Vejen den 10/11 1907

 

 

Kjære Aakjær!

 

Mange tak for sangene til ”Livet på Hegnsgård”, og nu i dag sender De mig skuespillet, jeg glæder mig vældig til at læse det, det er en lille god og fornuftig fortale, den har jeg nemlig læst med det samme.

 

Melodierne er til sangene er lette og meget iørefaldende, måske lidt for lige til og ikke synderlige originale efter min ringe mening. Kipkalv visens melodi er fornøjelig, når bare ikke de to sidste takter havde mindet så meget om en anden sang. (Modersmålet)

Men ordene er bra, rigtig en hyrdedrengs ord, man høre godt at denne kipkalv er hans kæledægge og ven.

 

Jeg kommer vist til Kjøbenhavn i slutningen af November,[1] det skal blive fornøjelig at få det opført på Dagmar Teatret, jeg vil antage at de vil kunde spille det der.

 

Deres byste er nu indpakket færdig til at gå til gibser, den skal rejse samtidig med mig, de unskylder nok det tager nogen tid inden De får Deres exemplar, men den skal nok komme, jeg har ellers haft en del om ørene, vi har nemlig murer, tømrer, snedker maler og elektriker, næste gang De kommer til Vejen, vil De se en helt ny gård og Hytte, elektrisk lys lige fra svinestald og til atelier, og jeg har fået to soveværelser indrettet på Hyttens[2] loft, så nu skal De ikke jages om på gården og sove, når De kommer og besøger mig igjen.

 

Jeg brænder keramik med lidenskab, har efterhånden fået nogle kjønne ting ud, men hvor må man kæmpe med ilden, før den giver noget fra sig, når jeg skulde ønske de gamle sataner af professorer i billedhuggerkunst noget ondt, da skulde det være det, at prøve en keramikers skuffelser.[3]

 

Ja nu ikke mere, tusind tak for bogen og når jeg har læst den, skal De høre fra mig igjen.

 

 

Mange hilsener til Dem

Og Deres frue

Fra Deres hengivne

 

N. Hansen Jacobsen

 

 

 

 


 

[1] NHJ havde sit andet hjem på det den gang yderste Østerbro med både en lejlighed og dertil atelier på Max Müllersvej 3.

[2] ”Hytten” var aftægtshuset til Niels Hansens Jacobsens fødehjem ”Gaarden”, der siden blev nedrevet for at give plads til plejehjemmet Rosengården. Det var Kaja og Niels Hansen Jacobsens hjem fra 1908 til 1924, da de flyttede ind i boligen i den nordlige ende af det nybyggede Vejen Kunstmuseum. Huset eksisterer fortsat i Skolegade, en lille sidegade i den nordlige ende af Nørregade. ”Hytten” hører under Vejen Kunstmuseum, men er en af Vejen Kommunes udlejningsejendomme. Det vil sige, at den er lejet ud, og skal respekteres som en privat bolig.

[3] NHJ var selvlært som keramiker, og havde under sit 10 år lange ophold i Paris lært sig alle stentøjets processer fra æltning til den endelige brænding. Af brev til Aakjær den 29.8.1907 fremgår det, at han da i Vejen arbejdede med en nyopført ovn. Med netop sine helt særlige keramiske værker er Hansen Jacobsen repræsenteret på et par museer i Norden – Emil Wikströms museum udenfor Helsinki og hos Gustav Vigeland i Oslo – samt ude i Europa på Orsay Museet i Paris samt på en række tyske museer med en særlig fin samling på Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg.


Se original brevet her