|
Willie Wulff (1881-1962) Portræt af en ung Digter 1907 Bronze 79 x 112 x 60 cm Signeret W 190/ Der er streg over W for at angive, at der er tale om et dobbelt W, altså Willie Wulff Derover står på fransk: A mon ami Arvid Enchell-Bronikowsky = Til min ven A E-B Inventarnummer VKV 1066 Gave 1996 fra Ny Carlsbergfondet Når den moderne teknologi ikke makker ret, kan man til tider forbande den. Men skal der søges information, overraskes man ofte over internettets mulighed for lynhurtigt at forbinde oplysninger og personer på tværs af landegrænser. Internettet kan Vejen Kunstmuseum takke for mange af samlingens gaver samt for en strøm af oplysninger om kunstnere og værker med tilknytning til museet. Her følger et eksempel fra først på året 2009, da museets webansvarlige Heidi Müller havde scannet og lagt de ældre årsberetninger ud på museets hjemmeside. Straks kom der en mail fra Paris. Afsenderen var en efterkommer til modellen til billedhugger Willie Wulffs ”Portræt af en Digter”. Gennem lidt detektivarbejde åbnede mailen for en længere fortælling. Under det landsdækkende projekt ”125 års dansk skulptur” viste Vejen Kunstmuseum i 1996 en stor og meget omtalt udstilling, der gjorde status over sammenslutningen De frie Billedhuggere. Den grundlagde Niels Hansen Jacobsen i 1904-5 sammen med Rudolph Tegner, Viggo Jarl og Anders Bundgaard. Clou’et i 1996 udstillingen var, at museet i Vejen er bygget op med to 8-kantede sale svarende til den skulptursal, som billedhuggerne fik J.F. Willumsens til at tegne til opførsel i København i 1905. På basis af researchen til et speciale om sammenslutningen lykkedes det i 1996 at samle mange af de værker, der i de første år var udstillet hos De frie Billedhuggere, heriblandt busten udført af Paul Vilhelm kaldet Willie Wulff (1881-1962). Den var udlånt fra Ny Carlsbergfondet, men blev som gave overdraget til Vejen Kunstmuseum i forlængelse af udstillingen. I 1996 var der ikke meget hjælp at hente på internettet. Modellens identitet forblev en gåde, men ved hans venstre arm er der en fransk dedikation: ”A mon ami Arvid Enckell-Bronikowsky”. Googler man nu navnet, er der henvisninger, der fastslår, at han var forfatter med finsk-svenske rødder. Meget andet får man ikke at vide. Registreringskortet i Ny Carlsbergfondet afslørede, at der tidligere var gjort identifikationsforsøg. Øverst stod der med blyant: ”Spørg Kgl. Bibl. Hvem Digteren er. Med kuglepen var tilføjet: Vides ikke. * spørg Rømer, spørger S.A.S.” (grafikeren Jørgen Rømer var i mange år Vejen Kunstmuseums faglige konsulent) og i parentes følger oplysningen: ”NB Billedhugger Willie Wulff var vist en medstifter til det, der blev S.A.S. På bagsiden af kortet står med blyant: Kunstnerens Søn er Billedhuggeren Per Linnemann Schmidt (se Weilbach II s. 269) boende i Fuglager pr. Fjenneslev” – en interessant oplysning, da Vejen Kunstmuseum i 2008 i den store keramikgave fra Per Andersen bl.a. fik en fin samling Palhus keramik udført af Per og Annelise Linnemann Schmidt. Videre stod der: ”Den russiske Forfatter er ukendt paa det kgl. Bibliotek”. Af kortet fremgår, at portrættet er kommet til Ny Carlsbergfondet i en mellemregning vedrørende ”Michael og Dragen” springvandet, som Wulff i 1932 afsluttede i Slagelse. Midt i 70’erne var det på tale, at busten måske skulle ende på Danmarks Flyvemuseum, men kom det ikke, da: ”Museet endnu ikke er en Realitet, drøftes Muligheden af foreløbig Anbringelse hos S.A.S.” Mere synes ikke at være sket ikke inden Vejen Kunstmuseum lånte portrættet. Willie Wulff var en lovende billedhugger, der bl.a. i 1910 udførte det virtuose portræt af sølvsmeden Georg Jensen. Det er støbt i bronze til opstilling i Georg Jensen butikker rundt om i verden. Sin store opgave fik Wulff med ”Michael og dragen” springvandet til pladsen ved Skt. Mikkels Kirke i Slagelse. Da havde Wulff allerede viet sig til den interesse, der kom til at fylde meget i hans liv – flyvningen. Fra 1918 til 1927 var han direktør for det af ham stiftede Det danske Luftfartsselskab, og fra 1943 var han medlem af repræsentantskabet. Sideløbende udstillede han dog også sine skulpturer. Wulff var midt i 20’erne, da han udførte portrættet af den unge digter, der viser sig at være en af hans jævnaldrende. Modellen var Arvid Anders Enckell-Bronikowsky (1884-1967). En slægtsbog fortæller, at han var den yngste søn af Carl Enckell (1839-1921), en finsk officer i den russiske hær, og Helene Natalia Bronikowsky (1850-1923), der var født i Skt. Petersborg og døde i Helsinki som sin mand. De blev gift i 1875. Det lange navn, Arvid Enckell-Bronikowsky, benyttede han kun i sin første digtsamling, og kaldte sig ellers Arvid Enckell. Han voksede op i et kosmopolitisk hjem med mange sprog. Hans mors forældre var på faderens side polsk-russiske, og på moderens side tysk-russiske. Arvid Enckells øvrige søskende var Carl Johan Alexis, der siden blev finsk udenrigsminister. Det var hans barnebarn, Pierre Enckell, der var kilden til denne fortælling. Dertil var der broderen, Oscar Paul, der blev finsk general; Helene Alexandra Fatima, der blev gift med en englænder; og Albert Richard, forretningsmand. Børnene fødtes i Skt. Petersborg. De talte russisk med deres mor og svensk med deres far. Familien flyttede i 1885 til Fredrikshamn/Hamina, hvor faderen var direktør for den finske kadet skole, Finska kadettkåren. Arvid Enckell-portrættet viser hans tilknytning til Rusland ved at han bærer en typiske russiske bondeskjorte, der lukker ved skulderen, og som særligt markant kendes fra fotografier af forfatteren Lev Tolstoj. Sønnerne blev alle indskrevet på Finska kadettkåren, hvor Arvid Enckell var elev i 1895-1902. Han kom i 1903 på universitetet i Helsingfors, og blev i 1906 af sin far sendt på Landbohøjskolen i København. Det må være under opholdet dér, at han og Wulff har truffet hinanden. Senere studerede Arvid Enckell i Leipzig, Prag og slutteligt i Paris, hvor han tog sine juridiske eksamener, og fik i 1912 diplom for sin afhandling ”La dissolution de la vie affective dans la démence”. I mellemkrigsårene var han en af direktørerne for det franske parfumefirma De Luzy samt for grammofonfirmaerne Progallia og Francis Salabert. Under navnet André Enckell registrerede han i 1924 i Frankrig også grammofonselskabet Symphonion. Han mistede sin formue i 1939 og flyttede da hjem til Finland, men endte med at blive begravet i Paris på Père Lachaise kirkegården – vel en konsekvens af at han den 1. december 1938 giftede sig i Paris med Juliette Camille Delanoë (1891-1982). Fra 1941 havde han i Finland ansvar for de udenlandske radioudsendelser, og var ansat ved Statens Informationscentral, der senere rangerede under Udenrigsministeriet. I kraft af sin familiebaggrund talte han russisk, svensk, fransk og tysk. Han udgav over årene digtsamlinger på flere sprog og fungerede også som oversætter. Den skabende ånd, der fornemmes i portrættet, hvor Arvid Enckell vågent sidder klar med pennen, forløstes året efter i 1908, da han i Helsingfors på svensk udgav digtsamlingen ”Konstnärssträvan”, der også udkom samtidigt på tysk. I 1943 oversatte han fra russisk Leonid Soboleffs ”Pansarskeppet “Generalissimus Suvoroff”, 1945 gjaldt det fra fransk Choderlos de Laclos’ ”Farliga förbindelser” og i 1948 Alfred de Vignys ”Krigarlivets tvång och storhet”. På fransk udgav han i 1947 ”La Démocratie en Finlande”, der året efter udkom på engelsk under titlen ”Democratic Finland”. Fra finsk oversatte han Jukka Miesmaas ”Survol de la Finlande” i 1953, Veli Merikoskis ”Précis du droit public de la Finlande” i 1954 og Tauno Suontaustas ”La Souveraineté des états” i 1955. Samme år skrev han forord til udgivelsen af Prosper Mérimées noveller, der udkom i to bind i Stockholm. Se - alt dette sprang af, at en årsberetning blev lagt på internettet! Og i 2014 blev busten opstillet på Museumspladsen. Murer Ove Andersen har lavet en sokkel efter samme model, som Niels Hansen Jacobsen benyttede, da han fik lavet sin murstensokkel til ”Skyen”. I de mellemliggende år har Per Kirkeby arbejdet så meget med murstensskulpturer, at mange kommer til at tænke på ham, når de ser de murede sokler.
|
