|
DEN GAMLE MANDS BARN af Karl Larsen Fra mine Barneaar stammer en Fortrolighed hos mig med Kirkegaarde. Dér er jeg gaaet ved min Bedstefaders Haand for at se til mine Forældres Grave og saa den ene, saa den anden af hans Venners og Bekendtes. Og naar vi sad derude sammen paa Bænken under en stor Ask, den gamle Mand og den lille Dreng, saa var der Fred omkring os og noget af en højtidsfuld Ro med henfarne Slægter og oprejste Mindesmærker. Indtrykkene fra dengang er blevne i mit Sind. Og jeg gaar hyppigt ikke blot derhen, hvor mine egne døde hviler, men ogsaa ud paa den nye Vestre Kirkegaard i København, som ligger højt og bakket og skraaner ned imod den friske Strand, uden at endnu de levendes Baghusruder skuler ud over den. Dér saa jeg tit en ældre, noget dukket Mand, lav af Vækst og omhyggelig klædt paa i tarveligt, men pænt holdt Tøj. Han sad bestandig paa en ganske lille Grav. Der var mange lignende Grave omkring ham, højst et Par Alen lange og godt en Alen brede, hegnede med Buksbomhække, der gjorde, at de virkede endnu mere som bitte smaa Felter paa Kirkegaardens Tavl. Denne Mands Grav var en af de allerbedst holdte af dem alle, havde et Midterparti med forskellige Blomster, Roser i Hjørnerne, grusede Gange og en lav Stol af Jern, som han sad paa, helt unaturligt stor i Forhold til alt det smaa omkring ham. Paa den lille Marmorplade mellem Roserne havde jeg i forbigaaende læst en Indskrift:
En skønne Dag sad han dér paa Hug og puslede ved Blomsterne, saa at det paa nogen Afstand saa’ ud, som om den voksne Mand havde de lave Buksbomhække viklede om Livet. Idet mine Skridt kom nærmere, rejste han sig pludselig og hilste, som en Almuesmand kan blotte Hovedet, naar han uventet møder en Herre, han kender af Udseende. Jeg saa’ ind i et lavpandet, ældet, glat barberet og rynket Ansigt med smaa Øjne og magre Kinder. ”Er det Deres Barn?” spurgte jeg uden Indledning. Han pegede hen paa Marmortavlen: ”Jo, det er. Det var saadan et dejligt, livligt Barn. I Dag gaar jeg ogsaa og planter et Par Roser mer; det er Fiscye Holmes. Jeg véd ikke, om De har lagt Mærke til de andre, det er General Schameiner.” Vi stod nu begge to paa Graven og fyldte den saa at sige ganske. ”Vil De ikke sidde ned?” spurgte han høfligt. ”Jo Tak, men . . .” – Jeg saa’ mig omkring. Han skrævede sindigt over den lille Hæk til Nabograven: ”Her inde, det er en Mands, der hedder Peddersen, og han anbefalede mig de Stole. Jeg kan sætte mig paa hans.” Vi sad da dér, hver paa sin Jerntaburet med den et Par Fod høje Buksbomhæk imellem os, og han blev ved: ”Ja, De forstaar maaske ikke mig som ældre Mand og gaar og nurser om saadan et lille Barn. Men jeg skal sige Dem, at jeg har været fire og tredive Aar i Amerika, fra jeg var seks og tyve Aar af. Og som saadan var der ikke til at tænke paa Ægtestand, for jeg stod i for haardt Arbejde. Man saa var det jo, at jeg kom til Danmark og læste i Berlingske om en middelaldrende Enke med et smukt Hjem og af Stilling Sygeplejerske og ønskede at indgaa Ægteskab med en midaldrende Mand. Og det er hende, som er Moder til Barnet. Desværre. Havde hun bare ikke været det, saa havde det saamænd levet den Dag i Dag.” ”Saa? -” spurgte jeg forbavset. ”Jo,” sagde han, ”til at passe et lille Barn var hun alt for ligegyldig og ikke proper. Og lige meget hvad der skulde gøres for Barnet, saa sagde hun bare, at det besværede Barnet, og der var ingen anden Tanke ved hende end gaa rundt i hendes gamle, udslidte Slobrok, og ikke røre Hænderne til andet end spise Tørmad og drikke Kaffe og saa Veninden og hun lagde Kort op og spaaede hinanden. Og helst med en Kognak til; det kom jeg efter. De sagde gar i Huset, at dengang Barnet var syg, saa en Dag dansede hun oppe i Stuen efter en Lirekasse.” ”Jamen hør, oprigtigt talt, jeg forstaar ikke – var Deres Hustru . . .?” Den gamle Mand rokkede med Hovedet: ”Det var jo netop det, at jeg kunde slet ikke gifte hende. For Pengene, de sank i hende ligesom en Sten i Vand.” Han tav lidt, men tog saa fat igen, betænksomt: ”Dengang jeg kom ud til hende første Gang i Elmegade, saa havde hun og Veninden et gammelt, stribret Overstykke, som de brugte tilsammen, naar de skulde ud, og saa gør man sig jo de Tanker, at, hvis man giftede saadan en, som bedst kender til Fattigdom, saa skulde de være lidt mere paaskønnende end som andre; men nu, siden vi er kommen til at tale om det, saa skal jeg dog alligevel vise Dem . . .” Han tog først Hatten af og lagde den paa den lille lave Hæk, tørrede sig en Gang med et Lommetørklæde hen over Haar og Pande og fik af Sidelommen en stor Tegnebog frem. ”Er det nu ikke forskrækkeligt,” sagde han og tog et linjeret Blad Papir ud af den, ”om det kan interessere Dem at se, hvad hun har kostet mig. Og uden Ægtestand; hun har ikke saa meget som rørt en Gulvskruppe for mig.” Jeg fulgte hans vejvisende Pegefinger: Foræret hende i en Konvolut for et Brude-Udstyr 2000 Kr. . . . Foræret hende til en Kaabe m.v. og Hat 100 Kr. . . . Forlangt af mig 2 Kr. . . . Forlangt paatrængende til Mad, som hun sagde, 100 Kr. . . . ¼ Aars Husleje 54 Kr. . . . Summa fra d. 1. April 1895 1474 Kroner. ”Og deri mankerer endnu Udgift til Ægteskabspapirerne, forstaar De, fra Hartvig i Klosterstræde, som blev forspildt. Rent ud forspildt hvert et Øre. Det skal jo dog være meget graverende Forhold, naar man har lagt saa mange Penge i hende og saa opgive en Ægtestand uden Resultat...” ”Ja, og Barnet!” skød jeg ind. Han rokkede igen lidt paa Hovedet: ”Netop for Barnet kunde jeg slet ikke gifte hende. Og nu har jeg dig helt og holdent, sagde hun, da hun skulde have Barnet, for vi havde jo faaet Ringe, saa det var en Forlovelsesstand. Men saa kom alt det op, hvad hun skyldte væk i Kvarteret, og om Veninden, saadan som de havde floreret med forskellige og altid reddet Penge, men der var ingen blevet ved dem, saa jeg maatte jo betale og betale for Barnets Skyld, at det ikke skulde lide noget, og saa om jeg kunde faa det adopteret fra hende engang, som hun haardt sagde Nej til. – De kan tro, det var ellers et dejligt Barn. Det sagde de da nu ogsaa begge to, at det var et velskabt Barn og i min sande Lignelse. Det havde saadan et lille rundagtigt glat Ansigt med fede Kinder og klare, blaa Øjne, og det var nær ved, det havde en hel dobbelt Hage. Og Arme og Ben, da det var i sin bedste Tidsperiode, fede og svære! Haaret, det var lyst og tykt og med lidt a’et til at rejse sig op ligesom en lille Top paa Forhovedet oven Panden, lignende som – jeg véd ikke, om De kan se, det kan ogsaa somme Tider rejse sig saadan paa mig, det, jeg har tilbage.” Han tog sig med Fingrene op paa Panden og i en lille Rest uredt Haar. ”Det sagde da altid Veninden,” tilføjede han, ”og hun havde nu et godt Syn for Børn og hvem de lignede; det maa man indrømme.” Jeg sagde ikke et Ord. ”Se, naar jeg sad og holdt det,” blev han ved, ”i Sofaen og gyngede med det saa smaat, saa kunde det sove ind i Armene paa mig, og naar det vaagnede, saa’ det saa tilfredsstillende op paa mig. Det var muntert, kan man godt sige, og vel tilfreds og forholdsvis meget klogt efter alderen at være, og det tog godt til sig af Flasken. Der var heller ingen, som kom og saa’ det af Moderens og Venindens Bekendtere, uden at de straks skulde sige, at for hver Dag, der gik, saa lignede det mig mer og mer. Det gjorde det virkelig ogsaa. Og maaske vilde det i Tiden være kommet til at ligne mig i Sindelag. Det tror jeg da nok. Og jeg tænkte saa tit, at naar nu Tiden kom, at det skulde konfirmeres, saa var jeg dog ikke mere end fem og halvfjerds Aar, og det kunde jeg da opleve. Men saa tog Vorherre det, og det var Moderens Skyld. For hun var sløv og ligegyldig ved det, og de passede det ikke med varme Kompresser, som Doktoren havde ordineret. Men den sidste Dag laa det saa fredeligt hen, og jeg lirkede nogle Theskefulder Vin og Vand ned i det, og den Dag skulde hun vadske sit Tøj tilsammen med Veninden, som de gjorde meget daarligt, men saa havde jeg god Anledning til at være alene med Barnet. Og jeg talte til det i Enlighed, og det spilede helt Øjnene op, for ligesom det forstod alting, som jeg sagde, at det var noget godt, jeg talte om. Og jeg fremsagde en lille Bøn for det, enten til Bedring, hvis det skulde leve, eller, hvis ikke, at Vor Herre vilde tage det hjem til de andre Børn – saadan lignende, som vi i Amerika har i den store Bønnebog. Som saadan: Dit lille, uskyldige Barn, som er kommen ind til denne Verden og lider uden nogen Grund men alene for vi Forældres Skyld – Men jeg vil anbefale Dig til Vor Herre, at han vil hjælpe Dig – Moder, hun er ikke god – Men hvis Du skulde have levet her, saa skulde Du have kommet til mig og levet hos mig – Jeg vilde have født og klædt Dig godt – Og jeg skulde have spaseret omkring med Dig hver Dag i Anlægene – Og efter min Død skulde Du arve alt, hvad der blev efter mig . . . Og De forstaar nok lignende, hvad jeg kunde finde paa i min Tankeevne. Og det lindrede for Barnet, det pustede helt saa stille, og saa gav det ligesom sin Bifaldsytring til Kende ved at se paa mig, til det faldt hen. – Søndagen den 8de April blev det saa begravet. Moderen, hende havde jeg maattet løst hendes Kaabe ind for, med vatteret Silkefor, som jeg havde givet hende forud, og en ny Hat maatte jeg give hende til 4 Kr. 50 Øre, saa for Anseelses Skyld saa’ hun almindeligt vel ud til Begravelsen. Og jeg gik tidligt derud for at beskue Barnets lille Ansigt for en sidste Gang, og Veninden, hun var flot klædt paa, ligesom det kunde være en anden Diamonde. Og saa sagde jeg, om vi ikke skulde synge en Salme over Barnet, som de ogsaa fandt, det kunde være rimeligt. Og jeg ledte en op, som var passende: Saa samles vi til vore Fædre! og én til; saa skruede jeg Laaget til. Og fra Kirkegaarden af spiste vi til Middag i Store Ravnsborg, og om Aftenen blev vi saa enige om at gaa i Frue Kirke som passende efter Begravelsen, og derefter ud i en Restavration ved Tivoli og nød et godt Aftensmaaltid i Selskab for sidste Gang med hende og Veninden. For saa havde jeg ikke mere at gøre med dem, naar Barnet var død og borte.” Den gamle Mand saa’ ud over den lille Grav: ”Der var tre kønne Kranse paa Kisten, det var der, en fra hende og en fra Veninden og saa en meget smuk fra Venindens Herre. Jeg havde ikke købt nogen, fordi det var min Bekostning at have Graven indhegnet og med en lille Marmorplade med en Inskription paa som et Monjement og saa holde den vedlige, naar de andre havde glemt den for længe siden. Og det er det, jeg gør. Tre Gange i Ugen gaar jeg her ud, og jeg har skrevet hjemme en Bog over hele Barnets Liv og Død og med Bønner for et almindeligt Gravbesøg og Salmer om smaa Børn, som dør, tilligemed forskellige, ogsaa for Voksne. Nu er det kedeligt, at jeg ikke har den med i Dag, men den er henne og bliver bundet ind i et stift Bind, for saa kan jeg bedre have den i Lommen; den er paa Størrelse med vores amerikanske Bønnebog. Og dér skal ogsaa i en lille Tegning og Grundplan af Graven og Regnskab for, hvad det har kostet, alt sammen. Og naar vi kommer til Julen, saa véd jeg fra Graveren af, at Folk de stiller deres Juletræer herud den første Juledag, naar at de har brændt hjemme om Aftenen, for at de Børn, som er døde, skal ogsaa have noget ud af det. Og Anette Marie, hun skal ogsaa have sit Juletræ, men det skal være straks paa Juleaften, fordi at det er hendes første Jul og som hun ikke naaede og oplevede . . . . . . .” Paa første Juledag saa’ jeg ganske rigtigt Anette Maries Juletræ imellem de mange andre, der var plantede paa Vestre Kirkegaards Børnegrave. Det var af de største, med Guldstjerne i Toppen, røde og hvide Papirsblomster og skinnende Lysemanchetter, hvori Vokslysene sad halvt udbrændte. Ved Foden af det laa et engelsk farvetrykt Kort med Indskriften A merry christmas! Der under havde han saa selv skrevet: Til Anette Marie. Og i en ny Linje med to tykke Streger under: en Skat og en Gave. Og den gamle Mand havde jo Ret! - |
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)