29/8 1907

BREVKORT

Adresse:

 

Forfatteren Hr

Jeppe Aakjær.

Jenle[1]

Jebjerg Station

 

 

 

Kære Aakjær!

 

 

I dag har jeg været i færd med at støbe bysten, så for tiden er De reduseret til hulhed.[2]

 

Tak for det smukke digt om telegrafen på Heden, vi har læst det med glæde, bag ved Hyttens[3]  have løber også en tonende streng.[4]

 

Jeg har nu bygget mig en ovn og er svært spændt på at brænde i den.[5]

 

 

Mange hilsener fra Hyttens beboere til Dem og frue

 

Deres hengivne N. H Jacobsen

 

 

 

 


 

[1] ”Jenle” betyder alene eller ensom. Navnet menes at knytte an til at huset er opført afsides uden nære naboer. Det ligger lidt nord for Skive. Huset var Nanna og Jeppe Aakjærs hjem. Det blev opført i 1906 efter tegninger af arkitekt Povl Baumann, der var en ven af Nanna. Nanna og Jeppe Aakjær mødtes i 1902, men blev først gift den 25.4.1907. ”Jenle” er bevaret og kan besøges. Her findes bl.a. et par eksemplarer af NHJs portrætbuste af Aakjær samt keramiske værker, som forfatteren har fået forærende fra stentøjsbrænderen i Vejen.

[2] NHJ omtaler sin portrætbuste af Aakjær. Den kan ses på ”Jenle” ved Skive, på pladsen ved Vejen Kunstmuseum samt i anlægget ved Århus Kommmunebibliotek – læs mere på museets hjemmeside under omtale af NHJs skulpturer.

[3] ”Hytten” var aftægtshuset til NHJs fødehjem ”Gaarden”, der siden blev nedrevet for at give plads til plejehjemmet Rosengården. Det var Kaja og NHJs hjem fra 1908 til 1924, da de flyttede ind i boligen i den nordlige ende af det nybyggede Vejen Kunstmuseum. Huset eksisterer fortsat i Skolegade, en lille sidegade i den nordlige ende af Nørregade. ”Hytten” hører under Vejen Kunstmuseum, men er en af Vejen Kommunes udlejningsejendomme. Det vil sige, at den er lejet ud, og skal respekteres som en privat bolig.

[4] Vendingen ”tonende streng” har NHJ hentet fra Jeppe Aakjærs digtsamling ”Muld og Malm” side 47. Trykt i Politiken den 25.8.1907.

[5] Glaseret stentøj begyndte NHJ at arbejde med i Paris i midten af 1890’erne, og udstillede fra 1898 på Salonen dér på lige fod med sine franske samtidige. Det er uvist, hvor og hvordan han i årene fra 1902 efter hjemkomsten til Danmark, fik mulighed for at arbejde med keramikken. Af dette brev er det dog klart, at han er begyndt at arbejde med sin egen ovn i Vejen, hvor han i de tidlige år mest boede om sommeren med vinterophold i København.


Se original brevet her