Vejen Museum

En vejledning for besøgende 

1935

Af Søren Alkærsig

 

Museets Oprettelse

   Hovedaarsagen til, at man har kunnet tænke på at bygge et Kunstmuseum i en lille Stationsby som Vejen og endda hænge i dermed i 18 aar trods alle Skuffelser, er den ganske naturlige, at man ønskede at skaffe et anstændigt og passende Lokale til Billedhugger Hansen Jacobsens Kunstværker. Efter Hjemsendelsen fra Paris i 1901 havde de staaet i en af Kristiansborgs Slotskældre, og da de i 1907 maatte flyttes paa Grund af Slottets Genrejsning, blev de magasineret op i en Lade i Kunstnerens Fødegaard i Vejen. – Navnlig efter at denne sidste Flytning var foregaaet, og Kunstværkerne saaledes befandt sig under primitive og dertil yderst brandfarlige Forhold, blev der arbejdet meget ivrigt for at faa tilvejebragt en passende Bygning til dem.

Det var den i 1905 stiftede ” Kunstforening for Vejen og Omegn ”, der ivrigst tog sig af Sagen, med dens Formand, Købmand P. Lauridsen, i Spidsen. Men i øvrigt maa Interessen for denne Sag have været ret ualmindelig, naar Sogneraadet gik ind paa at give et Tilskud til Bygningen paa 10,000 Kr. og Sparekassen 5,000. Det ses ogsaa, at Kunstforeningen i disse Aar havde ikke mindre end 300 Medlemmer. – Planerne var da ogsaa ret langt fremme. De gik ud paa – efter en overmaade smuk Tegning af Hansen Jacobsen selv – at rejse en toetages Bygning med baade Skulptur- og Malerisale til ca. 70,000 Kr., hvoraf man mente at kunne skaffe den ene Halvdel i Vejen og Omegn (hvad der vist ogsaa var god Udsigt til), og den anden ved et forventet Tilskud fra Statskassen. En passende Byggeplads – den nuværende – var skænket fra Hansen Jacobsens Fødegaard, og ved et Gavebrev af 1907 skænkede H. J. ligeledes alle sine Kunstværker til sit Fødesogn, imod at Kunstforeningen altsaa paatog sig at faa rejst en passende Bygning til dem. Men da Forhandlingerne om det nødvendige Statstilskud trak ud i flere Aar og omsider i 1913 helt brast, og Hansen Jacobsen altsaa nu stod frit, byggede han selv Sommeren 1913  Kunsthallen (og Atelieret) i Skibelund, som derefter en stor Del af Aaret blev hans Arbejdsplads, i alt fald hvad de større Værker angaar.

 

 Museumssagen laa nu stille i 10 Aar. I 1922, da Springvandet, med ” Trolden ” som Springvandsfigur, blev bygget (til Afkøling af Kølevandet fra Elektricitetsværket), var der igen Tale derom; men Alvor i Planerne kom der først, da det i Foraaret 1923 rygtedes, at Hansen Jacobsen

nu vilde bygge ogsaa Privatbolig i Skibelund  og alt havde købt Tømmer. Paa Borgerforeningens Initiativ blev der nedsat et Udvalg, der skulde forhandle med Hansen Jacobsen, om Flytning af Hallen og Værkerne fra Skibelund til Vejen, idet man stillede offentlig økonomisk Hjælp i Udsigt. Da Henvendelsen var uden Resultat, besluttede man at sammenkalde Bestyrelserne for alle Sognets Foreninger, i alt 11, og da de alle gav deres Tilslutning, og der saaledes kunde rettes en enstemmig Opfordring fra hele Sognets Befolkning, gik Hansen Jacobsen og hans Kone ind paa Forslaget.

 

 Dette kom til at gaa ud paa, at der skulde rejses en bygning med Midterhal, og ved den ene Side af denne Atelier, ved den anden Side privat Lejlighed. Den sidste skulde Hansen Jacobsen selv bekoste, det øvrige skulde bygges ved Hjælp af frivillige Bidrag og et mindre Kommunetilskud. De første gav ikke mindre end 16,000 Kr., alle vilde være med, - i ganske usædvanlig Grad blev denne Indsamling en Folkesag og et vidnesbyrd om, at man ønskede at have den afholdte Kunstner og hans Arbejde i Sognets Midte. Kommunetilskudet blev dog, trods den store Indsamling, større end fra først af tænkt, fordi det viste sig nødvendigt at bygge solidere end efter den første Plan. Hele Udgiften var godt 47,000 Kr., deraf Hal og Atelier knap 25,000 Kr.

 

 En Forudsætning for hele Planens Gennemførelse var, ligesom 10 Aar før, at Hansen Jacobsens daværende og senere tilkomne Kunstværker skulde – i Original eller Afstøbning – tilhøre Sognet efter hans Død. Ligeledes en Samling af hans Keramik og en Del Skitser.

   Desuden er der efterhaanden tilkommen en ikke ringe Malerisamling, 81 i alt (foruden nogle Tegninger), deraf 68 tilhørende Museet, skænket af Carlsbergfonden, 7 laante fra Statens Museum for Kunst og 6 tilhørende Kunstforeningen.

   Paa Hansen Jacobsens, 70-Aarsdag, 10. September 1931, da han udnævntes til Byens Æresborger, blev denne Ordning ændret derhen, at Kunstneren fra nu af og til sin Død bor frit, og Kommunen har altsaa fra den Tid overtaget hele Bygningen og Udgifterne derved.

  

Af det foregaaende fremgaar, at Museet, skønt det altsaa ogsaa rummer ikke saa faa Malerier, dog udelukkende er bleven til paa Grundlag af de Kunstværker, som Hansen Jacobsen har skænket sin Fødeby, og som er langt den største Del af hans Produktion. Dog befinder Portrætmindesmærker og andre Mindestene sig naturligvis paa de Pladser, hvor de hører hjemme og nævnes kun her for Fuldstændigheds Skyld. Ligeledes er det ogsaa kun en mindre Del af Kunstnerens ejendommelige Keramik, der befinder sig her i Museet, men til Gengæld nogle af de bedste Ting.

 

Museets Kunstværker –

Med et Par Ord  om deres Skaber

   Billedhugger Niels Hansen Jacobsen er født i Vejen 10. September 1861 af  Forældre Carl Peter Jacobsen fra Læborg og Anna Kirstine Hansen, lærerdatter fra Egtved. Efter almindelig Folkeskoleuddannelse arbejdede han hjemme til sit fyldte 20. Aar, da han kom til at opholde sig et Aars  Tid hos Anders Jensen Vandamgaard, gift med hans Søster. I efteraaret 1882 gik han til Session i Slagelse, for mulig paa den Maade at komme til København som Soldat, hvad han ogsaa opnaaede. Vinteren 1882 – 83 var han paa Falkenstjernes Højskole i København, blev Foraaret 1883 indkaldt til Ingeniørsoldat, trak om Efteraaret et Frinummer, men et højt, og blev atter indkaldt 5. Januar 1884.

   Mens han var paa Vandamgaard, fik han Musikundervisning hos Præsten Morten Bredsdorff i Jernved. Alligevel var det den plastiske Kunst, der laa ham nærmest. Han skar i sine Drengeaar smukt i Træ, og paa Vandamgaard begyndte han at modellere nogle Barnebuster og en Buste af Fr. 7. m.m. Hensigten med at blive Soldat i København var da ogsaa, at han derved mente at kunne faa Lejlighed til at komme ind paa Akademiet, hvad ogsaa lykkedes. –

 

 Paa Falkenstjernes Højskole fik han Undervisning i Perspektivtegning, og med denne Forberedelse blev han Elev paa Akademiet fra 17. Oktober 1884 med Rasmus Andersen, Otto Bache og Carl Bloch som Lærere i Tegning og Th. Stein som Lærer i Modellering. Her fortsatte han nu i de følgende Vintre og tildels Somre til Maj 1889, med Afgangsbevis som Billedhugger 30. Januar 1888. Fra den sidste Akademitid stammer hans første større Arbejde; ” Den bundne Loke ”. Det blev udstillet 1889, vandt megen Anerkendelse og skaffede Kunstneren Aarsmedaljen. Det blev købt af Galeriet i Gibs og senere skænket til Aarhus Museum. Marmorstatuen i Vejen Museum blev hugget færdig af Kunstneren selv i 1928.

   Det næste Arbejde var ” Thor, der løfter Midgaardsormen ”, og samtidig dermed er et andet; ”Kuglespiller, der ser efter sit Kast ”. Det sidste findes ikke i Museet, men Gengivelsen i Fotografi er udmærket og giver et godt Indtryk af Statuen . Ogsaa denne blev solgt til Galeriet. Begge disse Arbejder var udstillet 1891.

   Derefter søgte og fik Hansen Jacobsen flere Rejsestipendier, og samme Efteraar, 1891, blev han gift med Anna Gabriele Rohde, Datter af Provst Rohde i Mariager. Efter Brylluppet rejste de over Tyskland til Italien, hvor de var paa Studieophold den Vinter, og i Foraaret 1892 tog de Bolig i Paris, som nu blev deres Hjem i 9 Aar. Og da først begyndte Læretiden for Alvor, har Kunstneren sagt.

   Hans første Arbejde i Paris var det meget ejendommelige og berømte ” Døden og Moderen ”. Kunstneren indlod sig her for første Gang (i Dødens Skikkelse) paa det, som siden blev hans mærkelige Styrke: i sit Arbejde at give sig den frie Fantasi i Vold. Da dette Værk blev udstillet i  ”societe national beaux arts ”, vakte det megen Opsigt, endog mellem de kræsne, franske Kunstnere og Kunstkendere. Kunstneren blev derefter Medlem med Ret til aarlig at udstille to Arbejder uden Censur. Det var udstillet i Paris 1893, i København 1894 og blev her solgt til Galeriet. Det staar nu i Bronze ved Helligaandskirken, bekostet af Brygger Carl Jacobsen. Samtidig med ” Døden og Moderen ” arbejdede Hansen Jacobsen paa ” Vinranken ”, udstillet 1893. Derefter ” Astronomien ” 1894, ” Natten ” 1895, ” Friheden i vor Tid ” (som nu er mere aktuel end nogen Sinde!) 1897, ” Trolden der vejrer Kristenkød ” 1896, den berømte Springvandsfigur. Den blev til paa et 4-5 Maaneders ophold i Danmark, og Motivet stammer fra Kunstnerens Barndom, idet han da mente, at der boede en Trold i en Mergelgrav paa Faderens Mark. I den voksne Mands Tanker fik dette Uhyre vel en frygtindgydende Form, et Symbol paa de vilde og farlige Kræfter i Naturen; - men nogle smaa gemytlige Omstændigheder lader dog ane, at han ikke mere er saa farlig. Især ikke, naar man, som i Springvandsanlægget, (og ogsaa i Virkeligheden), kan lade andre Naturens Kræfter, her i Form af Tudser og Kimærer tage Kampen op med ham.

  

Denne Kunstnerens mærkelige Evne til at give Form, synlig for Øjet, det, som kun ytrer sig som Kraft eller endog er noget rent negativt, fik sit mærkeligste og mest navnkundige Udslag i et Arbejde fra 1898: ” Skyggen ”. – en fantastisk Ide i en lige saa fantastisk Udførelse. Paa Udstillingen i Paris vakte den Opsigt, mindre herhjemme, da den i 1901 blev udstillet sammen med de øvrige Arbejder. Den var for paradoxal. Siden er den blevet mere paaskønnet. Man kan trygt sige, at aldrig er der i vore Egne skabt et saa  mærkeligt Kunstværk, vi er hinsides al Form og Plastik, ganske i Kunstnerens Vold, og alligevel siger man til sig selv: ja, selvfølgelig ser Skyggen saadan ud, hvis dette uhyggelige, formløse endelig skal have Form, ” den gaar Beskueren til Marv og Ben ”, har en Kunstkritiker sagt om den. Kunstneren regner selv ” Skyggen ” for et af sine bedste Arbejder.

 

   Af samme Art er ogsaa ” Militarismen ”, udstillet i Paris 1899. Kunstneren havde det Uheld med dette Kunstværk at dumpe midt op i Dreyfusaffæren, man troede, det var en Slags Indlæg imod Nationalismen, og Bladene skældte ud over denne Fremmede, der vilde blande sig i disse Ting. Det var ganske uberettiget, Kunstneren havde, efter hvad han selv har sagt, aldeles ikke disse øjeblikkelige Forhold i Tanker, men havde han ikke nu haft Retten til at udstille uden Censur, havde han utvivlsomt faaet sit Arbejde forkastet. At det ikke i Frankrig blev glemt lige med det samme, derom vidner en satirisk Tegning, som han under Krigen fik tilsendt, og hvor Hindenburg interviewer Militarismen (eller maaske var det omvendt). Herhjemme forstod man nok bedre dette Værk end ” Skyggen ”. Edv. Brandes mente, at det burde staa paa en af vore offentlige Pladser, hvad dog ikke endnu er bleven til Virkelighed. Maaske sker det engang; vist er i alt fald, at Kunstneren atter har legemliggjort en Ide paa en saadan Maade, at Tilskueren, være sig hvem som helst, straks forstaar og fornemmer, at trods den groteske Form er her ramt noget rigtigt og sandt. Det er Realisme, skønt Skikkelsen har saa godt som intet med Virkeligheden at gøre.

   Fra de følgende 2 aar, 1900 – 01, er ” Foråret ” og ” den lille Havfrue ”, den sidste findes på ” Grønvang ”, men er ogsaa i 1935 støbt i Bronze til et Springvand i Alestrup. I disse Aar, de sidste i Paris, begyndte ogsaa Arbejdet med ” Modersmaalet ”, som nu staar (i Granit) i Skibelund Krat. De to Forkæmpere for Dansk Folkeliv, Historikeren A.D. Jørgensen og Digteren Edv. Lembcke, var begge døde i 1897, og Sønderjyden, Bankdirektør Heide, ønskede at sætte dem et Minde. Paa Henvendelse derom (gennem Johannes Lauridsen) paatog Hansen Jacobsen sig dette Arbejde, og inspireret af den kendte Linje i Lembckes Sang til Modersmaalet fremstillede han den ”højbaarne Jomfru”, denne meget skønne Skikkelse, midt imellem disse to, hendes hengivne Tjenere. Fra Paris blev Statuen (i Gips) sendt til Bornholm, hvor Hansen Jacobsen i 1902 overførte de i Granit, vistnok et af de første Kunstværker, der er blevet udført i dette vanskelige Materiale. Den blev afsløret Sommeren 1903.

   Det var meningen, at Hansen Jacobsen og hans Kone derefter vilde rejse tilbage til Paris, men det kom anderledes. Efter en Kræftoperation døde Fru Hansen Jacobsen 23. september 1902, og han kom aldrig mere til Paris undtagen paa Besøg. Det kan maaske anes af hans Kunst, hvor stærkt et Indtryk dette Brud i hans Liv gjorde. ” Morgenrøden ”, et af de skønneste af hans Værker, er sat til Minde over hans døde Hustru paa hendes Grav paa Holbæk Kirkegaard. Noget senere, Vinteren 1903 – 04, blev ” Kong Lear ” til, denne af skæbnen mishandlede Skikkelse, præget af bitter og oprivende Sorg. Udstillet 1905. ” Dryaden ”, som fulgte derefter, har til Motiv et Digt af Thor Lange (efter Georg Bachmann. Se ” Gennem farvet Glas ”, S. 78). Dette Arbejde danner sammen med ” Vinranken ” og ” Foraaret ” en lille Gruppe for sig selv, Udtryk for Længslen efter Frigørelsen, (som Loke er det stærke Udtryk for den knugende Bundethed). ” I Storbyens Ørken ”, 1908, taler for sig selv. Hvad Kunstneren har set i en by som Paris er mere end tilstrækkeligt som Forklaring. ” Kæmpen, der presser Vand af Stenen” fra omtrent samme Tid, er paa en Maade Thor om igen, men her er Alvoren ved Kampen blevet til et Smil over de vældige Kræfters Magtesløshed overfor Snildheden (hos den lille Skrædder). ” Tiden ” fra 1910 er et stærkt symbolsk Kunstværk, som saa meget af Kunstnerens Arbejde. Man kunde vel her tale om en Allegori, da Sammenhængen mellem Billedet og Begrebet er et mere ydre, end den plejer at være. Et lignende Arbejde er ”Skyen” fra samme Tid; staar i Kunstnerens Have støbt i Bronze. To Udkast til Grundtvigsmindesmærker fra 1912 er foranlediget af den Konkurrence, som til sidst resulterede i Grundtvigskirken paa Bispebjerg. For det ene, Nr. 22 af disse Udkast, fik Kunstneren 1. Præmie.

 

  I 1913 blev ” Vølven ” til. Hansen Jacobsen vendte altsaa dermed tilbage til sin Ungdoms Emne: den nordiske Mytologi, og utvivlsomt med større Modenhed. Vølven fortæller tydeligere og mere uforglemmelig end Thor og Loke gør det, hvem hun er: ” Ulve hun tæmmed', sejd hun øved', sejd hun elsked'. Altid var hun yndet af onde Kvinder”. Man kunde godt ønske, at en Kunstner, som har forstaaet disse Skikkelser saa godt, havde ført nogle flere af dem frem for Folket, - der er  noget bagvendt i, at vi fremdeles kender de græske mytologiske Skikkelser langt bedre end de nordiske.

   I nogle Aar er der nu en Pause i Hansen Jacobsens Virksomhed, maaske har Krigen gjort ligesom et for stærkt Indtryk paa ham; maaske har ogsaa de strandede Museumsplaner spillet en Rolle.

 

 I 1918 fandt han et stærkt Udtryk for Tidens Fortvivelse og Sønderrevethed i Værket 

” Tidens Ansigt ”. Siden kom saa Glæden ved Genforeningen, som han gav et pompøst Udtryk i Verset paa Genforeningsstenen i Skibelund:

 

Mænd fra Vesterhavets Kyster, til det stille Ocean,

har kæmpet, for at Ret bør være Magt,

vi mindes disse Helte, i vor Saga skal det staa,

de frelste hjem til Danmark vore Brødre sønden Aa!

 

   Maaske er det dog mere Retfærdighedens Sejr end just Glæden, Kunstneren hylder, og da laa Tanken nær, hvad det havde kostet. Det kunstneriske Udtryk herfor er ” Sorgen ” fra 1921, den unge, men bøjede Kvinde, som ”gaar at finde de grave med Kors over danske Mænd”. Skikkelsen staar, støbt i Bronze, paa Gram Kirkegaard, som Minde over de faldne fra Sognet. Den er senere indføjet i det store Kunstværk fra 1934: ” Livets Spil ” . I 1924 blev endelig ” Vemod ” til, en af de skønneste Skikkelser i Museet. Det er den afklarede Sorg, og naar man staar ved denne lille Statue og har de andre Værker i Minde, kan man ligesom skimte en linje i Hansen Jacobsens Kunst: De forskellige Fremstillinger af Kampen for og Længslen efter Frigørelse, men siden Sorgen og Vemoden over, at Kampen ikke førte til Sejr, i alt fald ikke den Sejr, som Hjertet kræver. ” Sejrløse falde, Kæmper alle ”.

 

   Af større Værker er endnu at nævne ” Havfruespringvandet ” fra 1929, i Gips i Museet, i Bronze paa Torvet i Svendborg. Og sluttelig Kunstnerens sidste og tillige hans største Værk, ” Livets Spil ”, son han tog fat paa, da han var over 70, og som fuldførtes 1934 og var udstillet i København. Det er atter de slagne og sorgtyngede, her skildres, men som dog lytter til de bærende og opmuntrende Toner i Livet, trods alt. Man kunde maaske ogsaa med Rette have givet Værket den sidste Titel.

 

   I sin frodigste og mest arbejdsdygtige Periode levede Hansen Jacobsen i Paris, og han har naturligvis i dette Kunstens Centrum lært meget. Men egentlig er han saa ejendommelig, at det er ret ligegyldigt, hvor han har boet og lært: han er den nordiske Kunstner i tidlig Modsætning til alt det græskpaavirkede i vor Skulptur.

 

Han har, maaske tidligere end nogen anden, taget Konsekvensen af, at vi har hjemme i et nordligt Klima, er lidet vant til det nøgne og har ringe Forstand derpaa. Ikke saadan, at ikke enhver Billedhugger maa arbejde med den nøgne Form, og det har jo ogsaa Hansen Jacobsen gjort; men hans egentlige Maal var maaske dog nok saa meget at give Udtryk for indre Tilstande end for ydre Form. Med sine Kuldens og Mørkets og Ødemarkernes Fantasiskikkelser virker han ganske ugræsk og næsten som en Oprører i Thorvaldsens Fædreland. Denne Kunst er derfor ikke hvilende, som ellers den meste Skulptur, men Liv, Arbejde, Kamp. Alt sammen til stort Besvær baade for Kunstner og Model, men det fik ikke hjælpe: der gik nu engang hans Vej, og til større Glæde for os.

 

   Af Buster har Hansen Jacobsen lavet omkring en Snes; de vil blive nævnt længere fremme. En Del af dem findes i Museet. Ogsaa en Del Udkast, Skitser, findes her, vel nok de fleste og bedste, ogsaa disse vil blive nævnt siden. Kun skal gøres opmærksom paa, at da de er saa smaa, undertiden ogsaa lidet bearbejdede, saa kan de let overses. De ejendommeligste er vist følgende: Tvivlen og Mennesket, Mefistofeles ser Korset, de ulykkelige, Fenja og Menja (tænkt som Springvandsfigur), Pressen, der lytter, Dumheden, Reaktionen, Thor kæmper med Elle, Havheksen, Jættepige, der spejler sig, Trold, der hører Kirkeklokker, Eva ser Lyset første Gang.

 Og endelig Udkastet til det Mindesmærke for Mylius Eriksen og hans Kammerater: Polarødet, en mægtig, vinget Skikkelse, som griber de kæmpende Mænd og knuger dem i sin Favn. Hertil hører dette Vers af Kunstneren selv:

 

Syng, vilde Storm, din stolte Sang

om Mænd, hvis Mod stod fast,

da Skæbnens Dødsakkorder klang

og Skibets Vinger brast!

 

   Man ser let, at disse ufuldførte Idéer vidner om det samme som de færdige Arbejder: et umiddelbart og lynsnart Blik for visse baade alvorlige og komiske Sider ved Mennesker og Menneskeliv og en rig og frodig Fantasi til at give det sete Form. Havde Hansen Jacobsen været en Ordets Mester som han er Lerets, da var der blevet en Digter af ham.

 

   Der staar endnu tilbage at omtale Hansen Jacobsens meget ejendommelige Keramik. Han lærte Kunsten af sine franske Kammerater og havde allerede i Paris en Ovn. Men han er her, som i sin øvrige Kunst, i høj Grad gaaet sine egne Veje. Og ingen Steder i hans Arbejde ses saa tydelig som her dette, som kunde være Motto for al hans Kunst: ” Aldrig færdig, altid paa Vej ”. Thi han har her eksperimenteret i det uendelige, baade med Former, Farver og Brænding, og mange mærkelige, ja barokke, men ogsaa mange overmaade skønne Ting er kommen ud deraf.

En af hans Kunstfæller har brugt det Udtryk om dem: ” Undertiden synes man, at det ikke er Ting, frembragte af Menneskehænder, men sjældne Naturformationer, for første Gang bragt for Dagens Lys "” En anden fortæller, at naar H.J., imens han arbejdede i Paris, ud af Ovnen havde faaet en særlig mærkelig Farveafskygning, ilede han op i Louvre, hvor han sammenlignede den med japanske og kinesiske Arbejder. Der maa vel altsaa have været noget, han har lært af. Men Eksperimenterne var kostbare, thi paa Grund af den høje Brændvarme mislykkedes overmaade meget, og disse Ting kan derfor ikke være billige. Museet ejer selvfølgelig af disse Tusinder af Ting, der snart findes spredt over hele Verden, kun en Brøkdel, men dog ogsaa nogle af de ejendommeligste og bedste: Krukker, Skaale, Buster og Skitser, hvoraf nogle nævnes omstaaende.

   Endnu skal tilføjes, at Hansen Jacobsen i 1908 blev gift med Kaja Jørgensen, en Købmandsdatter fra Vamdrup. Ogsaa hun blev, ligesom hans første Kone, ved den Forstaaelse, hun efterhaanden erhvervede sig af hans Kunst, og ikke mindst ved sit gode Sind, ham til megen Støtte og Hjælp. Og det var et uerstatteligt Tab for ham, men ogsaa for Ægteparrets Venner, at hun døde i en ret ung Alder, 1928.                        

 

  

Til top


Tilbage