Bornholms Amt Her er vi i Bornholms Amt, og her kan du læse nogle troldehistorier fra amtet ved at ned og klikke på teksterne. De står opført nedenfor, og har du lyst til at se, hvor i amtet der ellers er steder, hvortil der knytter sig sagn om trolde, så klik på Oversigter. KORSHØJ BONAVEDDE STENEN

Korshøj Korshøj er en høj, som man kan finde i Tornegårds have i Åkirkeby. Til højen knytter sig sagnet om Bonavedde. Bonaveddes far, som var gårdens ejer, gik en dag en tur på stranden. Der mødte han en havfrue, som han åbenbart blev forelsket i. Han var i hvert fald sammen med hende, og bagefter sagde hun til ham, at han skulle komme tilbage til stedet et år efter, og så ville han finde en søn der. Hun sagde, at denne søn ville blive stærk og fordrive troldene fra Korshøj. Det gik nu, som hun sagde. Et år efter fandt bonden en dreng på stranden, og han tog ham til sig og døbte ham Bonavedde, fordi han var søn af en bonde (Bona) og en vætte (vedde). Han voksede op og det viste sig, at han efter sin mor havde fået evne til at se, hvad der var skjult for almindelige mennesker. Da han blev voksen og overtog sin fædrenegården, Tornegård, havde han ustandselig stridigheder med troldene, som boede i to store høje, der lå tæt ved gården. Han forpassede aldrig en lejlighed til at være efter dem. Troldene blev naturligvis vrede og prøvede fra deres side også at drille ham. Således forsøgte de engang at røve hans gravide kone medens hun sov og lægge en trædukke i sengen i stedet for. Han fik det forpurret, for i modsætning til almindelige folk, kunne han jo se dem. I samme øjeblik, som de bar hende ud af et vindue, fik han trukket hende tilbage, og han brændte træfiguren, så den trolddom var ophævet. Troldene gjorde alt for at irritere ham, men han var dem for snu. Da de engang prøvede at stjæle hans øl, kom han vand i tønden og jagede dem væk med kogende vand og kæppe. Til sidst fik han jaget troldene ud af højen og de flyttede til Falhøj, som ligger ca. 1 km længere mod nord, og her levede de længe. Historien er frit fortalt efter Mads Lidegaards bog Danske høje fra sagn og tro

Til top

Bohavedde stenen Stenen sidder i Pedersker kirkes kirkegårdsdige og i stenen ses aftrykket af en hestehov. Til stenen er tilknyttet sagnet om Bonavedde. Bonavedde var søn af en bonde (bona) i Pedersker og en havfrue (vedda). Måske på grund af dette unaturlige forhold fik Bonavedde evnen til at ”se”, hvad der er skjult for andre. Det fortælles, at han i høj grad udnyttede denne evne ved altid at jage “de små grå”, troldene. En nat kom Bonavedde forbi en høj i nærheden og så troldene danse og feste. Han blev budt et bæger at drikke, men var skeptisk over bægerets  indhold. Derfor kastede han indholdet af bægeret over skulderen. Det ramte hans hest, som fik hud og hår svedet af. Bonavedde beholdt bægeret, sporede sin hest og red tværs over markerne mod Pedersker kirke. Troldene kunne ikke følge ham, da de ikke kunne forcere indviet jord. Da Bonavedde kommer til kirken, springer hesten over kirkemuren, men kommer herved til at sætte aftryk af en hestesko i en dæksten. Bonavedde skænkede bægeret til kirken, som siden blev brugt som alterkalk. I kirkens inventarliste fra 1684 er optegnet et kobberforgyldt kar, ”Bonne Vedes Kar”. Bægeret forsvandt under restaurering af kirken i 1880/1881 og rygtet vil vide, at biskoppen tog det med til Sjælland. En aften Bonavedde kom ridende forbi Korshøj, så han denne stå på fire flammende støtter og hørte spil og lystighed. Han red nærmere for bedre at kunne iagttage dem og så, at de fejrede et stort gilde. De underjordiske kendte ham straks, og da de stadig var kommet til kort over for ham, ville de nu prøve, om de ikke kunne narre ham. En af dem kom ud med et fint sølvbæger fyldt med vin og bød ham det. De underjordiske glædede sig, thi kunne de bare få ham til at drikke vinen, havde de magt over ham; men de forregnede sig. I stedet for at drikke hældte Bonavedde indholdet over skulderen, så det faldt på hestens bagdel og sved alt håret af; samtidig gav han denne af sporerne og satte afstod i fuld firspring. Nu myldrede det ud at højen med underjordiske, som med høje råb satte efter ham. De kunne dog ikke nå ham, thi for det tørste red han på en hest, der løb lige så godt på vand som på land og lige så godt på som i jorden og dernæst red han lige i retning af Peders Kirke over både dyrket og udyrket jord, og her kunne de små væsener ikke følge ham, da de måtte udenom det plejede. Da han nåede kirkegårdsmuren, lod han hesten springe over; på indviet jord havde underjordstolket ingen magt over ham. Bægeret skænkede han til kirken, hvor det i mange år blev benyttet til alterkalk.

Til top

Tilbage