17/4 1910

 

 

Kjære Aakjær!

 

Mange tak for Deres brev og de oplysninger om mindesmærket og Præsten,

Og mange tak fordi De bestyrkede manden i hans tro til, at jeg måske kan få noget godt ud deraf.

 

Da jeg læste om det i bladene tænkte jeg skam på, at denne oprører var noget for mig, nu har jeg skrevet til præsten og tilbudt ham at ville gjore en skitse og tage op til ham for at tale med ham, og se hvor det skal stå.

 

Vi rejser rimmeligvis til Vejen på Onsdag, så hvis De ikke har været på vores kant endnu, må De endelig se ind i Hytten.[1]

 

Jeg så forleden i bladene at Mylius Eriksens mindesmærkebidrag[2] skulle sluttes, mon min tid nu ikke skulle være der.

 

Jeg har haft den glæde at Udstillingen i Bryssel[3] har indbudt mig til at sende 3 arbejder og sender dem nu: ”Døden og Moderen” ”Trolden” og ”Ørken”, blot jeg nu kunne sælge en af dem i bronze eller Marmor.

 

 

Venlig hilsen til Dem

Og Deres frue fra os

 

 

Deres hengivne

N. Hansen Jacobsen

 


 

[1] ”Hytten” var aftægtshuset til Niels Hansens Jacobsens fødehjem ”Gaarden”, der siden blev nedrevet for at give plads til plejehjemmet Rosengården. Det var Kaja og Niels Hansen Jacobsens hjem fra 1908 til 1924, da de flyttede ind i boligen i den nordlige ende af det nybyggede Vejen Kunstmuseum. Huset eksisterer fortsat i Skolegade, en lille sidegade i den nordlige ende af Nørregade. ”Hytten” hører under Vejen Kunstmuseum, men er en af Vejen Kommunes udlejningsejendomme. Det vil sige, at den er lejet ud, og skal respekteres som en privat bolig.

[2] Niels Hansen Jacobsens udkast til monument for Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund  findes i dag på Vejen Kunstmuseum i to eksemplarer. Det ene er en lille skitse, den anden en mere gennemarbejdet keramisk figurgruppe, der er fremstillet i flere eksemplarer, hvoraf et eksemplar tilhører Statens Museum for Kunst. Et andet kom som gave til Vejen Kunstmuseum lørdag den 27. oktober 2007 fra Charlotte Busk til minde om hendes afdøde mand, sagfører Harry Busk, der gennem en menneskealder var formand for museets bestyrelse.

Konkurrencen blev afholdt i februar 1911. Men allerede længe inden havde NHJ været i nært venskab med Mylius Eriksen, der i 1901 i ”Vagten”, det tidsskrift som han redigerede i tiden omkring århundredeskiftet skrev en begejstret artikel om NHJ. NHJs udstillede i 1911 på ”Den Frie” en skitse til et monument for de tre grønlandsfarer. Ihærdige, uvildige kræfter forsøgte at tale for NHJs projekt, som han lod følge af disse selvkomponerede linier: 

Syng, vilde Storm, din stolte Sang

Om Mænd, hvis Fod stod fast,

Da Skæbnens Dødsakkorder klang

Og Skibets Vinger brast!

Konkurrencen om udførelsen af Grønlandsmonumentet blev vundet af makkerparret, billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924) og arkitekten Kaare Klint (1888-1954). Monumentet blev afsløret 1912.

[3] Her er tale om Verdensudstillingen i Bruxelles 1910. På Designmuseum Danmarks bibliotek findes bogen ”Exposition Universelle et Industrielle de Bruxelles 1910 – Liste des Récompenses”. Dér omtales i de alenlange lister, at der til dansk keramik blev givet ”Diplômes de medaille d’ór” (guldmedalje) til Hjorth, Ipsen og Joachim Petersen (Chr. Joachim). NHJ omtales som eneste danske modtager af ”Diplômes de medaille d’argent” (sølvmedalje). På billedsiden ses en vitrine (den kantede montre, som han også har brugt ved andre lejligheder) med et udvalg af hans stentøj – både krukker og fade samt skulpturelle værker, heriblandt to udgaver af ”Efterårsmasken”. Under skulptur omtales, at Skandinavien var repræsenteret med to værker –Hansen Jacobsens ”Le Monstre qui flaire des hommes chrétiens” (En Trold, der vejrer Kristenkød) og med nordmanden Gustav Vigelands ”Mendiants”. Det nævnes, at en del af landenes skulpturer stod opstillet i en vinterhave sammen med belgiernes skulpturbidrag. Det er dog uvist om omtalen dækker alt, eller om Hansen Jacobsen reelt viste alle tre skulpturer på udstillingen i Bruxelles. Der er ikke foto af opstillingen af skulpturerne.

 


Se original brevet her