehyrde, for ham kunne han så godt lide, det var sådan en flink lille
karl.
Så kom de jo også ind og nejede for hende. Men studehyrden var den yngste,
og derfor blev han til sidst. Den gang hun fik ham at se, ja der sad jo
guldringen i hans hår, og hun blev så vældig forskrækket og forundret over
det syn. Men det var nu sådan, og ham måtte det være. Da han nu mærker, at
hun er lidt tvivlrådig, så siger han, at hvis han måtte få en halv times
frist, så skulle han nok møde sådan, at hun kunne være ham bekendt. Og det
var netop også det, det kneb med. Hun fik døren til kammeret låst og fik ham
puttet ud af et vindue, så ingen skulle se ham, og så springer han så
stærkt, han kan ned i den pæneste høj, skynder sig i det fineste hold klæder
og får kusken til at spænde for stadsvognen i den fart. Det gik nu så godt,
som det skulle, og det varer jo ikke længe, inden han kommer kørende ind i
herregården, lige til det snurrede med fire grå hopper for og en karet, der
var så flot, at der ikke nogen sinde var kommet sådan en karet kørende der i
gården. De kikkede jo alle sammen ud ad vinduer, der her fine gæster og
siger: ”Å, sikken en èn, hvem er dog det, der kommer?”
”Det er såmænd min kæreste, det er ham, jeg vil have,” siger hun, og så fik
herremanden travlt med at komme ud og byde ham ind. Gæsterne havde fået øjne
at se med, men ingen af dem havde noget at udsætte på kæresten, og så blev
der holdt forlovelsesgilde med det samme. Det var nu godt nok, men det
varede heller ikke længe, inden det rette gilde blev holdt.
Så kom
studedrengen hverken til at tigge eller passe stude mere. Han fik
herregården og så lever han og hans kone der godt den dag i dag.
|