Da jeg stod model for billedhugger Niels Hansen Jacobsen

Af Hans Drewsen [1]

Da jeg i 1930 kom til Vejen som bibliotekar, blev jeg snart kendt med pianistinden Marie Oxenvad, som var musiklærerinde i Vejen[2]. Vi kom hurtigt i gang med at spille sonater for violin og klaver. Billedhugger Niels Hansen Jacobsen, som frk. Oxenvad altid omtalte som ”morbror Niels”, var meget musikalsk og var meget glad for at høre klassisk musik. Derfor havde vi ham ofte som tilhører, når vi spillede, og således stiftede jeg bekendtskab med ham.[3]
Det må have været først på sommeren 1931, at han spurgte, om jeg havde lyst til at tage med ham en søndag op til hans atelier ved Skibelund Krat. Dette atelier, som lå til venstre ved indkørslen til pavillonen, er den bygning, som senere flyttedes til Vejen Kunstmuseum og er den nuværende kuppelsal mod syd.[4]
Han arbejdede på en figur, som spillede på violin, og nu ville han gerne se, hvordan jeg holdt på violinen, og hvordan jeg satte fingrene, for at det kunne blive så korrekt som muligt. Vel kendte han eksempler på, at man helt undlod buen, men det syntes han ikke var så godt. Vi bestemte så, at han skulle hente mig en søndag formiddag, og jeg var meget spændt på, hvordan det skulle gå. Da dagen kom, var det dejligt solskinsvejr, husker jeg, og jeg var selvfølgelig parat, da bilen med billedhuggeren samt madkurv med frokost og kaffe ankom. Den første store overraskelse, da vi kom til Skibelund var, at bygningen var indhegnet med solidt pigtrådshegn, og ikke mindre end to store hængelåse skulle lukkes op, før vi kunne køre ind ad lågen. Det viste sig, at ingen, selv ikke billedhuggerens nærmeste venner, vidste hvad han arbejdede på. Den eneste, som fik lov at se det, var hans gode ven, billedhuggeren Rudolph Tegner, der boede i Paris og som besøgte Vejen i sommerens løb. [5]
Da vi kom ind i atelieret, som jeg syntes, virkede meget stort, så jeg til min store forundring ikke én figur, som jeg havde ventet, men derimod en hel gruppe bestående af fem voksne og to børn. De var anbragt på en forhøjning midt i rummet og var påklædt med avispapir undtagen den ene, som var i gips. De andre stod i ler og skulle holdes fugtige – overrisles med vand – og papiret skulle så holde på fugtigheden, så de kunne nøjes med vanding én gang dagligt. Noget af det første, der skete, var da også, at Hansen Jacobsen kom med en fyldt vandkande og ved hjælp af en lille trappestige kunne han vande dem fra oven. Til daglig havde han en mand til hjælp, da der ellers gik for megen tid med det. Endvidere skulle den figur, der skulle arbejdes på, klædes af, d.v.s. aviserne måtte forsigtigt pilles af, for så senere at blive lagt på igen, når arbejdet var forbi. Den ene figur – den sørgende kvinde – som stod i gips, behøvede ikke at vandes. Det var for øvrigt en kopi af mindesmærket ved Gram Kirkegård over faldne sønderjyder i 1. verdenskrig.[6]

 

Nu var det den første figur, der skulle arbejdes på, det var violinspilleren, og han fik aviserne pillet af. Hansen Jacobsen fortalte mig om vigtigheden af, at leret blev holdt fugtigt, så det ikke smuldrede. Lige så farligt var det, når det frøs om vinteren, og derfor havde han måttet indlægge centralvarme, for at der ikke skulle ske noget. Han kunne fortælle om billedhuggere, som havde været ude for det. Blandt andet skulle frosten havde ødelagt en stor figur af Thorvaldsen.


Da jeg havde fået violinen pakket ud og stillede mig op på forhøjningen som nabo til den kæmpestore violinist, viste det sig, at der var ikke så meget, der behøvede at rettes. Nu havde Hansen Jacobsen jo også engang i sin ungdom modtaget violinundervisning og havde ikke helt glemt stillingen. For øvrigt hang hans violin på væggen og han forsikrede, at var han ikke blevet billedhugger, var han blevet musiker.

 

Mens jeg stod med violinen, prøvede jeg at spille brudstykker af violinkoncerter, og hvad jeg ellers kunne huske udenad, og det var Hansen Jacobsen meget glad for. Især hæftede han sig ved Wieniawski: Legende, som han igen og igen ville høre, så jeg måtte hver søndag spille den 2-3 gange. Og flere gange måtte jeg også gentage, hvad jeg kunne huske om, hvad Legende fortalte. Det var en hel roman om fromme munke på pilgrimsvandring. De overfaldes så af stimænd, og efter store tumulter, som tydeligvis høres i musikken, drager munkene videre og igen syngende deres vemodige melodi i moll. Ind imellem fortalte Hansen Jacobsen om sit liv i Paris, hvor han boede en halv snes år. Her havde han første gang hørt Wieniawskis Legende, og den blev spillet af den belgiske violinvirtuos Ysaye.[7]  Det var også Ysaye han havde i tankerne, da han skabte sin store figur, der er forrest i gruppen, som han kaldte Livets Spil. Hansen Jacobsen gik til alle de koncerter, han kunne komme til i Paris og hørte en masse musik. Der var således en årrække billige koncerter af det fortræffelige Lamourex-Orkester. Men atter og atter fortalte han om, hvor betaget han var af violinspilleren Ysaye, og at han havde hørt ham spille utallige gange.

I det hele taget var han meget imponeret af Frankrig og sagde ofte, når han fortalte f.eks. om store militære- eller flyveopvisninger, som han havde overværet: ”Ja, Frankrig er skam et stort land.”

Erindringer fra barndomstiden i Vejen var også et emne, han tit kom ind på. Og mange morsomme ting fortalte han om faderen, som jo var meget imod, at Niels ville være billed-hugger. Men gamle Jacobsen var for øvrigt imod mange ting – han var jo ikke som folk var flest – især var han imod alle moderne opfindelser som f.eks. det elektriske lys. Da han således på sine gamle dage var sengeliggende, skete det, at en gæst kom til at skubbe til afbryderen, så lyset gik ud. Og da Jacobsen troede, at det var trækken fra døren, som var årsagen, sagde han hoverende: ”Der kan I se, det tåler s’gu et møj.”

 

Naturligvis fortalte Hansen Jacobsen mig også, hvordan han havde fået ideerne, og hvad han havde tænkt om de forskellige figurer i gruppen. Det kan man læse om i Niels Th. Mortensen: Billedhugger Niels Hansen Jacobsen, 1945. Måske fik jeg lidt mere om nogle ting, således f.eks. angående moderen med de to børn. Det var i København han engang boede overfor en børnehave. Her så han dagligt, hvordan mødrene om eftermiddagen kom og hentede deres børn, og det mindedes han stadigvæk med glæde. [8]
Engang besøgte jeg ham og skulle se ovnen, hvori han brændte sine keramik-ting, viste han mig også mange af de små modeller, hvoraf vistnok de fleste desværre blev ødelagt ved en brand. Han lavede altid først en lille model til at se efter, medens han arbejdede på figuren. Det skulle nødig gå, sagde han, som det gik en billedhugger, der lavede en statue af en biskop og fik lavet armene for lange. Statuen står udenfor en af vores domkirker, jeg har desværre glemt hvor.

Jeg kan ikke sige, hvor mange gange, jeg var med i Skibelund – jeg gætter 8-10 gange. Vi kørte ved 9-10 tiden og kom tilbage ved 5-6 tiden om eftermiddagen. Vi havde en lang spisepause ved middagstid og senere kaffepause. Det var en stor og velforsynet madkurv, vi havde med. Det måtte jo blive til en masse snak, og det var selvfølgelig mig, der den meste tid lyttede interesseret, og efterhånden syntes jeg vi blev helt godt kendt med hinanden. Det førte også til, at Hansen Jacobsen senere blev en taknemmelig tilhører, når vi spillede kammermusik, f.eks. trio eller kvartet. [9]
Aage Oxenvad, som var kapelmusiker og en af de bedste klarinettister, vi har haft i Danmark, var Hansen Jacobsens søstersøn. Han tilbød at komme og spille den langsomme sats, Larghettoen, fra Mozarts klarinetkoncert ved billedhuggerens begravelse den 1. december 1941. Daværende musikdirektør Niels Lauridsen fik arrangeret et par prøver, som forløb tilfredsstillende. Men det lille rum, hvori vi sad og spillede over indgangen til kirken var ikke så tilfredsstillende, og akustikken var meget dårlig, så det har nok lydt alt for svagt og i al fald ikke som det skulle. Men jeg synes alligevel, at det var helt naturligt, at Hansen Jacobsen fik en sidste hilsen fra den kunst, han elskede så højt.

[1] Erindringerne er nedfældet den 1. november 1980 af Hans Drewsen, der var bibliotekar. Han blev født den 25. dec. 1896 i Jørlunde ved Slangerup på Sjælland og døde i Vejen den 25. juni 1993. Hans forældre var gårdejer Johan Drewsen og Karen Kirstine Larsen. Han giftede sig den 31. januar 1926 med bibliotekar Else Madsen.

Drewsen tog afgang fra Det kongelige Musikkonservatorium i 1917 og fra Statens Bibliotekarskole i 1922. Han var elev i Kalundborg 1. okt. 1920 – 31. dec. 1922, hvor han var underbibliotekar fra 1. januar 1923.

Drewsen blev bibliotekar i Vejen den 1. april 1930, og var virksom ved byens biblioteksvæsen frem til 31. marts 1965.

I perioden 1933-1942 sad han i bestyrelsen for Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn. Han var dertil medlem af Vejen Skolekommission i tiden 1950-54.

[2] Marie Snedker Oxenvad (født 5. juni 1901 i Gamst, død den 10.10.1986) var musikpædagog. Hun giftede sig den 22. juli 1934 i Bramming med forstander Gunnar Olsen. Marie Oxenvad var datter af Kristian Pedersen Oxenvad (1877-1967), der var bror til klarinettisten Aage Oxenvad.

Hendes far var den næstældste søn af Peder Lauridsen (1845-1900, navneforandring 1897 til Oxenvad), der gik fra at være gårdejer til at blive vært på afholds- og højskolehjemmet i Vejen. Han giftede sig med Johanne Marie Jacobsen (1843-1897), der var billedhugger Niels Hansen Jacobsens ældste søster. Deraf kommer ”morbror Niels”. Han havde ingen direkte efterkommere, men to af hans søstre gav ham en flok nevøer og niecer, der alle kaldte ham morbror Niels, og navnet fortsatte det i det følgende slægtsled.

[3] Mange år senere, i 2003, mindedes i Hans Drewsens søn Gunnar (født 1932): ”Jeg kan fra min tidlige barndom huske, at Niels Hansen Jacobsen besøgte vort hjem på Askovvej 27, når min far og hans musikvenner i Vejen havde ugentlige kammermusikaftener. Han var hvidhåret og udstrålede venlighed, sad i sofaen og lyttede til musikken. (Jeg blev naturligvis sendt i seng, men der vankede altid lagkage på disse musikaftener).”

[4] Det forhenværende Skibelund-atelier, der blev indviet sommeren 1914, blev i 1938 flyttet til Vejen. I dag kaldes den grønmalede 8-kantede sal for Skibelundsalen.
Det oprindelige skulpturelle indgangsparti kan man se i Lindegade. Læs mere om Skibelundatelieret på www.vejenkunstmuseum.dk.
Vælg OM MUSEET i øverste tværmenu og dernæst BYGNINGSHISTORIE.

[5] I løbet af 1890’erne var Rudolph Tegner (1873-1950) en del af kredsen af kunstnere, der mødtes i Hansen Jacobsens atelier på 65, Boulevard Arago. Det nære venskab varede livet igennem. Begge var i 1905 blandt de fire grundlæggere af De frie Billedhuggere, landets eneste billedhuggersammenslutning og fra 1914 en del af Den Frie – de to andre var Anders Bundgaard og Viggo Jarl. I fællesskab stod de i 1905 for opførelsen af Skulptursalen på Den Frie. Den 8-kantede form genbrugte Hansen Jacobsen i 1914 ved opførelsen af sit atelier i Skibelund Krat og brugte den igen i 1924, da Vejen Kunstmuseum blev opført med Skulptursalen som sit hjerte. Rudolph Tegner så til fra sidelinjen og kunne i 1938 med økonomisk støtte fra sin hustru Elna opføre sit museum tæt ved Dronningmølle. Centralt står dér en gigantisk regulær 8-kant i jernarmeret beton omkranset af tilstødende haller og med kunstnerens grav under et betondæksel midt i salen.

[6] Mindesmærket blev indviet i Gram i 1925. Kvindefiguren står i bronze på en granitsokkel, der på siderne bærer navnene på de unge mænd fra egnen, der døde, mens de gjorde tjeneste under første verdenskrig, og foran er en tekst, der siges at være forfattet af billedhuggeren selv: ”Minde over de i sognet hjemmehørende i verdenskrigen 1914-18 faldne og savnede sønderjyder. Ak, Sorgen hun vandrer saa vide, i tusinde hjem gaar hun ind. Tilbage hun gaar nu at finde i fjerne lande de grave med kors over danske mænd. Rejst af Gram Sogn.”

[7]  (16. juli 1858 – 12. maj 1931) var et iøjefaldende talent og kom allerede som 7-årig på konservatoriet i Liege. Det vendte han siden tilbage til som elve hos Wieniawski.

[8] Det viser sig, at Hansen Jacobsen i begyndelsen af 1900-tallet og et par årtier frem havde to hjem. Om sommeren boede han i aftægtsboligen til sit fædrene hjem i Vejen, et lille beskedent hus kaldet Hytten, og om vinteren boede han i en lejlighed på Østerbro, hvor han også havde et atelier. Over årene blev han gradvist mere fastboende i Vejen. Et sommerhus fik han i Hammer Bakker, formodentlig i begyndelsen af 1920’erne, og ejede det frem til sin død i 1941. Læs mere i Teresa Nielsen: Billedhugger Niels Hansen Jacobsen, side 46-47. Den billedrige bog udkom i 2011 i anledning af hans 150-års dag. Kan købes på Vejen Kunstmuseum for 80 kr.

[9] Som H.C. Andersen var bidt af teateret, var Hansen Jacobsen bidt af musikken. Det fortælles, at han flittigt brugte sin krystalradio (der desværre blev solgt på hans dødsboauktion), hvor han fra 1920’erne kunne høre torsdagskoncerterne, som han lyttede til. I hans stue stod – både i Hytten og på museet – stod et opretstående klaver, der desværre siden er forsvundet. På fotos fra hans ophold i sommerhuset, Højhuset i Hammer Bakker, ses hans violin på bordet.